lørdag den 1. juni 2013

Queer Jihad åbner øjne, sind og røvhuller

Fra Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker. Klik for at forstørre.
Vi afbryder vores normale håne-sexister-online-dagsorden for at bringe noget så kedeligt som en boganmeldelse. Queer Jihad sendte mig et eksemplar af deres nyeste bog, og når Queer Jihad giver en ordre, så adlyder man. Here we go ♥

Queer Jihads Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker er generelt en ret svedig bog. Den kombinerer artikler fra queerjihad.dk med de zines (hjemmelavede og -udgivne blade), Queer Jihad har udgivet gennem årene—og tilføjer noget helt nyt materiale. Det gør Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker til en fin blanding af historiebog og queer-håndbog. Det er lækkert og ikke-lineært.

Andre har allerede påpeget problemer ved bogen—noget, jeg ikke føler mig komfortabel med som heterofyr anyway—og jeg har ikke rigtig mulighed for at tale om den ud fra et queer synspunkt. Så ud fra mit heteroseksuelle, mandlige og ciskønnede synspunkt (du ved, det eneste, der rent faktisk betyder noget!) er her et bud på, hvor Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker har rigtig godt potentiale for at shine: Som undervisningsmateriale til heterofyre.

Når man ligger øverst i privilegie-fødekæden, så er der rigtig meget, man ikke ser. Når jeg fortæller folk om, hvornår jeg fik åbnet øjnene for feminismen, så ynder jeg at fortælle, hvordan det at høre kvinders historier om at undgå mørke parkeringspladser, at have en falsk vielsesring på eller at efterlade navn og adresse på den mand, man skal på date med, på sit skrivebord, så politiet eventuelt kan finde ens lig dagen efter, affødte nogenlunde denne reaktion hos mig:


Jeg havde lidt den samme følelse, da jeg læste Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker. Det er normativitetsdestruktion fra første afsnit.

Jeg bilder mig ind, at jeg har nogenlunde styr på det med queer. Jeg har ikke læst Judith Butler eller noget, men det er ikke helt fremmed for mig. Alligevel kan jeg se, når jeg scroller mit arkiv igennem, at jeg falder i den heteronormative fælde meget af tiden, og forholder mig rimelig binært til ting. Det kan Queer Jihad forhåbentlig give mig en hånd med at slippe af med.

Queer Jihad holder queerteorien helt nede på jorden og inviterer alle med—ikke kun dem, der allerede har styr på sagerne. De lader akademikerne om det højtflyvende, og fortæller ganske enkelt, at hvis du har et problem med Den Heteroseksuelle Verdensorden (det er måske ikke helt ved siden af at kalde Den Heteroseksuelle Verdensorden for queer-versionen af patriarkatet?), eller hvis den har et problem med dig, så er du med i klubben. Det lyder forsimplet, og det er det også. Så kan alle være med til at ødelægge Den Heteroseksuelle Verdensorden, som fortæller os, at mænd altid elsker kvinder, at kvinder altid er flinke og rolige, at folk, der ikke passer ind i de prædefinerede kasser ikke hører til, at en mand for Guds skyld ikke må synes om at få noget op i numsen... fortsæt selv listen. Den er uendelig, og et af de vigtigste steder at ødelægge verdensordenen er inde i sig selv.

Det virker jo unægtelig ret velkendt. Det lugter af feminisme, det her! Queer Jihad er da også glade for feminismen. Som de siger: "vi elsker, når det er kvinder, der vinder". Der er blandt andet også en lang tale om, hvordan patriarkatet også er til ulempe for mænd. Alligevel prikker bogen til mig. Det handler trods alt om at fucke normerne up, det her.

Blandt andet synes jeg, det er pissefedt, når homoægteskaber bliver legaliseret. Queer Jihad er ikke ubetinget enige. Ægteskabet er en forældet skodinstitution, og når samfundet giver homopar lov at gifte sig, er det i virkeligheden en shitty byttehandel: Vi giver jeres kærlighed den anerkendelse, I egentlig havde krav på i første omgang, hvis I til gengæld lover at passe ind i en form, der er godkendt af Den Heteroseksuelle Verdensorden. Der er delte meninger om det synspunkt, og jeg ved ikke selv, hvad jeg skal mene, men det er noget, jeg på ingen måde havde overvejet. Min reaktion?


Queer Jihad prædiker røvhullets glæder og dets forhold til forskellen mellem "mand" og "bøsse". Bogen inkluderer en udførlig guide til analsex, og der stilles spørgsmålstegn ved grundantagelsen om, at heteromænd ikke har lyst til at lege med numsen. Come on, der sidder et lækkert nervebundt et par centimeter oppe, hvordan kan man ignorere dén mulighed? Ifølge Queer Jihad er røvhullet revolutionært. Måske skulle man prøve.


Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker er propfyldt af personlige historier. En heteromand tilstår, hvor glad han er blevet for at inddrage sit røvhul i sit sexliv (som sagt, det er revolutionært!). Transkvinden Pneumonia skriver digte om at være en fugl indeni. Jeg tog mig selv i at sidde og blive lidt liderlig af at læse læserbrevet om "Sved", hvor der gnides sure tæer i ansigtet på hinanden, mens to mænd deler en stor, sort dobbeltdildo. Der gik et lille stykke af Den Heteroseksuelle Verdensorden i stykker inde i mig.

Og endelig er der rigtig meget snak—en tiendedel af bogen, faktisk—om at få homoer til at slå igen mod gay bashers. Der er tale om udførlige beskrivelser af, hvordan man forholder sig til voldelige homofober (svaret er ofte: med knyttere). Det er vredt. Det handler om at være psykopat og om at slå først. Det lyder ekstremt—jeg (og andre) ville jo mene, at man burde kunne tale sig ud af tingene på demokratisk vis—men det handler om overlevelse, og det handler om at sende signalet om, at gaden også tilhører queers. Løber man eller tager tævene, så cementerer det, at det er heteroseksualitetens rum. Jeg vidste godt, at kvinder tog forholdsregler, når de gik rundt i offentligheden, men det her havde jeg slet ikke regnet med.


Zinet Træt af pis, som også er inkluderet i Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker, forklarer det meget bedre, end jeg eller Politiken kan. Det kan kraftigt anbefales at læse det.

Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker er udgivet under Creative Commons. Det betyder, at der frit kan kopieres til brug i eksempelvis undervisning, og jeg mistænker, at det vil kunne gøre underværker, hvis noget af den her bog (sammen med andet materiale, der fokuserer på andre aspekter af queer!) bliver smidt i kopimaskinen og delt ud. Nok især blandt heterofyre som mig.

Heldigvis er bogen også en opsang til heteroer. Vi bliver bedt om at tage os sammen. Vi skal også selv arbejde for at nedbryde Den Heteroseksuelle Verdensorden, og vi får en masse tips i lækker punktform til, hvad vi kan gøre. For eksempel kan vi holde en ven af samme køn i hånden, lægge an på én af vores eget køn i byen eller sige fra når vi hører homofobiske eller sexistiske jokes. Mænd, seksualitet uagtet, kan barbere deres kropshår, og kvinder kan undlade ditto. Et bud til mænd, jeg godt kan lide, er at skifte køn alt efter hvilket køn, der er mest af i en gruppe. Er der mange machofyre, rykker man til kvindepositionen. Bare for at skabe lidt balance.

Det er vredt og seriøst, men også flinkt. Queer Jihad ved godt, at vi heterofyre ikke er fjenden, selv om vi ofte er problemet. Som det skrives i bogen:
Ligegyldigt hvordan du har det, er dette ment som et opråb, en øjenåbner - til homoer og heteroer, en udstrakt hånd, en hånd mellem skulderbladene, en lussing, en revolver lagt i din hånd.
Hånden er rakt ud. Så må vi selv finde ud af at bruge det til noget.

Opråbet fylder 304 sider, er udgivet på Forlaget Solidaritet og kan købes her for 100 kroner.

1 kommentar:

  1. http://www.huffingtonpost.com/2013/04/05/muslim-women-against-femen_n_3023052.html

    SvarSlet