Return of the Fjols: Svenske feminister vil myrde MANFO

[Trigger warning: vold mod kvinder, voldtægt]

I'm back, fuckers! Der er også gået over et halvt år siden jeg sidst skrev et indlæg, så måske var det på tide.

Der er sket en del i den periode—folk har brokket sig over støvsugende drenge i legetøjskataloger, folk har brokket sig over rabat til folk i stiletter på diskoteker, og ikke mindst er der latterligt mange folk, der har brokket sig over, at mænd ikke har ret til den såkaldte juridiske abort. Jeg har sprunget de fleste af diskussionerne over, men nu må jeg ud af kælderen, for MANFO, der ellers har trådt noget i baggrunden til fordel for Folkets Avis (hvilket folk, der er tale om, er der ingen, der ved), har klaget!

Klagen fra først i januar handler om, at der til det kommende ligestillingsarrangement Nordiskt Forum vil være—gys—svenske feminister!

Eller, noget i den retning, i hvert fald. Som der står på avisen.dk:

En gruppe af danske mænd går nu i krig med de 40 organisationer, fagforeninger og politiske partier, der støtter Kvinderådet. I et usædvanligt brev advarer netværket Manfo Kvinderådet mod at deltage i en stor ligestillingskonference, ’Nordisk Forum’, i Malmø til sommer.

Det usædvanlige brev, der er sendt til Kvinderådets danske medlemsorganisationer kan findes hér. Det er forfattet af biologen Kåre Fog, og det ser ud til, den primære anke går på blandt andet dette billede:

Billede fra det, æh, antifeministiske Toklandet

Billedet er lagt op fra svenske Sveriges Kvinnolobbys Twitter-profil, hvor der også blev lagt to andre billeder op i samme "Dags För"-format, som man kan se andre eksempler på på Sveriges Kvinnolobbys Facebook-side. Som Kåre Fog skriver:

Det vil sige, at i reklame for NF2014, som er udsendt af Sveriges Kvinnolobby med henblik på udbredelse i cyberspace, opfordrer man til at skære penis af mænd.

Måske lidt søgt, men det er i hvert fald rigtigt, at selv om de enkelte personer naturligvis har lov at stille op til et portræt med det budskab, de har lyst til, så er det måske ikke det klogeste af de mange "Dags För"-billeder at reklamere med. For the record er vi her på Mandfjols også generelt imod at skære pikken af folk.

Da Sveriges Kvinnolobby blev konfronteret med det, fjernede de da også billedet og tog afstand fra budskabet. Alligevel skulle det her ifølge Kåre Fog, sammen med misandrisk kartoffeltryk og det faktum, at SCUM-manifestet er pensum på Uppsala Universitet, være udtryk for en bestemt voldstendens inden for svensk feminisme. Som Fog smukt udtrykker det:

Med Sveriges Kvinnolobby som primus motor, kan vi forvente at temmelig rabiate former for feminisme og meget vidtgående forslag får en fremtrædende plads på konferencen.

Og det kan da godt være, at Trine Bramsen, der sidder i Kvinderådets bestyrelse, fortæller avisen.dk at ”Alle organisationer og netværk er velkomne. Også Manfo, hvis de har noget på hjerte.” Men se lige den ekstreme feminisme! Kåre Fog skriver:

Der anføres 12 hovedemner på konferencen. Nogle af disse emner kan ingen være imod at tage op, så som ”Fred og sikkerhed”. Andre er lidt mere kontroversielle. De to emner som står øverst på programoversigten, er

- Feministisk økonomi – økonomisk og social udvikling

- Kvinders og pigers kroppe – seksualitet, sundhed og reproduktive rettigheder

Både rabiat og kontroversielt med sådan noget "sundhed" og "reproduktive rettigheder", det må man sige. Nordiskt Forums fredstelt, DJ battle og loppemarked bliver nok også en misandrisk omgang.

Vigtigst er dog denne pointe—for det er trods alt mænd, der er vigtigst hér:

Hvis en sådan vedvarende propaganda vendt imod mænd ikke tages alvorligt og ikke imødegås, kan det måske før eller siden få enkelte kvinder til faktisk at begå alvorlige forbrydelser mod mænd.

Hold the fuck up. Sidder Kåre Fog og fortæller, at MANDEHADSK PROPAGANDA UHA kan føre til vold mod mænd? Skal vi ikke se lidt på, hvordan tingene ser ud den anden vej rundt?

Ud over, at (i hvert fald danske) mænd generelt udgør langt størstedelen af volds- og voldtægtsforbrydere mod folk af alle køn, så er der nogle hurtige og på ingen måde enestående eksempler her:

• 25-årige Marc Lépine dræbte i 1989 fjorten kvinder på den canadiske École Polytechnique, efter eget udsagn med det specifikke formål at "bekæmpe feminismen".
• I 2011 myrdede Anders Breivik 69 mennesker på Utøya. Hans lange manifest var fyldt med antifeministisk og kvindehadsk materiale.
• Karen Straughan, bedre kendt som GirlWritesWhat (af MANFOs Lennart Kiil kaldt "logisk og sammenhængende" samt en "[klog kvinde,] der ikke er faldet for feministernes overfladiske og personfikserede fnidder", har udtrykt, at hun ikke har noget problem med vold mod kvinder.
• TJ Kincaid, også kaldt TheAmazingAtheist, har til en kvindelig kommentator, der bad om trigger warnings på hans videoer (og fortalte, at hun selv var blevet voldtaget), skrevet bl.a.: "I'm going to rape you with my fist."

Hvis de to sidste personer virker bekendte, så er det fordi, de begge er optrådt i videoer på MANFO (læs om det her og her).

Og nå ja, så er der selvfølgelig et sidste eksempel: Vores egen Kåre Fog, biolog, forlægger og forfatter til advarselsbrevet om Nordiskt Forum, udgav i 2003 en bog kaldet To køn - tre sandheder, hvori han skrev, at mænd er dumme og feje, hvis de uden videre accepterer et "nej" til sex. Men sådan en tankegang kan umuligt føre til noget, der kunne minde om en forbrydelse, vel?

Så altså, jo, hypotetisk set kan skær pikken af-"propaganda" godt føre til forbrydelser. I mellemtiden fører den antifeministiske og kvindefjendske ideologi, MANFO til tider gør sig til del af, til at virkelige mennesker bliver udsat for virkelig vold.

Kåre Fog skriver "svensk feminisme er i disse år en grim plante hvis vækst er kommet helt ud af kontrol". Og måske er der en skjult voldstendens inden for svensk feminisme. Who knows? Men MANFOs klagebrev er lidt svært at tage seriøst, når antifeminisme og kvindehad har liv på samvittigheden. Get some perspective, guys.

Når ligestilling dræber!!! Eller noget.

Nej tak!

Ligestilling har ført mange dårlige ting med sig gennem årene. Kvinder er blevet grimmere, mænd får mindre sex, vores børn bliver alle sammen transhomoer, samfundet bliver fattigere og mænd får mindre sex. Feministerne har allerede krævet vores penge, og nu vil de også have vores liv!

Det er i hvert fald, hvad MANFO fortæller os. Som Lennart Kiil spørger:

Hvor mange mennesker skal dø i lighedens navn førend folk for alvor begynder at sige fra over for det feministiske vanvidsprojekt?

Det er jo noget af en påstand. Der er da nødt til at være  en eller anden form for beviser til at understøtte den. Og det er der heldigvis! Nemlig i den, øh—islamkritiske er vist det politisk korrekte udtryk—Lars Hedegaards nye internetavis, Dispatch International.

Dispatch International har en interessant reportage fra netop Sverige, der netop beretter om de mange livsfarlige problemer ved ligestilling af brandvæsnet.

For eksempel viser en undersøgelse fra det ligestillede Sverige, at en brandkvinde er 11 minutter om at bryde en dør ned under brand. Når hun endelig kommer igennem, er der ikke længere noget liv at redde. På det tidspunkt er alle døde.

Til sammenligning forcerer en brandmand samme dør på under ét minut. På trods af feministernes evindelige snak om diskrimination og sociale konstruktioner er det åbenbart endnu ikke lykkedes dem at lave om på kønnenes fysik og krop.

Interessant indeed! Dér har feminismen virkelig en dårlig sag, må man sige, når brandkvinder kan være så dårlige til deres arbejde.

Nej, vent, hvad er det, der står i Dispatch Internationals reportage? Vi kigger:

Efter Dispatch Internationals artikel 26. januar om, hvordan mangfoldighedspresset inden for Räddningstjänsten Syd bringer offentligheden i fare i Malmø og tilstødende kommuner, har avisen fået flere tips om, hvor ilde det står til med brandkorpsene rundt om i landet. Værst ser det ud til at være i Lund, der ellers er blevet fremhævet som en ”mønsterstation”, fordi man har en næsten ligelig kønsfordeling.

For nogen tid siden skulle brandmændene dér øve sig i at forcere en sikkerhedsdør iført røgdykkerudstyr. Da to kvindelige brandmænd gjorde forsøget, tog det dem angiveligt 11 minutter.

Hos tabloidpressen er "tips" og "angiveligt" ofte slang for "vi har selv fundet på hele lortet". Om det også forholder sig hos Dispatch International, skal jeg ikke kunne sige, men undersøgelsen? Den har MANFO i hvert fald selv drømt frem.

Leder man lidt på internettet, er det da også kun småracistiske og -misogyne ytringsfrihedsprædikende, islamkritiske, sandhedselskende internetmedier som Exponerat og Avpixlat, der fortæller historien—i begge tilfælde med den helt vildt neutrale Dispatch International som kilde. Men som vi har set så ofte før, er "fakta" ikke videre vigtigt for tænketanken MANFO, og denne gang er ingen undtagelse:

Det her er et brandgodt eksempel

Oooh, I see what you did there!

på at feministernes teorier vælter som pindebrænde, når de mødes med virkelighedens benhårde realiteter. Det kan godt være feministerne kan imponere akademikere, bureaukrater og politikere med al deres snak. Men en låst sikkerhedsdør er altså ligeglad med konstruktivistisk ævl.

Misogynt ævl, derimod, det sluger mange heldigvis råt ♥ I skrivende stund har artiklen netto 101 upvotes på 180grader—det ser altså ud til, at de liberale—nej, vent, må vi stadig kalde dem det?—er enige i, at ligestilling måske ikke er så svedig en idé alligevel. Folk dør jo (og mænd får mindre sex!!!)!

Eller. Vi skal måske lige kigge på det.

Først og fremmest klarer mænd sig gennemsnitligt bedre end kvinder i de nuværende fysiske prøver. Det viser denne undersøgelse fra Myndigheten för Samhällsskydd och Beredskap (MSB). Nogle kvinder klarede sig bedre end nogle mænd, men generelt havde kvinderne sværere ved at følge med end mænd. Der står dog også:

Enligt modellen för fysiska gränsvärden kan en lägre kapacitet inom ett visst fysiskt testområde kompenseras av en högre förmåga inom ett annat. På så sätt kan individer med olika resultat vid specifika tester ändå göra likvärdiga prestationer under en komplex arbetsinsats. Helkroppsprestation samt faktorer som psykologiska egenskaper (vilka inte undersökts här) måste därför tas i beaktande vid bedömning av brandmannens förmåga att utföra ett visst arbetsmoment.

[...] Inom räddningstjänsten finns ett antal specifika arbetsmoment som är extremt fysiskt krävande men däremot sällan förekommande. I dessa fall är det inte rimligt att utgå från de rekommenderade gränserna för generell fysisk kapacitet hos brandmän. Gränssättning av fysisk förmåga på det sätt som här föreslås, innebär att vissa individer inte klarar gränsvärdet enligt modellen. Samtidigt kan personer som klarar gränsvärdet enligt fysiska tester ändå ha svårt att fullgöra specifika arbetsuppgifter inom räddningstjänsten. Arbetet är komplext och fysisk förmåga bara en av flera faktorer som påverkar prestationen 

Så fysisk formåen som eneste parameter for egnethed er altså noget mangelfuld. For MANFOs beskrivelse af, hvad brandmandsjobbet består af, er temmelig ensidig—som svensk brandmand m/k laver man altså andet end at sparke (ja, sparke. Eller bruge værktøj. Det med at skubbe med skulderen, det gør man mest på film) døre ind. Se her:

Att arbeta som brandman innebär mycket mer än att släcka bränder. Räddningstjänsten rycker ut vid till exempel trafikolyckor, sjukvårdslarm, kemikalieolyckor, olyckor med farligt gods, djurlivräddning och oljeutsläpp. 

Utryckningar utgör en mindre del av arbetstiden. Som brandman arbetar du mycket med förebyggande brandskydd, informerar på skolor och arbetsplatser eller genomför brandskyddskampanjer. Andra viktiga delar är fortbildning, övningar och materielvård.

Det forklarer måske også, hvorfor der er flere stationer, der har lempet på de fysiske krav i forbindelse med nye rekrutteringer, som vi bl.a. kan læse her. Der er altså blevet slækket på kravene for at sikre, at brandstyrken blev en mindre homogen størrelse. Grundigere undersøgelser kan måske fortælle os mere, men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de ændrede krav har udgjort en øget fare for nogen. Men det kommer måske an på, hvem man spørger. Take it away, MANFO:

Det er ganske givet, at helt almindelige svenske borgere allerede har måttet bøde med livet, alene så feministiske politikere og bureaukrater har kunnet klappe hinanden på skuldrene og skåle i champagne i takt med, at deres ligestillingsmål er gået i opfyldelse. Ligestillingen har en pris.

Det er sådan set meget legitimt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er okay at sænke kravene for brandmandsfaget (i hvert fald hvis man tror, at vi generelt lever i et meritokrati). Dem kunne man godt hæve igen uden at afvikle hele ligestillingskonceptet, som MANFO jo ellers er ivrig fortaler for. Men MANFOs (og Dispatch International og mange andres) problem ser mest ud til at være, at der overhovedet er brandfolk, der ikke er udstyret med en diller. Det er ikke første gang, kvinder af MANFOs skribenter er blevet kaldt kujoner. Mænd er trods alt bare mere heroiske, ikke? Den har jeg i hvert fald hørt før i det "virkelige liv".

Jeg ser det for mig: Huset brænder. Ind træder en stor kvinde i røgdykkerudstyr og råber "Kom med mig!". Vores helt ryster på hovedet. Det er sikrere at blive her i flammehavet end at lade sig redde af—gulp—en pige.

Hvor mange gode mændesker må dø før ligestillingsfascisterne giver op og lader mændene gøre deres arbejde? Hvor meget sex må vi undvære, før feministerne holder kæft? Det kan kun tiden vise.

De satans børn!

Nej, ikke den slags.

Det er ingen hemmelighed, at feminister hader tal. De er svære at manipulere, så de passer ind i vores patriarkats-løgn. Det er meget nemmere, hvis man bare kan mumle et eller andet om "usynlige strukturer" og ellers bare råbe op om at alle mænd er svin og sådan lidt.

Og disse tal er endnu værre end alle mulige andre tal! Som vi lærte sidste gang, betaler mænd 1,6 millioner kroner mere til staten end de modtager, mens kvinder modtager 0,6 millioner mere end de betaler. Og mænd får ikke nok (sex?) for pengene!

Tallene blev offentliggjort af Mandag Morgen, som fortalte os:

Næsten 40 år efter kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er der fortsat overraskende stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd økonomisk bidrager med til velfærdsstaten. 

[...] Forskellen begynder allerede som 13-årige og varer resten af livet. Den største forskel mellem mænd og kvinder er i den erhvervsaktive alder. Når kvinder bidrager mest til velfærdssamfundet – som 43-årige – er deres nettobidrag på 73.000 kr. Til sammenligning topper mænd som 44-årige på næsten det dobbelte nettobidrag, nemlig 144.000 kr.

Finansminister Bjarne Corydon (S) siger om tallene:

”Det er interessante tal og giver naturligvis anledning til at tage en debat om, hvad der er årsag til denne udvikling, frem for bare en banal konklusion om, at mænd bidrager til velfærdsstaten, og det gør kvinder ikke. Og her tager jeg landets kvinder i forsvar."

Det lyder da også som en helt fornuftig tilgang til tallene. Så MANFO er naturligvis uenig. Som tænketanken skriver i kommentarsporet:

Selvfølgelig forsøger en masse "eksperter" og politikere at bortforklare de "chokerenden tal".

I virkeligheden udtrykker tallene bare det grundvilkår, at mænd producerer mere end kvinder, der så til gengæld spiller en vigtigere rolle i reproduktion. Tidligere forsørgede mænd deres familier direkte. I dag foregår der en massiv overførsel af midler fra mænd til kvinder hen over velfærdsstaten.

Nåja, nuancer er også så kedelige.

Når nu MANFO (og så mange andre) ikke har gidet, skal vi så ikke kigge på den analyse, tallene rent faktisk kommer fra? Jo, det skal vi da! Hvis du har tid, så læs hele analysen. Jeg fremhæver kun lige de vigtigste ting her.

Disclaimer: Jeg er ikke økonom, så der er garanteret ting, jeg har overset. Du er meget velkommen til at dele dine tanker og observationer her i kommentarerne eller på Facebook ♥

First things first: Mens selve tallene er ganske sikre, er der stadig dele af regnestykket, der kan undre. For eksempel er offentlige udgifter, der ikke kan fordeles individuelt, fordelt ligeligt på kønnene. Det giver mening med ting som kongehuset, men det vil nok være svært at argumentere for, at mænd og kvinder har lige stor andel i eksempelvis forsvarets eller politiets udgifter. Det nævner Nina Smith også:

Man kan naturligvis altid diskutere, om mænd eksempelvis burde bidrage mere til politiet end kvinder, som har en meget lavere kriminalitet. Men man kunne omvendt argumentere for, at kvinder har mere glæde ved den tryghed, som retssamfundet og politiet giver dem.

Jeg tror/håber, at Nina Smith nævner den gendrivelse for at være fair, og ikke fordi hun rent faktisk er enig, for er det bare mig, eller lyder det temmelig problematisk? Udgifterne ville være en del lavere—og de svage, svage kvinder ville ikke have brug for så megen beskyttelse—hvis der ikke var så pokkers mange mænd, der rendte rundt og var kriminelle. Følger man den tankegang til dørs, er kvinders skattebidrag til politi og fængselsvæsen jo en slags beskyttelsespenge, som kvinder betaler for ikke konstant at blive overfaldet af de brutale mænd. Det er da helt vildt fornærmende over for både mænd og kvinder.

Nå. Hvad end vi kan lide det eller ej, så er det altså delt sådan op i analysen. Nu er vi i det mindste opmærksomme på det.

Piopio.dk har allerede givet os et overblik over, hvorfor kvinder koster kassen, så der er ingen grund til, at jeg gentager det hele. I stedet kan jeg fokusere på en af de største pengeslugere: Kvinderne udnytter ganske enkelt ikke deres uddannelser godt nok. Det er jo meget fint, at vi har gratis uddannelse i Danmark—og endda betaler folk for at gå i skole!—men hvis man ikke bruger den til noget, når man er færdig, kan det ligesom være ligemeget. Hvis du har beskæftiget dig med kønspolitik i mere end fem minutter før nu, så er det her nok ret meget feminism 101, men vi tager den alligevel.

I sin analyse skriver Nina Smith:

Lige fra 1. klasse og til kandidatgraden på universitetsuddannelser er kvinderne i front. Pigerne klarer sig godt i folkeskolen og gymnasiet, mens langt flere drenge har adfærdsmæssige problemer i skolen. Pigerne gennemfører i højere grad end drengene en ungdomsuddannelse, og langt flere piger end drenge får en kompetencegivende videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse. I følge OECD (2011) er 60 pct. af de danske kandidater, der i dag forlader universitetet, kvinder!

Den kønsfordeling burde vi vel også se på arbejdsmarkedet, men som vi alle ved, er det ikke tilfældet. Og vi ved også hvorfor: Det er de satans børn!

Kvinderne går på barselsorlov. Det gør mændene også, men de fleste kun i 2 uger omkring fødslen! Og så begynder kurverne [...] at divergere. Efter endt barselsorlov vender langt de fleste kvinder tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid. Men her begynder mænds og kvinders karriere at gå hver sin vej. Kvinderne arbejder færre timer end mændene. En del af de højtuddannede mødre i den private sektor søger over i det offentlige, for det er lettere at forene arbejdsliv og familieliv i den offentlige sektor, hvor fagforeninger i årtier har prioriteret de mere bløde værdier ved overenskomstforhandlingerne frem for lønstigninger. Højtuddannede fædre bliver i den private sektor, eller de skifter måske ligefrem over til den private sektor, if. Nielsen m.fl. (2004).

Mænd har med andre ord lettere ved at komme til tops i den private sektor, hvor lønningerne og dermed beløbet, der betales tilbage til staten, er højere.

Selv husarbejdet gør det mere besværligt for kvinder at få en høj stilling. Det kan godt være, at Rockwool-fonden fortæller os, at mænd laver næsten lige så meget i hjemmet, som kvinder gør, men der er i mange tilfælde en kvalitativ forskel på hvilket arbejde, der udføres.

Kvinderne udfører i langt højere grad end mænd det tidsufleksible husarbejde, mens mændenes aktiviteter på hjemmefronten lettere kan passes ind i karrieren, når der er behov for det.

Det er nemlig en anelse svært at få indkøb, henten og bringen af børn (som det primært er kvinder, der står for) og madlavning til at passe ind i sin hverdag, hvis man ikke har et forholdvis fleksibelt job. Havearbejde, bilvask, reparationer i huset og lidt mere tidskrævende madlavning—min far står faktisk og laver coq au vin mens jeg skriver dette—er bestemt ikke at kimse ad, men det er lidt mere kompatibelt med direktørjobs og bestyrelsesposter. Satans børn.

At det er kvinder, der har de lavest lønnede jobs, fører også til problemer, når det gælder forældreorlov:

Traditionelt har fædre i den private sektor ikke haft så gode barselsordninger, som i den offentlige sektor, så derfor er det lettest og billigst at lade Mor tage det meste af forældreorloven. Resultatet er, at mange danske familier ender med at have en ganske traditionel kønsarbejdsdeling, både i forhold til arbejdsmarked og hjemmefront.

[...] I langt de fleste familier er det økonomisk mest attraktivt, hvis moderen tager forældreorloven, fordi hun typisk tjener mindst eller er ansat i den offentlige sektor, hvor den økonomiske kompensation i en del af perioden er højst. Nielsen (2012) viser, at økonomiske incitamenter har stor betydning for, hvem af forældrene der tager barslen. Det er da også for langt hovedparten af tiden moderen, der tager forældreorloven [...] Fars andel er forsvindende lille. Siden 1990 er fars andel af tiden på barsel vokset fra ca. 4 pct. til ca. 7 pct.

Læg mærke til den følgende bid:

I en kort periode, fra 1998 til 2001, var der derudover reserveret 2 ugers barsel til faderen, men dette blev afskaffet bl.a. med den begrundelse at politikerne ikke skulle blande sig i familiernes fordeling af forældreorloven.

That's right: Ikke engang to ekstra uger kunne vi få øremærket til mænd. At det overhovedet lykkedes os at få de nuværende 14 dage på plads, overrasker mig til stadighed.

Når barselsordninger er universelle og primært benyttes af det ene køn, er det rationelt for arbejdsgiverne at forvente, at unge veluddannede kvinder, der endnu ikke har fået børn, vil få et par børn og være væk fra jobbet på barsel i et par år, mens de tilsvarende mandlige kolleger statistisk set kun tager få uger i forbindelse med børnefødslerne. Når de enkelte kvinder så rent faktisk får børn og går på barselsorlov, er det blot en opfyldelse af den kollektive forventning, der ligger til alle kvinder, og derfor er “child penalty” begrænset, selvom den eksisterer i nogle af analyserne. For mændenes vedkommende er der ikke en kollektiv forventning om, at de går på længere barsel. For de få mænd, der rent faktisk gør det, er der derfor en klar individuel “karrierestraf”. 

Mor ender altså med familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun har familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun... Nå. Videre. Ikke alene fører den ulige fordeling af forældreorlov til, at kvinder tjener mindre end mænd (og vice versa), den trækker også kvindernes konto yderligere i minus!

Samtidig modtager kvinderne i denne periode mere fra de offentlige budgetter. De har langt mere barsel end mændene, og flere syge- og omsorgsdage, fordi det mest er kvinderne der tager barns første sygedag. Mændene ender med - trods deres lavere uddannelsesniveau – alligevel at tjene betydeligt mere end kvinderne, fordi de arbejder flere timer, har højere stillinger, og det er mændene, der bliver topchefer, professorer og befolker bestyrelseslokalerne!

In other words: Det kan da godt være, at udgifterne til forsvaret og politiet skal deles fifty-fifty, men forældreorloven? Den har kvinderne værsgo' at tage på deres regning.

Og det fører os tilbage til det med uddannelserne. For når samfundet investerer så mange penge i kvinder, og de penge aldrig bliver betalt tilbage, så er det ikke så mærkeligt, at det er en underskudsforretning ikke at være udstyret med en diller.

Så det er altså rigtigt, at man som kvinde ikke tjener lige så mange penge til samfundet, som en mand gør, og at man modtager flere penge fra samfundet, end en mand gør. Vi kan så også se 1) at der er helt konkrete grunde til den store forskel og 2) at forskellen, modsat hvad mange ser ud til at tro, på ingen måde er en selvfølge. Generelt kan vi måske sige, at det at få et barn er gavnligt for mænd, men (økonomisk) temmelig nederen for kvinder. Satans børn.

Om et øjeblik skal vi kigge på, hvordan vi løser problemet.

Men først, kan vi så ikke lige bruge to sekunder på at tænke over det problematiske i at gøre folk op i, hvor meget BNP, de genererer? Én ting er selvfølgelig blot at tale om økonomien (for eksempel har flere pointeret, at mænds bidrag og kvinders onde grådighed lagt sammen giver landet et underskud på 0,5 mio. per indbygger), men der er ikke langt fra "kvinder koster samfundet mere end de betaler til det" til "og derfor skal kvinderne have mindre fra samfundet/have mere sex med mænd/whatever." Man havner let i en slags over-/undermenneske-retorik, hvor man reducerer folk til at tilhøre én af to grupper: samfundsydere og samfundsnassere. Og gennemsnitligt havner kvinder (eller indvandrere, eller børn, eller ældre mennesker...) altså i nassergruppen.

Hvilket bringer os videre til løsningsforslagene!

Den indlysende løsning er jo helt at stoppe med at få børn. Jorden er overbefolket anyway, så det er måske meget fint. Det er desværre nok også den løsning, der ville være sværest at implementere—folk har en tendens til at få børn, selv når Vor Elskede Moder Stat forbyder det. Man kunne måske tvangssterilisere folk, men det er så skidebesværligt. De spræller og alt muligt.

Alternativt kunne man overveje at aflaste kvinder lidt fra yngelpleje-byrden. Det kunne for eksempel gøres ved at lade mænd tage mere forældreorlov, eksempelvis gennem øremærket barsel. Jeg ved det, jeg ved det, man piller ved Det Frie Valg og Familiens Ukrænkelighed, og det er Tvang Af Mænd, men det meste tyder altså på, at det ville virke. Vi kan i det mindste have løsningen i baghovedet som en slags Plan B.

For Nina Smith har nemlig givet os det, i mine øjne, bedste løsningsforslag:

Der er økonomiske teorier, som kan forklare, at det kan være efficient med en traditionel kønsarbejdsdeling også i et moderne samfund, der bygger på ligestilling og lige uddannelsesmuligheder mellem kønnene. Hvis kvinderne har højere produktivitet i hjemmeproduktionen, specielt i forhold til børnefødsler og efterfølgende amning, mens de er ligeså kvalificerede som mænd i forhold til markedsøkonomien, vil det ifølge de klassiske teorier om absolutte og komparative fordele være efficient, at kvinderne varetager hovedparten af hjemmeproduktionen.

[...]  Man kunne lidt provokerende fremføre, at hvis det var en hensigtsmæssig allokering, ville man formentlig kunne forbedre efficiensen yderligere, hvis kvinder i højere grad brugte tiden på at oplæres i hjemmeproduktionen og i mindre grad brugte store uddannelsesmæssige ressourcer til universiteterne.

Nina Smith er formentlig ikke seriøs, men det er da helt klart den vej, vi bør gå, hvilket bl.a. tænketanken MANFO da også ser ud til at være enig i. Når kvinder alligevel ikke kan finde ud af at tjene deres egne penge, kan vi lige så godt lade dem ordne det, de kan finde ud af (jeg mener passe børn, gøre rent, bolle og lave mad, hvis du skulle være i tvivl)! På den måde kan vi også eliminere staten som mellemmand—under alle omstændigheder er det jo manden, der ender med at betale for sin kone, og så kan han også få lidt ekstra for pengene (jeg mener fisse). Så bevarer vi også Familiens Ukrænkelighed ♥

Det vigtigste for et samfund er trods alt, at det er effektivt. Så er det ikke så vigtigt, om vi har vores sjæl i behold eller ej.

Velfærdsstaten røvrender mænd! (except not really)

Update: Dagnabbit! Bloggen Alfivas var åbenbart lige en uge hurtigere ude end jeg var med et indlæg om den her. Nu ligner jeg den største plagiarist. Oh well, det er ikke fordi det kan siges for ofte ♥

Endnu en slave for femi-staten.

En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng... Vi må hellere stoppe her, ellers kan vi blive ved ganske længe.

Det her er noget i retning af MANFOs uofficielle mantra. Det har det været længe. Tidligere har det godt nok været henholdsvis 0,8 og 2,4 millioner kroner, men man må jo følge med tiden. Det er stadig noget af en forskel.

Hvordan det kan være, at tallene ser sådan ud, og om det overhovedet giver mening at stille det sådan op, skal vi nok få kigget på. Men lad os først lige høre, hvad MANFOs Lennart Kiil får ud af de magiske tal:

Velfærdsstaten har betydelig større opbakning blandt kvinder end blandt mænd. Men har mænd grund til at være skeptiske i forhold til den måde, vores samfund er indrettet på? Lad os starte med at se lidt på, hvem der betaler gildet. Over et helt livsforløb ser gennemsnitstallene for de to køn nogenlunde sådan ud:

De fine tabeller er skamløst stjålet fra MANFO ♥

For kvinder er velfærdsstaten altså en overskudsforretning, mens den for mænd er en underskudsforretning. Velfærdsstaten tager penge fra mænd og giver dem til kvinder. Den kendsgerning er ikke til at komme udenom.

[...] Når mænd nu betaler så meget, kan de vel forvente at få en service fra staten, der i hvert fald matcher den, kvinder får. Er det ikke et rimeligt udgangspunkt?

Jo da! Kom nu, Onkel Lennart! Fortæl os eventyret om Den Uretfærdige Stat!

For det første kan vi konstatere, at mændenes større bidrag ikke frikøber dem fra statens krav på deres liv og levned i forhold til nationens forsvar.

Okay, teknisk set er det rigtigt nok (fordi værnepligten stammer fra dengang, kvinder ikke blev anset for værende i stand til andet end at lave mad og spytte børn ud). Men hvad sker der, hvis vi kigger på nogle lidt mere præcise tal? Her er en tabel fra forsvaret.dk, der viser antallet af nye rekrutter i Forsvaret:

Klik for at forstørre

Så for satan! Hele fire tusind mænd, der tvinges til at beskytte Moder Stat? Og det er bare fra sidste år!

Menøeh, hvor mange af dem tvinges faktisk?

Okay, så de fleste af dem vil faktisk gerne. Lad os lige finde papir og blyant frem og regne lidt på det...

Kan det passe? Var der virkelig kun 169 mænd, der ikke var frivillige? Og hvor mange kvinder var det nu, der var... Vi må regne lidt mere.

Jøsses! Der er mere end fem gange så mange frivillige kvinder, som der er tvungne mænd! Det får unægteligt alt det med værnepligten til at virke som lidt af et non-issue, ikke? Især når man husker, at man efter de fire måneders værnepligt ikke er forpligtet til noget. Altså, medmindre Danmark bliver invaderet. Måske går svensken over isen igen? Så kommer de 169 på arbejde.

Altså er det nok ikke så meget værnepligt, som det er pligt til at møde op til Forsvarets Dag—det, man tidligere kaldte session.

Hvad ellers?

Nå, men når nu mænd betaler og står til rådighed i et så udpræget omfang, så må man da i hvert fald forvente, at staten tager mænds sundhed lige så alvorligt som den tager kvinder sundhed. Forkert!

På livmoderhalskræft ligger vi på niveau med andre vestlige lande, på brystkræft ligger vi lidt under andre vestlige lande, på prostatakræft ligger vi langt under niveau. Det viser noget om, hvordan man prioriterer i sundhedssystemet.

Vent, er prostatakræft den mandlige udgave af brystkræft? Jeg troede den mandlige udgave af brystkræft var, well, brystkræft. Så er det vel ikke en helt fair sammenligning.

Okay. Sammenligningen holder i den forstand, at prostata- og brystkræft er den mest hyppigt forekommende kræfttype for henholdsvis mænd og kvinder. Vi ligger åbenbart langt under niveau, når det gælder behandling af prostatakræft. Det fortæller MANFO os i indlægget "Velfærdsstaten skider på mænd". Eksemplet, der linkes til, kan være lidt tricky at få fat på, så jeg har tilladt mig at uploade det hos mig selv:

Klik for at forstørre.

Kun 38,4% af mænd overlever prostatakræft efter fem år! Det er jo helt sindssygt!!!

Vent, hvad er det her?

Hmm...

Det er jo næsten dobbelt så mange overlevende mænd, som MANFO siger, det er! Overlevelsesraten for brystkræft er ganske vist højere hos kvinder end for prostata-ditto hos mænd, men til gengæld er der en højere relativ overlevelsesrate efter 5 år hos mænd, når det gælder brystkræft.

Der er masser af andre eksempler. Blandt andet er der stort set ingen offentlig støtte til krisecentre for mænd, men en del støtte til krisecentre for kvinder. På trods af den kendsgerning at flere mænd end kvinder begår selvmord.

Mens det ganske vist er rigtigt, at der ikke er ret mange krisecentre for mænd, og at det ikke er retfærdigt, at kommuner ikke er forpligtede til at oprette dem, kan vi så ikke lige huske på, at der i sin tid blev oprettet en del krisecentre for kvinder, fordi kvinder oprettede dem? Det betyder naturligvis ikke, at mandecentre ikke skal have støtte, men det er rart at have i baghovedet. I øvrigt er en af årsagerne til det smalle antal krisecentre for mænd nok, at vi som samfund stadig har det svært med ideen om, at mænd har følelser og kan være ofre. You know, den selvsamme tankegang, som feminismen prøver at gøre op med.

Den køber MANFO tilsyneladende ikke:

Oven i alt dette skal mænd så høre på, at de er nogle grumme typer.

Det er blandt andet Kvinfo, der er med til det, når de sætter fokus på mænds vold mod kvinder - ikke noget med nogle mænds vold. Nej, mænd i almindelighed fremstilles som nogle, der øver vold mod kvinder.

MANFO tænker nok på dengang, KVINFO omtalte en konference, der handlede om "mænd og sund maskulinitet uden vold". Den har vi allerede talt om. Den korte version: MANFO tager fejl. KVINFO har aldrig fremstillet mænd som generelt voldelige.

Ikke nok med, at KVINFO fortæller os, at mænd generelt er voldelige...

 For at føje spot til skade, er det mændene, der betaler til deres egen forhåning:

Her har Lennart Kiil rent faktisk ret. Ikke alene er KVINFO og MANFO direkte sammenlignelige—KVINFO (som aldrig nogensinde har gjort noget for mænd) driver et gigantisk bibliotek, et webmagasin og et mentornetværk, foretager forskning og har blandt andet digitaliseret de sidste 1.000 års kvindelitteratur, mens MANFO skriver vrede indlæg på internettet—MANFO producerer faktisk indhold på et niveau, der er langt, langt, langt over KVINFOs! Den eneste grund til, at tænketanken MANFO ikke er på statsstøtten, er faktisk, at den ikke ønsker at være det. Jeg formoder, at tænketanken dagligt modtager tryglende emails fra diverse ministerier.

Hvis vi skal opsummere lidt:

Hvis vi lige gemmer det med, hvor meget man modtager og betaler til Mama Stat til næste indlæg, så kan vi faktisk lave et meget mere præcist skema end det her:

Mænd	Kvinder
Har sessionspligt	Har ikke sessionspligt (men dukker op alligevel)
Mænds sygdomme har normal prioritet	Kvinders sygdomme har normal prioritet
KVINFO modtager omkring 30 mio. om året	KVINFO modtager omkring 30 mio. om året

Det ser jo straks en del mere fornuftigt ud. Man får lidt fornemmelsen af, at MANFO ikke så meget er vrede over, at mænd ikke får lige så meget ud af at betale til staten, som kvinder gør af at modtage penge fra den (for 1. det gør de og 2. det er kind of pointen med at betale skat, er det ikke), men at mænd ikke får mere fra staten end kvinder gør, når nu de betaler så meget. Hvad det eventuelt kunne være, kan vi kun gisne om (jeg mener sex).

Løsningen er jo ellers meget ligetil, når det gælder værnepligten, der, som vi lige har læst, egentlig er et ganske legitimt diskussionsemne, hvor lille et fåtal af os det så end måtte vedrøre: Vi kan bare skille os helt af med den. Det er langt de fleste vist friske på, inklusiv feministerne.

Lennart Kiil selv er ganske vist helt okay med at bevare værnepligten, hvilket kan læses i kommentarerne på MANFOs artikel—eller bare her:

Som jeg læser det (og jeg tager hjertensgerne imod andre bud!), er der to fortolkningsmuligheder her:

1. Kiil er, uanset hvad han ellers har givet udtryk for, ikke imod statstvungen værnepligt, bare det gælder for begge køn.
2. Kiil er okay med, at det kun er mænd, der har værnepligt, for så har han altid et trumfkort klar, til når kvinderne begynder at tale om deres problemer.

Jeg er tilbøjelig til at gætte på nr. 2. Det ville trods alt ikke være første gang, værnepligten blev brugt i den sammenhæng.

Helt generelt kan man måske godt tale om, at når der hos MANFO, 180grader og mange andre fokuseres på mænd, så er det sjældent for at finde faktiske løsninger på problemerne, men som et "hold nu kæft, kællinger!". Denne gang er vist ingen undtagelse, og det får unægteligt én til at tænke på, om det som mand overhovedet er i ens interesse at have dem på "sin side".

Nå. Det er en helt anden snak.

Næste gang skal vi kigge på de der 0,6 og 1,6 millioner kroner og finde ud af, om tallene overhovedet holder vand. Hint: det gør de sandsynligvis ikke.

Until next time: Jeg er jeres vært, Nikolaj Munk, og det her er The Mandfjols Show!

Her Body, My Choice, episode 2: Lesbiske parasitter og griske bitches

Satans kællinger. De er da ligeglade med børnene, de vil bare leve fedt
på de mange millioner, staten betaler dem for at kneppe rundt.

Billedet har Jesper i øvrigt skaffet fra det altid misogyne avoiceformen.com ♥

Vi skal se på resten af Jesper Kristensens indlæg om, hvor rædselsfuldt det er, at kvinder slet ikke tager nok ansvar i forhold til, at det kun er dem, der kan få aborter.

For en gangs skyld lægger vi ud med noget fra MANFO, der ikke er løgn (bare rolig, det varer ikke længe):

Tager man på fertilitetsklinik er sagen lidt mere kompliceret, især hvis man medbringer sin egen sæd:

“Heteroseksuelt par: da det kommende barn i dette tilfælde har en far (manden skal påtage sig faderskabet for barnet) har donor ingen forpligtelser over for det kommende barn. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.”

“Lesbisk par eller singlekvinde: donor skal påtage sig faderskabet til barnet. Det betyder at han skal betale børnepenge og at barnet bliver arveberettiget efter ham. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.” (min fremhævelse)

Går man uden om fertilitetsklinikken som agent, vil man befinde sig i samme situation som det lesbiske scenarie.

Jesper Kristensen har ret: Ved brug af en dedikeret donor skal der ifølge nuværende lovgivning være en far. Om vedkommende rent faktisk er faderen er underordnet, bare han er en mand. Åbenbart har lesbiske ikke lov at være et forældrepar alene—der skal lige en mand med ind over. Er det uretfærdigt, også over for mænd? Ja, helt vildt. Men der er vist ikke nogen, der reelt hopper på, at det skulle være udtryk for favorisering af kvinder.

Mange kender givetvis også scenariet, hvor en venlig mand donerer en kop sæd til et lesbisk par, og så klarer de selve befrugtningen selv. Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde eksempler på, at danske lesbiske på egen hånd har fået et barn på denne måde og samtidig er løbet ind i de problemer vi kender ude fra verden. I Sverige er en mand f.eks. blevet dømt til at betale børnepenge til de lesbiske parasitter.

???

Mangen en mand har sikkert gjort sit håndarbejde i den gode sags tjeneste i tillid til, at de lesbiske kvinder kender begreber som grænser, ansvar, moral og retfærdighed.

Men som alle ved, bør man ikke stole på de lesbiske.

Det har ofte vist sig, at det ikke var nogen Lady de fik placeret på piedestalen, men en rovgrisk kvinde, der alene anser manden for at være en pengemaskine. Det - og så uvidenhed om de partiske love.

Så mine herrer, pas på de lesbiske rovflåter. De suger ikke blod, men sæd! ...Og penge. Hele 600 kr. om måneden.

Ret skal dog være ret: Jesper Kristensen er ikke homofob. Det er sandsynligvis kun lesbiske, han ikke kan li'.

Hvordan foreslår Jesper så, at vi løser det mere eller mindre ikke-eksisterende problem?

Mit forslag er først og fremmest en nødvendig tilføjelse til mottoet “My Mind, My Body, My Choice”. Nemlig ved at tilføje et “Mit Ansvar”. Den del er i dag fraværende, og kvinder kan opføre sig så manipulerende, løgnagtigt og ansvarsløse som de vil. Porten til misbrug er åbnet på vid gab, og de mest foragtelige kvinder står i kø for at udnytte situationen.

Hvad siger du? Nej, på MANFO ææææælsker de kvinder!

Jeg tror måske i øvrigt, at Jesper mente "Helvede" i stedet for "misbrug", men det er nok bare mig.

Kvinder kan ikke fortsætte med at have den nuværende løsning. Specielt ikke i disse ligestillingstider. Kvinderne må acceptere en af disse to løsninger i en eller anden form:

Tag en dyb indånding, folkens...

1. En løsning er at kvinden accepterer, at manden får ligeværdig indflydelse på sin egen reproduktion og kan kræve abort - eller måske også forbyde kvinden at få abort. Det ville være en vetoret næsten magen til den kvinden har i dag, da han naturligvis bør have ligeså meget indflydelse på sin reproduktion som kvinden har på sin egen. Denne løsning vil højst sandsynligt være uspiselig til trods for at ingen kvinder - endsige deres selvbestaltede fortalere: feministerne - i dag brokker sig over deres egen vetoret. Det er tillige upraktisk, da et demokrati med to personer kan ende i en uløselig situation. Der findes også en meget stærk holdning i feministiske kredse, som kræver at “regeringen holder sig ude af min livmoder”. Abort er da også en procedure, der ikke er helt triviel - og samtidig uden biologisk parallel hos mænd. Der er vi klart ulige indrettet. Vi mennesker har også typisk - abortmodstandere og omvendt - en partiskhed til fordel for livet. 

AAAAAAAAAAAARGH

Jeg tror lige, vi er nødt til at tage den igen: Ifølge Jesper Kristensen er ligeværdig indflydelse for manden = at kunne kræve eller forbyde at kvinden får en abort. Derudover undrer han sig over, at ingen kvinder brokker sig over, at de kan få en abort.

Ved manden overhovedet, hvad han skriver, eller klasker han bare lemmet lidt rundt på tastaturet i håb om, at der kommer en artikel ud af det?

Nå. I det mindste indrømmer han, at det ville være en "upraktisk" løsning. Er det fordi det er en helt sindssyg idé at give nogen bestemmelsesret over et andet menneskes krop? Eller fordi det i virkeligheden ikke handler om "indflydelse på sin egen reproduktion", men om selv at bestemme, om ens krop skal være en inkubator i ni måneder?

Niks! Det er fordi 1) "et demokrati med to personer kan ende i en uløselig situation" (no shit, Sherlock!) og 2) feministerne siger, vi ikke må :'(

Heldigvis har Jesper en alternativ løsning:

2. Den mere rimelige og praktiske løsning er, at kvinderne må hanke op og komme ind i det 21. århundrede og lære at tage det fulde ansvar for deres egne ensidige handlinger.

Nårh, du mener al den ensidige sex, som det kun er kvinden, der har haft?

Det er en ensidig handling, når en kvinde uden at rådføre sig med faderen gennemfører en graviditet. Det gælder uanset om det var en “ups”, sprængt kondom eller om kvinden har bedraget ham for at blive gravid. Mænd ville til nød kunne acceptere, at kvinden ensidigt traf valget om at gennemføre graviditeten, hvis hun også bar det ensidige ansvar bagefter. Det er ubestrideligt, at en kvinde, der “går selv”, har meldt sig ud af fællesskabet med manden og derfor ikke kan kræve noget af ham!

Tror lige vi er nødt til at gentage det: Den store uretfærdighed, som ingen mand bør lide, er at betale 1200 kr (600 efter skat) til sit eget fucking barn.

Altså er løsningen her, at kvinden - uanset hvordan hun har fået fat i arveanlæggene fra manden - kan vælge at bære barnet frem til fødsel, men at hun så også frasiger sig retten til mandens penge! Hvis hun vil selv, så må hun også selv bære byrden. Fratag dertil tåbelige, offentlige tilskud, der alene ansporer til uansvarlighed.

Ja! Fjern tilskuddene! Det er jo ikke, fordi enlige mødre bruger de der penge til noget.

Skal der være rimelighed i tingene er det nødvendigt at pligter, rettigheder og ansvar følges ad.

Ved du hvad, jeg tror bare, jeg gentager mig selv fra forrige indlæg: Som kvinde kan man simpelthen ikke frasige sig forældreansvaret. Uanset om man får en abort, beholder barnet eller vælger at bortadoptere det, så har man taget et ansvar i forhold til sin graviditet. Mænd har til gengæld mulighed for at frasige sig pretty much ethvert andet ansvar end det økonomiske, som 1) er der af en grund og 2) kvinden altså også har.

Det nytter ikke at fortsætte som vi gør nu, hvor manden efter udløsning mister alle rettigheder og enhver indflydelse, men samtidig kan få rettet en pistol for panden af staten, som tager hans penge for et barn han aldrig har ønsket sig og næppe kommer til at se. Kvinder bryster sig af at kunne selv, og pressen overflyder med historier om kvindernes absolutte overlegenhed og omstillingsevne til det moderne samfund.

Stop! Det flyder over! Én artikel, aaaaargh!

Det meste af tiden handler historierne godt om, hvor overlegne kvinder er, i virkeligheden om at det er helt vildt synd for mændene. Især at det er helt vildt synd for mændene, at kvinder selv må vælge hvem, de har sex med, men lad nu det ligge.

Måske er tiden inde til, at kvinderne holder op med at løbe til Big Sugar Daddy og selv tager et ansvar?

Sjovt du siger det, Jesper! Der er nemlig en måde at indføre dit "manden kan fraskrive sig ethvert ansvar"-koncept på. Hvis staten overtager betalingen af børnebidrag for alle, selv de, der gerne vil betale, så ville det ikke betyde andet, end at man fraskriver sig retten til forældremyndighed og alle de andre rettigheder, der normalt følger med at være forælder. Du ved, som rigtige mænd ville gøre det. Men på en eller anden måde tror jeg ikke, det falder i Team MANFOs smag.

Så bring ligestillingsdebatten ind i det 21. århundrede og sig næste gang:

My Mind

My Body

My Choice

My Responsibility

Hmm. Måske. Skrævlingen har et bedre bud:

Her Body, My Choice, episode 1: Hvad med MÆNDENE?

Kælling!

Vi har allerede set, at MANFOs Jesper Kristensen har et noget afslappet forhold til sandheden, og at der er en vis korrelation mellem at synes, det er megauretfærdigt, at det kun er (cis)kvinder, der kan få aborter, og at være helt vildt usympatisk.

Hvad med en lækker 2-i-1-pakke?

I vores moderne kultur rangerer individet højt, og der findes et feministisk motto: “My Mind, My Body, My Choice!”. Det er et motto de fleste givetvis er sympatiske overfor, men udførslen efterlader en del at ønske.

[...] Det er i særdeleshed et problem, at rettigheder, pligter og ansvar i dag er afkoblede. Eller rettere at ansvar og rettigheder hvad angår reproduktive rettigheder afkoblet ensidigt for kvinderne.

Bid mærke i dén. Det er nemlig Jespers primære pointe i hele artiklen, hvor hjælpeløst den end er formuleret.

Hvad er Jespers argumentation for dette?

I livets fleste sammenhænge, fungerer det sådan, at man kan stilles til ansvar. Det er dog altid underforstået, at med ansvaret følger indflydelse.

Hvem af os ville f.eks. finde det retfærdigt, hvis vi kunne stilles til ansvar for Legos årsregnskab, hvis vi på ingen måde har nogen indflydelse på regnskabet? 

Se, allerede hér begynder det så småt at gå ned af bakke (men bare rolig, det bliver værre). Tydeligvis har Jesper aldrig set eller læst Spiderman, for så ville han vide, at det ikke er sådan, kausaliteten hænger sammen. I ved: "with great power comes great responsibility".

Uncle Ben knows what's up.

Peter Parker fik ikke sine crazy edderkoppekræfter, fordi han besluttede at redde sin by fra diverse psykopater. Først blev han bidt af den radioaktive edderkop (og undgik på en eller anden måde at dø), og så fik han ansvaret for at tæve forbrydere.
Nogle gange kommer ansvar og superkræfter samtidig. For eksempel har Buffy Summers altid været atletisk og sej, og hun har altid været Vampyrjægeren, også selv om hun ikke altid har villet påtage sig ansvaret for at beskytte Sunnydale. Either way, at sige "det er dog altid underforstået, at med ansvaret følger indflydelse" er vist en omgang prut.

Men okay, lad os se, hvordan Jesper Kristensen argumenterer for det. Han har nemlig lavet et fint skema:

Lad os skematisk se på mænd og kvinders rettigheder, ansvar, pligter og indflydelse, når det drejer sig om reproduktion.

Skema tyvstjålet fra MANFO.

Mens Jesper i sit skema ganske vist har ret i, at (cis)mænd ikke kan blive gravide, få aborter eller tage fortrydelsespiller, så er dette skema altså noget misvisende. Mere om det senere.

Det tager to at have sex, og her har begge køn et ansvar og de kan også påvirke situationen, f.eks. ved ikke at have sex. Begge køn har også adgang til prævention, så der står begge køn stadig lige.

Så langt så godt.

Selve graviditeten er noget, der pr. definition sker for en kvinde. Dette er ren biologi. Det er bare sådan.

True!

Når kvinden først er gravid, så har hun stadig muligheder for at styre sin reproduktion. Det kan ske meget tidligt med en fortrydelsespille, der skaber en ekstremt tidligt “abort”. Pillerne i håndkøb skal helst tages inden 12 timer efter det ubeskyttede samleje, men pillen virker op til 72 timer efter (3 dage). De receptpligtige piller virker op til 120 timer efter (5 dage).

Overskrides selv denne tidsfrist kan kvinden frit vælge abort indtil 12. uge efter undfangelsen.

 Ja...

På ingen af disse områder har manden nogen indflydelse, ud over at han naturligvis kan forsøge at argumentere for sin sag. Det er alene kvindens ret at foretage dette valg. En mand kan ikke (lovligt) tvinge en kvinde til at tage en fortrydelsespille eller gennemgå en abort.

Hey, whoa, hold up, cowboy! Hvad blev der af "Dette er ren biologi. Det er bare sådan."?

I have a bad feeling about this...

Selv når kvinden gennemfører graviditeten har hun efterfølgende muligheden for ensidigt at vælge bortadoption og dermed frasige sig forældreansvaret. Selv en umyndig kvinde har dette valg ( http://www.rettentilliv.dk/for-studerende/stoette-og-hjaelp/ ):

“Når man bliver mor, får man automatisk forældremyndigheden over sit barn. En pige under 18 år skal altså ikke have sine egne forældre til at godkende beslutning om bortadoption. Barnets far har ikke automatisk forældremyndighed - og dermed indflydelse på beslutningen - medmindre han er gift med barnets mor. ”

Det er de ordnede, velregulerede løsninger.

Brugte Jesper Kristensen lige en anti-abort-side som kilde?

Ja. Ja, det gjorde han. Charmetrold ♥

Det er ikke engang fordi de har ret derinde på Retten Til Liv. Ægteskab er ikke den eneste måde at give faderen forældremyndighed på. Lad os se hvad forældreansvarsloven siger:

§ 7. Forældre, der ikke er gift med hinanden, har fælles forældremyndighed, hvis

1) de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, eller

2) de har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 9.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis erklæringen i stk. 1, nr. 1, er afgivet, uden at betingelserne i retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle spørgsmålet om forældremyndighed er opfyldt.

Stk. 3. Anses en mand for far til barnet ifølge anerkendelse eller dom, har forældrene fælles forældremyndighed, hvis de har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Stk. 4. I andre tilfælde end nævnt i stk. 1-3 har moderen forældremyndigheden alene.

Paragraf 9 lyder i øvrigt:

§ 9. Forældre kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen skal anmeldes til statsforvaltningen for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

In other words: Hvis du som mand gerne vil have forældremyndighed, og dermed indflydelse på, om dit barn skal bortadopteres, så kan du sagtens få det. Du risikerer selvfølgelig at ende med ungen alene, hvis du absolut vil forhindre din partner i at bortadoptere barnet, men hey, sådan er det med det dersens "ansvar".

Apropos ansvar:

Skemaet viser generelt, at mandens indflydelse bortfalder, når kvinden først er gravid. Som tingene er indrettet i dag, så er mandens ansvar dog i praksis til stede hele tiden. Manden kan være 100% uenig i at blive far, men bordet fanger, hvis kvindens ensidige beslutning er at bære barnet til fødsel og angive manden som fader. Det gælder for så vidt også, selv om kvinden har løjet og bedraget sig til at blive gravid. Man må håbe hans orgasme var god, for alt derefter er russisk roulette.

Jeg tror, der er noget, Jesper Kristensen ikke har forstået. Mener han, at kvinders ansvar (uh, det er sjovt at bruge fed skrift!) forsvinder på et eller andet tidspunkt? Eller at de har for lidt ansvar i forhold til mænd?

I og med, at graviditeten foregår i kvindens krop, så vejer ansvar og omkostninger altså bare dét tungere hos kvinder. Det er ikke manden, der får morgenkvalme, humørsvingninger eller en mystisk lyst til syltede agurker med chokoladeovertræk, og det er ikke manden, der lider et fysisk tab ved en abort. Det er heller ikke manden, der har ansvar for ikke at indtage alkohol, ikke at ryge, og at spise ordentligt.

Derfor fungerer skemaet heller ikke. Som kvinde kan man simpelthen ikke frasige sig forældreansvaret. Uanset om man får en abort, beholder barnet eller vælger at bortadoptere det, så har man taget et ansvar i forhold til sin graviditet. Mænd har til gengæld mulighed for at frasige sig pretty much ethvert andet ansvar end det økonomiske, som 1) er der af en grund og 2) kvinden altså også har.

Der er selvfølgelig også hele det der med, you know, at barnet skal passes de næste 18 år. Men det gælder nok ikke som ansvar. Det koster trods alt ikke penge. Eller hvordan er det nu, det er?

Nå. Hvilken indflydelse har så ført til denne ansvarsfordeling?

Well, der var vist ikke nogen, der tvang den kære mand til at have sex. Man har altså haft indflydelse på, om der overhovedet skulle være mulighed for en graviditet eller ej. Jesper har ret: Efter du har ejakuleret, har du ikke så voldsomt meget at skulle have sagt, men kom ikke og sig, at det er dig, der har trukket det korteste strå.

Og kan vi så ikke lige få på det rene, at dét, Jesper Kristensen ser som det frygtelige ansvar, der bliver kastet på mænds skuldre, er at betale penge til sit eget barn? Jesus.

Det har været lidt småt med kvindehadet indtil videre. Kan vi ikke gøre noget ved det?

Det kan vi da!

Løgn og bedrag fra en kvindes side i sådanne sager er ikke et sjældent fænomen. Ifølge en undersøgelse blandt 5000 kvinder var resultatet at hele 42% af kvinderne om nødvendigt ville lyve om at bruge prævention for at blive gravide. Uanset partnerens holdning! Kære mand, sidder du lige nu med en kold rislen ned af ryggen? Godt!

42 procent! Hold da helt kæft, det lyder helt sindssygt. Hvad er Jespers kilde? Hvad står der her—"Do Women Really Want a Male Birth Control Pill?"

Hmm... Det lyder ikke umiddelbart helt objektivt, men lad os da se, hvad der står:

[...]the National Scruples and Lies Survey 2004 polled 5,000 women in the United Kingdom for That’s Life! magazine. According to that survey, 42% of women claim they would lie about contraception in order to get pregnant, regardless of the wishes of their partners.

The National Scruples and Lies Survey.. Hm, det lyder godt nok ikke videre officielt. Lad os prøve at Google det...

Nå, det fik vi ikke så meget ud af. De fleste af resultaterne er fra vrede bloggere, flere af dem kvindefjendske. Hvad jeg især bider mærke i er en sælsom mangel på links til, you know, selve undersøgelsen.

Det er der måske en grund til:

[...]the poll was not conducted by a psychology unit at a reputable university, or even an investigative journalist at a broadsheet. It was a tick-box survey of readers of That’s Life magazine. If you’re not familiar with That’s Life, it’s one of those printed-on-tissue-paper 69p weeklies you find in doctors’ waiting rooms. This is their current cover.

That's right. MANFOs videnskabelige kilde er et spørgeskema fra et tabloidmagasin. Er det bare mig, eller virker Jesper Kristensen lidt for ivrig efter at hoppe på den for at kunne dæmonisere kvinder? Jeg sidder ganske rigtigt med en kold rislen ned ad ryggen.

Nå, med endnu et datapunkt i vores "MANFO-kan-ikke-finde-ud-af-det-der-med-kilder"-kurve vil jeg holde for i dag. Glæd jer til endnu et kapitel i sagaen ♥

Feminismen er afsløret!

Get used to it, girls!

Det er slut, tøser! Vi er afsløret! Begynd at lukke ned, vi er færdige her! Lonnie, hvis du lige piller stilladset n—

Hov! Hej, kære læser. Jeg så dig slet ikke. Ja, vi er altså lige midt i at lukke feminismen ned. Ser du, nu er det lykkedes os at holde løgnen om, at biologi ikke betyder noget for køn, kørende i et par årtier, men nu har tænketanken MANFO altså gennemskuet os. Lennart Kiil og Kåre Fog har på videnskabelig vis falsificeret feminismens regel om, at køn udelukkende er en social konstruktion.

Nej, haha, I'm totally messing with you. Det er der vist ikke ret mange, der tror længere. Til gengæld er det ret tydeligt, at Lennart Kiil nok ikke burde have bestået som videnskabsjournalist i sin tid.

Lad os starte med det, MANFO rent faktisk har forstået korrekt. Her er et billede, som jeg har lånt fra MANFOs artikel:

Klik for at forstørre.

MANFO forklarer grafen for os:

Det første, man skal holde sig for øje, når man læser grafen, er y-aksen. På y-aksen er tallet nul lig med kønsneutrale interesser, negative tal er lig med feminine interesser og positive tal er lig med maskuline interesser. Jo højere oppe på grafen, et punkt ligger, jo mere maskulin er interessen, og jo længere nede, et punkt ligger, jo mere feminin er interessen. Y-aksen går altså fra meget feminine interesser for neden til meget maskuline interesser for oven. På grafen er så plottet data fra en mængde børn, sådan at børn med maskuline interesser er plottet højt, og børn med feminine interesser er plottet lavt.

Nu står der godt nok "almindelige" drenge og piger. Der menes naturligvis kontrolgruppen. Mere om det senere.

Som det kan ses, er drenge- og pige-gruppen rimelig langt fra hinanden. Som tænketanken formulerer det:

Så den mest “pigede” dreng er stadig mere “drenget” end den mest “drengede” pige. Og den mest “drengede” pige er stadig mere “piget” end den mest “pigede” dreng. Vi finder altså en klokkeklar kønsforskel i interesser, hvor grupperne drenge og piger er tydeligt adskilte.

Så langt, så godt. Men hvordan ved vi, at det er biologisk funderet? Svaret skal findes hos AGS-drengene og -pigerne.

For grafen indeholder nemlig ikke kun data fra almindelige piger og drenge; den indeholder også data fra AGS piger [og drenge, omend der ikke er nogen statistisk signifikant forskel på dem og kontrolgruppen]. Det er piger, der i fostertilstanden har haft et - for piger - usædvanligt højt niveau af mandlige kønshormoner.

Bortset fra perioden i livmoderen ligner AGS-pigernene de almindelige piger. Samfundet kan altså ikke se forskel på almindelige piger og AGS-piger, og derfor vil en forskel mellem AGS-piger og almindelige piger ikke kunne forklares ved “forskelllige forventninger” til piger og drenge eller “traditionelle kønsroller” eller andre af de sædvanligvis af feminister fremførte årsagsforklaringer.

Okay, så det her er mere eller mindre rigtigt. Hormoner spiller tilsyneladende en rolle, når det kommer til interesser hos henholdsvis drenge og piger. Men i slutningen af afsnittet begynder Lennart at tale om feminister, og nu går det ned ad bakke.

Når forskelle i forventninger og opdragelse hermed er udelukkede som forklarende faktorer på den observerede forskel mellem AGS piger og almindelige piger, står vi tilbage med en biologisk forklaring, som også stemmer overens med den viden vi har. Den feministiske forklaring - der går på, at det er opdragelse og forventninger, der skaber forskellen - er rent faktisk falsificeret. Afvist af videnskaben.

Hørte I det? FALSIFICERET. AFVIST AF VIDENSKABEN.

Det er nemlig hormonorne, der styrer vores interesser. AGS-pigerne er - mentalt set - mere som drengene end som de almindelige piger, hvad interesser angår. De har drengehjerner, fordi deres hjerner i de kritiske udviklingsperioder i fostertilstanden er blevet maskuliniserede af rigelige mængder mandligt kønshormon, der næsten kan sammenlignes med de koncentrationer, drengehjerner udsættes for. [...] Dermed er den feministisk opfattelse, at kønsforskelle i interesser primært skyldes forskelle i forventninger og opdragelse, godt og grundigt tilbagevist.

GODT OG GRUNDIGT TILBAGEVIST. Ja, tag dén!

except no. Ved Lennart Kiil og Kåre Fog overhovedet, hvordan videnskab fungerer?

Ser I, jeg fik fingre i selve undersøgelsen, der skrives om. Ud over, at der intet står om "drengehjerner" (hvilket Lennart Kiil og Kåre Fog naturligvis ved i kraft af deres uddannelser), står der faktisk også noget meget interessant, som tænketanken glemte at nævne. CAH er engelsk for AGS.

[...] hormonally influenced behavioral predispositions may result in different social experiences [...] Because of their interest in certain activities, females with CAH may differ from typical girls by seeking out different environments (e.g., organized sports) and by responding differently to environments provided to them (e.g., a home computer).  These environments might act, in turn, to reinforce the initial interests and facilitate the development of specific skills (e.g., spatial visualization). In such cases, the social environment would act to exaggerate behavioral predispositions that are initially influenced by early hormones, but not to cause them.

Et citat mere:

The findings suggest that this sex difference [at kvinder er mindre tilbøjelige til at vælge job inden for videnskab og matematik] may be influenced by early hormones,

although further follow-up of females with CAH will be necessary to confirm this predicted relation. 

Og endelig:

It is important to note that androgen does not have to affect activities and interests through a direct mechanism. Hormones may affect interests indirectly, perhaps through an influence on mechanical skills, temperament, or sensory or perceptual preferences. For example, androgen may affect the reward value of moving stimuli, so that objects that move and have moving parts may be more rewarding to girls with CAH and to boys than to typical girls. This remains an important topic to explore. 

In sum, results from systematic studies of females with CAH indicate that exposure to moderately high levels of androgens early in development affects sextyped activities and interests, increasing male typical and reducing female-typical interests, beginning early in childhood and continuing at least into adolescence. It will be interesting to see whether these sex-atypical preferences continue into adulthood and whether they have implications for occupational choice. 

I øvrigt er der også et citat af undersøgelsens forfatter, Sheri Berenbaum, herfra, der er meget interessant:

In comparison with a control group of normal girls, those with CAH answered questions in a more masculine way. However, when compared with hormonally normal girls who identified as tomboys, they scored closer to typical girls. And few, says Berenbaum, actually identified as male.

Jam-jamen... biologi! Genetik! Hormooooooneeeeeeer!

Godt så. Lad os lige se, hvad vi kan få ud af at kigge på selve undersøgelsen frem for tænketankens udlægning (MANFO nævner andre kilder i slutningen, men tilsyneladende ikke i selve teksten, så vi holder os til den her):

• Gruppen af deltagende er relativt lille (92 personer), så en undersøgelse i større omfang ville være på sin plads.
• De deltagende var mellem 9 og 19 år gamle, og der er derfor ikke et ordentligt grundlag for at tale om voksne og deres interesser og valg (heriblandt ting som job og børn).
• Der er sandsynligvis ikke tale om medfødte præferencer, men prædisponering for visse præferencer.
• AGS-pigerne er mindre maskuline end hormontypiske "drengepiger".
• Forskerne bag undersøgelsen siger selv adskillige gange, at man liiiige skal klappe hesten, fordi emnet er så satans kompliceret.

Man smider ingredienserne i MANFO-gryden, boble, boble, boble—og voila! Feminismen er tilbagevist! Falsificeret så det klasker, siger jeg dig!

Men okay, lad os antage at tænketanken har ret, så ens interesser er bestemt af hormoner (men at der dog "er et lag ovenpå, hvor man kan justere lidt"). Selv da tager MANFO ganske meget fejl.

Det er de færreste feminister, der helt og aldeles vedkender sig socialkonstruktivismen. MANFOs beskrivelse af feminismen er vist noget af en stråmand (en situation vi aldrig har oplevet før!). Der er uden tvivl et par stykker, der ikke tror på hormoner og genetik, men mit indtryk er, at biologiens indflydelse på kønsspørgsmål generelt anerkendes. Hvad mange feminister og bl.a. tænketanken MANFO er uenige om er 1) hvor stor den indflydelse er og 2) i hvor høj grad det overhovedet giver mening at tale om biologien.

Hvilket bringer mig til næste punkt! MANFO kritiserer ofte KVINFO for ikke at tale nok om biologien, og her er mit bud på hvorfor: Mens det naturligvis er interessant og vigtigt at lære mere om hvordan vores biologiske køn påvirker vores adfærd, så er det sådan set ikke særlig relevant for ret mange ligestillingsspørgsmål. Tag nu de såkaldte kønsneutrale børnehaver.

Feministernes insisteren på at skabe “kønsneutrale” børnehaver og udslette det sociale køn er altså i bedste fald spild af tid og penge og i værste fald med til at skabe dissonans mellem det biologiske og det sociale køn med alvorligt ødelæggende psykologiske konsekvenser til følge. Hvor det traditionelle samfund har indstillet sig på betingelserne og arbejdet sammen med børnenes natur, insisterer “progressive” kræfter nu på det modsatte. Man benægter den naturlige komponent i kønnet og skaber omgivelser, hvor denne ingen plads får.

Som vi alle ved: Børnehaver hvor man sætter så få grænser for børns leg og udvikling som muligt, er med til at skabe DISSONANS I KØNSIDENTITETEN med ALVORLIGT ØDELÆGGENDE PSYKOLOGISKE KONSEKVENSER.

Eller også er den påstand, you know, bullshit. "Leg med hvad du vil, barnlille" er sgu nok ikke nogen ødelæggende ideologi, og den er mere eller mindre uafhængig af biologi.

Og det er vist også noget af et stræk at påstå, at silikonebryster er en naturlig modreaktion mod det femifascistiske kønshaderprojekt:

Men kønnet er genstridigt. Hver gang politikerne får has på kønnet på ét område ved hjælp af kvoter eller andre former for tvang, manifesterer kønnet sig et nyt sted. Efterhånden som kønnet bliver udvisket i arbejdslivet, manifesterer det sig i en kropskultur, hvor unge mænd pumper sig hårdere og unge kvinder får implantater, der skal understøtte eller måske snarere erstatte den kvindelighed, som politikere, bureaukrater, feminister og andre progressive busy bodies har så travlt med at frarøve dem.

Selv hvis kvinder fra naturens side er mindre interesserede i at være ingeniører/mekanikere/whatever, så skal der stadig arbejdes for at få flere kvinder ind i de jobs, for hormoner er sjovt nok ikke det eneste, der påvirker folks beslutninger (chokerende, ikke?). Og guess what: Det står også i undersøgelsen!

This does not mean that efforts should be abandoned to increase the participation of girls and women in science and engineering, because it is likely that other factors are also involved in the underrepresentation of girls and women in these fields.

Dernæst er distinktionen mellem AGS-piger og "almindelige" piger problematisk. For det er sgu lidt mærkeligt at sige, at piger er sådan her, når der i selvsamme undersøgelse er en flok piger, der ikke er sådan—lige for øjnene af én!

For guess what: AGS-piger er rigtige piger. Det samme er piger med Turner-syndrom eller piger med tre X-kromosomer (og drenge med Klinefelters syndrom er sjovt nok også rigtige drenge). MANFOs artikel kommer ganske tæt på at sætte meget rigide grænser for, hvilke piger der "gælder".

Men for himlens skyld, Kåre Fog er biolog og Lennart Kiil er videnskabsjournalist—og vistnok også biolog?—så de må jo vide, hvad de taler om (og der er trods alt hele ni sider i undersøgelsen—det er da klart, de har misset et par småting!).

I har afsløret os, drenge! Vi giver op. Vi må hellere begynde at indrette os efter folks naturlige kønstendenser.

MANFO kunne jo begynde med at sætte et godt eksempel og stoppe med at klage over, at det fortrinsvis er mødre, der får forældremyndigheden i skilsmissesager. Det er trods alt kun quinderne, der er interesserede i børn.