Vesten mangler gravide 13-årige!

Videnskabeligt!

Okay, det går ikke så stærkt med indlæggene lige nu—endnu en gang skriver jeg om et debatindlæg næsten en måned efter, det er udgivet. Sådan må det være.

I dag er det første gang, vi rigtig tager fat på Folkets Avis, som, lidt firkantet sagt, tager MANFOs beundringsværdige tilgang til kønsspørgsmål og breder den ud til mange andre emner.

Vores rejse til Folkets Avis bringer os denne gang til en anmeldelse af bogen Det Moderløse Samfund, skrevet af Niels Arbøl. Anmeldelsens forfatter—og vores gamle ven!—Lennart Kiil giver bogen seks stjerner og kalder den "en fremragende bog af den kaliber, vi kun ser en gang hvert årti", så det må være hot stuff. Det passer meget fint ind på tidslinjen: Det Moderløse Samfund udkom i 2013, lige omkring ti år efter Kåre Fogs To køn - tre sandheder.

Denne gang er det da også en reaktionær biolog, der har bevæget sig ud i såkaldt kulturkritik (og ligesom Kåre Fog måtte oprette sit eget forlag, da ingen ville udgive hans shitty bog, er Det Moderløse Samfund da også udgivet på Arbøls eget forlag, Queenswood).

Hvor det hos Fog i høj grad handlede om, at kvinder ikke gider bolle, er problemet i vore dage åbenbart blandt andet, at kvinder ganske vist boller, men ikke føder nok børn. Som vi ser i anmeldelsen:

At kvinder i dag i massivt omfang - i Danmark mere end snart noget andet sted i verden - er mere eller mindre tvunget til at deltage på arbejdsmarkedet på fuld tid anses almindeligvis som et ubetinget gode, men også denne forestilling udstilles for det bedrag, den er. Konsekvenserne i form af stress, depression, forliste ægteskaber og ulykkelige børn med diverse diagnoser kan ikke benægtes - og det grundlæggende problem ikke løses med stadig mere medicinering.

Så, you know, det er ikke så meget det fucked up arbejdsmarked, der er problemet, men at kvinderne har bevæget sig derud. Det fører til en nedvurdering af moderskabet, hvilket fører til lavere fødselstal, hvilket fører til Ragnarok og så videre. Sådan en analyse fortjener med sikkerhed seks stjerner.

Men tag ikke mit eller Lennarts ord for det! I sommer skrev Niels Arbøl selv et indlæg på Folkets avis. Lad os se, hvorfor moderskabet er i krise! Her er et par af punkterne (det bør nævnes, at Arbøl her kun taler om ciskvinder—når det kommer til naturvidenskabelig kulturkritik er alle, der ikke passer ind i kønsbinariteten, åbenbart ikke så spændende):

1. Fødselsraten har i flere årtier ligget under reproduktionsniveauet, således at befolkningerne i Vesten ikke kan reproducere sig selv, og befolkningstallet går tilbage. En hypotetisk computerberegning, foretaget af det britiske magasin The Prospect, har vist, at hvis den lave fødselsrate fortsætter som hidtil, vil den sidste europæer dø i år 2960.

4. Adskillelsen af sex og forplantning er blevet konsekvent gennemført ved hjælp af p-pillen og reagensglasbefrugtning (IVF). IVF har åbnet op for anvendelser, der ligger langt uden for det elementære ønske om at få et barn.

5. Antallet af aborter fortsætter på højt niveau. Omkring en tredjedel af alle kvinder i Vesten får foretaget en eller flere aborter, og blandt teenagere ligger abortraten over fødselsraten.

7. Der er sket en markant stigning i antallet af småbørnsmødre, der bruger størstedelen af dagtimerne på deres arbejde og karriere frem for at passe deres børn. Og det på trods af at dette arbejde ofte påfører dem en betydelig stresspåvirkning.

Jeg kan ikke tale for Arbøl, men jeg synes i hvert fald selv, det er et problem, at kvinder vil arbejde, og at teenagere ikke får børn. Vi uddør med sikkerhed om 850 år.

Kvinder, og især mødre til små børn, har i alt for høj grad tilsidesat deres natur og identitet som mødre til fordel for karriere og arbejdsliv. Dette har ikke kunnet undgå at få en række alvorlige konsekvenser for mødre og børn i form af en nærmest epidemisk stigning i stressrelaterede fysiske og psykiske lidelser, hvilket også har belastet de offentlige udgifter i samfundet i betydelig grad.

Er det nu ikke kvinderne selv, der først og fremmest bærer ansvaret for hele denne udvikling?

Er det her et af de dér retoriske spørgsmål, der ender med "selvfølgelig ikke, kvinder må gøre, hvad de har lyst til"?

Hvis man forstår ansvar som et personligt begreb, som er relateret til de konkrete situationer, hvori et valg skal virkeliggøres, har kvinderne ganske givet det primære ansvar herfor. De har forståeligt nok påberåbt sig retten til at bestemme over deres egen krop og over de børn, de vil føde, og de har siden p-pillens fremkomst og retten til abort haft midlerne til selv at bestemme. Hvem andre end kvinderne selv, kunne man spørge, har derfor ansvaret for det faldende fødselstal, for udsættelsen af fødsler til en stadig senere alder eller for at fravælge børn i det hele taget? Hvem andre end kvinderne selv tager beslutningen om abort eller afgør, om et foster med eller uden fejl skal bringes til verden?

Hm. Guess not. Det ér måske kvindernes skyld, at børn bliver stressede, bare fordi mor vil lege businesswoman med de voksne? Kan mændene så ikke hjælpe?

Måske har mange kvinder selv følt, at svaret kunne føre i den retning, men ofte afværger de konflikten mellem arbejde og familie lynhurtigt i form af et modspørgsmål: ”Er det måske ikke lige så meget mændenes ansvar?” Når kvinder drejer diskussionen over i denne retning, er det ikke, fordi de tror, at det er særligt realistisk hvis fædrene skulle lave en saltomortale og overtage mødrenes plads i familien. Snarere er det for at standse enhver diskussion og overvejelse, der kunne indebære, at kvinderne igen ville give prioritet til det at være mødre, i al fald så længe der er små børn.

[...] Det er derfor ikke manden, der skal forklare, hvorfor han prioriterer sit arbejde frem for den nære familieomsorg, for det har han hele tiden gjort. Det er kvinderne, der skal forklare hvorfor de i dag prioriterer deres erhvervsarbejde højere end familien.

Man kan sige meget om Niels Arbøl, men han lægger ikke fingrene imellem. Vi mænd er gode nok ♥

Men ret skal være ret. Arbøl fortæller, at det ikke giver mening at give kvinder skylden for manglen på smukke, hvide børn—ikke så meget fordi det ikke er kvindernes skyld, men fordi det ikke nytter noget at skændes om, hvis skyld, det er. Der er børn, der skal fødes, dammit!

Det vil i al fald være meningsløst at tale om kvindens ansvar i betydningen skyld, der er den mest unyttige følelse af alle, når den pålægges andre mennesker. Når vi taler om ansvar, ligger der heri udelukkende en konstatering og anerkendelse af det særlige privilegium kvinden har – at kunne føde børn og have den primære betydning for deres opdragelse. I dag opfatter mange unge karrierebevidste kvinder ganske vist ikke moderskabet som et privilegium, men det kunne i så fald skyldes, at kulturen er blevet afsporet og har ført kvinderne på afveje.

Og det er kulturen, der er den sande skurk. Vores konstante overforbrug har ikke kun medført katastrofale klimaforandringer, det er i dag også nødvendigt med to udearbejdende forældre, hvis man vil have børn. I hvert fald hvis man er som nutidens grådige unge mennesker og gerne vil have "en stabil økonomi", ikke vil "sidde i gæld hele livet"og måske endda "bo i et hus".

For en familie betyder køb af hus som hovedregel, at begge forældre er nødt til at arbejde på fuld tid, og moderen må tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, efter at barselsorloven er overstået. På den måde går de enkelte borgeres konsumering af velfærd hånd i hånd med den ideologisk bestemte nordiske velfærds-model, der vil have mødrene ud på arbejdsmarkedet i lige så høj grad som fædrene, mens deres børn bliver passet i daginstitution størstedelen af dagen.

Med de materielle forventninger, som unge mennesker har i dag, er det ikke så mærkeligt, at tanken om moderskab glider i baggrunden. Dertil kommer, at stærke bestræbelser i dagens samfund og en rabiat feminisme er i gang med at udviske de biologiske kønsforskelle, således at kvinderne mener sig berettigede til at glemme alt om moderskab – men det er en helt anden historie.

MENER SIG BERETTIGEDE TIL AT GLEMME ALT OM MODERSKAB. Niels Arbøl ser ikke kvinder som fucking mennesker, men som fremtidige inkubatorer og børneplejere. Gæt hvem der skal bestemme, om man skal være gravid og have et barn? Én selv!

Apropos "anden historie": Arbøl skrev et næsten identisk indlæg i Information, hvilket forståeligt nok blev kritiseret af Anna von Sperling. Arbøl tog til genmæle, blandt andet med informationen om, at det er manglen på gravide 18-årige, der er skyld i det høje antal tilfælde af brystkræft. But here's the real kicker:

Det kan dog ikke diskuteres, at kvinder, der bliver frugtbare som 13-årige, men venter med at få børn til 35-års alderen, undertrykker deres reproduktive system i hele 22 år.

Appetitligt!

Måske mener Niels Arbøl bare, at det er et biologisk faktum: når ciskvinder er 35, har de været frugtbare i 22 år. Men i betragtning af, at det åbenbart er et samfundsproblem i hans øjne, at teenagere føder færre børn, end de aborterer, er det da muligt, at han gerne så lidt flere gravide teenagepiger i bybilledet. Efterhånden kommer børn også tidligere og tidligere i puberteten—hvis vi er heldige, kan vi begynde at bringe børn til verden allerede når pigerne er ni ♥

Jeg kan heller ikke lade være med at bide mærke i, at Arbøl primært problematiserer det faldende fødselstal i vesten. Generelt er verdens befolkning jo stigende, og vi har en forholdsvis solid indvandring til vestlige lande, så måske er det i virkeligheden sunde, hvide bebser, verden har brug for flere af?

So yeah, det er nogenlunde, hvad vi møder i Arbøls Det Moderløse Samfund. Det er ikke svært at se, hvorfor den appellerer til MANF—æh, Folkets Avis: Et verdenssyn, der hører 50'erne til og dehumaniserer kvinder, præsenteres som ikke alene sundt for individet, men som absolut centralt for den vestlige civilisations overlevelse. Det er sgu svært at erklære sig uenig i. Som Lennart Kiil beskriver det i anmeldelsen:

Alle, der har bare en lille smule interesse for Danmarks fremtid, bør læse bogen. Den behandler bedre end nogen anden den kommende tids største udfordringer.

Mandfjols-panelet uddeler seks ud af seks feminiserede heteromænd. ♂♂♂♂♂♂

Return of the Fjols: Svenske feminister vil myrde MANFO

[Trigger warning: vold mod kvinder, voldtægt]

I'm back, fuckers! Der er også gået over et halvt år siden jeg sidst skrev et indlæg, så måske var det på tide.

Der er sket en del i den periode—folk har brokket sig over støvsugende drenge i legetøjskataloger, folk har brokket sig over rabat til folk i stiletter på diskoteker, og ikke mindst er der latterligt mange folk, der har brokket sig over, at mænd ikke har ret til den såkaldte juridiske abort. Jeg har sprunget de fleste af diskussionerne over, men nu må jeg ud af kælderen, for MANFO, der ellers har trådt noget i baggrunden til fordel for Folkets Avis (hvilket folk, der er tale om, er der ingen, der ved), har klaget!

Klagen fra først i januar handler om, at der til det kommende ligestillingsarrangement Nordiskt Forum vil være—gys—svenske feminister!

Eller, noget i den retning, i hvert fald. Som der står på avisen.dk:

En gruppe af danske mænd går nu i krig med de 40 organisationer, fagforeninger og politiske partier, der støtter Kvinderådet. I et usædvanligt brev advarer netværket Manfo Kvinderådet mod at deltage i en stor ligestillingskonference, ’Nordisk Forum’, i Malmø til sommer.

Det usædvanlige brev, der er sendt til Kvinderådets danske medlemsorganisationer kan findes hér. Det er forfattet af biologen Kåre Fog, og det ser ud til, den primære anke går på blandt andet dette billede:

Billede fra det, æh, antifeministiske Toklandet

Billedet er lagt op fra svenske Sveriges Kvinnolobbys Twitter-profil, hvor der også blev lagt to andre billeder op i samme "Dags För"-format, som man kan se andre eksempler på på Sveriges Kvinnolobbys Facebook-side. Som Kåre Fog skriver:

Det vil sige, at i reklame for NF2014, som er udsendt af Sveriges Kvinnolobby med henblik på udbredelse i cyberspace, opfordrer man til at skære penis af mænd.

Måske lidt søgt, men det er i hvert fald rigtigt, at selv om de enkelte personer naturligvis har lov at stille op til et portræt med det budskab, de har lyst til, så er det måske ikke det klogeste af de mange "Dags För"-billeder at reklamere med. For the record er vi her på Mandfjols også generelt imod at skære pikken af folk.

Da Sveriges Kvinnolobby blev konfronteret med det, fjernede de da også billedet og tog afstand fra budskabet. Alligevel skulle det her ifølge Kåre Fog, sammen med misandrisk kartoffeltryk og det faktum, at SCUM-manifestet er pensum på Uppsala Universitet, være udtryk for en bestemt voldstendens inden for svensk feminisme. Som Fog smukt udtrykker det:

Med Sveriges Kvinnolobby som primus motor, kan vi forvente at temmelig rabiate former for feminisme og meget vidtgående forslag får en fremtrædende plads på konferencen.

Og det kan da godt være, at Trine Bramsen, der sidder i Kvinderådets bestyrelse, fortæller avisen.dk at ”Alle organisationer og netværk er velkomne. Også Manfo, hvis de har noget på hjerte.” Men se lige den ekstreme feminisme! Kåre Fog skriver:

Der anføres 12 hovedemner på konferencen. Nogle af disse emner kan ingen være imod at tage op, så som ”Fred og sikkerhed”. Andre er lidt mere kontroversielle. De to emner som står øverst på programoversigten, er

- Feministisk økonomi – økonomisk og social udvikling

- Kvinders og pigers kroppe – seksualitet, sundhed og reproduktive rettigheder

Både rabiat og kontroversielt med sådan noget "sundhed" og "reproduktive rettigheder", det må man sige. Nordiskt Forums fredstelt, DJ battle og loppemarked bliver nok også en misandrisk omgang.

Vigtigst er dog denne pointe—for det er trods alt mænd, der er vigtigst hér:

Hvis en sådan vedvarende propaganda vendt imod mænd ikke tages alvorligt og ikke imødegås, kan det måske før eller siden få enkelte kvinder til faktisk at begå alvorlige forbrydelser mod mænd.

Hold the fuck up. Sidder Kåre Fog og fortæller, at MANDEHADSK PROPAGANDA UHA kan føre til vold mod mænd? Skal vi ikke se lidt på, hvordan tingene ser ud den anden vej rundt?

Ud over, at (i hvert fald danske) mænd generelt udgør langt størstedelen af volds- og voldtægtsforbrydere mod folk af alle køn, så er der nogle hurtige og på ingen måde enestående eksempler her:

• 25-årige Marc Lépine dræbte i 1989 fjorten kvinder på den canadiske École Polytechnique, efter eget udsagn med det specifikke formål at "bekæmpe feminismen".
• I 2011 myrdede Anders Breivik 69 mennesker på Utøya. Hans lange manifest var fyldt med antifeministisk og kvindehadsk materiale.
• Karen Straughan, bedre kendt som GirlWritesWhat (af MANFOs Lennart Kiil kaldt "logisk og sammenhængende" samt en "[klog kvinde,] der ikke er faldet for feministernes overfladiske og personfikserede fnidder", har udtrykt, at hun ikke har noget problem med vold mod kvinder.
• TJ Kincaid, også kaldt TheAmazingAtheist, har til en kvindelig kommentator, der bad om trigger warnings på hans videoer (og fortalte, at hun selv var blevet voldtaget), skrevet bl.a.: "I'm going to rape you with my fist."

Hvis de to sidste personer virker bekendte, så er det fordi, de begge er optrådt i videoer på MANFO (læs om det her og her).

Og nå ja, så er der selvfølgelig et sidste eksempel: Vores egen Kåre Fog, biolog, forlægger og forfatter til advarselsbrevet om Nordiskt Forum, udgav i 2003 en bog kaldet To køn - tre sandheder, hvori han skrev, at mænd er dumme og feje, hvis de uden videre accepterer et "nej" til sex. Men sådan en tankegang kan umuligt føre til noget, der kunne minde om en forbrydelse, vel?

Så altså, jo, hypotetisk set kan skær pikken af-"propaganda" godt føre til forbrydelser. I mellemtiden fører den antifeministiske og kvindefjendske ideologi, MANFO til tider gør sig til del af, til at virkelige mennesker bliver udsat for virkelig vold.

Kåre Fog skriver "svensk feminisme er i disse år en grim plante hvis vækst er kommet helt ud af kontrol". Og måske er der en skjult voldstendens inden for svensk feminisme. Who knows? Men MANFOs klagebrev er lidt svært at tage seriøst, når antifeminisme og kvindehad har liv på samvittigheden. Get some perspective, guys.

Er Feminister Dovne, Forkælede Egoister? (Øh, Ja Sgu Da)

Update: Jeg er blevet mindet om, at det er dårlig stil at bruge ting som racesegregering på dén måde. Det er helt rigtigt. Jeg ignorerede fuldstændig den blodige historie bag bl.a. raceopdelingen i USA for at kunne lave en hurtig joke. Det er jeg ked af—det var racistisk gjort, og jeg fuckede up. Jeg lover at være opmærksom på ikke at gøre det igen—jeg er tydeligvis nødt til at sætte mig bedre ind i race-issues.

En klassisk feminist til højre dér!

De seneste ugers debat om amning har fået overraskende mange mennesker op af stolene. Okay, i bund og grund er det ikke så overraskende—det tiltrækker folk, der hader kvinder, folk, der hader børn, og folk, der bare gerne vil sige noget grimt om feminister.

En af sidstnævnte er Merete Riisager, Liberal Alliances ligestillingsordfører. Jeg undrer mig til tider over, hvorfor der er kvinder, der har lyst til at sidde i samme parti som Ole Birk Olesen, der som bekendt skrev det berømte kvindehadermanifest for et par år siden, men der er så meget, jeg ikke forstår, so there you go.

Merete Riisager skrev allerede sidste år et hater-indlæg om ammehystader, og 2013s hater-indlæg ligner forgængeren forbløffende meget. I år har det oven i købet fået en fancy overskrift med bogstavrim og det hele: Forkælet feminisme!

Så slår de til igen; Mig-mig-mig-generationens feminister.

Det starter godt!

Denne gang kæmper de for ”retten til at amme”. Som om nogen ville fratage dem denne ret. Eller ønsker at gøre det. Meeeen, det ku’ jo være, at nogen ville! Og SÅ er det nok bedre at blæse til kamp.

Eller, you know, retten til ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn, retten til ikke at være lænket til hjemmet i den periode, man ammer, retten til ikke at blive afvist med blufærdighed som undskyldning, mens man får kastet bryster i hovedet alle andre steder... you get the point: Der er mange mulige årsager til, at man er imod ammeforbuddet, ligesom der er mange mulige årsager til, at man er for det.

Nu er Enhedslistens Stine Brix ude med et voldsomt sprogbrug, der får sindene i kog: ”Ammende kvinder er ikke kriminelle!”.

Og det ville da også have været værd at bemærke, hvis nogen havde hævdet det. Problemets kerne er dog noget mere hverdagsagtig for at sige det mildt.

Menøeh, det er der jo kind of nogen, der har. Ligebehandlingsnævnets begrundelse for at godkende ammeforbuddet, på trods af at det er kønsdiskrimination, er jo netop, at amning er potentielt blufærdighedskrænkende, og dermed er det også potentielt kriminelt.

Og hverdagsagtigt? Måske. Det er ting som sexchikane på arbejdspladsen, ligeløn og barselsfordeling også. Men det er selvfølgelig også banaliteter.

Brancheorganisationen Horesta har spurgt rundt, og kun 9 ud af 588 beværtninger fradeder sig amning, hvilket Riisager tolker som, at der ikke er nogen ammefjendtlig udvikling i gang (omend folks kommentarer da godt kunne tyde på det modsatte).

Tværtimod er der i de senere år sprunget specielle ammevenlige caféer op, og svømmehaller, biblioteker og stormagasiner indretter rum til mødre med spædbørn. Problemet må derfor siges, ud fra en rationel vinkel, at være ikke-eksisterende.

That's right! Vil du amme, kan du få dit helt eget rum! Jeg ved godt, at Apartheidreferencer er rigtig barnlige og unfair, men—

Se! Du har fået din helt egen drikkefontæne!

Rationelt ♥

Okay. Det er rigtigt, at der ikke er meget, der tyder på, at ammende kvinder er ved at blive mere jaget vildt, end de har været de sidste par år. Men den nuværende situation er bestemt heller ikke en bagatel—jeg har indtrykket af, at flere og flere kvinder simpelthen føler ubehag ved at amme uden for hjemmet.

Det er for så vidt heller ikke kun det, sagen handler om. Det handler i høj grad om, at de regler, vi har fremsat om, at man som virksomhed ikke må diskriminere baseret på blandt andet køn—rimelig fucking vigtige regler, vil de fleste nok være enige i—åbenbart kan tilsidesættes med hensyn til en eller anden hypotetisk blufærdighed. Så ikke alene bliver ammende kvinder gjort til krænkere, som skal segregeres, vi åbner også døren for at legitimere diskrimination. Det er alligevel en rimelig principiel sag, er det ikke, Merete?

Men det er i og for sig ikke så vigtigt.

Nå nå, bevares.

For der er helt andre ting på spil for den nye generation af feminister. Det handler ikke om kampen om grundlæggende rettigheder, lige løn for lige arbejde, undertrykkelse eller den slags, men om at få stillet egne behov. Nu!

[Citation needed]

Den rationelle Merete Riisager viser faktisk en helt sublim forståelse for, hvordan det dér feminisme fungerer:

Den nye generation af forkælede venstrefløjsfeminister har blikket stift rettet mod egne navler: ”Jeg ammer. Altså må hele verden indrette sig derefter!” Eller: ”Jeg vil gerne have en bestyrelsespost! Nogen gøre noget ved det (og det kan jo umuligt være mig selv).” For ikke at glemme: ”Jeg gider ikke skændes med min kommende mand om fordelingen af barsel. Derfor har politikerne vær så god at hoste op med en fordelingsnøgle.”

Nemlig! Problematikken omkring forældreorlov handler ganske enkelt bare om, at de irrationelle kvinder ikke oooorker at snakke med deres partner. De kræver og kræver!

Helt uafhængigt af, hvorvidt de nye feminister rent faktisk har et ønske om at besøge et af de pågældende udskænkningssteder de få måneder, hvor de ammer deres børn, råber de: ”Vi vil ha’! Og det skal være nu!”. Som om det ikke var børnene, men dem selv, der ikke evnede behovsudsættelse.

Det er jo en helt klassisk cost/benefit-analyse. Danske feminister vil kæmpe for noget, der ikke engang nødvendigvis kommer dem selv til gode—hvad har de gang i? Det går imod al fornuft!

Vi må lige have en pause. Træk vejret.

Puh. Det var bedre. Jeg bliver så hurtigt vred, når det handler om penge og sådan noget. Man er vel rationel.

I et frit samfund må det være muligt for private foretagender at sætte retningslinjer op for deres gæsters ageren.

Bortset fra, at der er tale om retningslinjer, der (well, næsten) kun rammer kvinder. You know, kønsdiskrimination. Har vi ikke lige snakket om det her?

Hvis retningslinjerne er urimelige eller opfattes sådan, er det muligt at finde andre græsgange.

Fordi "stem med fødderne" jo virker så godt. Frit marked! Kapitalisme! Rationalitet! Hurra!

Det offentlige rum er stadig frit tilgængeligt for amning – med meget få undtagelser. Selv har jeg afprøvet det mange gange; bænke, strande, svømmehaller og Dyrehaven i frostvejr. Samt caféer, kroer og grillbarer. Helt uden angreb på min kvindelige ret til at give mine børn mad.

Og nu er der præcedens for, at det er okay at diskriminere mod kvinder—et problem, der, ligesom så meget andet strukturelt, altså ikke kan løses på individplan, men kræver, at man organiserer sig i, idunno, demonstrationer på Rådhuspladsen, for eksempel, eller måske at man opfordrer til boykot af de kvindefjendske beværtninger. Det er bare et par ideer.

Og hvad angår den nye generation af feminister – min egen generation – håber jeg, de også vil bruge deres kostbare tid på at ”holde fokus på deres utilfredshed” med gruppevoldtægter i Indien, kvinders rettigheder i Iran eller undertrykkelse af den personlige frihed for herboende piger af arabisk herkomst.

Ja, det er jo også en klassiker—der er RIGTIGE problemer et sted i verden, så hold jeres kæft!

Men må vi ikke først blande os i forholdene i Iran og Indien den dag, vi sætter os for at rejse derhen? Du ved, ligesom med de ammefjendske cafeer? Nu er jeg altså helt forvirret, Merete. Må man blande sig eller ej? Og er der ikke større problemer, vi er nødt til at fokusere på inden da? Økonomisk krise? Global opvarmning? Nå, måske ikke.

Det håber jeg, men jeg frygter, at det næste krav fra den forkælede feminisme bliver mere statsstøtte til kvindelige iværksættere. Dem er der nemlig ikke mange af, og man kan vel næppe forlange, at de selv fik fingeren ud og gjorde noget ved det?

Sagde kvinden, hvis løn er skattefinansieret ♥

Dennis Nørmark: Mandtropolog

Cliff Pervocracy smider med sandheder ♥

Dennis Nørmark er en vigtig mand. Så vigtig, faktisk, at den danske regering har gjort ham til talsmand for hele nationen. Og nationen har vigtigt nyt til vores naboer på den anden side af Øresund.

Heldigvis har den vidunderlige Nina Björk allerede besvaret Nørmarks underlige angreb mod svensken med så stor ynde, at jeg ikke engang selv behøver pille hans kronik fra hinanden. Alligevel er der et par ting, jeg gerne vil kigge lidt nærmere på. Det er på ingen måde en betingelse for, at du kan følge med, men jeg anbefaler, at du lægger ud med at læse både Dennis Nørmarks og Nina Björks indlæg, og så kommer tilbage.

Er du færdig?

Godt! Lad os komme i gang.

Dennis Nørmark fortæller os:

Ifølge Expressens Jens Liljestrand så er analysen af den danske sexisme som følger: »Det finns en slags dansk sex- eller porrliberalism som gör att det inte finns några gränser i frihetens namn«.

Jeg er sådan set uenig i Liljestrands konklusion (som jeg, indrømmet, ikke har læst i kontekst); vi danskere er slet ikke så frisindede, som vi bilder os ind. Men det er slet ikke det, der er vigtigt. Det er den næste passage, vi skal kigge på:

Men der findes også en anden analyse. Nemlig at I i Sverige har bevæget jer fra et land med seksuelt frisind og åbenhed og til det, Julian Assange, polemisk, men også berettiget, benævnte et »Feminismens svar på Saudi-Arabien«, da hans seksuelle samkvem med to svenske kvinder pludselig blev udlagt som voldtægt i en sag, der for mig lyder som kulminationen på et forfølgelsesvanvid, som en aggressiv og mandefjendsk svensk feminisme har indpodet i en række af nationens kvinder.

En forestilling om dem selv og deres seksualitet som kendetegnet ved en særlig sårbar ’kyskhed’ i modsætning til mændenes destruktive og primitive seksualdrift. 

First things first: Når nogen anmelder en voldtægt, så bør politiet som minimum tage det seriøst og efterforske den, hvilket er lige præcis, hvad der er foregået. At gøre efterforskning af en voldtægtsanmeldelse til "kulminationen på et forfølgelsesvanvid, som en aggressiv og mandefjendsk svensk feminisme har indpodet i en række af nationens kvinder" lyder som voldtægtsapologetisme i mine ører.

Dernæst: som minimum havde Julian Assange sex med en kvinde, mens hun sov (læs evt. her og her). Der er altså ikke tale om seksuelt samkven, der blev udlagt som voldtægt, men voldtægt, der forsøges bortforklaret som seksuelt samkvem.

I sin iver efter at dæmonisere (svenske) feminister har Dennis Nørmark altså intet imod at forsvare en voldtægtsmand. Classy.

Dernæst taler Nørmark enormt meget om, at Danmarks måde at tænke på ligestilling på er så meget bedre end Sveriges.

Kønsrollerne kan meget vel se mere traditionelle ud i Danmark, og på mange måder er de det også. Men måske skyldes det, at danskerne på mange måder trives bedre med forskelligheden mellem kønnene og ikke har den absolutte ensretning som mål.

Men, øh, svenske feminister har jo heller ikke absolut ensretning som mål. Og den "forskellighed", Nørmark taler om, er der vist mange, der ikke har det for cool med.

Herhjemme har forsøg med kønsneutrale termer i svenske børnehaver stort set været mødt med latterliggørelse og væmmelse over hele linjen og ofte med et argument om, at kønsforskellen faktisk er noget, vi bør værdsætte. Danskerne forsøger ikke at undertrykke den hverken sprogligt eller reelt.

Lad os lige få den igen: Børnehaver, hvor børn får lov at opføre sig som de vil uden (blandt andet sproglige) begrænsninger baseret på køn, bliver mødt med latterliggørelse og væmmelse—og Danmarks tilgang til ligestilling er bedre?

Lad os se, hvad der sker, hvis vi udskifter køn med race et par steder i Dennis Nørmarks kronik. Jeg ved godt, det er et ældgammelt, barnligt trick, men jeg synes, det hjælper med at sætte et lidt andet perspektiv på sagerne.

Racerollerne kan meget vel se mere traditionelle ud i Danmark, og på mange måder er de det også. Men måske skyldes det, at danskerne på mange måder trives bedre med forskelligheden mellem racerne og ikke har den absolutte ensretning som mål.

Og:

Herhjemme har forsøg med raceneutrale termer i svenske børnehaver stort set været mødt med latterliggørelse og væmmelse over hele linjen og ofte med et argument om, at raceforskellen faktisk er noget, vi bør værdsætte. Danskerne forsøger ikke at undertrykke den hverken sprogligt eller reelt.

Ooog:

I Danmark er det okay at tænke, at der er en grundlæggende raceforskel, og at den gavner begge racer.

Sådan oplever jeg, at de fleste her mener, at man ideelt bør tale ligestilling. Ikke forarget, vredt og uforstående over for, hvordan den anden part indretter sig og ser verden, men med forståelse og sympati for den mangfoldighed, det er at have to forskellige racer.

 Det er skægt, jeg tror ikke, det ville være blevet trykt i Politiken i denne version.

Forskellen består i, at der er flere hos os, der ikke anskuer det som en krig imellem kønnene, og at vi heller ikke ønsker at opfordre til krig. Derfor ønsker flertallet heller ikke et nulsumsspil, hvor mændene skal fratages deres lovligt opnåede privilegier, for at de i stedet skal overgives til kvinder, og vi ønsker overvejende ikke at konkurrere om, hvilket køn det er mest synd for.

Men... Det er jo heller ikke det, der foregår i Sverige! Og hvad sker der i øvrigt for "lovligt opnåede privilegier"? Har Nørmark nogensinde læst lidt verdenshistorie?

Jeg får en snigende fornemmelse af, at Dennis Nørmark ikke har lavet sine lektier. Der er da også en imponerende mangel på kilder. Vidste I forresten, at svenske feminister er tre meter høje og spiser børn? True story! I må naturligvis bare tage mit ord for det.

Den "mangfoldighed" det er at have to forskellige køn—som altså primært er forskellige i Dennis Nørmarks underlige socialdarwinistiske univers—indeholder i øjeblikket store fordele for mænd og store ulemper for kvinder. Dennis Nørmark er vist ikke så interesseret i ligestilling som han er i at opretholde status quo, fordi han nyder godt af det. Men hvis bare de svenske feminister ville tage det roligt, så kunne de også se, at det er lækkert med rigide, gammeldags kønsopfattelser.

Men vi behøver ikke tage hans ord for det!

Da den hollandske sociolog Geert Hofstede i 1980’erne målte på de globale værdiforskelle i verden, opdagede han, at mænd overalt i verden udviste mere ekstrem adfærd end kvinder, og at de generelt varierede langt mere end kvindekønnet.

Ud fra det udtænkte han et værdiparameter, der netop rummede en sympati for det ekstreme, det konkurrenceprægede og det dominerende. Han kaldte værdien for ’maskulinitet’ og fandt, at lande, der lå højt på dette indeks, satte pris på værdighed, ære, evnen til at kunne klare sig selv og modet til at dominere og tage ansvar. Det sted i verden, hvor han målte mindst af denne værdi, var Sverige. Sverige har en score på 5, hvor Danmark har en score på 16. Skalaen går helt op til Japan, der topper med en score på 95.

Og, øh, hvordan er det nu lige det ser ud med ligestillingen i Japan? (Svaret er: ret fucking elendigt.)

Ud fra Hofstedes studier kunne man måske konkludere, at dette tal blot udtrykker Sveriges førende position som det mest ligestillede land i verden. Men man kunne også konkludere noget andet. Nemlig at Sverige blot har valgt den modsatte ekstrem og har indført kvindelige værdier som den kulturelle norm og aktivt undertrykt det, som mændene sætter pris på.

Så mænd er fulde af ære, værdighed og mod. Fuck kvinder ♥

Den skandinaviske tradition for konsensus, der står endnu stærkere i Sverige, er eksempelvis dominansens værste fjende, og fra mødelokaler og til børnehaver er både danske og svenske mænd og drenge ved at blive kvalt i snak, føleri og ligemageri.

[...] Man kan med Hofstedes forskning konkludere, at det skandinaviske menneske, og det svenske i særdeleshed, har lært at nedvurdere værdier, som faktisk typisk dominerer hos mænd frem for hos kvinder.

DOMINANSENS VÆRSTE FJENDE.

Det er da altid noget, at Dennis Nørmark er ærlig om, at han synes, dominans er vigtigt. Hvem, der skal domineres, har han ikke specificeret, men det tyder på, at det skal være os mænd, der skal bestemme over andre. Hvad skal vi dog også bruge konsensus, snak og følelser til?

Om de forskelle er biologisk eller kulturelt betingede er i den henseende en håbløs og ligegyldig diskussion, der kun tjener det formål at afspore fokus fra det, som er faktuelt: at der er nogle værdier som knytter sig stærkere til mænd end til kvinder.

Jeg tror derfor, at fremtidens ligestilling kommer til at handle om at acceptere denne forskel og forstå, hvordan en balance imellem disse ting gavner samfundet som helhed.

Sagde antropologen. "Hold nu op med at diskutere, om de fundamentalt skæve magtforhold mellem køn er nogen, vi selv har skabt. Det fjerner fokus fra det væsentlige: Lad os nu for helvede bare indrette hele vores samfund efter dem!"

Nørmark har virkelig den vildeste stiverik for status quo. Hør bare, hvad han siger:

I har indledt en krig imod mænd ved at tage pladser, som tidligere var tildelt dem. Så bliver de naturligvis sure, fordi det er et gement tyveri. Det skaber bare nye ofre, selv om I har fået argumenteret jer frem til, at mænd skylder så meget på det moralske regnebræt, at de sagtens kan tåle at komme i minus her.

[...] Vi har valgt en lidt anden vej i Danmark, eller jeg tror, vi er ved at gøre det. Her forstår vi efterhånden, at alle, mænd som kvinder, kan vinde noget på ligestilling. For ved at sætte det i system som en kamp og ved at straffe mændene for at være, som de er, opnår man aldrig det eneste, der kan skabe reel ligestilling: Nemlig at mændene kan se det som en fordel for dem selv. 

Pladser, der tidligere er blevet tildelt mænd på et uretfærdigt grundlag, bliver nu også tildelt kvinder. Det gør de stakkels mænd sure. Derfor skal vi kun gøre noget ved uretfærdigheder, hvis det er til fordel for mænd.

??????

Seriøst, hvordan var det blevet modtaget, hvis det lød "I har indledt en krig mod hvide ved at tage pladser, som tidligere var tildelt dem. Så bliver de naturligvis sure, fordi det er et gement tyveri."

Dennis Nørmark, fucking antropolog, arbejder tilsyneladende ud fra to grundantagelser:

1. Mænd og kvinder er grundlæggende forskellige.
2. Mænd er bedst.

Og Nørmark kalder svenskerne konservative. What the actual fuck.

At hans tankegang, hvis den havde omhandlet race, havde fået ham frataget enhver faglig anerkendelse, rører ham vist ikke synderligt. Her på redaktionen er vi (jeg) ikke overraskede. Jeg tillader mig også at tvivle på, at Dennis Nørmark nogensinde har været i Sverige. Eller uden for en dør, nu jeg tænker over det.

Samtidig udvider han sit shitty pseudo-evolutionspsykologiske verdenssyn til åbenbart at gælde hele det danske folk. Hvis han repræsenterer danskerne, vil jeg gerne meldes ud af dén klub—pronto. Er der en blanket, jeg kan udfylde, et sted?

Men hey, det giver os i det mindste en ny måde at vurdere ting på—hvis Dennis Nørmark synes, man er usympatisk, så gør man sandsynligvis et eller andet rigtigt. Og Sverige har da også mindst én stor fordel i forhold til Danmark: De har ikke Dennis Nørmark at døjes med.

Hans Bonde er Undertrykt, episode 3: "Fakta"? Sandhedens Fjende Nr. 1!

Det er den slags, der sker, når KVINFO får lov at slå sig løs.

Okay, i sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt lærte vi, at det faktisk i høj grad er på grund af børn, at kvinder ikke får udnyttet deres uddannelse i samme grad som mænd gør. Mens børn oftest er en fordel for mænd, så skaber de et signifikant handikap for kvinder på arbejdsmarkedet. Eller, som Hans Bonde siger:

Hvis jeg nu gik ind på den præmis, så er det et familiepolitisk problem, som skal løses på det niveau gennem f.eks. obligatorisk barselsorlov til mænd.

Hvilket da er en god idé! Hvad med en bog om det?

Men du kan jo ikke sige: Fordi vi har et problem på det familiemæssige niveau, så skal vi begynde at fifle med ansættelsesbekendtgørelserne. Så får vi et middelmådighedssamfund ud af det.

Okay, revolutionen skal starte nedefra. Det er vi sådan set nogenlunde enige om. Hvad siger du til, at du og jeg rotter os sammen og kæmper for familiepolitisk ligestilling? Vi kan eventuelt starte med at få fikset uligelønnen.

Der er ligeløn i Danmark.

Nå nå, bevares.

Mænd og kvinder tjener det samme, hvis de arbejder inden for det samme område f.eks. som sygeplejersker eller ingeniører.

Ja, okay, det er også en måde at formulere det på. Kunne vi i så fald ikke tale om, hvorfor vores arbejdsmarked er så kønsopdelt, som det er? Dér kunne måske være nogle potentielle løsninger på vores problemer.

Lønkommissionen har regnet ud, at hvis du regner det med som løngoder, at kvinder har mere fleksibelt arbejde med deltidsarbejde, omsorgsdage, flere sygedage og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, så er der ingen uligeløn.

Close enough. Det er simpelthen derfor! Kvinderne skal jo have tid til at sidde og fede den på sofaen.

Nårh nej, behovet for fleksibelt arbejde er vistnok på grund af dem her:

Satans unger.

Hvis vi nu er enige om, at man som forældre deles om ansvaret for børn—som udgangspunkt, anyway—ville det så ikke være smart, hvis man deltes om sygedage, omsorgsdage, fleksible arbejdstider og tidlig tilbagetrækning? Det betyder selvfølgelig, at både mænd og kvinder må lide økonomisk under det at få et barn, men come on, det er i forvejen en underskudsforretning at få sådan en lille bavian dér. Vi mænd overlever nok, hvis vi tager lidt af byrden.

Når mændene ikke vil kræve noget af kvinderne, skyldes det ifølge Hans Bonde, at mændene har lært at skamme sig.

Kræve hvad, fristes man til at spørge. Det kommer Hans Bonde ikke rigtig ind på. Nå, skidt. Vi kræver i hvert fald aldrig noget, os mænd, fordi vi skammer os så meget. Som Bonde formulerer det:

Kvinder kan da have umådelig stor magt. Blandt andet magten til at få os til at skamme os.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men det lyder lidt som et argument i retning af "Kvinder har masser af magt, de kan nemlig få mænd til at gøre alt muligt for at få sex!"

Problemet er, hvis denne skammermagt bliver brugt til at favorisere kvinder. At mænd er det undertrykkende køn, lægger sig som en tyk dyne, i mange forhold har vi en taleret, men lige i forhold til kønnet har vi kun retten til at skamme os.

[Citation needed]

Nej, okay, Hans Bonde kan faktisk godt give os et eksempel:

Det er f.eks., når Kvinfo udnævnte ’Årets pikhoved’. Hvis de ikke kunne lide en mand, kunne de kalde ham sådan nogle ting. Lars-Henrik Schmidt fik overmalet sit hus. Tænk hvis man havde gjort det omvendte. ’Årets kusse’. Det er fuldstændig utænkeligt. Og heldigvis kunne vi aldrig finde på det. Det gør mig ked af det på danskernes vegne, at vi har en kønsdebat, der er så latterlig. Nedlæg bare Kvinfo – de er alt for biased. Og også meget af kønsforskningen trænger til få luftet grundigt ud i de stive begreber.

Se, jeg troede først, at det her var ligesom i tilfældet med Helle Thorning-Schmidt: At Bonde faktisk har  nogenlunde styr på sine fakta i sin bog, Fordi du fortjener det, men at han er blevet fejlciteret i dette interview. Men se nu her. Jeg citerer fra side 211:

I flere år uddelte det statsstøttede kvindeselskab KVINFO en skammerpris betitlet "Årets Pikhoved". Da den forhenværende rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt i 2005 blev kåret som "Årets Pikhoved", fik han ved samme lejlighed oversprøjtet sit hus med maling. Kunne man forestille sig, at reaktionære mænd indstiftede "Årets Kusse" som en skammer-pris endog for offentlige midler og bagefter øvede vandalisme mod den uheldige kvinde?

Yeah, pretty much et direkte citat fra bogen. Og fejlbehæftet i en grad, der burde få enhver læser til at betvivle værdien af Bondes bog. Skal vi tage det fra en ende af? Jeg tillader mig at snuppe citatet fra bogen—der er ligesom lidt mere kød på:

I flere år uddelte

Forkert. Ét år, nærmere bestemt 1994.

det statsstøttede kvindeselskab KVINFO

Forkert. Det var Kvindeligt Selskab (nu Selskab for Ligestilling), der altså ikke er statsstøttet, som uddelte prisen. I øvrigt er KVINFO heller ikke et kvindeselskab, but we'll let that one slide.

en skammerpris betitlet "Årets Pikhoved". Da den forhenværende rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt

Forkert. Det var Frank Dahlgaard, der havde fornøjelsen.

i 2005 blev kåret som "Årets Pikhoved",

Forkert. Det var som sagt kun én gang, og det var i 1994.

fik han ved samme lejlighed oversprøjtet sit hus med maling.

Der er så ikke nogen "samme lejlighed", men det er da rigtigt nok, at der blev smidt maling på hans hus. But hold on:

Kunne man forestille sig, at reaktionære mænd indstiftede "Årets Kusse" som en skammer-pris endog for offentlige midler og bagefter øvede vandalisme mod den uheldige kvinde?

Forkert og forkert. Som nævnt har de offentlige midler ikke været i spil her. Og det var sjovt nok ikke Kvindeligt Selskab, der begik hærværk mod Lars-Henrik Schmidt.

Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om en anden organisation har uddelt en pris med samme navn og derpå sprøjtet maling på Lars-Henrik Schmidts hus, men hvis det var Kvindeligt Selskab eller KVINFO, og Bonde har dokumentation for det postulat, er jeg da sikker på, at politiet ville sætte pris på det. Måske kan det endda ende godt! KVINFOs mentorordning blev for nylig frataget sin støtte, men det kan være, Elisabeth Møller Jensen & co. kan tjene penge som facademalere.

Det er forresten ikke mig, der har fundet alle fejlene, det er skam Elisabeth Møller Jensen selv. Hun er trods alt på hjemmebane hér.

Men okay. Hvad betyder sådan et par småfejl? Jeg mener, det er jo ikke fordi Hans Bonde er universitetsprofesser eller har udgivet en bog eller noget, vel?

Nå. Nok om det. Vi skal trods alt ikke hænge os i små detaljer som "fakta". Videre! Hans Bonde er nok ikke populær blandt alle kvinder, er han?

Bestemt ikke, men mange giver mig også ret. De synes ikke, at det er sjovt at opleve ikke specielt meget mere talentfulde medsøstre ryge til tops på fribillet og på første klasse. Det er på ingen måde kvinderne, jeg kritiserer, men den elitære feminisme.

Jeg har endelig fået læst Fordi du fortjener det færdig, og jeg kan afsløre: Det er bestemt ikke kun den elitære feminisme, der bliver kritiseret. Men det er da godt for Hans Bonde, at han kan finde ligesindede blandt det køn, han bruger 259 sider på at kritisere.

Ikke at mændene slipper, natürlich.

Der er mange tøsedrenge. De kommer med deres små fedtede hænder og takker mig, der er ikke mange, der selv tør sige noget. På universitetet frygter mange mænd, at de vil blive ramt på deres karrierevej, hvis de siger, hvad de mener.

Hans Bonde er en af mine personlige helte. Han tør, hvor andre tier. Hvis bare der var andre mænd, der turde kritisere feminismen (men ikke kvinder, of course!).

Vi er næsten færdige med vores føljeton om, hvor undertrykt Hans Bonde er. Det har været en lang og sej kamp at komme igennem Hans Bondes interview (og har du ikke fået nok, kan hans bog skaffes til en billig penge her—det er sublim underholdning!). Helten Hans Bonde har lært os, at vi har ligestilling i Danmark, at mænd er undertrykt, at kvinder ikke laver en skid, at familiepolitik nok ikke rigtig betyder noget og at fakta, det er for tøsedrenge. Sandheden lader sig ikke stoppe af sådanne småting.

Men er han også en helt til middagsselskaber? Er han ikke bange for at ødelægge den gode stemning?

Jo, men omvendt sætter jeg også gang i den. Når jeg er til selskab og stiller mig hen til nogen og fortæller om mine pointer, så bliver manden måske fyr og flamme, det gløder i hans øjne. Ting, han ikke kunne artikulere, kan lige pludselig siges. Og konen begynder at gløde af aggression. Hun har måske bygget store dele af sin identitet op på, at det er synd for hende.

Yes! Kan du hyres til fester, Hans Bonde? Fuck komikere, tryllekunstnere og strippere—at fremmedgøre halvtreds procent af selskabet, det er fandeme smukt. Du har sgu fortjent en medalje.

Hans Bonde er Undertrykt, episode 2: Kvinder Laver Ikke en Skid

Lad nu være, for helvede! Du fortjener det ikke! Lad så vær'!

Jeg har haft rasende travlt med at læse Hans Bondes bog Fordi du fortjener det, men nu har jeg altså lige brug for en pause. Jeg ser nogle kattevideoer

()

og fortsætter med det interview med Bonde, jeg aldrig kom videre med.

I sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt fik vi disset Helle Thorning Schmidt for at have nogenlunde lige så meget erfaring som resten af Folketinget. På Fjolsbooken gjorde Susanne Staun opmærksom på, at Poul Nyrup Rasmussen faktisk havde en tilsvarende mængde politisk erfaring, da han blev statsminister. Det må betyde, at vi endelig lever i det ligestillede samfund, Hans Bonde taler om!

Men nok om politikerne. Vi skal også nå at sparke nedad. Det er jo sådan, at selv om flere kvinder i dag tager en lang, videregående uddannelse, så er kvinder underrepræsenteret i blandt andet forskning, ministerier og—klassikeren—toppen af erhvervslivet. En af de oftest nævnte årsager til dette er den såkaldte Rip-Rap-Rup-effekt: man ansætter ofte folk, der minder om én selv i bl.a. køn og baggrund. Eller, som Hans Bonde formulerer det:

Det er kvindepropaganda.

???

Professor Nina Smiths undersøgelser viser, at der ikke hersker noget old boys' network, og hvis der er, er det bitte små procenter. Der er intet, der tyder på, at kvinder bliver holdt ude. Hvis en kvinde har sit cv i orden og har erfaring med at starte egen virksomhed, har hun langt større chance for en plads i en bestyrelse end en mand.

[Citation needed]

"Glasloftet findes ikke! Rip-Rap-Rup-effekten findes ikke! Old boys-netværk findes ikke! Det er propaganda!" råbte han vredt, hvorefter han satte sig ned og skrev en bog om, hvordan Den Usynlige Hånd nok skal ordne det hele.

Faktum er bare, at der ikke er så mange kvinder, der har den erfaringsmasse. De vælger at bruge deres tid på noget andet. 

[...] Det handler kun om kvinders prioriteringer. Kvinderne i Danmark har stemt et velfærdssystem igennem, der giver dem det brede liv, de gerne vil have.

[indsæt joke om velfærdssystemets nuværende tilstand]

I øvrigt giver det vel meget god mening, at hvis man eksempelvis arbejder i det offentlige og/eller er den, der primært tager sig af børnene, som det er tilfældet for mange danske kvinder, så stemmer man nok også på de partier, der tager sig mest af de områder.

Er det egentlig ikke et ret gennemgående træk inden for politik—at man stemmer på dem, der varetager ens interesser? Det forklarer i hvert fald, hvorfor Liberal Alliances typiske vælger er en mand med en årlig indkomst på over 300.000 kr.

Ser man på Jobindex Danmark og EU-undersøgelser, så søger kvinder ikke lederjob i nær samme omfang som mænd.

Okay, det er rigtigt nok, men kan vi ikke lige blive enige om noget? Når det gælder det private erhvervsliv, er det de færreste stillinger, der overhovedet bliver slået op. Faktisk bliver 2 ud af 3 stillinger besat uden at have set skyggen af et jobsite. Eller som Berlingske Business formulerer det: "Netværk er vigtigere end jobannoncer". Gæt, hvem de mandlige chefer netværker mest med :)

[...] Langt størsteparten af kvinderne ønsker i høj grad ikke topposterne, de vil have det brede liv, det rodfæstede liv i familierne og det relationelle liv med vennerne.

Nårh, kvinderne vil ganske enkelt bare blive ved kødgryderne (og mænd vil helst ikke have venner)! Jamen, så er der vel ikke mere at rafle om, eller hvad? Det er jo ligesom fattigdom—det handler bare om ens prioriteter. Bag så det brød!

Hans Bonde mener, at snak om, at kvinder har godt af noget ekstra hjælp for at opveje for undertrykkende strukturer, passiviserer kvinder. De får jo fornemmelsen af, at de ikke behøver gøre noget! Som han siger (jeg forestiller mig, at hans stemme har dryppet af sarkasme lige her):

"Det er slet ikke min skyld, for hvis jeg ikke bliver en stor filminstruktør, så er det, fordi mænd 'dominerer'."

Feminister hader nemlig Mads Mikkelsen og Lars von Trier og alt det gode, de bringer til Danmark, når det netop er den type mænd, vi bør hylde! De driver samfundet!

Men som journalisten spørger: Det er vel ikke kun mænd, der driver samfundet?

Hans Bonde svarer:

Hvem er det, der langt hen ad vejen skaber finansieringsgrundlaget for det velfærdssamfund, der gør, at kvinderne kan have alle de job i den offentlige sektor, som har den fleksibilitet, som de gerne vil have? Det er jo bl.a. en mand som Danfoss-direktøren Jørgen Mads Clausen og alle de andre, som i den feministiske talemåde så siges at dominere.

??????????

Okay, Hans Bonde er (idræts)historiker. Han må om nogen vide, hvordan det er foregået her til lands. Kvinderne har slænget sig på sofaen og spist bolsjer, mens mændene sled og slæbte!

Du ved, for eksempel da kvinder rutinemæssigt var med i marken, fordi landbrug underligt nok ikke kunne ordnes af én person—det gjorde de kun, fordi evolutionen havde givet dem så lange arme, at de kunne pløje marken, mens de sad i sofaen (visse snedige bønder installerede en sofa bag ploven for at lokke konen ud!). Og fabriksarbejdet, som kvinder tjente mindre end mænd for at udføre? Det var jo fordi, de syntes, det var skægt, ikke for at tjene penge. Det samme gjaldt eksempelvis sygeplejersker, der i princippet har været overflødige til alle tider.

Okay. I de korte øjeblikke, kvinderne rejste sig fra sofaen, var der selvfølgelig også sådan nogle "børn", der skulle passes. Men dem kunne vi mænd sgu sagtens have passet samtidig med, at vi fik tingene til at løbe rundt—helt uden at skulle have fleksible jobs. Vi lader bare kvinderne om det, fordi de elsker de nære relationer ♥

Man kunne vende det hele om og sige, er det ikke for dårligt, at kun én ud af ti danske entreprenører er kvinder? Hvornår kommer der en kvindelig Jørgen Mads Clausen? Kunne samfundet ikke få mere ud af de mange milliarder kroner, vi pumper ind i kvindernes høje uddannelsesniveau?

Det er kraftedme for dårligt, tøser! Drop familielivet—vi skal bruge jer på arbejdsmarkedet!

Ej, okay, det er altså ikke det, Hans Bonde mener.

Nej, så grov er jeg ikke. Jeg forstår godt, hvis mange vælger det gode liv med nære relationer til børn og familie. Men så skal de i det mindste bare acceptere, at de har det gode liv.

Hvad mener I med, at vi dudes ikke ville kunne drive hardcore-karriere, hvis der ikke var nogen til at passe vores børn? I gør det jo alle sammen af jeres hjertes lyst, gør I ikke? Det er jer, der skal indrømme ting! Jer!

Vi gider ikke se på et så lille bidrag til samfundsøkonomien med jeres høje uddannelsesniveau, som vi yder størstedelen til over skatterne, og så samtidig få at vide, at det er vores skyld. Senest har Nina Smith vist, at samlet set bidrager en lille dreng langt mere til samfundsøkonomien gennem sit liv end pigen, fordi pigen er langt, langt mere bundet til velfærdsstatens ydelser, ikke?

Træk nu lige vejret, ikke, Hans? Der er ikke nogen, der siger, at det er din skyld (og lad os være helt ærlige—du og jeg bidrager sgu nok ikke specielt meget til samfundsøkonomiens bundlinje). Måske kunne man endda vove pelsen og stille spørgsmålet: hvorfor er der så mange kvinder, der gerne vil uddanne sig, men ikke rigtig kommer videre? Jeg ved godt, at det ikke svinger så godt med "Jamen det er DERES EGET VALG", men det er da et forsøg værd, ikke?

Det er rigtigt, at en mand i løbet af sit liv bidrager med mere til velfærdsstaten end en kvinde gør. Det har vi endda også snakket om før. Konklusionen:

Generelt kan vi måske sige, at det at få et barn er gavnligt for mænd, men (økonomisk) temmelig nederen for kvinder. Satans børn. 

Og netop de satans børn skal vi tale om næste gang, når vi kaster os over det sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt. Det har Hans Bonde nemlig også meninger om, og de er næsten fornuftige!

Vi ses snart ♥

Hans Bonde er Undertrykt, episode 1: Demokratiets Vogter

Det er hårdt at være privilegeret.

Egentlig skulle jeg have skrevet om Fatma Øktem og hendes indlæg om ligestillings-ekstremisme. Jeg skulle også have skrevet om Jakob Olrik, der kæmper for kærligheden på sin helt egen måde, og jeg skulle have skrevet om alt det med Thomas Blachmans nøgenshow, men der sker kraftedme så meget lige nu. Om en uge er der til gengæld uden tvivl lavvande i tåbehavet igen.
Heldigvis har Sanne Søndergaard skrevet langt og godt om både Blachman og Olrik (henholdsvis her og her), så det slipper jeg for. I stedet for kan jeg skrive om interviewet med Hans Bonde i Politiken, for oh boy, it's a doozy.

Hvor feminismen før handlede om at afskaffe kønsdiskrimination, har vi siden 2000 fået en kamp for favorisme, som er skadelig. Nu vil elitefeministerne favorisere kvinder, fordi de ikke slår igennem som topdirektører, professorer mv.

»Men at sortere på køn bryder med vores demokrati, der bygger på, at du ikke må sortere mennesker efter køn, klasse eller etnicitet«.

Sådan siger den 55-årige kønsforsker Hans Bonde, der er aktuel med bogen ’Fordi du fortjener det’, som han kalder for sit kønspolitiske ’testamente’. 

Og det er jo nu engang det skønne ved vores demokrati: at alle er lige, og at alle kan have indflydelse på samfundet. Så kan det da godt være, det ikke engang er 100 år siden, at landets kvinder fik stemmeret, og at Danmark alle dage har været et klassesamfund, men lad os nu ikke hænge os i detaljerne. Demokrati, hurra!

*ahem* Nå, anyway.

I en lang række organisationer – Kvinfo er det bedste eksempel – sidder der levebrødsideologer. Hvis ikke det er synd for nogle kvinder i Danmark, hvis ikke nogen er undertrykte eller diskriminerede, så er der ikke noget levebrød.

Ser du, mens damerne hos eksempelvis KVINFO, Dansk Kvindesamfund og Reden måske engang har haft deres berettigelse og troet på deres sag, så er feminismen i dag dybt unødvendig. Det er faktisk Hans Bonde, der er den Ægte Feminist:

Jeg er feminist på den oprindelige måde, som handlede om at afskaffe al kønsdiskrimination. Den kamp er i dag vundet.

Det er på tide, I bevæger jer ud af offerrollens skygge, piger. Sexism is over! Hvornår har en kvinde måske sidst oplevet at blive mødt med seksuelle tilråb eller at blive set som værende uden moral og uegnede til at besidde magt af et dansk folketingsmedlem? Eller oplevet ikke at blive taget seriøst, fordi man "nok har menstruation"? Jeg mener, tag jer lige sammen.

Når nu vi endelig lever i et ligestillet samfund, må vi også passe på, at vi ikke begynder at diskriminere kvinder igen. Og det er her, Hans Bonde: Ægte Feminist kommer ind i billedet. Han har en progressiv advarsel til os:

Jeg siger: Kære kvinder, hvis vi får et favoriseringssamfund, så ender I som et B-hold.

 —som det jo skete for os mænd, da det for længe siden var os, der blev favoriseret—

Selve ideen er nedværdigende for kvinden. Man afindividualiserer kvinden, gør hende til et grundstof, en metervare, hvor man siger: 'Vi skal have noget mere kvinde'.

Reducering af kvinder til en metervare? Hvilket helt nyt og uhørt fænomen!

Helle Thorning er mønstereksemplet på, hvad ’vi skal have noget kvinde’-favorismen kan føre til. Hun havde ingen stærk erhvervserfaring og ingen baggrund fra hverken Folketinget eller som minister, alligevel blev hun landets statsminister. Thorning er elegant, hun er relativt ung, hun er tilsyneladende selvsikker, upåklagelig, hun har sine slogans i orden, så kigger man ikke på, om hun har horisont og vigtige læreår med i bagagen, så ryger en Lykketoft længere bag i køen, ikke? Først den dag, hvor også en mand kan blive statsminister uden at have en stærk politisk erfaring, har vi ligestilling.

Der kan du bare se. Danmark er blevet fucked godt og grundigt op, og hvorfor? Fordi Thorning kom ind på en kvote! Det er den slags, der sker. Ikke alene må det være enormt nedværdigende at vide, at man kun har fået sit job, fordi ens kønsorganer vender indad, det betyder også, at jobbet kunne være gået til nogen, der var langt mere kvalificeret. At Helle Thorning-Schmidt blev statsminister er et fantastisk eksempel på, at kønsdiskrimination lever i bedste velgående i Danmark.

Eller, ikke rigtig.

Jeg vil bede dig forestille dig en verden, kære læser, hvor kønsdiskrimination ikke er udryddet. Det er svært, I know, men prøv for min skyld. I denne dystopiske verden, hvor ét køn oftest rangeres højest og gives flere muligheder, kunne man—og bær nu over med mig her—måske forestille sig, at kvoter kunne bringe det diskriminerede køn op på et niveau, hvor der rent faktisk er lige muligheder. Forudsat at regeringen i vores tankeeksperiment ikke dropper ideen om kvoter, that is.

Pyh! Godt, vi ikke lever i den verden, hva'?

Men vent, nu er jeg forvirret. Er der kønsdiskrimination i Danmark eller ej? Først fortæller Bonde os, at han som Ægte Feminist har været med til at sikre, at der ikke er mere kønsdiskrimination i landet, og nu er der lige pludselig ikke ligestilling alligevel indtil vi får en mandlig statsminister uden stærk politisk erfaring? Min lille hjerne kan slet ikke følge med. Men jeg er selvfølgelig heller ikke kønsforsker med mindst 20 års erfaring i ligestillings-gamet.

Det skulle man så heller ikke tro, Hans Bonde var. Kan du huske det, vi lige læste om Helle Thorning-Schmidt?

Hun havde ingen stærk erhvervserfaring og ingen baggrund fra hverken Folketinget eller som minister, alligevel blev hun landets statsminister.

Øh, Hans—nu har Helle Thorning-Schmidt jo sådan set siddet i Folketinget siden 2005. Og hun sad i Europaparlamentet fra 1999 til 2004. Det burde da tælle som politisk erfaring, eller hvad?

Men okay, det kan godt være svært at få alle detaljerne i orden. Jeg mener, det er jo ikke fordi sådan noget information ligger frit tilgængeligt på internettet. Det er altså svært at være kønsforsker.

Det er selvfølgelig rigtigt, at Helle Thorning-Schmidt ikke har nogen videre erhvervserfaring uden for politik, men skal vi så ikke lige tage et kig på nogle af vores andre politikere?

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Konsulent for Castberggård Døves Højskole i 4 år. 

Selvstændig i 2 år. Kuglestøder i ca. 10 år.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Selvstændig konsulent i 2 år.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Salgskonsulent i 2 år.

Konsulent i TVropa Communication i 1 år.

Konsulent i 2 år, fuldmægtig i 2 år.

Det er bare et udsnit; listen af politikere med beskeden erhvervserfaring er meget længere (og de er kraftedme alle sammen konsulenter!). Det er med andre ord et vilkår i dag, at politiker er noget, man uddanner sig til at blive...eller bliver, når man er træt af elitesport. Det er blevet et karrierevalg, og det gør unægteligt vores Folketing noget mindre repræsentativt. Man kunne fristes til at sige, at det bryder med vores demokrati!

Det er i bund og grund et demokratisk problem, at vores politikere bliver mindre og mindre som folket (den ikke-akademiske del af det, anyway). Hans Bonde vil gerne tørre den af på feministerne. Hvorfor landets kvinder skal lytte til en mand, der ikke kan finde ud af at bruge Google, det ved jeg så ikke.

Der er meget mere, og det bliver meget værre, men jeg er blevet træt i hovedet, og det er du sikkert også. Så vi klipper fint og ordentligt interviewet over hér og gemmer resten i køleskabet til senere. Næste gang skal det handle om, hvor godt I kællinger egentlig har det.

Fjolser Fråder over Fiktivt Feministisk Forbud

Feminismens værste fjende.

Så har feministerne sgu rigtig jokket i den økologiske spinat. 180grader-brugeren Kaffedrik afslører her et af feminismens største selvmål i nyere tid (i tilfælde af, at indlægget skulle forsvinde senere, kan du se et billede af det her):

Canadiske feminister mener deres primære værdi for mænd er sexuel, derfor frygter de eventuelle fremtidige sexbots og ønsker de dem forbudte.

Det er et sjældent set selvmål af feministerne. De tror at kvinderes værdi udspringer af mænds interesse i sex. De objectificerer sig selv, reducerer sig selv til et sexuelt objekt uden anden værdi.

Jeg tror det er fordi de ikke ønsker at de skal miste deres vigtigste pressions middel, adgangen til sex. Det er tydeligt at disse feminister ser sex som et middel til magt over mænd i parforhold og i samfundet generelt.

Kaffedrik henviser til dette indlæg, der fortæller om ny canadisk lovgivning, der skal forhindre mænd i at bolle med robotter:

Following the recent Ontario/Canada Roundtable on Gender Equality, the below provisions have been proposed for the new Human-Robot Personal Relationship Act, the first draft of which is currently being finalized.The provisions are specifically meant to target the concerns that were expressed at the roundtable that sexbots will negatively impact the pursuit for gender equality and may unduly em phasize the objectification of women as sexual objects.The suggested provisions fall into the larger framework of regulating the emerging service robot industry that will be governed by the Human-Robot Personal Relationship Act and under the direction of the Ministry of Robots and Artificial Intelligence, to be established in Ontario and other Canadian provinces and territories at the end of next year.

…The use of sexbots in the privacy of one’s home is prohibited, unless otherwise permitted by the Ministry of Robots and Artificial intelligence or a relevant regulating agency as per the criteria outlined in the Human-Robot Personal Relationship Act.

Hvad fanden bilder de sig egentlig ind? Skide canadiere.

Blandt de, der er utilfredse med dette perfekte eksempel på feminismens sindssyge, og derfor har stemt indlægget op, er en del af vores gamle venner:

Og i kommentarsporet mærker man også vreden. Der er blandt andet et par stykke der foreslår—gisp—at forbyde dildoer! Kenneth Andersen skriver:

Bare se dagligdagen omkring dig: her ses adskillige selvmål af de "frigjorte". De vil absolut ikke associeres med sex, men i sidste ende er det faktisk det eneste, de spiller på - altså de opnår deres indflydelse via seksuelle undertoner.

Men husk: det er mændenes skyld. Kvindfolkene skal da ikke tage selvstændigt ansvar for sine handlinger. Nej, de bliver "tvunget" til det af mændene. Jo jo...

Gunnar Langemark forstår godt, hvorfor feministerne ikke vil have sexbots:

Det er da meget klarsynet.

I samme øjeblik - selv de mest sexfixerede - mænd kan frigøre sig fra nødvendigheden af kvinder til sex, vil der ikke være nogen grund til, at mænd skal finde sig i, at finansiere kvinders liv.

Og så bliver det hårdt for kvinderne.

Der er et par kommentarer om udviklingen af en kunstig livmor, hvor Rasmus J hævder, at sådan en størrelse vil være "et af de største ligestillingsskridt nogensinde".

Vores gode ven Rene Hansen er uenig:

Skråt op med det åndsvage ligestiilings-nonsens. Dét skal i hvert fald ikke være argumentet for den udvikling. Vi er ikke lige! Vi er lige meget værd, men vi er fanme ikke lige!

Og det gælder også for de transkønnede! Og homo'erne. Og alle andre originaler, for den sags skyld.

Og Bekymret Borger giver os en lille, noget alternativ historietime:

Det tyvende århundredes historie er i store træk historien om mænds frigørelse fra kvinder. Man opfandt moderne komfurer, vaskemaskiner osv. som overflødiggjorde kvinder som hushjælp. Man udbredte samtidig stadig flere og bedre medieformater, der gjorde det muligt at nyde kvinders form uden at skulle være sammen med dem i virkeligheden. Osv.

Spot on.

Hvad sker der da også lige for det canadiske Ministry of Robots and Artificial Intelligence? Hader de mænd? Vi må hellere lige Google dem.

...Hm. Det fik vi ikke så meget ud af. Der er kun links til andre indlæg i stil med det, der henvises til på 180grader.

Det er næsten som om the Ministry of Robots and Artificial Intelligence ikke fucking findes. Det gør den dersens “Human-Robot Personal Relationship Act” tilsyneladende heller ikke.

"Jamen," tænker du måske, kære læser, "det står jo lige dér på 180grader! Det må jo være sandheden! Feministerne er onde! Det skriver Kaffedrik selv! Lennart Kiil har stemt den op, for Christ's sake!"

Sorry to disappoint, men hele feminister-vil-forbyde-sexrobotter-historien er en stor fed løgn (tak til verdens sødeste Facebook-læsere for tippet). Det fiktive ministerium er en del af en to år gammel opgave i jura. To år er evigheder på internettet, så I må nøjes med en arkiveret version af det fiktive lovforslag (eller se det som et billede her).

Det kan næppe overraske nogen, at de småparanoide tosser hos 180grader ukritisk sprang på muligheden for at råbe af kæll—kvinderne, men man behøver heldigvis ikke være overrasket for at more sig. De er vist heller ikke så glade for ting som "fakta" eller "sandhed" derinde, så vi kommer sikkert til at se mere af den slags i fremtiden.

På en eller anden måde får man indtrykket af, at det ikke er den frække robotsex, der frister, men en eller anden forskruet fantasi om, at kvinder vil græde salte, salte tårer over, at de nu er overflødige. Nu kan de ikke længere manipulere mænd med deres fjappeletter! De skulle have haft mere sex med 180-mændene mens de havde chancen :(

Selv ser jeg gerne, at vi får billige sexrobotter på markedet så hurtigt som muligt. Jo før 180-tosserne kan købe sig en sexbot, jo før behøver de aldrig røre en kvinde igen—og det kan vist kun beskrives som en god ting for alle parter.

Knivdiller: godt! Bøsser: skidt!

Neeeej, ad! Det er unaturligt! Få det væk!

Hvis der er nogen, der er glade for kernefamilien (ud over Selsingerne, MANFO og alle vores andre gode venner, that is), så er det Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard mener, at Det Radikale Venstres angreb på kernefamilien bliver det største etiske dilemma her i 2013. I samme artikel udtaler hun:

[...] endelig er det godt, at homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab og få en kirkelig velsignelse, men et egentligt ægteskab skal være for en mand og kvinde.

You go, girl ♥

Nå. Det er faktisk ikke Pia, vi skal tale om, men en af hendes partifæller, som i Metroxpress har skrevet om, at familieværdier skal på dagsordenen igen. Hun hedder Mette Hjermind Dencker, og hun har en skarp tnge. Det står der i hvert fald i overskriften.

Jeg elsker en kvinde, der kan sætte et godt sæt parenteser.

Hvad har Mette Dencker så at sige om familien?

En han møder en hun. De bliver tiltrukket af hinanden. De slår sig ned sammen. De formerer sig. Sådan har det altid været, siden der var liv på jorden, i alle lande over hele verden og hos alle dyrearter i naturen. Det er skabelsen af liv.

...er du sikker?

Vi har talt lidt om andesex før, men måske skulle vi kigge lidt på nogle andre dyr? Bare sådan for selv at få syn for på hvor udbredt den familiestruktur egentlig er. Lad os springe de mange dyr over, der ikke opererer med han- og hunkøn og gå direkte til det sjove.

Hangiraffen klasker hungiraffen på bagdelen, så han kan smage på hendes tis, om hun har ægløsning. Ellers gider han nemlig ikke bolle. Selve samlejet varer ganske få sekunder, og så er hannen på vej ud for at have mere sex—sandsynligvis med en hangiraf, for omkring 90% af girafsex er dude-on-dude.

Han-væggelusen kunne teknisk set have sex med hunnen på den gode gamle penis-i-skede-måde, men i stedet spidder hannen sin mage i maven med sin kniv-pik (jeg sværger, det er ikke noget jeg finder på!), og sæden rejser så rundt i hunnens blod indtil den når æggestokkene. Herefter kan hannen rende rundt og have mere sex (det forekommer, at han springer på en anden han-væggelus), mens hunnen er alene og lægger et par æg om dagen, hver dag, indtil hun dør.

Hos elefanterne er der typisk flere hunner tilknyttet en enkelt han, som kan være så skræmmende, når han er i parringstid (hvilket han markerer ved at pisse på sig selv), at elefantkøerne må beskytte de yngre hunner. Nå ja, både hanner og hunner fyrer den også gerne af med deres eget køn. Det meste af tiden render hannerne dog rundt for sig selv.

Og så er der den almindelige huskat. Det hænder tit, at adskillige hankatte parrer sig med hunnen i træk (hankattens penis har i øvrigt ca. 150 modhager!!!), og da hunnens æg kan befrugtes af flere hanners sæd på én gang, er det ikke unormalt, at killinger i et kuld har flere forskellige fædre.

Hvordan var det nu igen med skabelsen af liv?

Hos os mennesker bliver vi sammen med flokken, og vores børn er først klar til at kunne klare sig selv, når de er 18 år. Det er naturen.

Okay, det er rigtigt nok at mennesker generelt bliver i flokke (omend den "naturlige" sammensætning af disse er meget omdiskuteret). Men at man fra naturens side først er selvstændig som 18-årig... er du sikker, Mette Dencker? Min mor flyttede hjemmefra som 17-årig, og vi skal ikke ret langt tilbage i historien før man blev anset som værende gammel nok til at klare sig selv når man fyldte 13.

Generelt er det med at man skal være 18 for at blive set som voksen en ret ny og ret vestlig konstruktion (og hele ideen om "kalendere" og "år" er vist også noget kulturelt, har jeg ladet mig fortælle). Se her—i mange kulturer kan man som kvinde giftes væk som 15- eller 16-årig.

Hmmmmmmm.

Findes der børn, der flytter hjemmefra før de bliver 18? Findes der mennesker, hvis livsfælle er af samme køn? Findes der folk, der lever alene med deres børn? Findes der børn, der aldrig har mødt deres far, fordi de er skabt ved insemination? Findes der børn, der lever sammen med flere voksne? Svaret på alle spørgsmål er JA! Det findes i dagens Danmark. Er det naturligt? NEJ! Uanset hvor anerkendt, udbredt og normalt det bliver, vil det aldrig være naturligt at leve på en måde, der strider mod naturens orden.

Mette, vi har lige hørt om et dyr, der parrer sig ved at dolke hunnen i maven. Homoseksualitet er helt latterligt udbredt i naturen. Jeg tror ikke, du ved hvad, "naturens orden" egentlig er.

Mette Hjermind Dencker har været parterapeut og set mange familiekonstellationer i sin praksis. Men åbenbart er intet så godt som the real deal. Det gælder blandt andet også navne:

[Børnene bliver de store tabere, når] det er muligt at kalde sin pige for Gul Altan, og sin dreng for Fru Sok [...] Børn skal ikke være ofre for forældre, der får den tossede ide, netop at kalde deres barn for Offer.

Man kan også hedde Hampus, Fiv og Bitter. Det er åbenbart ikke et problem.

Det ville naturligvis heller ikke være Dansk Folkeparti, hvis der ikke var en lille smule brok over kønsneutrale børnehaver. Brok af den slags, der intet har at gøre med virkeligheden, det siger sig selv.

De skal heller ikke blive nægtet at gøre de ting, der hører deres køn til, og udforske sig selv, blot fordi nogen synes, det er in med kønsløse børnehaver.

Skal vi nu snakke om det igen? Der er ikke nogen der nægter piger at lege med kjoler og drenge at lege med biler lad nu være.

I år fremsætter Dansk Folkeparti sit samlede familieprogram. Noget tyder på, at homoseksuelle og enlige forældre ikke får så meget ud af det:

Det er ulykkeligt, at ende alene med et barn, og det er synd for de mennesker, der ikke kan få børn på naturlig vis. Og vi skal som samfund hjælpe dem, der havner i den ulykkelige situation. Men hvis man er to af samme køn eller kun en, så kan man ikke få børn. Og det, tror jeg på, der er en mening med.

Det var vist heller aldrig naturens hensigt, Mette, at du skulle sidde bekvemt i dit hjem og dele dine meninger med hele verden via et  gigantisk netværk af computere. Hvis du absolut vil leve helt naturligt, kan du så ikke hugge dit heterosexistiske, patriarkalske vrøvl ind i en klippevæg i stedet?

Tak ♥