De satans børn!

Nej, ikke den slags.

Det er ingen hemmelighed, at feminister hader tal. De er svære at manipulere, så de passer ind i vores patriarkats-løgn. Det er meget nemmere, hvis man bare kan mumle et eller andet om "usynlige strukturer" og ellers bare råbe op om at alle mænd er svin og sådan lidt.

Og disse tal er endnu værre end alle mulige andre tal! Som vi lærte sidste gang, betaler mænd 1,6 millioner kroner mere til staten end de modtager, mens kvinder modtager 0,6 millioner mere end de betaler. Og mænd får ikke nok (sex?) for pengene!

Tallene blev offentliggjort af Mandag Morgen, som fortalte os:

Næsten 40 år efter kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er der fortsat overraskende stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd økonomisk bidrager med til velfærdsstaten. 

[...] Forskellen begynder allerede som 13-årige og varer resten af livet. Den største forskel mellem mænd og kvinder er i den erhvervsaktive alder. Når kvinder bidrager mest til velfærdssamfundet – som 43-årige – er deres nettobidrag på 73.000 kr. Til sammenligning topper mænd som 44-årige på næsten det dobbelte nettobidrag, nemlig 144.000 kr.

Finansminister Bjarne Corydon (S) siger om tallene:

”Det er interessante tal og giver naturligvis anledning til at tage en debat om, hvad der er årsag til denne udvikling, frem for bare en banal konklusion om, at mænd bidrager til velfærdsstaten, og det gør kvinder ikke. Og her tager jeg landets kvinder i forsvar."

Det lyder da også som en helt fornuftig tilgang til tallene. Så MANFO er naturligvis uenig. Som tænketanken skriver i kommentarsporet:

Selvfølgelig forsøger en masse "eksperter" og politikere at bortforklare de "chokerenden tal".

I virkeligheden udtrykker tallene bare det grundvilkår, at mænd producerer mere end kvinder, der så til gengæld spiller en vigtigere rolle i reproduktion. Tidligere forsørgede mænd deres familier direkte. I dag foregår der en massiv overførsel af midler fra mænd til kvinder hen over velfærdsstaten.

Nåja, nuancer er også så kedelige.

Når nu MANFO (og så mange andre) ikke har gidet, skal vi så ikke kigge på den analyse, tallene rent faktisk kommer fra? Jo, det skal vi da! Hvis du har tid, så læs hele analysen. Jeg fremhæver kun lige de vigtigste ting her.

Disclaimer: Jeg er ikke økonom, så der er garanteret ting, jeg har overset. Du er meget velkommen til at dele dine tanker og observationer her i kommentarerne eller på Facebook ♥

First things first: Mens selve tallene er ganske sikre, er der stadig dele af regnestykket, der kan undre. For eksempel er offentlige udgifter, der ikke kan fordeles individuelt, fordelt ligeligt på kønnene. Det giver mening med ting som kongehuset, men det vil nok være svært at argumentere for, at mænd og kvinder har lige stor andel i eksempelvis forsvarets eller politiets udgifter. Det nævner Nina Smith også:

Man kan naturligvis altid diskutere, om mænd eksempelvis burde bidrage mere til politiet end kvinder, som har en meget lavere kriminalitet. Men man kunne omvendt argumentere for, at kvinder har mere glæde ved den tryghed, som retssamfundet og politiet giver dem.

Jeg tror/håber, at Nina Smith nævner den gendrivelse for at være fair, og ikke fordi hun rent faktisk er enig, for er det bare mig, eller lyder det temmelig problematisk? Udgifterne ville være en del lavere—og de svage, svage kvinder ville ikke have brug for så megen beskyttelse—hvis der ikke var så pokkers mange mænd, der rendte rundt og var kriminelle. Følger man den tankegang til dørs, er kvinders skattebidrag til politi og fængselsvæsen jo en slags beskyttelsespenge, som kvinder betaler for ikke konstant at blive overfaldet af de brutale mænd. Det er da helt vildt fornærmende over for både mænd og kvinder.

Nå. Hvad end vi kan lide det eller ej, så er det altså delt sådan op i analysen. Nu er vi i det mindste opmærksomme på det.

Piopio.dk har allerede givet os et overblik over, hvorfor kvinder koster kassen, så der er ingen grund til, at jeg gentager det hele. I stedet kan jeg fokusere på en af de største pengeslugere: Kvinderne udnytter ganske enkelt ikke deres uddannelser godt nok. Det er jo meget fint, at vi har gratis uddannelse i Danmark—og endda betaler folk for at gå i skole!—men hvis man ikke bruger den til noget, når man er færdig, kan det ligesom være ligemeget. Hvis du har beskæftiget dig med kønspolitik i mere end fem minutter før nu, så er det her nok ret meget feminism 101, men vi tager den alligevel.

I sin analyse skriver Nina Smith:

Lige fra 1. klasse og til kandidatgraden på universitetsuddannelser er kvinderne i front. Pigerne klarer sig godt i folkeskolen og gymnasiet, mens langt flere drenge har adfærdsmæssige problemer i skolen. Pigerne gennemfører i højere grad end drengene en ungdomsuddannelse, og langt flere piger end drenge får en kompetencegivende videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse. I følge OECD (2011) er 60 pct. af de danske kandidater, der i dag forlader universitetet, kvinder!

Den kønsfordeling burde vi vel også se på arbejdsmarkedet, men som vi alle ved, er det ikke tilfældet. Og vi ved også hvorfor: Det er de satans børn!

Kvinderne går på barselsorlov. Det gør mændene også, men de fleste kun i 2 uger omkring fødslen! Og så begynder kurverne [...] at divergere. Efter endt barselsorlov vender langt de fleste kvinder tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid. Men her begynder mænds og kvinders karriere at gå hver sin vej. Kvinderne arbejder færre timer end mændene. En del af de højtuddannede mødre i den private sektor søger over i det offentlige, for det er lettere at forene arbejdsliv og familieliv i den offentlige sektor, hvor fagforeninger i årtier har prioriteret de mere bløde værdier ved overenskomstforhandlingerne frem for lønstigninger. Højtuddannede fædre bliver i den private sektor, eller de skifter måske ligefrem over til den private sektor, if. Nielsen m.fl. (2004).

Mænd har med andre ord lettere ved at komme til tops i den private sektor, hvor lønningerne og dermed beløbet, der betales tilbage til staten, er højere.

Selv husarbejdet gør det mere besværligt for kvinder at få en høj stilling. Det kan godt være, at Rockwool-fonden fortæller os, at mænd laver næsten lige så meget i hjemmet, som kvinder gør, men der er i mange tilfælde en kvalitativ forskel på hvilket arbejde, der udføres.

Kvinderne udfører i langt højere grad end mænd det tidsufleksible husarbejde, mens mændenes aktiviteter på hjemmefronten lettere kan passes ind i karrieren, når der er behov for det.

Det er nemlig en anelse svært at få indkøb, henten og bringen af børn (som det primært er kvinder, der står for) og madlavning til at passe ind i sin hverdag, hvis man ikke har et forholdvis fleksibelt job. Havearbejde, bilvask, reparationer i huset og lidt mere tidskrævende madlavning—min far står faktisk og laver coq au vin mens jeg skriver dette—er bestemt ikke at kimse ad, men det er lidt mere kompatibelt med direktørjobs og bestyrelsesposter. Satans børn.

At det er kvinder, der har de lavest lønnede jobs, fører også til problemer, når det gælder forældreorlov:

Traditionelt har fædre i den private sektor ikke haft så gode barselsordninger, som i den offentlige sektor, så derfor er det lettest og billigst at lade Mor tage det meste af forældreorloven. Resultatet er, at mange danske familier ender med at have en ganske traditionel kønsarbejdsdeling, både i forhold til arbejdsmarked og hjemmefront.

[...] I langt de fleste familier er det økonomisk mest attraktivt, hvis moderen tager forældreorloven, fordi hun typisk tjener mindst eller er ansat i den offentlige sektor, hvor den økonomiske kompensation i en del af perioden er højst. Nielsen (2012) viser, at økonomiske incitamenter har stor betydning for, hvem af forældrene der tager barslen. Det er da også for langt hovedparten af tiden moderen, der tager forældreorloven [...] Fars andel er forsvindende lille. Siden 1990 er fars andel af tiden på barsel vokset fra ca. 4 pct. til ca. 7 pct.

Læg mærke til den følgende bid:

I en kort periode, fra 1998 til 2001, var der derudover reserveret 2 ugers barsel til faderen, men dette blev afskaffet bl.a. med den begrundelse at politikerne ikke skulle blande sig i familiernes fordeling af forældreorloven.

That's right: Ikke engang to ekstra uger kunne vi få øremærket til mænd. At det overhovedet lykkedes os at få de nuværende 14 dage på plads, overrasker mig til stadighed.

Når barselsordninger er universelle og primært benyttes af det ene køn, er det rationelt for arbejdsgiverne at forvente, at unge veluddannede kvinder, der endnu ikke har fået børn, vil få et par børn og være væk fra jobbet på barsel i et par år, mens de tilsvarende mandlige kolleger statistisk set kun tager få uger i forbindelse med børnefødslerne. Når de enkelte kvinder så rent faktisk får børn og går på barselsorlov, er det blot en opfyldelse af den kollektive forventning, der ligger til alle kvinder, og derfor er “child penalty” begrænset, selvom den eksisterer i nogle af analyserne. For mændenes vedkommende er der ikke en kollektiv forventning om, at de går på længere barsel. For de få mænd, der rent faktisk gør det, er der derfor en klar individuel “karrierestraf”. 

Mor ender altså med familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun har familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun... Nå. Videre. Ikke alene fører den ulige fordeling af forældreorlov til, at kvinder tjener mindre end mænd (og vice versa), den trækker også kvindernes konto yderligere i minus!

Samtidig modtager kvinderne i denne periode mere fra de offentlige budgetter. De har langt mere barsel end mændene, og flere syge- og omsorgsdage, fordi det mest er kvinderne der tager barns første sygedag. Mændene ender med - trods deres lavere uddannelsesniveau – alligevel at tjene betydeligt mere end kvinderne, fordi de arbejder flere timer, har højere stillinger, og det er mændene, der bliver topchefer, professorer og befolker bestyrelseslokalerne!

In other words: Det kan da godt være, at udgifterne til forsvaret og politiet skal deles fifty-fifty, men forældreorloven? Den har kvinderne værsgo' at tage på deres regning.

Og det fører os tilbage til det med uddannelserne. For når samfundet investerer så mange penge i kvinder, og de penge aldrig bliver betalt tilbage, så er det ikke så mærkeligt, at det er en underskudsforretning ikke at være udstyret med en diller.

Så det er altså rigtigt, at man som kvinde ikke tjener lige så mange penge til samfundet, som en mand gør, og at man modtager flere penge fra samfundet, end en mand gør. Vi kan så også se 1) at der er helt konkrete grunde til den store forskel og 2) at forskellen, modsat hvad mange ser ud til at tro, på ingen måde er en selvfølge. Generelt kan vi måske sige, at det at få et barn er gavnligt for mænd, men (økonomisk) temmelig nederen for kvinder. Satans børn.

Om et øjeblik skal vi kigge på, hvordan vi løser problemet.

Men først, kan vi så ikke lige bruge to sekunder på at tænke over det problematiske i at gøre folk op i, hvor meget BNP, de genererer? Én ting er selvfølgelig blot at tale om økonomien (for eksempel har flere pointeret, at mænds bidrag og kvinders onde grådighed lagt sammen giver landet et underskud på 0,5 mio. per indbygger), men der er ikke langt fra "kvinder koster samfundet mere end de betaler til det" til "og derfor skal kvinderne have mindre fra samfundet/have mere sex med mænd/whatever." Man havner let i en slags over-/undermenneske-retorik, hvor man reducerer folk til at tilhøre én af to grupper: samfundsydere og samfundsnassere. Og gennemsnitligt havner kvinder (eller indvandrere, eller børn, eller ældre mennesker...) altså i nassergruppen.

Hvilket bringer os videre til løsningsforslagene!

Den indlysende løsning er jo helt at stoppe med at få børn. Jorden er overbefolket anyway, så det er måske meget fint. Det er desværre nok også den løsning, der ville være sværest at implementere—folk har en tendens til at få børn, selv når Vor Elskede Moder Stat forbyder det. Man kunne måske tvangssterilisere folk, men det er så skidebesværligt. De spræller og alt muligt.

Alternativt kunne man overveje at aflaste kvinder lidt fra yngelpleje-byrden. Det kunne for eksempel gøres ved at lade mænd tage mere forældreorlov, eksempelvis gennem øremærket barsel. Jeg ved det, jeg ved det, man piller ved Det Frie Valg og Familiens Ukrænkelighed, og det er Tvang Af Mænd, men det meste tyder altså på, at det ville virke. Vi kan i det mindste have løsningen i baghovedet som en slags Plan B.

For Nina Smith har nemlig givet os det, i mine øjne, bedste løsningsforslag:

Der er økonomiske teorier, som kan forklare, at det kan være efficient med en traditionel kønsarbejdsdeling også i et moderne samfund, der bygger på ligestilling og lige uddannelsesmuligheder mellem kønnene. Hvis kvinderne har højere produktivitet i hjemmeproduktionen, specielt i forhold til børnefødsler og efterfølgende amning, mens de er ligeså kvalificerede som mænd i forhold til markedsøkonomien, vil det ifølge de klassiske teorier om absolutte og komparative fordele være efficient, at kvinderne varetager hovedparten af hjemmeproduktionen.

[...]  Man kunne lidt provokerende fremføre, at hvis det var en hensigtsmæssig allokering, ville man formentlig kunne forbedre efficiensen yderligere, hvis kvinder i højere grad brugte tiden på at oplæres i hjemmeproduktionen og i mindre grad brugte store uddannelsesmæssige ressourcer til universiteterne.

Nina Smith er formentlig ikke seriøs, men det er da helt klart den vej, vi bør gå, hvilket bl.a. tænketanken MANFO da også ser ud til at være enig i. Når kvinder alligevel ikke kan finde ud af at tjene deres egne penge, kan vi lige så godt lade dem ordne det, de kan finde ud af (jeg mener passe børn, gøre rent, bolle og lave mad, hvis du skulle være i tvivl)! På den måde kan vi også eliminere staten som mellemmand—under alle omstændigheder er det jo manden, der ender med at betale for sin kone, og så kan han også få lidt ekstra for pengene (jeg mener fisse). Så bevarer vi også Familiens Ukrænkelighed ♥

Det vigtigste for et samfund er trods alt, at det er effektivt. Så er det ikke så vigtigt, om vi har vores sjæl i behold eller ej.