![]() |
| Endnu en slave for femi-staten. |
Det her er noget i retning af MANFOs uofficielle mantra. Det har det været længe. Tidligere har det godt nok været henholdsvis 0,8 og 2,4 millioner kroner, men man må jo følge med tiden. Det er stadig noget af en forskel.
Hvordan det kan være, at tallene ser sådan ud, og om det overhovedet giver mening at stille det sådan op, skal vi nok få kigget på. Men lad os først lige høre, hvad MANFOs Lennart Kiil får ud af de magiske tal:
Velfærdsstaten har betydelig større opbakning blandt kvinder end blandt mænd. Men har mænd grund til at være skeptiske i forhold til den måde, vores samfund er indrettet på? Lad os starte med at se lidt på, hvem der betaler gildet. Over et helt livsforløb ser gennemsnitstallene for de to køn nogenlunde sådan ud:
![]() |
| De fine tabeller er skamløst stjålet fra MANFO ♥ |
For kvinder er velfærdsstaten altså en overskudsforretning, mens den for mænd er en underskudsforretning. Velfærdsstaten tager penge fra mænd og giver dem til kvinder. Den kendsgerning er ikke til at komme udenom.
[...] Når mænd nu betaler så meget, kan de vel forvente at få en service fra staten, der i hvert fald matcher den, kvinder får. Er det ikke et rimeligt udgangspunkt?Jo da! Kom nu, Onkel Lennart! Fortæl os eventyret om Den Uretfærdige Stat!
For det første kan vi konstatere, at mændenes større bidrag ikke frikøber dem fra statens krav på deres liv og levned i forhold til nationens forsvar.
Okay, teknisk set er det rigtigt nok (fordi værnepligten stammer fra dengang, kvinder ikke blev anset for værende i stand til andet end at lave mad og spytte børn ud). Men hvad sker der, hvis vi kigger på nogle lidt mere præcise tal? Her er en tabel fra forsvaret.dk, der viser antallet af nye rekrutter i Forsvaret:
| Klik for at forstørre |
Så for satan! Hele fire tusind mænd, der tvinges til at beskytte Moder Stat? Og det er bare fra sidste år!
Menøeh, hvor mange af dem tvinges faktisk?
Okay, så de fleste af dem vil faktisk gerne. Lad os lige finde papir og blyant frem og regne lidt på det...
Kan det passe? Var der virkelig kun 169 mænd, der ikke var frivillige? Og hvor mange kvinder var det nu, der var... Vi må regne lidt mere.
Jøsses! Der er mere end fem gange så mange frivillige kvinder, som der er tvungne mænd! Det får unægteligt alt det med værnepligten til at virke som lidt af et non-issue, ikke? Især når man husker, at man efter de fire måneders værnepligt ikke er forpligtet til noget. Altså, medmindre Danmark bliver invaderet. Måske går svensken over isen igen? Så kommer de 169 på arbejde.
Altså er det nok ikke så meget værnepligt, som det er pligt til at møde op til Forsvarets Dag—det, man tidligere kaldte session.
Hvad ellers?
Nå, men når nu mænd betaler og står til rådighed i et så udpræget omfang, så må man da i hvert fald forvente, at staten tager mænds sundhed lige så alvorligt som den tager kvinder sundhed. Forkert!
På livmoderhalskræft ligger vi på niveau med andre vestlige lande, på brystkræft ligger vi lidt under andre vestlige lande, på prostatakræft ligger vi langt under niveau. Det viser noget om, hvordan man prioriterer i sundhedssystemet.Vent, er prostatakræft den mandlige udgave af brystkræft? Jeg troede den mandlige udgave af brystkræft var, well, brystkræft. Så er det vel ikke en helt fair sammenligning.
Okay. Sammenligningen holder i den forstand, at prostata- og brystkræft er den mest hyppigt forekommende kræfttype for henholdsvis mænd og kvinder. Vi ligger åbenbart langt under niveau, når det gælder behandling af prostatakræft. Det fortæller MANFO os i indlægget "Velfærdsstaten skider på mænd". Eksemplet, der linkes til, kan være lidt tricky at få fat på, så jeg har tilladt mig at uploade det hos mig selv:
![]() |
| Klik for at forstørre. |
Vent, hvad er det her?
![]() |
| Hmm... |
Det er jo næsten dobbelt så mange overlevende mænd, som MANFO siger, det er! Overlevelsesraten for brystkræft er ganske vist højere hos kvinder end for prostata-ditto hos mænd, men til gengæld er der en højere relativ overlevelsesrate efter 5 år hos mænd, når det gælder brystkræft.
Der er masser af andre eksempler. Blandt andet er der stort set ingen offentlig støtte til krisecentre for mænd, men en del støtte til krisecentre for kvinder. På trods af den kendsgerning at flere mænd end kvinder begår selvmord.Mens det ganske vist er rigtigt, at der ikke er ret mange krisecentre for mænd, og at det ikke er retfærdigt, at kommuner ikke er forpligtede til at oprette dem, kan vi så ikke lige huske på, at der i sin tid blev oprettet en del krisecentre for kvinder, fordi kvinder oprettede dem? Det betyder naturligvis ikke, at mandecentre ikke skal have støtte, men det er rart at have i baghovedet. I øvrigt er en af årsagerne til det smalle antal krisecentre for mænd nok, at vi som samfund stadig har det svært med ideen om, at mænd har følelser og kan være ofre. You know, den selvsamme tankegang, som feminismen prøver at gøre op med.
Den køber MANFO tilsyneladende ikke:
Oven i alt dette skal mænd så høre på, at de er nogle grumme typer.
Det er blandt andet Kvinfo, der er med til det, når de sætter fokus på mænds vold mod kvinder - ikke noget med nogle mænds vold. Nej, mænd i almindelighed fremstilles som nogle, der øver vold mod kvinder.MANFO tænker nok på dengang, KVINFO omtalte en konference, der handlede om "mænd og sund maskulinitet uden vold". Den har vi allerede talt om. Den korte version: MANFO tager fejl. KVINFO har aldrig fremstillet mænd som generelt voldelige.
Ikke nok med, at KVINFO fortæller os, at mænd generelt er voldelige...
For at føje spot til skade, er det mændene, der betaler til deres egen forhåning:
Her har Lennart Kiil rent faktisk ret. Ikke alene er KVINFO og MANFO direkte sammenlignelige—KVINFO (som aldrig nogensinde har gjort noget for mænd) driver et gigantisk bibliotek, et webmagasin og et mentornetværk, foretager forskning og har blandt andet digitaliseret de sidste 1.000 års kvindelitteratur, mens MANFO skriver vrede indlæg på internettet—MANFO producerer faktisk indhold på et niveau, der er langt, langt, langt over KVINFOs! Den eneste grund til, at tænketanken MANFO ikke er på statsstøtten, er faktisk, at den ikke ønsker at være det. Jeg formoder, at tænketanken dagligt modtager tryglende emails fra diverse ministerier.
Hvis vi skal opsummere lidt:
Hvis vi lige gemmer det med, hvor meget man modtager og betaler til Mama Stat til næste indlæg, så kan vi faktisk lave et meget mere præcist skema end det her:
| Mænd | Kvinder |
|---|---|
| Har sessionspligt | Har ikke sessionspligt (men dukker op alligevel) |
| Mænds sygdomme har normal prioritet | Kvinders sygdomme har normal prioritet |
| KVINFO modtager omkring 30 mio. om året | KVINFO modtager omkring 30 mio. om året |
Det ser jo straks en del mere fornuftigt ud. Man får lidt fornemmelsen af, at MANFO ikke så meget er vrede over, at mænd ikke får lige så meget ud af at betale til staten, som kvinder gør af at modtage penge fra den (for 1. det gør de og 2. det er kind of pointen med at betale skat, er det ikke), men at mænd ikke får mere fra staten end kvinder gør, når nu de betaler så meget. Hvad det eventuelt kunne være, kan vi kun gisne om (jeg mener sex).
Løsningen er jo ellers meget ligetil, når det gælder værnepligten, der, som vi lige har læst, egentlig er et ganske legitimt diskussionsemne, hvor lille et fåtal af os det så end måtte vedrøre: Vi kan bare skille os helt af med den. Det er langt de fleste vist friske på, inklusiv feministerne.
Løsningen er jo ellers meget ligetil, når det gælder værnepligten, der, som vi lige har læst, egentlig er et ganske legitimt diskussionsemne, hvor lille et fåtal af os det så end måtte vedrøre: Vi kan bare skille os helt af med den. Det er langt de fleste vist friske på, inklusiv feministerne.
Lennart Kiil selv er ganske vist helt okay med at bevare værnepligten, hvilket kan læses i kommentarerne på MANFOs artikel—eller bare her:
Som jeg læser det (og jeg tager hjertensgerne imod andre bud!), er der to fortolkningsmuligheder her:
- Kiil er, uanset hvad han ellers har givet udtryk for, ikke imod statstvungen værnepligt, bare det gælder for begge køn.
- Kiil er okay med, at det kun er mænd, der har værnepligt, for så har han altid et trumfkort klar, til når kvinderne begynder at tale om deres problemer.
Jeg er tilbøjelig til at gætte på nr. 2. Det ville trods alt ikke være første gang, værnepligten blev brugt i den sammenhæng.
Helt generelt kan man måske godt tale om, at når der hos MANFO, 180grader og mange andre fokuseres på mænd, så er det sjældent for at finde faktiske løsninger på problemerne, men som et "hold nu kæft, kællinger!". Denne gang er vist ingen undtagelse, og det får unægteligt én til at tænke på, om det som mand overhovedet er i ens interesse at have dem på "sin side".
Nå. Det er en helt anden snak.
Næste gang skal vi kigge på de der 0,6 og 1,6 millioner kroner og finde ud af, om tallene overhovedet holder vand. Hint: det gør de sandsynligvis ikke.
Until next time: Jeg er jeres vært, Nikolaj Munk, og det her er The Mandfjols Show!












