Vesten mangler gravide 13-årige!

Videnskabeligt!

Okay, det går ikke så stærkt med indlæggene lige nu—endnu en gang skriver jeg om et debatindlæg næsten en måned efter, det er udgivet. Sådan må det være.

I dag er det første gang, vi rigtig tager fat på Folkets Avis, som, lidt firkantet sagt, tager MANFOs beundringsværdige tilgang til kønsspørgsmål og breder den ud til mange andre emner.

Vores rejse til Folkets Avis bringer os denne gang til en anmeldelse af bogen Det Moderløse Samfund, skrevet af Niels Arbøl. Anmeldelsens forfatter—og vores gamle ven!—Lennart Kiil giver bogen seks stjerner og kalder den "en fremragende bog af den kaliber, vi kun ser en gang hvert årti", så det må være hot stuff. Det passer meget fint ind på tidslinjen: Det Moderløse Samfund udkom i 2013, lige omkring ti år efter Kåre Fogs To køn - tre sandheder.

Denne gang er det da også en reaktionær biolog, der har bevæget sig ud i såkaldt kulturkritik (og ligesom Kåre Fog måtte oprette sit eget forlag, da ingen ville udgive hans shitty bog, er Det Moderløse Samfund da også udgivet på Arbøls eget forlag, Queenswood).

Hvor det hos Fog i høj grad handlede om, at kvinder ikke gider bolle, er problemet i vore dage åbenbart blandt andet, at kvinder ganske vist boller, men ikke føder nok børn. Som vi ser i anmeldelsen:

At kvinder i dag i massivt omfang - i Danmark mere end snart noget andet sted i verden - er mere eller mindre tvunget til at deltage på arbejdsmarkedet på fuld tid anses almindeligvis som et ubetinget gode, men også denne forestilling udstilles for det bedrag, den er. Konsekvenserne i form af stress, depression, forliste ægteskaber og ulykkelige børn med diverse diagnoser kan ikke benægtes - og det grundlæggende problem ikke løses med stadig mere medicinering.

Så, you know, det er ikke så meget det fucked up arbejdsmarked, der er problemet, men at kvinderne har bevæget sig derud. Det fører til en nedvurdering af moderskabet, hvilket fører til lavere fødselstal, hvilket fører til Ragnarok og så videre. Sådan en analyse fortjener med sikkerhed seks stjerner.

Men tag ikke mit eller Lennarts ord for det! I sommer skrev Niels Arbøl selv et indlæg på Folkets avis. Lad os se, hvorfor moderskabet er i krise! Her er et par af punkterne (det bør nævnes, at Arbøl her kun taler om ciskvinder—når det kommer til naturvidenskabelig kulturkritik er alle, der ikke passer ind i kønsbinariteten, åbenbart ikke så spændende):

1. Fødselsraten har i flere årtier ligget under reproduktionsniveauet, således at befolkningerne i Vesten ikke kan reproducere sig selv, og befolkningstallet går tilbage. En hypotetisk computerberegning, foretaget af det britiske magasin The Prospect, har vist, at hvis den lave fødselsrate fortsætter som hidtil, vil den sidste europæer dø i år 2960.

4. Adskillelsen af sex og forplantning er blevet konsekvent gennemført ved hjælp af p-pillen og reagensglasbefrugtning (IVF). IVF har åbnet op for anvendelser, der ligger langt uden for det elementære ønske om at få et barn.

5. Antallet af aborter fortsætter på højt niveau. Omkring en tredjedel af alle kvinder i Vesten får foretaget en eller flere aborter, og blandt teenagere ligger abortraten over fødselsraten.

7. Der er sket en markant stigning i antallet af småbørnsmødre, der bruger størstedelen af dagtimerne på deres arbejde og karriere frem for at passe deres børn. Og det på trods af at dette arbejde ofte påfører dem en betydelig stresspåvirkning.

Jeg kan ikke tale for Arbøl, men jeg synes i hvert fald selv, det er et problem, at kvinder vil arbejde, og at teenagere ikke får børn. Vi uddør med sikkerhed om 850 år.

Kvinder, og især mødre til små børn, har i alt for høj grad tilsidesat deres natur og identitet som mødre til fordel for karriere og arbejdsliv. Dette har ikke kunnet undgå at få en række alvorlige konsekvenser for mødre og børn i form af en nærmest epidemisk stigning i stressrelaterede fysiske og psykiske lidelser, hvilket også har belastet de offentlige udgifter i samfundet i betydelig grad.

Er det nu ikke kvinderne selv, der først og fremmest bærer ansvaret for hele denne udvikling?

Er det her et af de dér retoriske spørgsmål, der ender med "selvfølgelig ikke, kvinder må gøre, hvad de har lyst til"?

Hvis man forstår ansvar som et personligt begreb, som er relateret til de konkrete situationer, hvori et valg skal virkeliggøres, har kvinderne ganske givet det primære ansvar herfor. De har forståeligt nok påberåbt sig retten til at bestemme over deres egen krop og over de børn, de vil føde, og de har siden p-pillens fremkomst og retten til abort haft midlerne til selv at bestemme. Hvem andre end kvinderne selv, kunne man spørge, har derfor ansvaret for det faldende fødselstal, for udsættelsen af fødsler til en stadig senere alder eller for at fravælge børn i det hele taget? Hvem andre end kvinderne selv tager beslutningen om abort eller afgør, om et foster med eller uden fejl skal bringes til verden?

Hm. Guess not. Det ér måske kvindernes skyld, at børn bliver stressede, bare fordi mor vil lege businesswoman med de voksne? Kan mændene så ikke hjælpe?

Måske har mange kvinder selv følt, at svaret kunne føre i den retning, men ofte afværger de konflikten mellem arbejde og familie lynhurtigt i form af et modspørgsmål: ”Er det måske ikke lige så meget mændenes ansvar?” Når kvinder drejer diskussionen over i denne retning, er det ikke, fordi de tror, at det er særligt realistisk hvis fædrene skulle lave en saltomortale og overtage mødrenes plads i familien. Snarere er det for at standse enhver diskussion og overvejelse, der kunne indebære, at kvinderne igen ville give prioritet til det at være mødre, i al fald så længe der er små børn.

[...] Det er derfor ikke manden, der skal forklare, hvorfor han prioriterer sit arbejde frem for den nære familieomsorg, for det har han hele tiden gjort. Det er kvinderne, der skal forklare hvorfor de i dag prioriterer deres erhvervsarbejde højere end familien.

Man kan sige meget om Niels Arbøl, men han lægger ikke fingrene imellem. Vi mænd er gode nok ♥

Men ret skal være ret. Arbøl fortæller, at det ikke giver mening at give kvinder skylden for manglen på smukke, hvide børn—ikke så meget fordi det ikke er kvindernes skyld, men fordi det ikke nytter noget at skændes om, hvis skyld, det er. Der er børn, der skal fødes, dammit!

Det vil i al fald være meningsløst at tale om kvindens ansvar i betydningen skyld, der er den mest unyttige følelse af alle, når den pålægges andre mennesker. Når vi taler om ansvar, ligger der heri udelukkende en konstatering og anerkendelse af det særlige privilegium kvinden har – at kunne føde børn og have den primære betydning for deres opdragelse. I dag opfatter mange unge karrierebevidste kvinder ganske vist ikke moderskabet som et privilegium, men det kunne i så fald skyldes, at kulturen er blevet afsporet og har ført kvinderne på afveje.

Og det er kulturen, der er den sande skurk. Vores konstante overforbrug har ikke kun medført katastrofale klimaforandringer, det er i dag også nødvendigt med to udearbejdende forældre, hvis man vil have børn. I hvert fald hvis man er som nutidens grådige unge mennesker og gerne vil have "en stabil økonomi", ikke vil "sidde i gæld hele livet"og måske endda "bo i et hus".

For en familie betyder køb af hus som hovedregel, at begge forældre er nødt til at arbejde på fuld tid, og moderen må tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, efter at barselsorloven er overstået. På den måde går de enkelte borgeres konsumering af velfærd hånd i hånd med den ideologisk bestemte nordiske velfærds-model, der vil have mødrene ud på arbejdsmarkedet i lige så høj grad som fædrene, mens deres børn bliver passet i daginstitution størstedelen af dagen.

Med de materielle forventninger, som unge mennesker har i dag, er det ikke så mærkeligt, at tanken om moderskab glider i baggrunden. Dertil kommer, at stærke bestræbelser i dagens samfund og en rabiat feminisme er i gang med at udviske de biologiske kønsforskelle, således at kvinderne mener sig berettigede til at glemme alt om moderskab – men det er en helt anden historie.

MENER SIG BERETTIGEDE TIL AT GLEMME ALT OM MODERSKAB. Niels Arbøl ser ikke kvinder som fucking mennesker, men som fremtidige inkubatorer og børneplejere. Gæt hvem der skal bestemme, om man skal være gravid og have et barn? Én selv!

Apropos "anden historie": Arbøl skrev et næsten identisk indlæg i Information, hvilket forståeligt nok blev kritiseret af Anna von Sperling. Arbøl tog til genmæle, blandt andet med informationen om, at det er manglen på gravide 18-årige, der er skyld i det høje antal tilfælde af brystkræft. But here's the real kicker:

Det kan dog ikke diskuteres, at kvinder, der bliver frugtbare som 13-årige, men venter med at få børn til 35-års alderen, undertrykker deres reproduktive system i hele 22 år.

Appetitligt!

Måske mener Niels Arbøl bare, at det er et biologisk faktum: når ciskvinder er 35, har de været frugtbare i 22 år. Men i betragtning af, at det åbenbart er et samfundsproblem i hans øjne, at teenagere føder færre børn, end de aborterer, er det da muligt, at han gerne så lidt flere gravide teenagepiger i bybilledet. Efterhånden kommer børn også tidligere og tidligere i puberteten—hvis vi er heldige, kan vi begynde at bringe børn til verden allerede når pigerne er ni ♥

Jeg kan heller ikke lade være med at bide mærke i, at Arbøl primært problematiserer det faldende fødselstal i vesten. Generelt er verdens befolkning jo stigende, og vi har en forholdsvis solid indvandring til vestlige lande, så måske er det i virkeligheden sunde, hvide bebser, verden har brug for flere af?

So yeah, det er nogenlunde, hvad vi møder i Arbøls Det Moderløse Samfund. Det er ikke svært at se, hvorfor den appellerer til MANF—æh, Folkets Avis: Et verdenssyn, der hører 50'erne til og dehumaniserer kvinder, præsenteres som ikke alene sundt for individet, men som absolut centralt for den vestlige civilisations overlevelse. Det er sgu svært at erklære sig uenig i. Som Lennart Kiil beskriver det i anmeldelsen:

Alle, der har bare en lille smule interesse for Danmarks fremtid, bør læse bogen. Den behandler bedre end nogen anden den kommende tids største udfordringer.

Mandfjols-panelet uddeler seks ud af seks feminiserede heteromænd. ♂♂♂♂♂♂

Hans Bonde er Undertrykt, episode 3: "Fakta"? Sandhedens Fjende Nr. 1!

Det er den slags, der sker, når KVINFO får lov at slå sig løs.

Okay, i sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt lærte vi, at det faktisk i høj grad er på grund af børn, at kvinder ikke får udnyttet deres uddannelse i samme grad som mænd gør. Mens børn oftest er en fordel for mænd, så skaber de et signifikant handikap for kvinder på arbejdsmarkedet. Eller, som Hans Bonde siger:

Hvis jeg nu gik ind på den præmis, så er det et familiepolitisk problem, som skal løses på det niveau gennem f.eks. obligatorisk barselsorlov til mænd.

Hvilket da er en god idé! Hvad med en bog om det?

Men du kan jo ikke sige: Fordi vi har et problem på det familiemæssige niveau, så skal vi begynde at fifle med ansættelsesbekendtgørelserne. Så får vi et middelmådighedssamfund ud af det.

Okay, revolutionen skal starte nedefra. Det er vi sådan set nogenlunde enige om. Hvad siger du til, at du og jeg rotter os sammen og kæmper for familiepolitisk ligestilling? Vi kan eventuelt starte med at få fikset uligelønnen.

Der er ligeløn i Danmark.

Nå nå, bevares.

Mænd og kvinder tjener det samme, hvis de arbejder inden for det samme område f.eks. som sygeplejersker eller ingeniører.

Ja, okay, det er også en måde at formulere det på. Kunne vi i så fald ikke tale om, hvorfor vores arbejdsmarked er så kønsopdelt, som det er? Dér kunne måske være nogle potentielle løsninger på vores problemer.

Lønkommissionen har regnet ud, at hvis du regner det med som løngoder, at kvinder har mere fleksibelt arbejde med deltidsarbejde, omsorgsdage, flere sygedage og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, så er der ingen uligeløn.

Close enough. Det er simpelthen derfor! Kvinderne skal jo have tid til at sidde og fede den på sofaen.

Nårh nej, behovet for fleksibelt arbejde er vistnok på grund af dem her:

Satans unger.

Hvis vi nu er enige om, at man som forældre deles om ansvaret for børn—som udgangspunkt, anyway—ville det så ikke være smart, hvis man deltes om sygedage, omsorgsdage, fleksible arbejdstider og tidlig tilbagetrækning? Det betyder selvfølgelig, at både mænd og kvinder må lide økonomisk under det at få et barn, men come on, det er i forvejen en underskudsforretning at få sådan en lille bavian dér. Vi mænd overlever nok, hvis vi tager lidt af byrden.

Når mændene ikke vil kræve noget af kvinderne, skyldes det ifølge Hans Bonde, at mændene har lært at skamme sig.

Kræve hvad, fristes man til at spørge. Det kommer Hans Bonde ikke rigtig ind på. Nå, skidt. Vi kræver i hvert fald aldrig noget, os mænd, fordi vi skammer os så meget. Som Bonde formulerer det:

Kvinder kan da have umådelig stor magt. Blandt andet magten til at få os til at skamme os.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men det lyder lidt som et argument i retning af "Kvinder har masser af magt, de kan nemlig få mænd til at gøre alt muligt for at få sex!"

Problemet er, hvis denne skammermagt bliver brugt til at favorisere kvinder. At mænd er det undertrykkende køn, lægger sig som en tyk dyne, i mange forhold har vi en taleret, men lige i forhold til kønnet har vi kun retten til at skamme os.

[Citation needed]

Nej, okay, Hans Bonde kan faktisk godt give os et eksempel:

Det er f.eks., når Kvinfo udnævnte ’Årets pikhoved’. Hvis de ikke kunne lide en mand, kunne de kalde ham sådan nogle ting. Lars-Henrik Schmidt fik overmalet sit hus. Tænk hvis man havde gjort det omvendte. ’Årets kusse’. Det er fuldstændig utænkeligt. Og heldigvis kunne vi aldrig finde på det. Det gør mig ked af det på danskernes vegne, at vi har en kønsdebat, der er så latterlig. Nedlæg bare Kvinfo – de er alt for biased. Og også meget af kønsforskningen trænger til få luftet grundigt ud i de stive begreber.

Se, jeg troede først, at det her var ligesom i tilfældet med Helle Thorning-Schmidt: At Bonde faktisk har  nogenlunde styr på sine fakta i sin bog, Fordi du fortjener det, men at han er blevet fejlciteret i dette interview. Men se nu her. Jeg citerer fra side 211:

I flere år uddelte det statsstøttede kvindeselskab KVINFO en skammerpris betitlet "Årets Pikhoved". Da den forhenværende rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt i 2005 blev kåret som "Årets Pikhoved", fik han ved samme lejlighed oversprøjtet sit hus med maling. Kunne man forestille sig, at reaktionære mænd indstiftede "Årets Kusse" som en skammer-pris endog for offentlige midler og bagefter øvede vandalisme mod den uheldige kvinde?

Yeah, pretty much et direkte citat fra bogen. Og fejlbehæftet i en grad, der burde få enhver læser til at betvivle værdien af Bondes bog. Skal vi tage det fra en ende af? Jeg tillader mig at snuppe citatet fra bogen—der er ligesom lidt mere kød på:

I flere år uddelte

Forkert. Ét år, nærmere bestemt 1994.

det statsstøttede kvindeselskab KVINFO

Forkert. Det var Kvindeligt Selskab (nu Selskab for Ligestilling), der altså ikke er statsstøttet, som uddelte prisen. I øvrigt er KVINFO heller ikke et kvindeselskab, but we'll let that one slide.

en skammerpris betitlet "Årets Pikhoved". Da den forhenværende rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt

Forkert. Det var Frank Dahlgaard, der havde fornøjelsen.

i 2005 blev kåret som "Årets Pikhoved",

Forkert. Det var som sagt kun én gang, og det var i 1994.

fik han ved samme lejlighed oversprøjtet sit hus med maling.

Der er så ikke nogen "samme lejlighed", men det er da rigtigt nok, at der blev smidt maling på hans hus. But hold on:

Kunne man forestille sig, at reaktionære mænd indstiftede "Årets Kusse" som en skammer-pris endog for offentlige midler og bagefter øvede vandalisme mod den uheldige kvinde?

Forkert og forkert. Som nævnt har de offentlige midler ikke været i spil her. Og det var sjovt nok ikke Kvindeligt Selskab, der begik hærværk mod Lars-Henrik Schmidt.

Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om en anden organisation har uddelt en pris med samme navn og derpå sprøjtet maling på Lars-Henrik Schmidts hus, men hvis det var Kvindeligt Selskab eller KVINFO, og Bonde har dokumentation for det postulat, er jeg da sikker på, at politiet ville sætte pris på det. Måske kan det endda ende godt! KVINFOs mentorordning blev for nylig frataget sin støtte, men det kan være, Elisabeth Møller Jensen & co. kan tjene penge som facademalere.

Det er forresten ikke mig, der har fundet alle fejlene, det er skam Elisabeth Møller Jensen selv. Hun er trods alt på hjemmebane hér.

Men okay. Hvad betyder sådan et par småfejl? Jeg mener, det er jo ikke fordi Hans Bonde er universitetsprofesser eller har udgivet en bog eller noget, vel?

Nå. Nok om det. Vi skal trods alt ikke hænge os i små detaljer som "fakta". Videre! Hans Bonde er nok ikke populær blandt alle kvinder, er han?

Bestemt ikke, men mange giver mig også ret. De synes ikke, at det er sjovt at opleve ikke specielt meget mere talentfulde medsøstre ryge til tops på fribillet og på første klasse. Det er på ingen måde kvinderne, jeg kritiserer, men den elitære feminisme.

Jeg har endelig fået læst Fordi du fortjener det færdig, og jeg kan afsløre: Det er bestemt ikke kun den elitære feminisme, der bliver kritiseret. Men det er da godt for Hans Bonde, at han kan finde ligesindede blandt det køn, han bruger 259 sider på at kritisere.

Ikke at mændene slipper, natürlich.

Der er mange tøsedrenge. De kommer med deres små fedtede hænder og takker mig, der er ikke mange, der selv tør sige noget. På universitetet frygter mange mænd, at de vil blive ramt på deres karrierevej, hvis de siger, hvad de mener.

Hans Bonde er en af mine personlige helte. Han tør, hvor andre tier. Hvis bare der var andre mænd, der turde kritisere feminismen (men ikke kvinder, of course!).

Vi er næsten færdige med vores føljeton om, hvor undertrykt Hans Bonde er. Det har været en lang og sej kamp at komme igennem Hans Bondes interview (og har du ikke fået nok, kan hans bog skaffes til en billig penge her—det er sublim underholdning!). Helten Hans Bonde har lært os, at vi har ligestilling i Danmark, at mænd er undertrykt, at kvinder ikke laver en skid, at familiepolitik nok ikke rigtig betyder noget og at fakta, det er for tøsedrenge. Sandheden lader sig ikke stoppe af sådanne småting.

Men er han også en helt til middagsselskaber? Er han ikke bange for at ødelægge den gode stemning?

Jo, men omvendt sætter jeg også gang i den. Når jeg er til selskab og stiller mig hen til nogen og fortæller om mine pointer, så bliver manden måske fyr og flamme, det gløder i hans øjne. Ting, han ikke kunne artikulere, kan lige pludselig siges. Og konen begynder at gløde af aggression. Hun har måske bygget store dele af sin identitet op på, at det er synd for hende.

Yes! Kan du hyres til fester, Hans Bonde? Fuck komikere, tryllekunstnere og strippere—at fremmedgøre halvtreds procent af selskabet, det er fandeme smukt. Du har sgu fortjent en medalje.

Hans Bonde er Undertrykt, episode 2: Kvinder Laver Ikke en Skid

Lad nu være, for helvede! Du fortjener det ikke! Lad så vær'!

Jeg har haft rasende travlt med at læse Hans Bondes bog Fordi du fortjener det, men nu har jeg altså lige brug for en pause. Jeg ser nogle kattevideoer

()

og fortsætter med det interview med Bonde, jeg aldrig kom videre med.

I sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt fik vi disset Helle Thorning Schmidt for at have nogenlunde lige så meget erfaring som resten af Folketinget. På Fjolsbooken gjorde Susanne Staun opmærksom på, at Poul Nyrup Rasmussen faktisk havde en tilsvarende mængde politisk erfaring, da han blev statsminister. Det må betyde, at vi endelig lever i det ligestillede samfund, Hans Bonde taler om!

Men nok om politikerne. Vi skal også nå at sparke nedad. Det er jo sådan, at selv om flere kvinder i dag tager en lang, videregående uddannelse, så er kvinder underrepræsenteret i blandt andet forskning, ministerier og—klassikeren—toppen af erhvervslivet. En af de oftest nævnte årsager til dette er den såkaldte Rip-Rap-Rup-effekt: man ansætter ofte folk, der minder om én selv i bl.a. køn og baggrund. Eller, som Hans Bonde formulerer det:

Det er kvindepropaganda.

???

Professor Nina Smiths undersøgelser viser, at der ikke hersker noget old boys' network, og hvis der er, er det bitte små procenter. Der er intet, der tyder på, at kvinder bliver holdt ude. Hvis en kvinde har sit cv i orden og har erfaring med at starte egen virksomhed, har hun langt større chance for en plads i en bestyrelse end en mand.

[Citation needed]

"Glasloftet findes ikke! Rip-Rap-Rup-effekten findes ikke! Old boys-netværk findes ikke! Det er propaganda!" råbte han vredt, hvorefter han satte sig ned og skrev en bog om, hvordan Den Usynlige Hånd nok skal ordne det hele.

Faktum er bare, at der ikke er så mange kvinder, der har den erfaringsmasse. De vælger at bruge deres tid på noget andet. 

[...] Det handler kun om kvinders prioriteringer. Kvinderne i Danmark har stemt et velfærdssystem igennem, der giver dem det brede liv, de gerne vil have.

[indsæt joke om velfærdssystemets nuværende tilstand]

I øvrigt giver det vel meget god mening, at hvis man eksempelvis arbejder i det offentlige og/eller er den, der primært tager sig af børnene, som det er tilfældet for mange danske kvinder, så stemmer man nok også på de partier, der tager sig mest af de områder.

Er det egentlig ikke et ret gennemgående træk inden for politik—at man stemmer på dem, der varetager ens interesser? Det forklarer i hvert fald, hvorfor Liberal Alliances typiske vælger er en mand med en årlig indkomst på over 300.000 kr.

Ser man på Jobindex Danmark og EU-undersøgelser, så søger kvinder ikke lederjob i nær samme omfang som mænd.

Okay, det er rigtigt nok, men kan vi ikke lige blive enige om noget? Når det gælder det private erhvervsliv, er det de færreste stillinger, der overhovedet bliver slået op. Faktisk bliver 2 ud af 3 stillinger besat uden at have set skyggen af et jobsite. Eller som Berlingske Business formulerer det: "Netværk er vigtigere end jobannoncer". Gæt, hvem de mandlige chefer netværker mest med :)

[...] Langt størsteparten af kvinderne ønsker i høj grad ikke topposterne, de vil have det brede liv, det rodfæstede liv i familierne og det relationelle liv med vennerne.

Nårh, kvinderne vil ganske enkelt bare blive ved kødgryderne (og mænd vil helst ikke have venner)! Jamen, så er der vel ikke mere at rafle om, eller hvad? Det er jo ligesom fattigdom—det handler bare om ens prioriteter. Bag så det brød!

Hans Bonde mener, at snak om, at kvinder har godt af noget ekstra hjælp for at opveje for undertrykkende strukturer, passiviserer kvinder. De får jo fornemmelsen af, at de ikke behøver gøre noget! Som han siger (jeg forestiller mig, at hans stemme har dryppet af sarkasme lige her):

"Det er slet ikke min skyld, for hvis jeg ikke bliver en stor filminstruktør, så er det, fordi mænd 'dominerer'."

Feminister hader nemlig Mads Mikkelsen og Lars von Trier og alt det gode, de bringer til Danmark, når det netop er den type mænd, vi bør hylde! De driver samfundet!

Men som journalisten spørger: Det er vel ikke kun mænd, der driver samfundet?

Hans Bonde svarer:

Hvem er det, der langt hen ad vejen skaber finansieringsgrundlaget for det velfærdssamfund, der gør, at kvinderne kan have alle de job i den offentlige sektor, som har den fleksibilitet, som de gerne vil have? Det er jo bl.a. en mand som Danfoss-direktøren Jørgen Mads Clausen og alle de andre, som i den feministiske talemåde så siges at dominere.

??????????

Okay, Hans Bonde er (idræts)historiker. Han må om nogen vide, hvordan det er foregået her til lands. Kvinderne har slænget sig på sofaen og spist bolsjer, mens mændene sled og slæbte!

Du ved, for eksempel da kvinder rutinemæssigt var med i marken, fordi landbrug underligt nok ikke kunne ordnes af én person—det gjorde de kun, fordi evolutionen havde givet dem så lange arme, at de kunne pløje marken, mens de sad i sofaen (visse snedige bønder installerede en sofa bag ploven for at lokke konen ud!). Og fabriksarbejdet, som kvinder tjente mindre end mænd for at udføre? Det var jo fordi, de syntes, det var skægt, ikke for at tjene penge. Det samme gjaldt eksempelvis sygeplejersker, der i princippet har været overflødige til alle tider.

Okay. I de korte øjeblikke, kvinderne rejste sig fra sofaen, var der selvfølgelig også sådan nogle "børn", der skulle passes. Men dem kunne vi mænd sgu sagtens have passet samtidig med, at vi fik tingene til at løbe rundt—helt uden at skulle have fleksible jobs. Vi lader bare kvinderne om det, fordi de elsker de nære relationer ♥

Man kunne vende det hele om og sige, er det ikke for dårligt, at kun én ud af ti danske entreprenører er kvinder? Hvornår kommer der en kvindelig Jørgen Mads Clausen? Kunne samfundet ikke få mere ud af de mange milliarder kroner, vi pumper ind i kvindernes høje uddannelsesniveau?

Det er kraftedme for dårligt, tøser! Drop familielivet—vi skal bruge jer på arbejdsmarkedet!

Ej, okay, det er altså ikke det, Hans Bonde mener.

Nej, så grov er jeg ikke. Jeg forstår godt, hvis mange vælger det gode liv med nære relationer til børn og familie. Men så skal de i det mindste bare acceptere, at de har det gode liv.

Hvad mener I med, at vi dudes ikke ville kunne drive hardcore-karriere, hvis der ikke var nogen til at passe vores børn? I gør det jo alle sammen af jeres hjertes lyst, gør I ikke? Det er jer, der skal indrømme ting! Jer!

Vi gider ikke se på et så lille bidrag til samfundsøkonomien med jeres høje uddannelsesniveau, som vi yder størstedelen til over skatterne, og så samtidig få at vide, at det er vores skyld. Senest har Nina Smith vist, at samlet set bidrager en lille dreng langt mere til samfundsøkonomien gennem sit liv end pigen, fordi pigen er langt, langt mere bundet til velfærdsstatens ydelser, ikke?

Træk nu lige vejret, ikke, Hans? Der er ikke nogen, der siger, at det er din skyld (og lad os være helt ærlige—du og jeg bidrager sgu nok ikke specielt meget til samfundsøkonomiens bundlinje). Måske kunne man endda vove pelsen og stille spørgsmålet: hvorfor er der så mange kvinder, der gerne vil uddanne sig, men ikke rigtig kommer videre? Jeg ved godt, at det ikke svinger så godt med "Jamen det er DERES EGET VALG", men det er da et forsøg værd, ikke?

Det er rigtigt, at en mand i løbet af sit liv bidrager med mere til velfærdsstaten end en kvinde gør. Det har vi endda også snakket om før. Konklusionen:

Generelt kan vi måske sige, at det at få et barn er gavnligt for mænd, men (økonomisk) temmelig nederen for kvinder. Satans børn. 

Og netop de satans børn skal vi tale om næste gang, når vi kaster os over det sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt. Det har Hans Bonde nemlig også meninger om, og de er næsten fornuftige!

Vi ses snart ♥

De satans børn!

Nej, ikke den slags.

Det er ingen hemmelighed, at feminister hader tal. De er svære at manipulere, så de passer ind i vores patriarkats-løgn. Det er meget nemmere, hvis man bare kan mumle et eller andet om "usynlige strukturer" og ellers bare råbe op om at alle mænd er svin og sådan lidt.

Og disse tal er endnu værre end alle mulige andre tal! Som vi lærte sidste gang, betaler mænd 1,6 millioner kroner mere til staten end de modtager, mens kvinder modtager 0,6 millioner mere end de betaler. Og mænd får ikke nok (sex?) for pengene!

Tallene blev offentliggjort af Mandag Morgen, som fortalte os:

Næsten 40 år efter kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er der fortsat overraskende stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd økonomisk bidrager med til velfærdsstaten. 

[...] Forskellen begynder allerede som 13-årige og varer resten af livet. Den største forskel mellem mænd og kvinder er i den erhvervsaktive alder. Når kvinder bidrager mest til velfærdssamfundet – som 43-årige – er deres nettobidrag på 73.000 kr. Til sammenligning topper mænd som 44-årige på næsten det dobbelte nettobidrag, nemlig 144.000 kr.

Finansminister Bjarne Corydon (S) siger om tallene:

”Det er interessante tal og giver naturligvis anledning til at tage en debat om, hvad der er årsag til denne udvikling, frem for bare en banal konklusion om, at mænd bidrager til velfærdsstaten, og det gør kvinder ikke. Og her tager jeg landets kvinder i forsvar."

Det lyder da også som en helt fornuftig tilgang til tallene. Så MANFO er naturligvis uenig. Som tænketanken skriver i kommentarsporet:

Selvfølgelig forsøger en masse "eksperter" og politikere at bortforklare de "chokerenden tal".

I virkeligheden udtrykker tallene bare det grundvilkår, at mænd producerer mere end kvinder, der så til gengæld spiller en vigtigere rolle i reproduktion. Tidligere forsørgede mænd deres familier direkte. I dag foregår der en massiv overførsel af midler fra mænd til kvinder hen over velfærdsstaten.

Nåja, nuancer er også så kedelige.

Når nu MANFO (og så mange andre) ikke har gidet, skal vi så ikke kigge på den analyse, tallene rent faktisk kommer fra? Jo, det skal vi da! Hvis du har tid, så læs hele analysen. Jeg fremhæver kun lige de vigtigste ting her.

Disclaimer: Jeg er ikke økonom, så der er garanteret ting, jeg har overset. Du er meget velkommen til at dele dine tanker og observationer her i kommentarerne eller på Facebook ♥

First things first: Mens selve tallene er ganske sikre, er der stadig dele af regnestykket, der kan undre. For eksempel er offentlige udgifter, der ikke kan fordeles individuelt, fordelt ligeligt på kønnene. Det giver mening med ting som kongehuset, men det vil nok være svært at argumentere for, at mænd og kvinder har lige stor andel i eksempelvis forsvarets eller politiets udgifter. Det nævner Nina Smith også:

Man kan naturligvis altid diskutere, om mænd eksempelvis burde bidrage mere til politiet end kvinder, som har en meget lavere kriminalitet. Men man kunne omvendt argumentere for, at kvinder har mere glæde ved den tryghed, som retssamfundet og politiet giver dem.

Jeg tror/håber, at Nina Smith nævner den gendrivelse for at være fair, og ikke fordi hun rent faktisk er enig, for er det bare mig, eller lyder det temmelig problematisk? Udgifterne ville være en del lavere—og de svage, svage kvinder ville ikke have brug for så megen beskyttelse—hvis der ikke var så pokkers mange mænd, der rendte rundt og var kriminelle. Følger man den tankegang til dørs, er kvinders skattebidrag til politi og fængselsvæsen jo en slags beskyttelsespenge, som kvinder betaler for ikke konstant at blive overfaldet af de brutale mænd. Det er da helt vildt fornærmende over for både mænd og kvinder.

Nå. Hvad end vi kan lide det eller ej, så er det altså delt sådan op i analysen. Nu er vi i det mindste opmærksomme på det.

Piopio.dk har allerede givet os et overblik over, hvorfor kvinder koster kassen, så der er ingen grund til, at jeg gentager det hele. I stedet kan jeg fokusere på en af de største pengeslugere: Kvinderne udnytter ganske enkelt ikke deres uddannelser godt nok. Det er jo meget fint, at vi har gratis uddannelse i Danmark—og endda betaler folk for at gå i skole!—men hvis man ikke bruger den til noget, når man er færdig, kan det ligesom være ligemeget. Hvis du har beskæftiget dig med kønspolitik i mere end fem minutter før nu, så er det her nok ret meget feminism 101, men vi tager den alligevel.

I sin analyse skriver Nina Smith:

Lige fra 1. klasse og til kandidatgraden på universitetsuddannelser er kvinderne i front. Pigerne klarer sig godt i folkeskolen og gymnasiet, mens langt flere drenge har adfærdsmæssige problemer i skolen. Pigerne gennemfører i højere grad end drengene en ungdomsuddannelse, og langt flere piger end drenge får en kompetencegivende videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse. I følge OECD (2011) er 60 pct. af de danske kandidater, der i dag forlader universitetet, kvinder!

Den kønsfordeling burde vi vel også se på arbejdsmarkedet, men som vi alle ved, er det ikke tilfældet. Og vi ved også hvorfor: Det er de satans børn!

Kvinderne går på barselsorlov. Det gør mændene også, men de fleste kun i 2 uger omkring fødslen! Og så begynder kurverne [...] at divergere. Efter endt barselsorlov vender langt de fleste kvinder tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid. Men her begynder mænds og kvinders karriere at gå hver sin vej. Kvinderne arbejder færre timer end mændene. En del af de højtuddannede mødre i den private sektor søger over i det offentlige, for det er lettere at forene arbejdsliv og familieliv i den offentlige sektor, hvor fagforeninger i årtier har prioriteret de mere bløde værdier ved overenskomstforhandlingerne frem for lønstigninger. Højtuddannede fædre bliver i den private sektor, eller de skifter måske ligefrem over til den private sektor, if. Nielsen m.fl. (2004).

Mænd har med andre ord lettere ved at komme til tops i den private sektor, hvor lønningerne og dermed beløbet, der betales tilbage til staten, er højere.

Selv husarbejdet gør det mere besværligt for kvinder at få en høj stilling. Det kan godt være, at Rockwool-fonden fortæller os, at mænd laver næsten lige så meget i hjemmet, som kvinder gør, men der er i mange tilfælde en kvalitativ forskel på hvilket arbejde, der udføres.

Kvinderne udfører i langt højere grad end mænd det tidsufleksible husarbejde, mens mændenes aktiviteter på hjemmefronten lettere kan passes ind i karrieren, når der er behov for det.

Det er nemlig en anelse svært at få indkøb, henten og bringen af børn (som det primært er kvinder, der står for) og madlavning til at passe ind i sin hverdag, hvis man ikke har et forholdvis fleksibelt job. Havearbejde, bilvask, reparationer i huset og lidt mere tidskrævende madlavning—min far står faktisk og laver coq au vin mens jeg skriver dette—er bestemt ikke at kimse ad, men det er lidt mere kompatibelt med direktørjobs og bestyrelsesposter. Satans børn.

At det er kvinder, der har de lavest lønnede jobs, fører også til problemer, når det gælder forældreorlov:

Traditionelt har fædre i den private sektor ikke haft så gode barselsordninger, som i den offentlige sektor, så derfor er det lettest og billigst at lade Mor tage det meste af forældreorloven. Resultatet er, at mange danske familier ender med at have en ganske traditionel kønsarbejdsdeling, både i forhold til arbejdsmarked og hjemmefront.

[...] I langt de fleste familier er det økonomisk mest attraktivt, hvis moderen tager forældreorloven, fordi hun typisk tjener mindst eller er ansat i den offentlige sektor, hvor den økonomiske kompensation i en del af perioden er højst. Nielsen (2012) viser, at økonomiske incitamenter har stor betydning for, hvem af forældrene der tager barslen. Det er da også for langt hovedparten af tiden moderen, der tager forældreorloven [...] Fars andel er forsvindende lille. Siden 1990 er fars andel af tiden på barsel vokset fra ca. 4 pct. til ca. 7 pct.

Læg mærke til den følgende bid:

I en kort periode, fra 1998 til 2001, var der derudover reserveret 2 ugers barsel til faderen, men dette blev afskaffet bl.a. med den begrundelse at politikerne ikke skulle blande sig i familiernes fordeling af forældreorloven.

That's right: Ikke engang to ekstra uger kunne vi få øremærket til mænd. At det overhovedet lykkedes os at få de nuværende 14 dage på plads, overrasker mig til stadighed.

Når barselsordninger er universelle og primært benyttes af det ene køn, er det rationelt for arbejdsgiverne at forvente, at unge veluddannede kvinder, der endnu ikke har fået børn, vil få et par børn og være væk fra jobbet på barsel i et par år, mens de tilsvarende mandlige kolleger statistisk set kun tager få uger i forbindelse med børnefødslerne. Når de enkelte kvinder så rent faktisk får børn og går på barselsorlov, er det blot en opfyldelse af den kollektive forventning, der ligger til alle kvinder, og derfor er “child penalty” begrænset, selvom den eksisterer i nogle af analyserne. For mændenes vedkommende er der ikke en kollektiv forventning om, at de går på længere barsel. For de få mænd, der rent faktisk gør det, er der derfor en klar individuel “karrierestraf”. 

Mor ender altså med familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun har familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun... Nå. Videre. Ikke alene fører den ulige fordeling af forældreorlov til, at kvinder tjener mindre end mænd (og vice versa), den trækker også kvindernes konto yderligere i minus!

Samtidig modtager kvinderne i denne periode mere fra de offentlige budgetter. De har langt mere barsel end mændene, og flere syge- og omsorgsdage, fordi det mest er kvinderne der tager barns første sygedag. Mændene ender med - trods deres lavere uddannelsesniveau – alligevel at tjene betydeligt mere end kvinderne, fordi de arbejder flere timer, har højere stillinger, og det er mændene, der bliver topchefer, professorer og befolker bestyrelseslokalerne!

In other words: Det kan da godt være, at udgifterne til forsvaret og politiet skal deles fifty-fifty, men forældreorloven? Den har kvinderne værsgo' at tage på deres regning.

Og det fører os tilbage til det med uddannelserne. For når samfundet investerer så mange penge i kvinder, og de penge aldrig bliver betalt tilbage, så er det ikke så mærkeligt, at det er en underskudsforretning ikke at være udstyret med en diller.

Så det er altså rigtigt, at man som kvinde ikke tjener lige så mange penge til samfundet, som en mand gør, og at man modtager flere penge fra samfundet, end en mand gør. Vi kan så også se 1) at der er helt konkrete grunde til den store forskel og 2) at forskellen, modsat hvad mange ser ud til at tro, på ingen måde er en selvfølge. Generelt kan vi måske sige, at det at få et barn er gavnligt for mænd, men (økonomisk) temmelig nederen for kvinder. Satans børn.

Om et øjeblik skal vi kigge på, hvordan vi løser problemet.

Men først, kan vi så ikke lige bruge to sekunder på at tænke over det problematiske i at gøre folk op i, hvor meget BNP, de genererer? Én ting er selvfølgelig blot at tale om økonomien (for eksempel har flere pointeret, at mænds bidrag og kvinders onde grådighed lagt sammen giver landet et underskud på 0,5 mio. per indbygger), men der er ikke langt fra "kvinder koster samfundet mere end de betaler til det" til "og derfor skal kvinderne have mindre fra samfundet/have mere sex med mænd/whatever." Man havner let i en slags over-/undermenneske-retorik, hvor man reducerer folk til at tilhøre én af to grupper: samfundsydere og samfundsnassere. Og gennemsnitligt havner kvinder (eller indvandrere, eller børn, eller ældre mennesker...) altså i nassergruppen.

Hvilket bringer os videre til løsningsforslagene!

Den indlysende løsning er jo helt at stoppe med at få børn. Jorden er overbefolket anyway, så det er måske meget fint. Det er desværre nok også den løsning, der ville være sværest at implementere—folk har en tendens til at få børn, selv når Vor Elskede Moder Stat forbyder det. Man kunne måske tvangssterilisere folk, men det er så skidebesværligt. De spræller og alt muligt.

Alternativt kunne man overveje at aflaste kvinder lidt fra yngelpleje-byrden. Det kunne for eksempel gøres ved at lade mænd tage mere forældreorlov, eksempelvis gennem øremærket barsel. Jeg ved det, jeg ved det, man piller ved Det Frie Valg og Familiens Ukrænkelighed, og det er Tvang Af Mænd, men det meste tyder altså på, at det ville virke. Vi kan i det mindste have løsningen i baghovedet som en slags Plan B.

For Nina Smith har nemlig givet os det, i mine øjne, bedste løsningsforslag:

Der er økonomiske teorier, som kan forklare, at det kan være efficient med en traditionel kønsarbejdsdeling også i et moderne samfund, der bygger på ligestilling og lige uddannelsesmuligheder mellem kønnene. Hvis kvinderne har højere produktivitet i hjemmeproduktionen, specielt i forhold til børnefødsler og efterfølgende amning, mens de er ligeså kvalificerede som mænd i forhold til markedsøkonomien, vil det ifølge de klassiske teorier om absolutte og komparative fordele være efficient, at kvinderne varetager hovedparten af hjemmeproduktionen.

[...]  Man kunne lidt provokerende fremføre, at hvis det var en hensigtsmæssig allokering, ville man formentlig kunne forbedre efficiensen yderligere, hvis kvinder i højere grad brugte tiden på at oplæres i hjemmeproduktionen og i mindre grad brugte store uddannelsesmæssige ressourcer til universiteterne.

Nina Smith er formentlig ikke seriøs, men det er da helt klart den vej, vi bør gå, hvilket bl.a. tænketanken MANFO da også ser ud til at være enig i. Når kvinder alligevel ikke kan finde ud af at tjene deres egne penge, kan vi lige så godt lade dem ordne det, de kan finde ud af (jeg mener passe børn, gøre rent, bolle og lave mad, hvis du skulle være i tvivl)! På den måde kan vi også eliminere staten som mellemmand—under alle omstændigheder er det jo manden, der ender med at betale for sin kone, og så kan han også få lidt ekstra for pengene (jeg mener fisse). Så bevarer vi også Familiens Ukrænkelighed ♥

Det vigtigste for et samfund er trods alt, at det er effektivt. Så er det ikke så vigtigt, om vi har vores sjæl i behold eller ej.

Her Body, My Choice, episode 2: Lesbiske parasitter og griske bitches

Satans kællinger. De er da ligeglade med børnene, de vil bare leve fedt
på de mange millioner, staten betaler dem for at kneppe rundt.

Billedet har Jesper i øvrigt skaffet fra det altid misogyne avoiceformen.com ♥

Vi skal se på resten af Jesper Kristensens indlæg om, hvor rædselsfuldt det er, at kvinder slet ikke tager nok ansvar i forhold til, at det kun er dem, der kan få aborter.

For en gangs skyld lægger vi ud med noget fra MANFO, der ikke er løgn (bare rolig, det varer ikke længe):

Tager man på fertilitetsklinik er sagen lidt mere kompliceret, især hvis man medbringer sin egen sæd:

“Heteroseksuelt par: da det kommende barn i dette tilfælde har en far (manden skal påtage sig faderskabet for barnet) har donor ingen forpligtelser over for det kommende barn. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.”

“Lesbisk par eller singlekvinde: donor skal påtage sig faderskabet til barnet. Det betyder at han skal betale børnepenge og at barnet bliver arveberettiget efter ham. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.” (min fremhævelse)

Går man uden om fertilitetsklinikken som agent, vil man befinde sig i samme situation som det lesbiske scenarie.

Jesper Kristensen har ret: Ved brug af en dedikeret donor skal der ifølge nuværende lovgivning være en far. Om vedkommende rent faktisk er faderen er underordnet, bare han er en mand. Åbenbart har lesbiske ikke lov at være et forældrepar alene—der skal lige en mand med ind over. Er det uretfærdigt, også over for mænd? Ja, helt vildt. Men der er vist ikke nogen, der reelt hopper på, at det skulle være udtryk for favorisering af kvinder.

Mange kender givetvis også scenariet, hvor en venlig mand donerer en kop sæd til et lesbisk par, og så klarer de selve befrugtningen selv. Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde eksempler på, at danske lesbiske på egen hånd har fået et barn på denne måde og samtidig er løbet ind i de problemer vi kender ude fra verden. I Sverige er en mand f.eks. blevet dømt til at betale børnepenge til de lesbiske parasitter.

???

Mangen en mand har sikkert gjort sit håndarbejde i den gode sags tjeneste i tillid til, at de lesbiske kvinder kender begreber som grænser, ansvar, moral og retfærdighed.

Men som alle ved, bør man ikke stole på de lesbiske.

Det har ofte vist sig, at det ikke var nogen Lady de fik placeret på piedestalen, men en rovgrisk kvinde, der alene anser manden for at være en pengemaskine. Det - og så uvidenhed om de partiske love.

Så mine herrer, pas på de lesbiske rovflåter. De suger ikke blod, men sæd! ...Og penge. Hele 600 kr. om måneden.

Ret skal dog være ret: Jesper Kristensen er ikke homofob. Det er sandsynligvis kun lesbiske, han ikke kan li'.

Hvordan foreslår Jesper så, at vi løser det mere eller mindre ikke-eksisterende problem?

Mit forslag er først og fremmest en nødvendig tilføjelse til mottoet “My Mind, My Body, My Choice”. Nemlig ved at tilføje et “Mit Ansvar”. Den del er i dag fraværende, og kvinder kan opføre sig så manipulerende, løgnagtigt og ansvarsløse som de vil. Porten til misbrug er åbnet på vid gab, og de mest foragtelige kvinder står i kø for at udnytte situationen.

Hvad siger du? Nej, på MANFO ææææælsker de kvinder!

Jeg tror måske i øvrigt, at Jesper mente "Helvede" i stedet for "misbrug", men det er nok bare mig.

Kvinder kan ikke fortsætte med at have den nuværende løsning. Specielt ikke i disse ligestillingstider. Kvinderne må acceptere en af disse to løsninger i en eller anden form:

Tag en dyb indånding, folkens...

1. En løsning er at kvinden accepterer, at manden får ligeværdig indflydelse på sin egen reproduktion og kan kræve abort - eller måske også forbyde kvinden at få abort. Det ville være en vetoret næsten magen til den kvinden har i dag, da han naturligvis bør have ligeså meget indflydelse på sin reproduktion som kvinden har på sin egen. Denne løsning vil højst sandsynligt være uspiselig til trods for at ingen kvinder - endsige deres selvbestaltede fortalere: feministerne - i dag brokker sig over deres egen vetoret. Det er tillige upraktisk, da et demokrati med to personer kan ende i en uløselig situation. Der findes også en meget stærk holdning i feministiske kredse, som kræver at “regeringen holder sig ude af min livmoder”. Abort er da også en procedure, der ikke er helt triviel - og samtidig uden biologisk parallel hos mænd. Der er vi klart ulige indrettet. Vi mennesker har også typisk - abortmodstandere og omvendt - en partiskhed til fordel for livet. 

AAAAAAAAAAAARGH

Jeg tror lige, vi er nødt til at tage den igen: Ifølge Jesper Kristensen er ligeværdig indflydelse for manden = at kunne kræve eller forbyde at kvinden får en abort. Derudover undrer han sig over, at ingen kvinder brokker sig over, at de kan få en abort.

Ved manden overhovedet, hvad han skriver, eller klasker han bare lemmet lidt rundt på tastaturet i håb om, at der kommer en artikel ud af det?

Nå. I det mindste indrømmer han, at det ville være en "upraktisk" løsning. Er det fordi det er en helt sindssyg idé at give nogen bestemmelsesret over et andet menneskes krop? Eller fordi det i virkeligheden ikke handler om "indflydelse på sin egen reproduktion", men om selv at bestemme, om ens krop skal være en inkubator i ni måneder?

Niks! Det er fordi 1) "et demokrati med to personer kan ende i en uløselig situation" (no shit, Sherlock!) og 2) feministerne siger, vi ikke må :'(

Heldigvis har Jesper en alternativ løsning:

2. Den mere rimelige og praktiske løsning er, at kvinderne må hanke op og komme ind i det 21. århundrede og lære at tage det fulde ansvar for deres egne ensidige handlinger.

Nårh, du mener al den ensidige sex, som det kun er kvinden, der har haft?

Det er en ensidig handling, når en kvinde uden at rådføre sig med faderen gennemfører en graviditet. Det gælder uanset om det var en “ups”, sprængt kondom eller om kvinden har bedraget ham for at blive gravid. Mænd ville til nød kunne acceptere, at kvinden ensidigt traf valget om at gennemføre graviditeten, hvis hun også bar det ensidige ansvar bagefter. Det er ubestrideligt, at en kvinde, der “går selv”, har meldt sig ud af fællesskabet med manden og derfor ikke kan kræve noget af ham!

Tror lige vi er nødt til at gentage det: Den store uretfærdighed, som ingen mand bør lide, er at betale 1200 kr (600 efter skat) til sit eget fucking barn.

Altså er løsningen her, at kvinden - uanset hvordan hun har fået fat i arveanlæggene fra manden - kan vælge at bære barnet frem til fødsel, men at hun så også frasiger sig retten til mandens penge! Hvis hun vil selv, så må hun også selv bære byrden. Fratag dertil tåbelige, offentlige tilskud, der alene ansporer til uansvarlighed.

Ja! Fjern tilskuddene! Det er jo ikke, fordi enlige mødre bruger de der penge til noget.

Skal der være rimelighed i tingene er det nødvendigt at pligter, rettigheder og ansvar følges ad.

Ved du hvad, jeg tror bare, jeg gentager mig selv fra forrige indlæg: Som kvinde kan man simpelthen ikke frasige sig forældreansvaret. Uanset om man får en abort, beholder barnet eller vælger at bortadoptere det, så har man taget et ansvar i forhold til sin graviditet. Mænd har til gengæld mulighed for at frasige sig pretty much ethvert andet ansvar end det økonomiske, som 1) er der af en grund og 2) kvinden altså også har.

Det nytter ikke at fortsætte som vi gør nu, hvor manden efter udløsning mister alle rettigheder og enhver indflydelse, men samtidig kan få rettet en pistol for panden af staten, som tager hans penge for et barn han aldrig har ønsket sig og næppe kommer til at se. Kvinder bryster sig af at kunne selv, og pressen overflyder med historier om kvindernes absolutte overlegenhed og omstillingsevne til det moderne samfund.

Stop! Det flyder over! Én artikel, aaaaargh!

Det meste af tiden handler historierne godt om, hvor overlegne kvinder er, i virkeligheden om at det er helt vildt synd for mændene. Især at det er helt vildt synd for mændene, at kvinder selv må vælge hvem, de har sex med, men lad nu det ligge.

Måske er tiden inde til, at kvinderne holder op med at løbe til Big Sugar Daddy og selv tager et ansvar?

Sjovt du siger det, Jesper! Der er nemlig en måde at indføre dit "manden kan fraskrive sig ethvert ansvar"-koncept på. Hvis staten overtager betalingen af børnebidrag for alle, selv de, der gerne vil betale, så ville det ikke betyde andet, end at man fraskriver sig retten til forældremyndighed og alle de andre rettigheder, der normalt følger med at være forælder. Du ved, som rigtige mænd ville gøre det. Men på en eller anden måde tror jeg ikke, det falder i Team MANFOs smag.

Så bring ligestillingsdebatten ind i det 21. århundrede og sig næste gang:

My Mind

My Body

My Choice

My Responsibility

Hmm. Måske. Skrævlingen har et bedre bud:

Her Body, My Choice, episode 1: Hvad med MÆNDENE?

Kælling!

Vi har allerede set, at MANFOs Jesper Kristensen har et noget afslappet forhold til sandheden, og at der er en vis korrelation mellem at synes, det er megauretfærdigt, at det kun er (cis)kvinder, der kan få aborter, og at være helt vildt usympatisk.

Hvad med en lækker 2-i-1-pakke?

I vores moderne kultur rangerer individet højt, og der findes et feministisk motto: “My Mind, My Body, My Choice!”. Det er et motto de fleste givetvis er sympatiske overfor, men udførslen efterlader en del at ønske.

[...] Det er i særdeleshed et problem, at rettigheder, pligter og ansvar i dag er afkoblede. Eller rettere at ansvar og rettigheder hvad angår reproduktive rettigheder afkoblet ensidigt for kvinderne.

Bid mærke i dén. Det er nemlig Jespers primære pointe i hele artiklen, hvor hjælpeløst den end er formuleret.

Hvad er Jespers argumentation for dette?

I livets fleste sammenhænge, fungerer det sådan, at man kan stilles til ansvar. Det er dog altid underforstået, at med ansvaret følger indflydelse.

Hvem af os ville f.eks. finde det retfærdigt, hvis vi kunne stilles til ansvar for Legos årsregnskab, hvis vi på ingen måde har nogen indflydelse på regnskabet? 

Se, allerede hér begynder det så småt at gå ned af bakke (men bare rolig, det bliver værre). Tydeligvis har Jesper aldrig set eller læst Spiderman, for så ville han vide, at det ikke er sådan, kausaliteten hænger sammen. I ved: "with great power comes great responsibility".

Uncle Ben knows what's up.

Peter Parker fik ikke sine crazy edderkoppekræfter, fordi han besluttede at redde sin by fra diverse psykopater. Først blev han bidt af den radioaktive edderkop (og undgik på en eller anden måde at dø), og så fik han ansvaret for at tæve forbrydere.
Nogle gange kommer ansvar og superkræfter samtidig. For eksempel har Buffy Summers altid været atletisk og sej, og hun har altid været Vampyrjægeren, også selv om hun ikke altid har villet påtage sig ansvaret for at beskytte Sunnydale. Either way, at sige "det er dog altid underforstået, at med ansvaret følger indflydelse" er vist en omgang prut.

Men okay, lad os se, hvordan Jesper Kristensen argumenterer for det. Han har nemlig lavet et fint skema:

Lad os skematisk se på mænd og kvinders rettigheder, ansvar, pligter og indflydelse, når det drejer sig om reproduktion.

Skema tyvstjålet fra MANFO.

Mens Jesper i sit skema ganske vist har ret i, at (cis)mænd ikke kan blive gravide, få aborter eller tage fortrydelsespiller, så er dette skema altså noget misvisende. Mere om det senere.

Det tager to at have sex, og her har begge køn et ansvar og de kan også påvirke situationen, f.eks. ved ikke at have sex. Begge køn har også adgang til prævention, så der står begge køn stadig lige.

Så langt så godt.

Selve graviditeten er noget, der pr. definition sker for en kvinde. Dette er ren biologi. Det er bare sådan.

True!

Når kvinden først er gravid, så har hun stadig muligheder for at styre sin reproduktion. Det kan ske meget tidligt med en fortrydelsespille, der skaber en ekstremt tidligt “abort”. Pillerne i håndkøb skal helst tages inden 12 timer efter det ubeskyttede samleje, men pillen virker op til 72 timer efter (3 dage). De receptpligtige piller virker op til 120 timer efter (5 dage).

Overskrides selv denne tidsfrist kan kvinden frit vælge abort indtil 12. uge efter undfangelsen.

 Ja...

På ingen af disse områder har manden nogen indflydelse, ud over at han naturligvis kan forsøge at argumentere for sin sag. Det er alene kvindens ret at foretage dette valg. En mand kan ikke (lovligt) tvinge en kvinde til at tage en fortrydelsespille eller gennemgå en abort.

Hey, whoa, hold up, cowboy! Hvad blev der af "Dette er ren biologi. Det er bare sådan."?

I have a bad feeling about this...

Selv når kvinden gennemfører graviditeten har hun efterfølgende muligheden for ensidigt at vælge bortadoption og dermed frasige sig forældreansvaret. Selv en umyndig kvinde har dette valg ( http://www.rettentilliv.dk/for-studerende/stoette-og-hjaelp/ ):

“Når man bliver mor, får man automatisk forældremyndigheden over sit barn. En pige under 18 år skal altså ikke have sine egne forældre til at godkende beslutning om bortadoption. Barnets far har ikke automatisk forældremyndighed - og dermed indflydelse på beslutningen - medmindre han er gift med barnets mor. ”

Det er de ordnede, velregulerede løsninger.

Brugte Jesper Kristensen lige en anti-abort-side som kilde?

Ja. Ja, det gjorde han. Charmetrold ♥

Det er ikke engang fordi de har ret derinde på Retten Til Liv. Ægteskab er ikke den eneste måde at give faderen forældremyndighed på. Lad os se hvad forældreansvarsloven siger:

§ 7. Forældre, der ikke er gift med hinanden, har fælles forældremyndighed, hvis

1) de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, eller

2) de har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 9.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis erklæringen i stk. 1, nr. 1, er afgivet, uden at betingelserne i retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle spørgsmålet om forældremyndighed er opfyldt.

Stk. 3. Anses en mand for far til barnet ifølge anerkendelse eller dom, har forældrene fælles forældremyndighed, hvis de har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Stk. 4. I andre tilfælde end nævnt i stk. 1-3 har moderen forældremyndigheden alene.

Paragraf 9 lyder i øvrigt:

§ 9. Forældre kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen skal anmeldes til statsforvaltningen for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

In other words: Hvis du som mand gerne vil have forældremyndighed, og dermed indflydelse på, om dit barn skal bortadopteres, så kan du sagtens få det. Du risikerer selvfølgelig at ende med ungen alene, hvis du absolut vil forhindre din partner i at bortadoptere barnet, men hey, sådan er det med det dersens "ansvar".

Apropos ansvar:

Skemaet viser generelt, at mandens indflydelse bortfalder, når kvinden først er gravid. Som tingene er indrettet i dag, så er mandens ansvar dog i praksis til stede hele tiden. Manden kan være 100% uenig i at blive far, men bordet fanger, hvis kvindens ensidige beslutning er at bære barnet til fødsel og angive manden som fader. Det gælder for så vidt også, selv om kvinden har løjet og bedraget sig til at blive gravid. Man må håbe hans orgasme var god, for alt derefter er russisk roulette.

Jeg tror, der er noget, Jesper Kristensen ikke har forstået. Mener han, at kvinders ansvar (uh, det er sjovt at bruge fed skrift!) forsvinder på et eller andet tidspunkt? Eller at de har for lidt ansvar i forhold til mænd?

I og med, at graviditeten foregår i kvindens krop, så vejer ansvar og omkostninger altså bare dét tungere hos kvinder. Det er ikke manden, der får morgenkvalme, humørsvingninger eller en mystisk lyst til syltede agurker med chokoladeovertræk, og det er ikke manden, der lider et fysisk tab ved en abort. Det er heller ikke manden, der har ansvar for ikke at indtage alkohol, ikke at ryge, og at spise ordentligt.

Derfor fungerer skemaet heller ikke. Som kvinde kan man simpelthen ikke frasige sig forældreansvaret. Uanset om man får en abort, beholder barnet eller vælger at bortadoptere det, så har man taget et ansvar i forhold til sin graviditet. Mænd har til gengæld mulighed for at frasige sig pretty much ethvert andet ansvar end det økonomiske, som 1) er der af en grund og 2) kvinden altså også har.

Der er selvfølgelig også hele det der med, you know, at barnet skal passes de næste 18 år. Men det gælder nok ikke som ansvar. Det koster trods alt ikke penge. Eller hvordan er det nu, det er?

Nå. Hvilken indflydelse har så ført til denne ansvarsfordeling?

Well, der var vist ikke nogen, der tvang den kære mand til at have sex. Man har altså haft indflydelse på, om der overhovedet skulle være mulighed for en graviditet eller ej. Jesper har ret: Efter du har ejakuleret, har du ikke så voldsomt meget at skulle have sagt, men kom ikke og sig, at det er dig, der har trukket det korteste strå.

Og kan vi så ikke lige få på det rene, at dét, Jesper Kristensen ser som det frygtelige ansvar, der bliver kastet på mænds skuldre, er at betale penge til sit eget barn? Jesus.

Det har været lidt småt med kvindehadet indtil videre. Kan vi ikke gøre noget ved det?

Det kan vi da!

Løgn og bedrag fra en kvindes side i sådanne sager er ikke et sjældent fænomen. Ifølge en undersøgelse blandt 5000 kvinder var resultatet at hele 42% af kvinderne om nødvendigt ville lyve om at bruge prævention for at blive gravide. Uanset partnerens holdning! Kære mand, sidder du lige nu med en kold rislen ned af ryggen? Godt!

42 procent! Hold da helt kæft, det lyder helt sindssygt. Hvad er Jespers kilde? Hvad står der her—"Do Women Really Want a Male Birth Control Pill?"

Hmm... Det lyder ikke umiddelbart helt objektivt, men lad os da se, hvad der står:

[...]the National Scruples and Lies Survey 2004 polled 5,000 women in the United Kingdom for That’s Life! magazine. According to that survey, 42% of women claim they would lie about contraception in order to get pregnant, regardless of the wishes of their partners.

The National Scruples and Lies Survey.. Hm, det lyder godt nok ikke videre officielt. Lad os prøve at Google det...

Nå, det fik vi ikke så meget ud af. De fleste af resultaterne er fra vrede bloggere, flere af dem kvindefjendske. Hvad jeg især bider mærke i er en sælsom mangel på links til, you know, selve undersøgelsen.

Det er der måske en grund til:

[...]the poll was not conducted by a psychology unit at a reputable university, or even an investigative journalist at a broadsheet. It was a tick-box survey of readers of That’s Life magazine. If you’re not familiar with That’s Life, it’s one of those printed-on-tissue-paper 69p weeklies you find in doctors’ waiting rooms. This is their current cover.

That's right. MANFOs videnskabelige kilde er et spørgeskema fra et tabloidmagasin. Er det bare mig, eller virker Jesper Kristensen lidt for ivrig efter at hoppe på den for at kunne dæmonisere kvinder? Jeg sidder ganske rigtigt med en kold rislen ned ad ryggen.

Nå, med endnu et datapunkt i vores "MANFO-kan-ikke-finde-ud-af-det-der-med-kilder"-kurve vil jeg holde for i dag. Glæd jer til endnu et kapitel i sagaen ♥

Knivdiller: godt! Bøsser: skidt!

Neeeej, ad! Det er unaturligt! Få det væk!

Hvis der er nogen, der er glade for kernefamilien (ud over Selsingerne, MANFO og alle vores andre gode venner, that is), så er det Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard mener, at Det Radikale Venstres angreb på kernefamilien bliver det største etiske dilemma her i 2013. I samme artikel udtaler hun:

[...] endelig er det godt, at homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab og få en kirkelig velsignelse, men et egentligt ægteskab skal være for en mand og kvinde.

You go, girl ♥

Nå. Det er faktisk ikke Pia, vi skal tale om, men en af hendes partifæller, som i Metroxpress har skrevet om, at familieværdier skal på dagsordenen igen. Hun hedder Mette Hjermind Dencker, og hun har en skarp tnge. Det står der i hvert fald i overskriften.

Jeg elsker en kvinde, der kan sætte et godt sæt parenteser.

Hvad har Mette Dencker så at sige om familien?

En han møder en hun. De bliver tiltrukket af hinanden. De slår sig ned sammen. De formerer sig. Sådan har det altid været, siden der var liv på jorden, i alle lande over hele verden og hos alle dyrearter i naturen. Det er skabelsen af liv.

...er du sikker?

Vi har talt lidt om andesex før, men måske skulle vi kigge lidt på nogle andre dyr? Bare sådan for selv at få syn for på hvor udbredt den familiestruktur egentlig er. Lad os springe de mange dyr over, der ikke opererer med han- og hunkøn og gå direkte til det sjove.

Hangiraffen klasker hungiraffen på bagdelen, så han kan smage på hendes tis, om hun har ægløsning. Ellers gider han nemlig ikke bolle. Selve samlejet varer ganske få sekunder, og så er hannen på vej ud for at have mere sex—sandsynligvis med en hangiraf, for omkring 90% af girafsex er dude-on-dude.

Han-væggelusen kunne teknisk set have sex med hunnen på den gode gamle penis-i-skede-måde, men i stedet spidder hannen sin mage i maven med sin kniv-pik (jeg sværger, det er ikke noget jeg finder på!), og sæden rejser så rundt i hunnens blod indtil den når æggestokkene. Herefter kan hannen rende rundt og have mere sex (det forekommer, at han springer på en anden han-væggelus), mens hunnen er alene og lægger et par æg om dagen, hver dag, indtil hun dør.

Hos elefanterne er der typisk flere hunner tilknyttet en enkelt han, som kan være så skræmmende, når han er i parringstid (hvilket han markerer ved at pisse på sig selv), at elefantkøerne må beskytte de yngre hunner. Nå ja, både hanner og hunner fyrer den også gerne af med deres eget køn. Det meste af tiden render hannerne dog rundt for sig selv.

Og så er der den almindelige huskat. Det hænder tit, at adskillige hankatte parrer sig med hunnen i træk (hankattens penis har i øvrigt ca. 150 modhager!!!), og da hunnens æg kan befrugtes af flere hanners sæd på én gang, er det ikke unormalt, at killinger i et kuld har flere forskellige fædre.

Hvordan var det nu igen med skabelsen af liv?

Hos os mennesker bliver vi sammen med flokken, og vores børn er først klar til at kunne klare sig selv, når de er 18 år. Det er naturen.

Okay, det er rigtigt nok at mennesker generelt bliver i flokke (omend den "naturlige" sammensætning af disse er meget omdiskuteret). Men at man fra naturens side først er selvstændig som 18-årig... er du sikker, Mette Dencker? Min mor flyttede hjemmefra som 17-årig, og vi skal ikke ret langt tilbage i historien før man blev anset som værende gammel nok til at klare sig selv når man fyldte 13.

Generelt er det med at man skal være 18 for at blive set som voksen en ret ny og ret vestlig konstruktion (og hele ideen om "kalendere" og "år" er vist også noget kulturelt, har jeg ladet mig fortælle). Se her—i mange kulturer kan man som kvinde giftes væk som 15- eller 16-årig.

Hmmmmmmm.

Findes der børn, der flytter hjemmefra før de bliver 18? Findes der mennesker, hvis livsfælle er af samme køn? Findes der folk, der lever alene med deres børn? Findes der børn, der aldrig har mødt deres far, fordi de er skabt ved insemination? Findes der børn, der lever sammen med flere voksne? Svaret på alle spørgsmål er JA! Det findes i dagens Danmark. Er det naturligt? NEJ! Uanset hvor anerkendt, udbredt og normalt det bliver, vil det aldrig være naturligt at leve på en måde, der strider mod naturens orden.

Mette, vi har lige hørt om et dyr, der parrer sig ved at dolke hunnen i maven. Homoseksualitet er helt latterligt udbredt i naturen. Jeg tror ikke, du ved hvad, "naturens orden" egentlig er.

Mette Hjermind Dencker har været parterapeut og set mange familiekonstellationer i sin praksis. Men åbenbart er intet så godt som the real deal. Det gælder blandt andet også navne:

[Børnene bliver de store tabere, når] det er muligt at kalde sin pige for Gul Altan, og sin dreng for Fru Sok [...] Børn skal ikke være ofre for forældre, der får den tossede ide, netop at kalde deres barn for Offer.

Man kan også hedde Hampus, Fiv og Bitter. Det er åbenbart ikke et problem.

Det ville naturligvis heller ikke være Dansk Folkeparti, hvis der ikke var en lille smule brok over kønsneutrale børnehaver. Brok af den slags, der intet har at gøre med virkeligheden, det siger sig selv.

De skal heller ikke blive nægtet at gøre de ting, der hører deres køn til, og udforske sig selv, blot fordi nogen synes, det er in med kønsløse børnehaver.

Skal vi nu snakke om det igen? Der er ikke nogen der nægter piger at lege med kjoler og drenge at lege med biler lad nu være.

I år fremsætter Dansk Folkeparti sit samlede familieprogram. Noget tyder på, at homoseksuelle og enlige forældre ikke får så meget ud af det:

Det er ulykkeligt, at ende alene med et barn, og det er synd for de mennesker, der ikke kan få børn på naturlig vis. Og vi skal som samfund hjælpe dem, der havner i den ulykkelige situation. Men hvis man er to af samme køn eller kun en, så kan man ikke få børn. Og det, tror jeg på, der er en mening med.

Det var vist heller aldrig naturens hensigt, Mette, at du skulle sidde bekvemt i dit hjem og dele dine meninger med hele verden via et  gigantisk netværk af computere. Hvis du absolut vil leve helt naturligt, kan du så ikke hugge dit heterosexistiske, patriarkalske vrøvl ind i en klippevæg i stedet?

Tak ♥

Lennart Alene i Verden

Alle andre end Lennart Kiil.

Lennart Kiil var d. 23. oktober på tur til Folketinget for at repræsentere tænketanken MANFO i et ekspertmøde om øremærket barsel. Hvad lærte han af den oplevelse? Ikke så meget, ser det ud til. Andet end at alle de andre er dumme. Se selv:

Jeg ankom til Folketinget et kvarter før mødestart og mente egentligt, jeg var i god tid. Men alle de andre eksperter sad allerede på pinden - som små dukse der næsten ikke kunne vente på chancen for at blive hørt af lærerne.

Ha! Sikke en flok fedterøve! Møder tidligt og alt muligt.

Jeg havde fået anvist en lille plads helt ude på hjørnet af det lange ekspertpanel. Det virkede som om min tilstedeværelse var en slags eftertanke. Man skulle jo have begge sider repræsenteret. Trods alt.

Det er sgu også uretfærdigt, ikke? Faste pladser har aldrig været sjovt. Man ender altid med at sidde for tæt på tavlen, så læreren opdager det, hvis man dovner.

Nå, mødet gik i gang.

Det kom til at foregå på den måde, at hver ekspert fik små ti minutter til at fremlægge et synspunkt om øremærket barsel. Seancen startede med to kvindelige professorer. [...] De gav sig i kast med et passioneret forsvar for øremærket barsel.

Og Lennart Kiil har en god grund til at brokke sig:

Her gik jeg og troede, at forskerne skulle beskrive verden, som den er, og allerhøjest forsøge sig med forudsigelser af typen, hvis vi gør a, så sker b. Men aldrig med udsagn af typen b er godt eller b er skidt. Det må være andres opgave at vurdere. Forskeren kan godt have en holdning til dette som privatperson, men så snart forskeren går fra at være deskriptiv til at være normativ, træder forkseren ud af ekspertrollen og ind i en politisk rolle.

Hvad bilder de sig i grunden ind? At komme her og tro at bare fordi de har udført noget forskning, så må de gerne takke ja til en invitation til at give deres subjektive vurdering af et emne baseret på selvsamme forskning? Næ, lad videnskabsjournalisterne om det.

Jeg er bange for, at de fleste af de tilstedeværende politikere (altså dem der officielt får betaling for at mene noget politisk) var ganske uden forståelse for det problematiske i springet fra forsker til agitator. De opdagede det slet ikke.

Når Lennart Kiil skriver at politikerne officielt får penge for at mene noget politisk, så mener han naturligvis at de inviterede eksperter også bliver betalt for at have politiske meninger. Ikke Lennart selv, selvfølgelig. Han er en ensom modstandskriger der helt alene og uden hjælp fra andre vandrer gennem feminismens golde ørken.
Jeg er bange for, at de fleste af de tilstedeværende politikere (altså dem der officielt får betaling for at mene noget politisk) var ganske uden forståelse for det problematiske i springet fra forsker til agitator. De opdagede det slet ikke.

De på mødet repræsenterede forskere var kort sagt meget passionerede og vekslede mellem en rolle som eksperter og privatpersoner med politiske holdninger.

Alle der mener, at en ekspert egentlig bare er en privatperson der ved meget, lyver.

Men de er naturligvis også nødt til at være passionerede. Når man står og argumenterer for noget alle ved er forkert er man nødt til at appellere til følelser frem for logik. Lennart Kiil var i modsætning til de andre eksperter stoisk og stolt, da han fremførte sine argumenter—som det bør gøres.

De var meget lidenskabeligt optaget af emnet og mente nærmest at kunne føre videnskabeligt bevis for at øremærket barsel simpelthen var en god ting.

Nej, det kan da godt være at de ikke sagde at de kunne bevise det gode ved øremærket barsel videnskabeligt, men de tænkte det garanteret! Pff, bare fordi forskningen peger i den retning...

Nå, der var trods alt ikke kun kvinder til stede. Heldigvis.

Der var også to mandlige forskere med. Den ene fra et hospital, den anden fra et universitet. De var begge fortalere for øremærket barsel. Det var den kvindelige repræsentant for fagforeningerne også. Ikke spor overraskende. Der var virkelig lagt op til, at politikerne kunne få underbygget den opfattelse de på forhånd havde og føle sig legitimerede i det planlagte overgreb på privatlivets fred.

Se, nu ville nogle læsere måske kalde Lennart Kiil paranoid. Han skrev jo trods alt, at feminisme kun defineres som "lige værd og lige rettigheder" fordi ordbøgerne er skrevet af feminister, så det ville være nærliggende. Vi ved heldigvis bedre, ikke?

Godt, to kvindelige forskere, to mandlige forskere og en kvindelig repræsentant for fagforeningerne. Det giver fem dumme eksperter. Hvem er nummer seks?

Jeg havde højere håb til repræsentanten for dansk erhvervsliv. Inden det blev hans tur, havde jeg i min tale nævnt, at øremærket barsel ville ramme det private erhvervsliv hårdt økonomisk. Det samme gav han udtryk for i sin egen udlægning. Men det fik ham ikke til at gå imod øremærket barsel.

[...H]vis regeringen ville sende nogle af de mange, mange penge, det private her i landet finansierer verdens største offentlige sektor med, tilbage til det private, ville man gerne være med til at støtte op om en ordning, der rammer familiens selvbestemmelse. Meget lærerigt. Og meget tankevækkende for alle dem, der som undertegnede, har brugt tid på at forsvare virksomheders ret til selv at sammensætte deres ledelse.

Ja, hvem fanden tror de, de er? Nu har Lennart vandret længe i femi-ørkenen for at forsvare erhvervslivet, og så vil de ikke engang have MANFOs hjælp!

De er fandeme så dumme alle sammen. Godt vi har Lennart—nu skal vi høre, hvad han havde at sige.

Befolkningens repræsentant

Da det bliv min tur til at give oplæg, startede jeg med at takke:

“Jeg er glad for at være her i dag. Det er meget interessant med egne øjne at kunne bevidne, hvordan eksperter og forskere virker til at legitimere politikernes fortsatte invasion af privatsfæren. Jeg takker for muligheden for denne indsigt.”

“Jeg har ikke så stor en organisation i ryggen som de andre tilstedeværende, men til gengæld deler omkring 60 procent af befolkningen min holdning til øremærket barsel. Uanset hvordan man vender og drejer det, forbliver øremærket barsel formynderi!”

(Her gik der et lille gys gennem ekspertpanelet - havde de vitterligt ikke overvejet den tanke, at de var med til at legitimere formynderi? De ser nok ikke sig selv som formynderi. Det er altid nogle andre, der er formyndere.)

Og så begyndte Lennart sin tale. Det må have været en nervepirrende oplevelse—at stå der som en fornuftens stemme midt i en feministisk højborg.

Øremærket barsel er formynderi for borgernes egne penge. For essensen i idéen om Øremærket Barsel er, at kun de, der indretter sig som politikerne ønsker og fordeler barslen på den politisk korrekte måde, får andel i den øremærkede del barslen. De, der ikke gør, som der bliver sagt, bliver afskåret. Men dem, der vælger at fordele barslen på en anden måde end politikerne ønsker, har jo i lige så høj grad været med til at betale for ordningen som de familier, der underkaster sig ordningen uden selvstændig tanke.

Tænk selv! Bekæmp tankepolitiet ved at sende konen hjem!

At barsel skal udbetales på betingelse af, at familier lever i komplet overensstemmelse med politikernes modeluner (som lige nu åbenbart er absolut kønsneutralitet) er en totalitær idé; alle skal gøre det samme. 

I steder bør barslen naturligvis følge det enkelte barn, og så kan hver enkelt familie fordele den mellem mor og far, som det nu engang passer bedst ind i deres unikke dagligdag. Alle familier er nemlig forskellige og har forskellige behov og betingelser. Derfor nytter det ikke noget, at politikerne fra centralt hold går ind og fastlægger en bestemt fordeling af barsel og gør denne til krav for udbetaling. Denne “gør som vi siger, eller I får ikke nogen af jeres skatteyderkroner tilbage”-mentalitet hører ikke hjemme i et frit samfund.

Er det ikke lidt sådan et moderne samfund virker? Tag nu SU. Hvis du vil sidde på din sofa og se porno hele dagen er det i orden, men det sker for egen regning. Hvis du vil have nogle af de lækre, lækre penge, så er du nødt til at tage en uddannelse.

Generelt er det jo sådan det fungerer her i Danmark. Hvis staten blandede sig fuldstændig uden om det hele ville folk have langt mindre frihed end de har i dag. Hvorfor er lige præcis barsel det punkt, man måler frihed på? Man får en fornemmelse af at kønsperspektivet betyder mere end friheden, ikke?

Og Grundloven søger da også at beskytte borgerne mod et sådant eklatant magtmisbrug fra politkernes side.

Kære Lennart. Vil du ikke være sød at fortælle hvilken del af Grundloven du taler om? Jeg er forvirret.

Familien bør være en politikfri zone. Åbner vi først for, at politikere kan begynde at detailregulere familielivet, er der ingen grænser for hvad politikerne kan blande sig i. Tager fader nu opvasken halvdelen af gangene? Husker moder, at det er hende, der skal lappe cykler og slå græs mindst 40 procent af tiden?

Hvor er du fjollet, Lennart. Kvinder kan da ikke finde ud af at slå græs eller lappe cykler ♥

Er jeg den eneste der har lagt mærke til at hver gang nogen siger noget i retning af "hvad bliver det næste?", så følger de op med noget som overhovedet ikke bliver det næste?

Ingen ønsker, at politikerne skal blande sig i disse ting. Ingen ønsker, at politikerne skal blande sig i yngelpleje. Det er kun politikerne selv (der får mere magt), bureaukraterne (der får mere arbejde) og en flok nidkære ideologier, der kalder sig progressive og feminister (for hvem politikerne nu agerer indpiskere), der ønsker disse ting. Befolkningen er faktisk imod. Husk lige på det!

Sundhedsmyndigheder og eksperter over hele verden anbefaler, at barnet de første seks til 12 måneder får modermælk. Ingen ønsker at tvinge alle familier til at efterkomme disse anbefalinger, men muligheden skal i det mindste foreligge.

Men okay, det er kun de første seks måneder det er nødvendigt. Derefter kan barnet sådan set godt leve af, you know, al mulig anden mad.

Tvinger man manden hjem på barsel og kvinder ud på arbejdsmarkedet, forsvinder denne valgmulighed for dem, som ellers ønsker at benytte sig af den. Dertil vil en del familier ganske enkelt fravælge barsel, hvis de kun kan få den under betingelse af, at den bliver fordelt på en bestemt måde. Dermed vil en lov om øremærket barsel give nogle børn en dårligere start på livet end andre.

 Så folk der vælger barsel fra nu er intet problem? Jeg forstår det ikke.

Økonomisk vil øremærket barsel være en dårlig forretning. En øremærkning vil koste familier en del penge, da den mest veltjenende part fremover måske vil blive hjemme for at opfylde kravene for udbetaling af barsel. Derudover er det samfundsøkonomisk ineffektivt, at den mest veltjenende part vil passe børn fremfor at passe sit arbejde. Ønsker politikerne virkelig at gøre den danske økonomi endnu dårligere end den er i forvejen - ønsker man virkelig fra politisk hold at forlænge krisen med måneder eller år?

Hvad siger du, kære læser? Tjener mænd gennemsnitligt mere end kvinder? Hvordan kan det være? Nåh, fordi barselsfordelingen er skæv! Hvorfor er den det? Nåh, fordi mænd tjener mere end kvinder? Hvordan kan det... Hm.

Respekt for familiens selvbestemmelse og privatlivets fred er hjørnesten i det liberale demokrati og i øvrigt i enhver succesfuld nyere civilisation. Jeg vil anmode polititikerne om at tænke sig grundigt om, inden de bulldozer sig vej ind i samfundets privatsfære. Uanset hvor gode jeres intentioner er, kære politikere, har I intet begreb om hvilken skade en sådan skødesløs omgang med samfundets grundenheder medfører.

Hvor har du ret, Lennart. Alle de andre til mødet var bare herredumme :(

Lennart slutter sit referat af:

Af syv inviterede eksperter var kun een imod. Det var mig. En enkelt var skeptisk, men kunne overtales hvis der fulgte økonomisk kompensation til hans egen interessegruppe med - altså ingen principielle indvendinger fra den side. Det var virkelig et tankevækkende møde.

Og Mandfjolset slutter sit indlæg af:

Klik for at forstørre.

Det kom til at foregå på den måde, at hver ekspert fik små ti minutter til at fremlægge et synspunkt om øremærket barsel. Seancen startede med to kvindelige professorer. Så vidt jeg husker, var begge fra et af de jyske universiteter. De gav sig i kast med et passioneret forsvar for øremærket barsel.Det kom til at foregå på den måde, at hver ekspert fik små ti minutter til at fremlægge et synspunkt om øremærket barsel. Seancen startede med to kvindelige professorer. Så vidt jeg husker, var begge fra et af de jyske universiteter. De gav sig i kast med et passioneret forsvar for øremærket barsel.

Jeg havde fået anvist en lille plads helt ude på hjørnet af det lange ekspertpanel. Det virkede som om min tilstedeværelse var en slags eftertanke. Man skulle jo have begge sider repræsenteret. Trods alt. Nå, mødet gik i gang.

Jeg havde fået anvist en lille plads helt ude på hjørnet af det lange ekspertpanel. Det virkede som om min tilstedeværelse var en slags eftertanke. Man skulle jo have begge sider repræsenteret. Trods alt. Nå, mødet gik i gang.