søndag den 23. juni 2013

Er Feminister Dovne, Forkælede Egoister? (Øh, Ja Sgu Da)

Update: Jeg er blevet mindet om, at det er dårlig stil at bruge ting som racesegregering på dén måde. Det er helt rigtigt. Jeg ignorerede fuldstændig den blodige historie bag bl.a. raceopdelingen i USA for at kunne lave en hurtig joke. Det er jeg ked af—det var racistisk gjort, og jeg fuckede up. Jeg lover at være opmærksom på ikke at gøre det igen—jeg er tydeligvis nødt til at sætte mig bedre ind i race-issues.

En klassisk feminist til højre dér!
De seneste ugers debat om amning har fået overraskende mange mennesker op af stolene. Okay, i bund og grund er det ikke så overraskende—det tiltrækker folk, der hader kvinder, folk, der hader børn, og folk, der bare gerne vil sige noget grimt om feminister.

En af sidstnævnte er Merete Riisager, Liberal Alliances ligestillingsordfører. Jeg undrer mig til tider over, hvorfor der er kvinder, der har lyst til at sidde i samme parti som Ole Birk Olesen, der som bekendt skrev det berømte kvindehadermanifest for et par år siden, men der er så meget, jeg ikke forstår, so there you go.

Merete Riisager skrev allerede sidste år et hater-indlæg om ammehystader, og 2013s hater-indlæg ligner forgængeren forbløffende meget. I år har det oven i købet fået en fancy overskrift med bogstavrim og det hele: Forkælet feminisme!
Så slår de til igen; Mig-mig-mig-generationens feminister.
Det starter godt!
Denne gang kæmper de for ”retten til at amme”. Som om nogen ville fratage dem denne ret. Eller ønsker at gøre det. Meeeen, det ku’ jo være, at nogen ville! Og SÅ er det nok bedre at blæse til kamp.
Eller, you know, retten til ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn, retten til ikke at være lænket til hjemmet i den periode, man ammer, retten til ikke at blive afvist med blufærdighed som undskyldning, mens man får kastet bryster i hovedet alle andre steder... you get the point: Der er mange mulige årsager til, at man er imod ammeforbuddet, ligesom der er mange mulige årsager til, at man er for det.
Nu er Enhedslistens Stine Brix ude med et voldsomt sprogbrug, der får sindene i kog: ”Ammende kvinder er ikke kriminelle!”.
Og det ville da også have været værd at bemærke, hvis nogen havde hævdet det. Problemets kerne er dog noget mere hverdagsagtig for at sige det mildt.
Menøeh, det er der jo kind of nogen, der har. Ligebehandlingsnævnets begrundelse for at godkende ammeforbuddet, på trods af at det er kønsdiskrimination, er jo netop, at amning er potentielt blufærdighedskrænkende, og dermed er det også potentielt kriminelt.

Og hverdagsagtigt? Måske. Det er ting som sexchikane på arbejdspladsen, ligeløn og barselsfordeling også. Men det er selvfølgelig også banaliteter.

Brancheorganisationen Horesta har spurgt rundt, og kun 9 ud af 588 beværtninger fradeder sig amning, hvilket Riisager tolker som, at der ikke er nogen ammefjendtlig udvikling i gang (omend folks kommentarer da godt kunne tyde på det modsatte).
Tværtimod er der i de senere år sprunget specielle ammevenlige caféer op, og svømmehaller, biblioteker og stormagasiner indretter rum til mødre med spædbørn. Problemet må derfor siges, ud fra en rationel vinkel, at være ikke-eksisterende.
That's right! Vil du amme, kan du få dit helt eget rum! Jeg ved godt, at Apartheidreferencer er rigtig barnlige og unfair, men—

Se! Du har fået din helt egen drikkefontæne!
Rationelt ♥

Okay. Det er rigtigt, at der ikke er meget, der tyder på, at ammende kvinder er ved at blive mere jaget vildt, end de har været de sidste par år. Men den nuværende situation er bestemt heller ikke en bagatel—jeg har indtrykket af, at flere og flere kvinder simpelthen føler ubehag ved at amme uden for hjemmet.

Det er for så vidt heller ikke kun det, sagen handler om. Det handler i høj grad om, at de regler, vi har fremsat om, at man som virksomhed ikke må diskriminere baseret på blandt andet køn—rimelig fucking vigtige regler, vil de fleste nok være enige i—åbenbart kan tilsidesættes med hensyn til en eller anden hypotetisk blufærdighed. Så ikke alene bliver ammende kvinder gjort til krænkere, som skal segregeres, vi åbner også døren for at legitimere diskrimination. Det er alligevel en rimelig principiel sag, er det ikke, Merete?
Men det er i og for sig ikke så vigtigt.
Nå nå, bevares.
For der er helt andre ting på spil for den nye generation af feminister. Det handler ikke om kampen om grundlæggende rettigheder, lige løn for lige arbejde, undertrykkelse eller den slags, men om at få stillet egne behov. Nu!
[Citation needed]

Den rationelle Merete Riisager viser faktisk en helt sublim forståelse for, hvordan det dér feminisme fungerer:
Den nye generation af forkælede venstrefløjsfeminister har blikket stift rettet mod egne navler: ”Jeg ammer. Altså må hele verden indrette sig derefter!” Eller: ”Jeg vil gerne have en bestyrelsespost! Nogen gøre noget ved det (og det kan jo umuligt være mig selv).” For ikke at glemme: ”Jeg gider ikke skændes med min kommende mand om fordelingen af barsel. Derfor har politikerne vær så god at hoste op med en fordelingsnøgle.”
Nemlig! Problematikken omkring forældreorlov handler ganske enkelt bare om, at de irrationelle kvinder ikke oooorker at snakke med deres partner. De kræver og kræver!
Helt uafhængigt af, hvorvidt de nye feminister rent faktisk har et ønske om at besøge et af de pågældende udskænkningssteder de få måneder, hvor de ammer deres børn, råber de: ”Vi vil ha’! Og det skal være nu!”. Som om det ikke var børnene, men dem selv, der ikke evnede behovsudsættelse.
Det er jo en helt klassisk cost/benefit-analyse. Danske feminister vil kæmpe for noget, der ikke engang nødvendigvis kommer dem selv til gode—hvad har de gang i? Det går imod al fornuft!

Vi må lige have en pause. Træk vejret.

Puh. Det var bedre. Jeg bliver så hurtigt vred, når det handler om penge og sådan noget. Man er vel rationel.
I et frit samfund må det være muligt for private foretagender at sætte retningslinjer op for deres gæsters ageren.
Bortset fra, at der er tale om retningslinjer, der (well, næsten) kun rammer kvinder. You know, kønsdiskrimination. Har vi ikke lige snakket om det her?
Hvis retningslinjerne er urimelige eller opfattes sådan, er det muligt at finde andre græsgange.
Fordi "stem med fødderne" jo virker så godt. Frit marked! Kapitalisme! Rationalitet! Hurra!
Det offentlige rum er stadig frit tilgængeligt for amning – med meget få undtagelser. Selv har jeg afprøvet det mange gange; bænke, strande, svømmehaller og Dyrehaven i frostvejr. Samt caféer, kroer og grillbarer. Helt uden angreb på min kvindelige ret til at give mine børn mad.
Og nu er der præcedens for, at det er okay at diskriminere mod kvinder—et problem, der, ligesom så meget andet strukturelt, altså ikke kan løses på individplan, men kræver, at man organiserer sig i, idunno, demonstrationer på Rådhuspladsen, for eksempel, eller måske at man opfordrer til boykot af de kvindefjendske beværtninger. Det er bare et par ideer.
Og hvad angår den nye generation af feminister – min egen generation – håber jeg, de også vil bruge deres kostbare tid på at ”holde fokus på deres utilfredshed” med gruppevoldtægter i Indien, kvinders rettigheder i Iran eller undertrykkelse af den personlige frihed for herboende piger af arabisk herkomst.
Ja, det er jo også en klassiker—der er RIGTIGE problemer et sted i verden, så hold jeres kæft!

Men må vi ikke først blande os i forholdene i Iran og Indien den dag, vi sætter os for at rejse derhen? Du ved, ligesom med de ammefjendske cafeer? Nu er jeg altså helt forvirret, Merete. Må man blande sig eller ej? Og er der ikke større problemer, vi er nødt til at fokusere på inden da? Økonomisk krise? Global opvarmning? Nå, måske ikke.
Det håber jeg, men jeg frygter, at det næste krav fra den forkælede feminisme bliver mere statsstøtte til kvindelige iværksættere. Dem er der nemlig ikke mange af, og man kan vel næppe forlange, at de selv fik fingeren ud og gjorde noget ved det?
Sagde kvinden, hvis løn er skattefinansieret ♥

2 kommentarer:

  1. "Caring for myself is not self-indulgence, it is self-preservation, and that is an act of political warfare."

    - Audre Lordes

    SvarSlet
  2. Hvorfor må man ikke sammenligne raceproblematikker med kønsproblematikker? Jeg synes da, der er en del lighedspunkter. Til gengæld kender jeg ikke mange hvide, der nægter eksistensen af racisme, men mænd nægter gerne eksistensen af negativ forskelsbehandling af kvinder. Fordi, du ved, de har jo ikke *selv* oplevet den = den findes ikke.

    SvarSlet