Viser opslag med etiketten dispatch international. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dispatch international. Vis alle opslag

lørdag den 2. marts 2013

Når ligestilling dræber!!! Eller noget.

Nej tak!
Ligestilling har ført mange dårlige ting med sig gennem årene. Kvinder er blevet grimmere, mænd får mindre sex, vores børn bliver alle sammen transhomoer, samfundet bliver fattigere og mænd får mindre sex. Feministerne har allerede krævet vores penge, og nu vil de også have vores liv!

Det er i hvert fald, hvad MANFO fortæller os. Som Lennart Kiil spørger:
Hvor mange mennesker skal dø i lighedens navn førend folk for alvor begynder at sige fra over for det feministiske vanvidsprojekt?
Det er jo noget af en påstand. Der er da nødt til at være  en eller anden form for beviser til at understøtte den. Og det er der heldigvis! Nemlig i den, øh—islamkritiske er vist det politisk korrekte udtryk—Lars Hedegaards nye internetavis, Dispatch International.
Dispatch International har en interessant reportage fra netop Sverige, der netop beretter om de mange livsfarlige problemer ved ligestilling af brandvæsnet.
For eksempel viser en undersøgelse fra det ligestillede Sverige, at en brandkvinde er 11 minutter om at bryde en dør ned under brand. Når hun endelig kommer igennem, er der ikke længere noget liv at redde. På det tidspunkt er alle døde.
Til sammenligning forcerer en brandmand samme dør på under ét minut. På trods af feministernes evindelige snak om diskrimination og sociale konstruktioner er det åbenbart endnu ikke lykkedes dem at lave om på kønnenes fysik og krop.
Interessant indeed! Dér har feminismen virkelig en dårlig sag, må man sige, når brandkvinder kan være så dårlige til deres arbejde.

Nej, vent, hvad er det, der står i Dispatch Internationals reportage? Vi kigger:
Efter Dispatch Internationals artikel 26. januar om, hvordan mangfoldighedspresset inden for Räddningstjänsten Syd bringer offentligheden i fare i Malmø og tilstødende kommuner, har avisen fået flere tips om, hvor ilde det står til med brandkorpsene rundt om i landet. Værst ser det ud til at være i Lund, der ellers er blevet fremhævet som en ”mønsterstation”, fordi man har en næsten ligelig kønsfordeling.
For nogen tid siden skulle brandmændene dér øve sig i at forcere en sikkerhedsdør iført røgdykkerudstyr. Da to kvindelige brandmænd gjorde forsøget, tog det dem angiveligt 11 minutter.
Hos tabloidpressen er "tips" og "angiveligt" ofte slang for "vi har selv fundet på hele lortet". Om det også forholder sig hos Dispatch International, skal jeg ikke kunne sige, men undersøgelsen? Den har MANFO i hvert fald selv drømt frem.

Leder man lidt på internettet, er det da også kun småracistiske og -misogyne ytringsfrihedsprædikende, islamkritiske, sandhedselskende internetmedier som Exponerat og Avpixlat, der fortæller historien—i begge tilfælde med den helt vildt neutrale Dispatch International som kilde. Men som vi har set så ofte før, er "fakta" ikke videre vigtigt for tænketanken MANFO, og denne gang er ingen undtagelse:
Det her er et brandgodt eksempel
Oooh, I see what you did there!
på at feministernes teorier vælter som pindebrænde, når de mødes med virkelighedens benhårde realiteter. Det kan godt være feministerne kan imponere akademikere, bureaukrater og politikere med al deres snak. Men en låst sikkerhedsdør er altså ligeglad med konstruktivistisk ævl.
Misogynt ævl, derimod, det sluger mange heldigvis råt ♥ I skrivende stund har artiklen netto 101 upvotes på 180grader—det ser altså ud til, at de liberale—nej, vent, må vi stadig kalde dem det?—er enige i, at ligestilling måske ikke er så svedig en idé alligevel. Folk dør jo (og mænd får mindre sex!!!)!

Eller. Vi skal måske lige kigge på det.

Først og fremmest klarer mænd sig gennemsnitligt bedre end kvinder i de nuværende fysiske prøver. Det viser denne undersøgelse fra Myndigheten för Samhällsskydd och Beredskap (MSB). Nogle kvinder klarede sig bedre end nogle mænd, men generelt havde kvinderne sværere ved at følge med end mænd. Der står dog også:
Enligt modellen för fysiska gränsvärden kan en lägre kapacitet inom ett visst fysiskt testområde kompenseras av en högre förmåga inom ett annat. På så sätt kan individer med olika resultat vid specifika tester ändå göra likvärdiga prestationer under en komplex arbetsinsats. Helkroppsprestation samt faktorer som psykologiska egenskaper (vilka inte undersökts här) måste därför tas i beaktande vid bedömning av brandmannens förmåga att utföra ett visst arbetsmoment.
[...] Inom räddningstjänsten finns ett antal specifika arbetsmoment som är extremt fysiskt krävande men däremot sällan förekommande. I dessa fall är det inte rimligt att utgå från de rekommenderade gränserna för generell fysisk kapacitet hos brandmän. Gränssättning av fysisk förmåga på det sätt som här föreslås, innebär att vissa individer inte klarar gränsvärdet enligt modellen. Samtidigt kan personer som klarar gränsvärdet enligt fysiska tester ändå ha svårt att fullgöra specifika arbetsuppgifter inom räddningstjänsten. Arbetet är komplext och fysisk förmåga bara en av flera faktorer som påverkar prestationen 
Så fysisk formåen som eneste parameter for egnethed er altså noget mangelfuld. For MANFOs beskrivelse af, hvad brandmandsjobbet består af, er temmelig ensidig—som svensk brandmand m/k laver man altså andet end at sparke (ja, sparke. Eller bruge værktøj. Det med at skubbe med skulderen, det gør man mest på film) døre ind. Se her:
Att arbeta som brandman innebär mycket mer än att släcka bränder. Räddningstjänsten rycker ut vid till exempel trafikolyckor, sjukvårdslarm, kemikalieolyckor, olyckor med farligt gods, djurlivräddning och oljeutsläpp. 
Utryckningar utgör en mindre del av arbetstiden. Som brandman arbetar du mycket med förebyggande brandskydd, informerar på skolor och arbetsplatser eller genomför brandskyddskampanjer. Andra viktiga delar är fortbildning, övningar och materielvård.
Det forklarer måske også, hvorfor der er flere stationer, der har lempet på de fysiske krav i forbindelse med nye rekrutteringer, som vi bl.a. kan læse her. Der er altså blevet slækket på kravene for at sikre, at brandstyrken blev en mindre homogen størrelse. Grundigere undersøgelser kan måske fortælle os mere, men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de ændrede krav har udgjort en øget fare for nogen. Men det kommer måske an på, hvem man spørger. Take it away, MANFO:
Det er ganske givet, at helt almindelige svenske borgere allerede har måttet bøde med livet, alene så feministiske politikere og bureaukrater har kunnet klappe hinanden på skuldrene og skåle i champagne i takt med, at deres ligestillingsmål er gået i opfyldelse. Ligestillingen har en pris.
Det er sådan set meget legitimt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er okay at sænke kravene for brandmandsfaget (i hvert fald hvis man tror, at vi generelt lever i et meritokrati). Dem kunne man godt hæve igen uden at afvikle hele ligestillingskonceptet, som MANFO jo ellers er ivrig fortaler for. Men MANFOs (og Dispatch International og mange andres) problem ser mest ud til at være, at der overhovedet er brandfolk, der ikke er udstyret med en diller. Det er ikke første gang, kvinder af MANFOs skribenter er blevet kaldt kujoner. Mænd er trods alt bare mere heroiske, ikke? Den har jeg i hvert fald hørt før i det "virkelige liv".

Jeg ser det for mig: Huset brænder. Ind træder en stor kvinde i røgdykkerudstyr og råber "Kom med mig!". Vores helt ryster på hovedet. Det er sikrere at blive her i flammehavet end at lade sig redde af—gulp—en pige.

Hvor mange gode mændesker må dø før ligestillingsfascisterne giver op og lader mændene gøre deres arbejde? Hvor meget sex må vi undvære, før feministerne holder kæft? Det kan kun tiden vise.