Kvinder bliver dømt, når de klæder sig feminint. Feministernes skyld!

En typisk feminist?

I dette afsnit af "Alt er feministernes skyld" skal det handle om femininitet. Mona Daadouche, der er en af bloggerne i Damefrokostens Frokostbazaren-kategori har nemlig skrevet indlægget "At være feminin og feminist: Den nye kamp om ligestilling". Hun lægger hårdt ud:

Feministiske bevægelser i Skandinavien har taget en kamp op for frigørelse af kvinden på bekostning af kvindens feminitet,  og særstatus som det modsatte køn.

Særstatus som det modsatte køn... Det lyder mere som en eller anden form for godartet sexisme end som et privilegium, ikke? Det klinger dejligt af Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus. Men okay, det er sgu også hårdt at blive set som mere end blot sit køn :(

Feministernes kamp i Danmark har primært handlet om en affeminisering af kvinden , og en berøvelse af hendes feminitet.

...Jeg er ikke sikker på Mona Daadouche ved hvad feminisme er. Mon det er ligesom Jacob Vindbjerg Nissen, der ikke mener at kvindefrigørelse og kvindelighed kan sameksistere? Eller er det bare utilfredshed med udvidelsen af hvad der er okay at gøre og være som kvinde? Mandfjols ved det ikke.

Per definition, er kvinden gennem tiderne blevet betragtet som det svage køn, i kræft af sin kvindelighed.  Modsvaret, til denne triste realitet, har været en blind identifikation med manden. Dette har skabt en generation af maskuline kvinder, der har måttet give afkald på deres feminitet for at fremstå som det stærke køn.

Hey, vent, hvis ting som ambition og handlekraft traditionelt har været maskuline kvaliteter, kræver det så ikke lidt at man opfører sig "maskulint" for at komme frem i verden?

Efter min mening, har de moderne feminister misforstået ”alter ego” konceptet, der referer til et ligestillingsprincip mellem mænd og kvinder, der på ingen måder må udveksles med lighed mellem de to modsatte køn.

Okay, så lighed mellem kønnene = skidt. Got it.

Det ville være en fejlfortolkning at reducere mænd og kvinder til en homogen størrelse. De er ligeværdige, men også vidt forskellige.

"Selvfølgelig er vi stadig lige meget værd, lillemor. Lav så den sandwich jeg bad om i sidste indlæg."

Hvordan kommer dette feministiske had til at være lækker så til udtryk?

På mange arbejdspladser i Danmark, hvor minimum intellektuel kapacitet er en forudsætning, udgør det ydre udseende og påklædning et vigtigt kriterium for, hvordan kvinder bliver opfattet.  Kvinder skal helst ikke gøre sig for bemærket, og en streng ”dresscode” dikterer, hvad der er acceptabelt og uacceptabelt påklædning.

Nårh, det er feministernes skyld! Se, jeg troede nemlig at det at kvinder åbenbart ikke kan tages seriøst og se tiltrækkende ud på samme tid var noget af det feminismen var imod. Du ved, kvindeundertrykkelse indbefatter kontrol af kvinders seksualitet og alt det der?

Vælger man at dukke op med røde læbestift, stilethæle, stram kjole og et særdeles feminint look, som jeg har valgt at gøre det, møder man par automatik en fjendtlighed fra kvinder, og et fordomsfuld blik af mænd.

[...] Når jeg formår at præstere på lige fod med mine andre kollegaer, bliver jeg kategoriseret som ”bimboen med potentiale”. Den Etikette og ”provokorende titel” har jeg fået tildelt af mine medstuderende på universitet, og ”bimbokomplekset” har fulgt mig i mange år. [...] Jeg er træt af den evige og primitive kategorisering, der opleves reducerende for os kvinder, der rent faktisk har en evne til at producere viden, og der gerne vil anerkendes for vores intellekt, men der konstant bliver latterliggjort på grund af et ”feminint” udseende. Desværre må jeg se i øjnene, at klicheernes og stereotypernes tyranni styrer vores forestilling om det, der ser anderledes ud fra en selv. 

Satans feminister!

Jeg får gang på gang at vide, at jeg er repræsentativ for en type kvinde, der hører til bestemte miljøer og brancher, der udelukkende er udseendesbaseret, kosmetik eller tøjbranchen, som det første der bliver nævnt. Ikke desto mindre er det særdeles interessant at konstatere, at det diskriminerende adfærd er i langt højere grad et dansk fænomen, end et franske eller tunesisk for den sags skyld, to kulturer jeg også er et produkt af. Der har man nemlig en tradition for at kvinder klæder sig elegant, stilfuldt og endda sexet på deres arbejdspladser, uanset hvor de arbejder og hvad de beskæftiger sig med, uden at skulle retfærdiggøre for det eller føle sig dårlig tilpas.

Nårh, Frankrig og Tunesien? To lande der er væsentligt mindre ligestillede end Danmark? Svedigt!

Mine to kvindeidealer er de to yderst smukke og attraktive feminister og intellektuelle kvinder: Joumana Haddad og Leonora Skov. [...] De har begge to fravalgt den klassiske 60er rødstrømpebevægelse feminisme, og har valgt at bekæmpe den seksuelle undertrykkelse med pennen som våben, i hver deres ende af verden.

Det er jo i sig selv fair nok. Lidt mærkeligt at ville distancere sig fra den selvsamme bevægelse som gjorde det muligt at være kvindelig meningsdanner i offentligheden i første omgang, men okay. Man skal have lov at være feminist på sin egen måde, I guess.

Vi har tendens til at glemme at den seksuelle frigørelse fra 60ernes bygger på et universelt princip, om at kvinden skal være herre over sin krop, og dermed erkende at hun kan vælge at tildække den eller fremhæve den. Hvis den moderne kvinde i dagens Danmark fremhæver sin krop, så er det vel at mærke, fordi hun er i fuld besiddelse af den, og den legitime ret er hun fri til at benytte sig af.

Så de kvinder der har givet "afkald på deres feminitet" har måske bare valgt ikke at fremhæve kroppen helt så meget. Godt nok—so far, so good...

Men 60ernes feministers kamp for seksuel frigørelse bygger på et paradoks, da de opfatter den attraktive kvinde, der spiller på sin feminitet som undertrykt, fordi hun vil fremstå smuk og forførende i mændenes øjne.

So close! Vi var lige ved at bevæge os væk fra "det er feministernes skyld".

Jeg har bevidst valgt at optere for det ”sensuelle” look ved både at fremhæve mine kvindelige former, og spille på min kvindelighed, uden at det skal tolkes som et ønske om at blive betragtet som et sex objekt af en flok primitive mænd og kvinder, der ser mig som et forstyrrende element .

Det er det feminismen kæmper for lad nu være

Vi kvinder skal ikke tilpasse os eller finde os i det reducerende syn visse mænd har af de feminine kvinder. Det jeg savner i dag, er en solidaritet blandt kvinder.

[...] Kvindefrigørelse kan kun fuldbyrdes, når vi kvinder kan rumme hinanden, og det forudsætter, at de feminine feminister, også kan føle sig accepteret og respekteret. I mine øjne, er den “modige” feminist, den kvinde, der kæmper for basale kvinderettigheder for alle typer kvinder, ved at støtte sine seksuelt undertrykte medsøstre med at løsrive sig for fordommenes frihedsberøvende lænker.

Jeg vil ikke fortælle Mona Daadouche at hendes erfaringer er ugyldige. Det er ikke min plads. Jeg tror hun er en fin nok feminist (men Damefrokosten? Really?). Jeg tror bare hendes billede af andre feminister er en anelse forkert, og jeg er stærkt uenig med "ligeværd frem for ligestilling". Den slags kønskomplementaritet fører til mere sexisme, ikke mindre.

Der er ganske vist f.eks. radikalfeminister der er for et opgør med femininitet fordi den er helt og aldeles defineret af mænds begær. Men sjovt nok er der også rigtig mange feminister der prøver at gøre femininiteten til deres egen, ligesom homoseksuelle mænd engang tog ordet "bøsse" tilbage. Det er mit indtryk at langt de fleste danske feminister intet har imod (ekstra) feminine kvinder, og mange af dem ser ganske feminine ud.

Retten til egen krop indebærer også retten til at klæde sig ufeminint. Det er et sindssygt tricky emne, det  her med feminisme og femininitet. Jeg kan i hvert fald ikke påstå, jeg ligger inde med svaret.

Men feminisme handler ikke om at udrydde kvindelighed og kontrollere hvad kvinder må have på. Dén må Mona Daadouche klandre klassisk kvindeundertrykkelse for.

LEGO: Kønsrollernes Beskytter

Hvor er det smukt!

En masse af vores venner jublede (bl.a. her og her) da det viste sig, at det nye LEGO Friends havde resulteret i stor fremgang for LEGO. Hvorfor denne glæde over et firmas succes? Jo, mange feminister har kritiseret LEGO for med sin nye serie at opretholde kønsstereotyper. Det samme har Ligestillingsminister Manu Sareen. Med andre ord trodsede LEGO de sure feministiske løg—og sejrede! Hurra! Det er lige til en Hollywood-film.

Inde på Damefrokosten er tonen dog lidt mindre fejrende. Camilla-Dorthea Bundgaard har skrevet et indlæg med titlen Piger må også gerne gå i kjole!

Forleden var der gode nyheder for det danske og udenlandske arbejdsmarked. Lego vil ansætte 1000 nye medarbejdere, for de har tjent så mange penge på deres nye legetøjsserie – faktisk det dobbelte af, hvad de havde forventet – at der må mere arbejdskraft til butikken.

Vi taler her om det selv samme legetøj, som ligestillingsminister Manu Sareen tidligere har været ude at kritisere med facebook-bemærkningen: “Der er gang i debatten om LEGOs legetøj ’LEGO Friends’, der er specifikt rettet mod piger med bl.a. pink farver. Kritikken retter sig mod, at legetøjet er kønsstereotypt. Her er jeg enig. Det er ærgerligt, at LEGOs unikke og inspirerende legetøj nu er med til at tegne så traditionelle kønsroller, som de gør med LEGO Friends”. 

Det er Camilla-Dorthea Bundgaard ikke enig i.

[...]alverdens feminister, og Manu Sareen med, hidser sig op uden grund. For ligestilling handler ikke om enten/eller. Det handler om både/og. Det handler ikke om, at det er fedt, hvis Herbert går i kjole, men frygteligt, hvis Henriette gør det.

Vi husker alle dengang Herbert-debatten rasede. Der var stor jubel blandt feministerne, som fra den dag af har lobbyet voldsomt for, at kjole nu skal være en drengeting, og at piger aldrig mere må bære andet end bukser. Måske shorts hvis det er over 25 grader varmt.

Det handler ikke om, at piger skal lege med alt andet end lyserødt legetøj. Det handler om, at de skal have lov at lege med lyserødt legetøj, ligesom drenge skal have lov at lege med lyserødt legetøj. Og samme forhold med omvendt fortegn gælder i øvrigt blåt legetøj, skulle nogen være i tvivl.

Godt. Det er der vist ikke nogen, der er uenige i.

For for det første er der ingen pointe i, at de to køn bytter roller – det er jo ikke ligestilling. For det andet er tankegangen bag al den opstandelse så umådelig firkantet, for vi ved ikke, om de selvsamme piger, der elsker Legos legetøj og elsker at lege med Ninja Turtles. Og for det tredje er der allerede opvokset en generation af kvinder, hvis forældre både var opmærksomme på kønsrollemønstre, men som også har fået lov at lege med lyserødt legetøj. Mange af dem er i dag i gang med de samme ting som deres mandlige generationsfæller. De står ikke derhjemme og vasker og stryger og laver mad. De sidder på uddannelser og i job. De er ude i det offentlige rum, har egen økonomi og ben i næsen. Så det er slet ikke så farligt alt det lyserøde.

[...] Så slap af og køb lidt tøse-legetøj, lidt ‘Cars’ og en kjole til dine børn, og lad dem så selv finde ud af det. Selvstændige, utvungne mennesker skal de nok blive, hvis du i øvrigt lader dem og lærer dem at være det. Det handler ikke om lyserødt eller lyseblåt legetøj. Piger må altså også godt gå i kjole!

Godt så. For lige at opsummere: Både drenge og piger må lege med lyserødt legetøj, og det samme gælder for blåt legetøj. Feministerne overreagerer ganske enkelt når de mener, at det nye LEGO Friends kan være skadeligt. Bare fordi det er lyserødt betyder det jo ikke, at det er "pigelegetøj" eller at det støtter stereotype kønsroller!

Med Camilla-Dorthea Bundgaards ord i baghovedet bevæger vi os ind på LEGO Friends' hjemmeside. Her er hvad vi finder:

Klik for at forstørre.

Masser af lyserødt. Fint nok, det betyder jo ikke nødvendigvis noget, har vi lært. Et dyrehospital med en hest, et lille hundehus—og fem piger der står og fniser. De er alle fem klædt forholdsvis feminint, og hver eneste af dem har en eller anden form for lyserødt på sit tøj.

Naturligvis er det her legetøj også for drenge! De kan identificere sig med hele... nul? af figurerne.

Lad os et øjeblik antage, at lyserød bliver anset for værende en pigefarve. Det er svært, I know, men lad os lige lege at legetøj til drenge og reklamer for samme stort set aldrig involverer farven lyserød, og at legetøj til piger og reklamer for samme meget ofte involverer lyserød, og lad os forestille os, at reklamer rent faktisk har en indflydelse på børns holdninger (hvis den sidste del dér bliver for vanskelig, så er det okay).

Kan du forestille dig en sådan verden? Godt.

I vores fiktive "lyserød-er-for-piger"-verden fristes man til at sige, at LEGO Friends nok ikke vil være alt for populært hos drenge. Dens målgruppe vil nok primært være piger.

Hvad med at vi tager et kig på, hvad LEGO Friends-serien så rent faktisk tilbyder piger?

Klik for at forstørre.

Der er to produkter der skiller sig ud: Heartlake flyveskole og Olivias opfinderværksted. Begge lader Friends-karaktererne give sig i kast med aktiviteter, som vi typisk associerer med mænd og drenge. Så helt slemt er det ikke.

De andre 13 er til gengæld typiske "pige-produkter". Vi har alt fra en ret lyserød villa til en café til en dyrlæge. Vores fem LEGO Friends-piger har med andre ord ikke ret megen mulighed for at gøre noget rigtig produktivt for samfundet. Mange af produkterne er baseret på ideen om karaktererne som omsorgsfulde, sociale eller forfængelige—værdier, man typisk associerer med piger og kvinder.

Hvad med et par eksempler på, hvad drenge kan i vores LEGO-tankeeksperiment? Her er et par produktserier hvor kvindelige figurer er næsten eller komplet ikke-eksisterende, og hvis reklamer viser drenge, der leger. Drenge får lov til:

At være superhelte.

Ninjakrig mod monstre.

Minedrift med eksplosioner og det hele.

At jage dinosaurer.

Pyha, det er godt at det kun er et tankeeksperiment, og at børn i virkeligheden er både reklamekritiske og komplet upåvirkede af de underbevidste beskeder de modtager mens de leger, hva'?