fredag den 16. november 2012

Hvad VIL feministerne egentlig? (Hvad siger du? Ligestilling? Neej da!)

Feministerne sejrede!

Hvor skal vi 'hen', når vi ikke længere er piger og drenge, du?

En lækker lille titel, ikke? Smag lidt på den. Mums, det der "hen" er et perfekt lille ordspil. Og så får vi serveret en stråmand allerede i titlen! Det må da være ny rekord.

Og så det lille "du" i enden... Man får sgu helt Gasolin'-associationer. Her, lyt med. 

Nå, hvad skriver Erik Jensen så?
Når man er så heldig at bo i et traditionelt arbejderklassekvarter i Barcelona med ældgamle omgangsformer, kan den hidsigt rullende kønsdebat i Skandinavien nogle gange forekomme både villet og forceret.
Her i la Barceloneta titulerer man stadig hinanden som henholdsvis señora og señor på gaden, og mænd holder døren for deres kvinder i butikkerne.
Nede på den lokale plaça gynger og hopper pigerne på tegnede mænd på asfalten, mens drengene spiller bold.
Det lyder som et sandt paradis, ikke? Spanien, hvor mænd er mænd og kvinder er i køkkenet.
Alt sammen i en respekt for forskellen på kønnene, der naturligvis ikke kan fjerne gyselige fakta, som at hustruvold stadig trives i Spanien.
Du ved, en mindre bagatel, men den skulle lige nævnes.
Men på en god dag, hvor solen skinner i november, og der både er smil og spil mellem kønnenes repræsentanter i de snævre gader, kan man godt falde i staver over, hvad der forekommer livsvigtigt mod Nord.
Men hov, hvad er det, den skønne, skarpe Ditte Giese linker til i kommentarerne? "Macho-land går forrest i kampen for ligestilling"... Det kan da umuligt være Spanien, de skriver om?

Nå, tilbage til Erik Jensen. På sådan en skøn novemberdag kan han i hvert fald:
dele journalist John Tagliabues underspillede undren i en reportage fra børnehaven Nicolaigården i Stockholm i den amerikanske avis International Herald Tribune i går.
De 115 elever i børnehaven i Gamla Stan i Stockholm siger ikke hende eller ham (altså på svensk). De skal enten bruge hans eller hendes navn, sige ’ven’ eller ’hen’ – det nye svenske ord for det fælles- eller intetkøn, der er skudt ind over de gamle kønsgrænser.
Det siger næsten sig selv, at pigerne i Nicolaigården ikke ligefrem opmuntres til at lege med dukker eller boligindretning i små træhuse, mens drengene ikke får stukket hverken lego, en hammer eller en fodbold i hånden.
Oh, the humanity! Kan en eller anden straks sætte de piger til at lege med dukker!

Men det viser sig, at det ikke bare er et hurtigt påfund. Pædagogerne i Nicolaigården har skam gjort deres hjemmearbejde:
Ved at filme sig selv har personalet fundet af, at de behandlede flickor och pojkar forskelligt. 
Piger blev for eksemplet trøstet længere og mere verbalt end drenge, hvis de havde slået sig og græd. Drengene blev typisk rejst op og sendt videre med et ’det går snart over’.
Sådan skal det ikke være, og forældrene til poder i den svenske lilleskole håber, at drengene fremover vil udvikle et lige så godt sprog som pigerne modsat jævnaldrende elever uden samme fællestrøst.
Femifascisme! Vi skal da ikke trøste drenge!
Kritikere som matematikprofessor Tanja Bergkvist fra universitetet i Uppsala kalder ordningerne »hjernevask af 3-årige«.
Hun betragter hele molevitten som »kønsgalskab«.
Gruppen af folk, der er imod denne slags kønsfascisme, inkluderer også astrofysikere, murere, spøgelser og andre velkvalificerede kritikere.
Hvis hun har ret,
Hvad hun tydeligvis har. Det vrimler jo med argumenter!
er det ikke kun i børnehavealderen, galskaben trives.
I går meddelte kulturredaktør Martin Jönsson, at den store svenske avis Svenska Dagbladet ikke vil anmelde sangeren Chris Browns koncert i Stockholm på grund af hans dom for at have banket sin daværende kæreste, kollegaen Rihanna. En modbydelig handling.
Men fjolset er altså dømt ved retten for udåden, som Rihanna tilmed har tilgivet. Det gør man så ikke i Svenska Dagbladet, hvor man fremover kan få travlt med censuren.
Er der ikke også en svensk skuespiller eller to, som har haft lidt for løse næver, og en forfatter, som engang har kørt sprutkørsel?
Det er der uden tvivl, og Svenska Dagbladet bør da også overveje ikke at anmelde andre kunstnere, der har begået partnervold, hvilket de måske allerede gør. Det går jeg ud fra, at Erik Jensen har undersøgt grundigt.

Og det bringer os til det ældgamle spørgsmål om, hvorvidt man kan adskille kunstneren fra kunsten; noget mange ser ud til at klare ganske glimrende. Ellers ville Mel Gibson (der ud over at være småskør også er racist) eller Sean Penn (der bandt Madonna til en stol og tævede hende i ni timer) ikke have så mange fans som de har.

Og Chris Brown er med i denne klub. Han viser at den letteste måde at få hundredetusindvis af fans på, det er at tæve sin kæreste.

Nå, nok om Sverige. Man skulle jo nødig tro det her var en hetz mod svenskerne, for det er det ikke (det er mod feministerne!). Så lad os kigge på den årlige norske Spellemann-musikpris i stedet:
Som i Danmark har man altid i Norge hædret for eksempel årets bedste kvindelige og mandlige sangerinde/sanger.
Da sangerinden Susanne Sundfør fik prisen i 2007, takkede hun ved hvast at indvende:
»Jeg er først og fremmest sanger, ikke først og fremmest kvinde«. I 2010 trak hun sig fra en nomination i samme kategori.
Oprøret fik konsekvenser. Næste gang årets Spellemann skal findes – 23. marts – bliver det uden kvindelige og mandlige kategorier.
Fair nok, men er der ikke forskel på kvindelige og mandlige sangere, ikke i kvalitet, selvfølgelig, men i udtryk?
Jo, der er forskel på jentemusik og guttemusik, mener Joachim Lund,
Vent, hvem er han? Han må være en eller anden kønsekspert ligesom hende matematikprofessoren.
som i en kommentar i den norske avis Aftenposten advarer mod, at kønsudjævningen blot vil føre til flere priser til mænd, for:
»Menn velger menn, og når en kvinne først blir valgt, velger også hun menn«.
Så, you know, den bedste måde at bekæmpe Rip-Rap-Rup-effekten er at fortsætte kønsopdelingen. Spot on.

Hvad synes du så om feminismen, Erik?
[D]et virker, som om selve kampen, selve hadet mod den maskuline arvesynd, er stærkere end at forholde sig fornuftigt til virkeligheden og nutiden for de feminister, der jo har sejret massivt. I hvert fald i vore søsterlande.
Åh ja, den maskuline arvesynd. Vores yndlings-stråmand. Jeg Googlede faktisk lige "maskulin arvesynd", og af det, der ikke havde med religion at gøre, var der ikke nogen videre feministisk brug af udtrykket.

Der er til gengæld masser af antifeminister, der klandrer feminister for at hade hvide mænd for hvad andre mænd har gjort tidligere. Men det er sikkert bare en del af feministernes plan. Offerrollen og alt det dér.
Er det ikke, som om det enormt forudsigelige ved det møjsommeligt vedligeholdte raseri i en trist blanding af postfeminisme og politisk korrekthed overskygger de reelle problemer, den virkelige ulighed på for eksempel lønninger? Jeg synes det.
Vent, så feminister gør ikke nok for at bekæmpe ulige lønninger? Eller mener han bare at de kun må fokusere på én ting ad gangen, og at det bare har at være hvad han synes det skal være?

...Det ved jeg ikke hvordan jeg skal svare på. Ved Erik Jensen hvad feminisme er?
Hvad er det, feminismens moderne frontkæmpere vil have – manden ’hen’ til kastreringsmaskinen og tilbage til kommoden i en fremtid, hvor vi alle er ens?
Måske er det det, kønskampen trænger til at få afklaret, inden vi kan komme videre.
Der var det dér "hen" igen. Han er sgu en rigtig spøgefugl!

Jeg tror virkelig den eneste måde man kan komme frem til konklusionen at feminisme handler om at kastrere mænd er ved at spørge alle andre end feminister, hvad feminisme går ud på.

Eller måske bunder det i en modvilje mod at miste alle sine dejlige mandlige fordele, der får Erik Jensen til at tolke "lige muligheder og rettigheder" som "af med pikken!"—og så siger man at feministerne har et kastrationskompleks.

Det er lidt sørgeligt at indlægget her kunne have været undgået hvis Erik Jensen bare havde sat sig ned i en times tid og, you know, læst lidt op på feminismen.

Forresten, Erik, ved du hvem der virkelig hader nosser? Katherine Heigl.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar