Viser opslag med etiketten ekstra bladet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ekstra bladet. Vis alle opslag

lørdag den 12. januar 2013

Hvorfor er det kun kvinder, der må få abort?

Åh, de gode gamle dage ♥
Det her indlæg skal handle om Ekstra Bladets nationen!. I know, I know, det er lidt som at skyde sild i en tønde, men jeg synes altså det er vigtigt at minde mig selv (og jer!) om, at de her mennesker altså findes i virkeligheden. Det er manden på gaden, det hér! Denne gang hedder manden Jakob H, og han udtaler: Vil hun have barnet - må hun selv betale:
- I 2013 har manden stadig ingen indflydelse på, om han ønsker at være far til et barn, hvis han har haft samleje med en kvinde og kvinden efterfølgende ønsker at få barnet. Sådan indleder Jakob H. sit indlæg. Han finder det dybt urimeligt at kvinden, ene og alene, beslutter om en mand skal betale livslangt børnebidrag til et barn han ikke ønsker at være far til.. Han fortsætter:
Dømt til at betale 
- Kvinder snakker om ligestilling, men som mand har du ingen rettigheder, hvis kvinden ønsker at få barnet. Du kan som mand stå på sidelinjen, mens regler og lovgivning tager kvindens parti. Du er, hvis du er far til barnet, dømt til at betale.
Overgreb på manden 
- En mulig løsning er, at det var muligt for manden at skrive en skriftlig erklæring på, han ikke ønsker barnet, og derfor må det være kvindens ansvar, både økonomisk og opdragelsesmæssigt, at tage sig af barnet. Som det er i dag jf. lovgivningen foretages der et direkte overgreb på manden. Kan det virkelig være rigtigt, at mænd skal kunne udsættes for overgreb med statens velsignelse?
Ekstra Bladet spørger os:
Er det rimeligt at mænd ikke selv kan afgøre hvorvidt de vil være med til at forsørge et barn de ikke ønsker? Eller er det rimelige vilkår, hvis man har ubeskyttet sex med en kvinde?
Lad os lige få den igen: Jakob H mener, at det er et overgreb at skulle betale støtte til det barn, man selv har været med til at lave. Et overgreb. At en kvinde (og for den sags skyld også en mand med en livmoder, hvis man nu er en af dem, der mener, at ens køn ikke afgøres af, hvad man har mellem benene—bedre kendt som "ikke en narrøv") selv bestemmer, hvad der skal ske med hendes krop, er udtryk for uligestilling. Hold kæft, en skvadderøgle.

Det er sådan set ikke et nyt emne. Se for eksempel her, her og her (ja, det er vores homie Thomas Gyldborg!) og på engelsk her og her.

Ved første øjekast kan en—lad os kalde det en "juridisk abort" i mangel af bedre—måske virke ganske fornuftig. Man underskriver et dokument, hvor man fraskriver sig retten til at se sine børn og pligten til at betale børnebridrag, og voila, så er alle glade. Sådan fungerer det bare ikke helt.

I må endelig ikke misforstå mig—jeg ville synes, det var absolut mageløst, hvis folk som Jakob H aldrig nogensinde kom i nærheden af deres afkom. Men juridisk abort bringer et helt andet og meget større sæt problemer med sig end det store overgreb, Jakob H bliver udsat for.

Med fri abort, p-piller, lettilgængelige kondomer, bedre seksualundervisning og støtte til enlige forældre har vi efterhånden nået et punkt, hvor sex (og konsekvenserne heraf) er så lille en ulempe for kvinder, som det nogensinde har været. Både fordi uønskede graviditeter er blevet sjældnere, men også fordi en uønsket graviditet ikke længere betyder, at en kvindes liv bliver fucked up—hvad enten hun vælger at beholde barnet eller få en abort. For ganske få år siden var både kvindens og barnets livskvalitet (og overlevelse) fuldstændig afhængig af, at der var en mand, der var villig til at tage sig af dem. Den slags gode, gamle dage er der tilsyneladende nogen, der gerne vil tilbage til i "ligestillingens" navn. Det er vist heller ikke noget nyt, det dér med gerne at ville kontrollere kvinders seksualitet. Den holdning støder vi konstant på her på bloggen.

Lad os lige få noget på det rene: Det koster penge at have børn. Og som enlig forælder kan det være svært at få pengene til at række. Der er med andre ord en grund til, at man betaler børnepenge.

Lad os så sige, at en kvinde finder ud af, at hun er gravid, og at hun vil beholde barnet. Manden, der har gjort hende gravid, beslutter (inden for det første trimester, naturligvis—det er jo en mandlig udgave af aborten, det hér!), at han ikke vil betale penge til barnet. Han underskriver derfor et af disse juridisk abort-dokumenter, så han ikke behøver at betale børnepenge eller tage del i sit barns liv. Det efterlader den gravide kvinde i en situation, hvor hun med stor sandsynlighed vil mangle penge under barnets opvækst. Pludselig virker en abort meget mere tiltalende end det gjorde før.

Med andre ord risikerer man, at juridisk abort presser en kvinde til at få en abort, hun ikke ønsker. Men et overgreb? Neeeeej da. Hun skal jo ikke betale nogen penge! Det er da bare ligestilling, at manden også har indflydelse på, om der skal foretages en abort! Det er trods alt bare et bette indgreb, det er da det nemmeste i verden!

Hvorfor fanden er mænds pengepunge vigtigere end kvinders kroppe?

Det er da fint, at der er mænd som Jakob H, der har en stærk retfærdighedsfølelse. Det kunne bare være rart, hvis den ikke kun omfattede, you know, mænd.

"Jamen, Nikolaj," kan jeg allerede høre et par af jer sige, "giver det da ikke meget fin mening at få en abort, hvis man ikke har råd til at være aleneforælder?"

Jo, det kan vi godt blive enige om. But here's the thing: Det er ligemeget, hvor fattig en kvinde er. Det er ligemeget, hvor inkompetent og uegnet til at få børn, hun end måtte være. Hun kan have løjet om p-piller eller prikket hul i kondomet; det betyder intet. Der er kun én person, der bør bestemme, om hun skal have et barn, og det er hende selv. Efter ni måneder er så der sat et nyt lille menneske i verden. Det lille menneske skal altså have mad, tøj og tag over hovedet, og pengene til det skal altså komme fra et eller andet sted. Det skal bare åbenbart ikke være fra barnets far. Plejer det ellers ikke at være yndlingsmantraet, når man taler om ligestilling? At ingen tænker på BØRNENE?

Okay. I princippet kunne et system med juridisk abort godt fungere, hvis alle børnepenge i landet blev betalt over skatten (i hvilket tilfælde de vrede fædre ville ende med at betale til moderen alligevel), men der klages vist allerede i krogene over, at kællingerne får for mange penge fra staten. Der er endda nogen, der mener, at statsstøtte til enlige mødre er et incitament for unge kvinder til at lade sig bolle tykke.

Så det er nok ikke en mulighed.

Måske skulle man bare gå tilbage til det gode gamle system med ikke at have sex, hvis man vil være absolut et hundrede procent sikker på, at der ikke sker en befrugtning. Vil du være sikker på aldrig nogensinde at skulle betale penge til en ung mor? Hold den i bukserne.

Det har ikke noget som helst med ligestilling at gøre, hvor gerne narrøve som Jakob H end vil have det til at lyde sådan; det handler om noget så simpelt som 1) retten til selv at bestemme, hvad der skal ske med ens krop og 2) at børn altså koster penge, for helvede!

Hvad synes de andre medlemmer af nationen! egentlig? Lad os tage et kig på nogle af kommentarerne (klik på billedet for at gå til selve kommentaren). Fra starten af vil jeg gerne smide en kæmpestor TRIGGER WARNING for snak om tvungen abort og andre skrækkeligheder, især hvis du begiver dig ind på selve tråden.






Ja, han vejer helt seriøst fordele og ulemper ved at fremprovokere en abort med tæsk.





Og den sidste gyldne kommentar (der er meget mere guf at finde i kommentarsporet, hvis man føler trang til selvpineri):


...Jeg tror ikke, der er nogen elegant måde at slutte af på (det ville ligesom også være lidt upassende, når nu det er nationen!, ikke?), så jeg vil bare sige, at jeg er helt og aldeles for mandlig abort. Det må være enhver mands ret at få fjernet et foster fra sin egen livmoder.

Pas på jer selv og hav en god weekend ♥