Mænd der hader bryster

Lad dog være, møgunge!

Trigger warning: Hele indlægget er ret rough. Der er blandt andet noget nær en voldtægtstrussel i slutningen af indlægget. Ikke for sarte sjæle!

For lige knap en måned siden blev denne sag afgjort hos Ligebehandlingsnævnet. En kvinde, der ammede sin 9 måneder gamle datter på en restaurant (var det i Illum? Nogen, der kan huske det?), fik at vide af en tjener, at det måtte hun i hvert fald ikke. I bedste stil klagede kvinden til Ligebehandlingsnævnet, som endte med ikke at give hende medhold. Nævnet bemærkede:

Klager blev afvist fra en restaurant, fordi hun ammede. Nævnet finder, at klager, på den baggrund har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet indirekte forskelsbehandling på grund af køn. 

Nævnet har lagt vægt på, at det kun er kvinder, der ammer, og et forbud mod amning rammer derfor alene kvinder. 

Det påhviler herefter modparten at bevise, at ligestillingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ikke helt rigtigt, det med, at det kun er kvinder, der ammer, but we get the point. Så hvorfor blev klagen afvist? Jo, nu skal du høre:

Det er i Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven, i pkt. 16, anført, at forskelsbehandling kun kan accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og at et legitimt mål for eksempel kan være hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden. Det fremgår endvidere, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig.

Da de anvendte midler, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at varetage hensynet til andre kunders blufærdighed, finder nævnet, at [restauranten] ikke har handlet i strid med ligestillingsloven, og allerede som følge heraf har heller ikke [storcentret, restauranten ligger i,] handlet i strid med ligestillingsloven.

Med andre ord: Det er med blufærdigheden i tankerne, at ammende kvinder bliver forvist til et ammerum i centret. Husk det.

For samtidig kører danske busser i øjeblikket rundt med disse reklamer:

Tyvstjålet fra Docking Bay 327.

Det er altså ikke alle steder, det dér med blufærdighed gælder. Hykleri er det bedste, vi ved her på redaktionen.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen skrev så om sagen på sin Facebook-side:

Størstedelen af de kommenterende er enige—både mænd og kvinder—men der er et par guldkorn imellem. Det er ganske imponerende, hvad den almindelige dansker kan finde på. De fine kommentarer kan inddeles i et par forskellige kategorier.

Først og fremmest er der dem, der ikke helt har forstået, hvad sagen handler om, og bare råber liberalistiske buzzwords:

Så er der dem, der gerne vil se bryster. Ønsket rangerer fra det næsten uskyldige til det temmelig creepy—lige som vi kan lide det!

Mælke yver ♥

Så er der dem, der ser deres snit til at prikke lidt til Johanne Schmidt-Nielsen. De er en opfindsom flok:

 Og dem, der er lidt mere direkte:

Nogle hader tilsyneladende bare børn. Og mødre. Og kvinder generelt, I guess:

Andre igen hader bare patter.

Og endelig er der... ja. Idunno.

Åh Kenni ♥ Er du single? Det håber jeg virkelig inderligt.

Queer Jihad åbner øjne, sind og røvhuller

Fra Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker. Klik for at forstørre.

Vi afbryder vores normale håne-sexister-online-dagsorden for at bringe noget så kedeligt som en boganmeldelse. Queer Jihad sendte mig et eksemplar af deres nyeste bog, og når Queer Jihad giver en ordre, så adlyder man. Here we go ♥

Queer Jihads Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker er generelt en ret svedig bog. Den kombinerer artikler fra queerjihad.dk med de zines (hjemmelavede og -udgivne blade), Queer Jihad har udgivet gennem årene—og tilføjer noget helt nyt materiale. Det gør Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker til en fin blanding af historiebog og queer-håndbog. Det er lækkert og ikke-lineært.

Andre har allerede påpeget problemer ved bogen—noget, jeg ikke føler mig komfortabel med som heterofyr anyway—og jeg har ikke rigtig mulighed for at tale om den ud fra et queer synspunkt. Så ud fra mit heteroseksuelle, mandlige og ciskønnede synspunkt (du ved, det eneste, der rent faktisk betyder noget!) er her et bud på, hvor Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker har rigtig godt potentiale for at shine: Som undervisningsmateriale til heterofyre.

Når man ligger øverst i privilegie-fødekæden, så er der rigtig meget, man ikke ser. Når jeg fortæller folk om, hvornår jeg fik åbnet øjnene for feminismen, så ynder jeg at fortælle, hvordan det at høre kvinders historier om at undgå mørke parkeringspladser, at have en falsk vielsesring på eller at efterlade navn og adresse på den mand, man skal på date med, på sit skrivebord, så politiet eventuelt kan finde ens lig dagen efter, affødte nogenlunde denne reaktion hos mig:

Jeg havde lidt den samme følelse, da jeg læste Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker. Det er normativitetsdestruktion fra første afsnit.

Jeg bilder mig ind, at jeg har nogenlunde styr på det med queer. Jeg har ikke læst Judith Butler eller noget, men det er ikke helt fremmed for mig. Alligevel kan jeg se, når jeg scroller mit arkiv igennem, at jeg falder i den heteronormative fælde meget af tiden, og forholder mig rimelig binært til ting. Det kan Queer Jihad forhåbentlig give mig en hånd med at slippe af med.

Queer Jihad holder queerteorien helt nede på jorden og inviterer alle med—ikke kun dem, der allerede har styr på sagerne. De lader akademikerne om det højtflyvende, og fortæller ganske enkelt, at hvis du har et problem med Den Heteroseksuelle Verdensorden (det er måske ikke helt ved siden af at kalde Den Heteroseksuelle Verdensorden for queer-versionen af patriarkatet?), eller hvis den har et problem med dig, så er du med i klubben. Det lyder forsimplet, og det er det også. Så kan alle være med til at ødelægge Den Heteroseksuelle Verdensorden, som fortæller os, at mænd altid elsker kvinder, at kvinder altid er flinke og rolige, at folk, der ikke passer ind i de prædefinerede kasser ikke hører til, at en mand for Guds skyld ikke må synes om at få noget op i numsen... fortsæt selv listen. Den er uendelig, og et af de vigtigste steder at ødelægge verdensordenen er inde i sig selv.

Det virker jo unægtelig ret velkendt. Det lugter af feminisme, det her! Queer Jihad er da også glade for feminismen. Som de siger: "vi elsker, når det er kvinder, der vinder". Der er blandt andet også en lang tale om, hvordan patriarkatet også er til ulempe for mænd. Alligevel prikker bogen til mig. Det handler trods alt om at fucke normerne up, det her.

Blandt andet synes jeg, det er pissefedt, når homoægteskaber bliver legaliseret. Queer Jihad er ikke ubetinget enige. Ægteskabet er en forældet skodinstitution, og når samfundet giver homopar lov at gifte sig, er det i virkeligheden en shitty byttehandel: Vi giver jeres kærlighed den anerkendelse, I egentlig havde krav på i første omgang, hvis I til gengæld lover at passe ind i en form, der er godkendt af Den Heteroseksuelle Verdensorden. Der er delte meninger om det synspunkt, og jeg ved ikke selv, hvad jeg skal mene, men det er noget, jeg på ingen måde havde overvejet. Min reaktion?

Queer Jihad prædiker røvhullets glæder og dets forhold til forskellen mellem "mand" og "bøsse". Bogen inkluderer en udførlig guide til analsex, og der stilles spørgsmålstegn ved grundantagelsen om, at heteromænd ikke har lyst til at lege med numsen. Come on, der sidder et lækkert nervebundt et par centimeter oppe, hvordan kan man ignorere dén mulighed? Ifølge Queer Jihad er røvhullet revolutionært. Måske skulle man prøve.

Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker er propfyldt af personlige historier. En heteromand tilstår, hvor glad han er blevet for at inddrage sit røvhul i sit sexliv (som sagt, det er revolutionært!). Transkvinden Pneumonia skriver digte om at være en fugl indeni. Jeg tog mig selv i at sidde og blive lidt liderlig af at læse læserbrevet om "Sved", hvor der gnides sure tæer i ansigtet på hinanden, mens to mænd deler en stor, sort dobbeltdildo. Der gik et lille stykke af Den Heteroseksuelle Verdensorden i stykker inde i mig.

Og endelig er der rigtig meget snak—en tiendedel af bogen, faktisk—om at få homoer til at slå igen mod gay bashers. Der er tale om udførlige beskrivelser af, hvordan man forholder sig til voldelige homofober (svaret er ofte: med knyttere). Det er vredt. Det handler om at være psykopat og om at slå først. Det lyder ekstremt—jeg (og andre) ville jo mene, at man burde kunne tale sig ud af tingene på demokratisk vis—men det handler om overlevelse, og det handler om at sende signalet om, at gaden også tilhører queers. Løber man eller tager tævene, så cementerer det, at det er heteroseksualitetens rum. Jeg vidste godt, at kvinder tog forholdsregler, når de gik rundt i offentligheden, men det her havde jeg slet ikke regnet med.

Zinet Træt af pis, som også er inkluderet i Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker, forklarer det meget bedre, end jeg eller Politiken kan. Det kan kraftigt anbefales at læse det.

Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker er udgivet under Creative Commons. Det betyder, at der frit kan kopieres til brug i eksempelvis undervisning, og jeg mistænker, at det vil kunne gøre underværker, hvis noget af den her bog (sammen med andet materiale, der fokuserer på andre aspekter af queer!) bliver smidt i kopimaskinen og delt ud. Nok især blandt heterofyre som mig.

Heldigvis er bogen også en opsang til heteroer. Vi bliver bedt om at tage os sammen. Vi skal også selv arbejde for at nedbryde Den Heteroseksuelle Verdensorden, og vi får en masse tips i lækker punktform til, hvad vi kan gøre. For eksempel kan vi holde en ven af samme køn i hånden, lægge an på én af vores eget køn i byen eller sige fra når vi hører homofobiske eller sexistiske jokes. Mænd, seksualitet uagtet, kan barbere deres kropshår, og kvinder kan undlade ditto. Et bud til mænd, jeg godt kan lide, er at skifte køn alt efter hvilket køn, der er mest af i en gruppe. Er der mange machofyre, rykker man til kvindepositionen. Bare for at skabe lidt balance.

Det er vredt og seriøst, men også flinkt. Queer Jihad ved godt, at vi heterofyre ikke er fjenden, selv om vi ofte er problemet. Som det skrives i bogen:

Ligegyldigt hvordan du har det, er dette ment som et opråb, en øjenåbner - til homoer og heteroer, en udstrakt hånd, en hånd mellem skulderbladene, en lussing, en revolver lagt i din hånd.

Hånden er rakt ud. Så må vi selv finde ud af at bruge det til noget.

Opråbet fylder 304 sider, er udgivet på Forlaget Solidaritet og kan købes her for 100 kroner.

Hans Bonde er Undertrykt, episode 3: "Fakta"? Sandhedens Fjende Nr. 1!

Det er den slags, der sker, når KVINFO får lov at slå sig løs.

Okay, i sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt lærte vi, at det faktisk i høj grad er på grund af børn, at kvinder ikke får udnyttet deres uddannelse i samme grad som mænd gør. Mens børn oftest er en fordel for mænd, så skaber de et signifikant handikap for kvinder på arbejdsmarkedet. Eller, som Hans Bonde siger:

Hvis jeg nu gik ind på den præmis, så er det et familiepolitisk problem, som skal løses på det niveau gennem f.eks. obligatorisk barselsorlov til mænd.

Hvilket da er en god idé! Hvad med en bog om det?

Men du kan jo ikke sige: Fordi vi har et problem på det familiemæssige niveau, så skal vi begynde at fifle med ansættelsesbekendtgørelserne. Så får vi et middelmådighedssamfund ud af det.

Okay, revolutionen skal starte nedefra. Det er vi sådan set nogenlunde enige om. Hvad siger du til, at du og jeg rotter os sammen og kæmper for familiepolitisk ligestilling? Vi kan eventuelt starte med at få fikset uligelønnen.

Der er ligeløn i Danmark.

Nå nå, bevares.

Mænd og kvinder tjener det samme, hvis de arbejder inden for det samme område f.eks. som sygeplejersker eller ingeniører.

Ja, okay, det er også en måde at formulere det på. Kunne vi i så fald ikke tale om, hvorfor vores arbejdsmarked er så kønsopdelt, som det er? Dér kunne måske være nogle potentielle løsninger på vores problemer.

Lønkommissionen har regnet ud, at hvis du regner det med som løngoder, at kvinder har mere fleksibelt arbejde med deltidsarbejde, omsorgsdage, flere sygedage og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, så er der ingen uligeløn.

Close enough. Det er simpelthen derfor! Kvinderne skal jo have tid til at sidde og fede den på sofaen.

Nårh nej, behovet for fleksibelt arbejde er vistnok på grund af dem her:

Satans unger.

Hvis vi nu er enige om, at man som forældre deles om ansvaret for børn—som udgangspunkt, anyway—ville det så ikke være smart, hvis man deltes om sygedage, omsorgsdage, fleksible arbejdstider og tidlig tilbagetrækning? Det betyder selvfølgelig, at både mænd og kvinder må lide økonomisk under det at få et barn, men come on, det er i forvejen en underskudsforretning at få sådan en lille bavian dér. Vi mænd overlever nok, hvis vi tager lidt af byrden.

Når mændene ikke vil kræve noget af kvinderne, skyldes det ifølge Hans Bonde, at mændene har lært at skamme sig.

Kræve hvad, fristes man til at spørge. Det kommer Hans Bonde ikke rigtig ind på. Nå, skidt. Vi kræver i hvert fald aldrig noget, os mænd, fordi vi skammer os så meget. Som Bonde formulerer det:

Kvinder kan da have umådelig stor magt. Blandt andet magten til at få os til at skamme os.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men det lyder lidt som et argument i retning af "Kvinder har masser af magt, de kan nemlig få mænd til at gøre alt muligt for at få sex!"

Problemet er, hvis denne skammermagt bliver brugt til at favorisere kvinder. At mænd er det undertrykkende køn, lægger sig som en tyk dyne, i mange forhold har vi en taleret, men lige i forhold til kønnet har vi kun retten til at skamme os.

[Citation needed]

Nej, okay, Hans Bonde kan faktisk godt give os et eksempel:

Det er f.eks., når Kvinfo udnævnte ’Årets pikhoved’. Hvis de ikke kunne lide en mand, kunne de kalde ham sådan nogle ting. Lars-Henrik Schmidt fik overmalet sit hus. Tænk hvis man havde gjort det omvendte. ’Årets kusse’. Det er fuldstændig utænkeligt. Og heldigvis kunne vi aldrig finde på det. Det gør mig ked af det på danskernes vegne, at vi har en kønsdebat, der er så latterlig. Nedlæg bare Kvinfo – de er alt for biased. Og også meget af kønsforskningen trænger til få luftet grundigt ud i de stive begreber.

Se, jeg troede først, at det her var ligesom i tilfældet med Helle Thorning-Schmidt: At Bonde faktisk har  nogenlunde styr på sine fakta i sin bog, Fordi du fortjener det, men at han er blevet fejlciteret i dette interview. Men se nu her. Jeg citerer fra side 211:

I flere år uddelte det statsstøttede kvindeselskab KVINFO en skammerpris betitlet "Årets Pikhoved". Da den forhenværende rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt i 2005 blev kåret som "Årets Pikhoved", fik han ved samme lejlighed oversprøjtet sit hus med maling. Kunne man forestille sig, at reaktionære mænd indstiftede "Årets Kusse" som en skammer-pris endog for offentlige midler og bagefter øvede vandalisme mod den uheldige kvinde?

Yeah, pretty much et direkte citat fra bogen. Og fejlbehæftet i en grad, der burde få enhver læser til at betvivle værdien af Bondes bog. Skal vi tage det fra en ende af? Jeg tillader mig at snuppe citatet fra bogen—der er ligesom lidt mere kød på:

I flere år uddelte

Forkert. Ét år, nærmere bestemt 1994.

det statsstøttede kvindeselskab KVINFO

Forkert. Det var Kvindeligt Selskab (nu Selskab for Ligestilling), der altså ikke er statsstøttet, som uddelte prisen. I øvrigt er KVINFO heller ikke et kvindeselskab, but we'll let that one slide.

en skammerpris betitlet "Årets Pikhoved". Da den forhenværende rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt

Forkert. Det var Frank Dahlgaard, der havde fornøjelsen.

i 2005 blev kåret som "Årets Pikhoved",

Forkert. Det var som sagt kun én gang, og det var i 1994.

fik han ved samme lejlighed oversprøjtet sit hus med maling.

Der er så ikke nogen "samme lejlighed", men det er da rigtigt nok, at der blev smidt maling på hans hus. But hold on:

Kunne man forestille sig, at reaktionære mænd indstiftede "Årets Kusse" som en skammer-pris endog for offentlige midler og bagefter øvede vandalisme mod den uheldige kvinde?

Forkert og forkert. Som nævnt har de offentlige midler ikke været i spil her. Og det var sjovt nok ikke Kvindeligt Selskab, der begik hærværk mod Lars-Henrik Schmidt.

Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om en anden organisation har uddelt en pris med samme navn og derpå sprøjtet maling på Lars-Henrik Schmidts hus, men hvis det var Kvindeligt Selskab eller KVINFO, og Bonde har dokumentation for det postulat, er jeg da sikker på, at politiet ville sætte pris på det. Måske kan det endda ende godt! KVINFOs mentorordning blev for nylig frataget sin støtte, men det kan være, Elisabeth Møller Jensen & co. kan tjene penge som facademalere.

Det er forresten ikke mig, der har fundet alle fejlene, det er skam Elisabeth Møller Jensen selv. Hun er trods alt på hjemmebane hér.

Men okay. Hvad betyder sådan et par småfejl? Jeg mener, det er jo ikke fordi Hans Bonde er universitetsprofesser eller har udgivet en bog eller noget, vel?

Nå. Nok om det. Vi skal trods alt ikke hænge os i små detaljer som "fakta". Videre! Hans Bonde er nok ikke populær blandt alle kvinder, er han?

Bestemt ikke, men mange giver mig også ret. De synes ikke, at det er sjovt at opleve ikke specielt meget mere talentfulde medsøstre ryge til tops på fribillet og på første klasse. Det er på ingen måde kvinderne, jeg kritiserer, men den elitære feminisme.

Jeg har endelig fået læst Fordi du fortjener det færdig, og jeg kan afsløre: Det er bestemt ikke kun den elitære feminisme, der bliver kritiseret. Men det er da godt for Hans Bonde, at han kan finde ligesindede blandt det køn, han bruger 259 sider på at kritisere.

Ikke at mændene slipper, natürlich.

Der er mange tøsedrenge. De kommer med deres små fedtede hænder og takker mig, der er ikke mange, der selv tør sige noget. På universitetet frygter mange mænd, at de vil blive ramt på deres karrierevej, hvis de siger, hvad de mener.

Hans Bonde er en af mine personlige helte. Han tør, hvor andre tier. Hvis bare der var andre mænd, der turde kritisere feminismen (men ikke kvinder, of course!).

Vi er næsten færdige med vores føljeton om, hvor undertrykt Hans Bonde er. Det har været en lang og sej kamp at komme igennem Hans Bondes interview (og har du ikke fået nok, kan hans bog skaffes til en billig penge her—det er sublim underholdning!). Helten Hans Bonde har lært os, at vi har ligestilling i Danmark, at mænd er undertrykt, at kvinder ikke laver en skid, at familiepolitik nok ikke rigtig betyder noget og at fakta, det er for tøsedrenge. Sandheden lader sig ikke stoppe af sådanne småting.

Men er han også en helt til middagsselskaber? Er han ikke bange for at ødelægge den gode stemning?

Jo, men omvendt sætter jeg også gang i den. Når jeg er til selskab og stiller mig hen til nogen og fortæller om mine pointer, så bliver manden måske fyr og flamme, det gløder i hans øjne. Ting, han ikke kunne artikulere, kan lige pludselig siges. Og konen begynder at gløde af aggression. Hun har måske bygget store dele af sin identitet op på, at det er synd for hende.

Yes! Kan du hyres til fester, Hans Bonde? Fuck komikere, tryllekunstnere og strippere—at fremmedgøre halvtreds procent af selskabet, det er fandeme smukt. Du har sgu fortjent en medalje.

Hans Bonde er Undertrykt, episode 2: Kvinder Laver Ikke en Skid

Lad nu være, for helvede! Du fortjener det ikke! Lad så vær'!

Jeg har haft rasende travlt med at læse Hans Bondes bog Fordi du fortjener det, men nu har jeg altså lige brug for en pause. Jeg ser nogle kattevideoer

()

og fortsætter med det interview med Bonde, jeg aldrig kom videre med.

I sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt fik vi disset Helle Thorning Schmidt for at have nogenlunde lige så meget erfaring som resten af Folketinget. På Fjolsbooken gjorde Susanne Staun opmærksom på, at Poul Nyrup Rasmussen faktisk havde en tilsvarende mængde politisk erfaring, da han blev statsminister. Det må betyde, at vi endelig lever i det ligestillede samfund, Hans Bonde taler om!

Men nok om politikerne. Vi skal også nå at sparke nedad. Det er jo sådan, at selv om flere kvinder i dag tager en lang, videregående uddannelse, så er kvinder underrepræsenteret i blandt andet forskning, ministerier og—klassikeren—toppen af erhvervslivet. En af de oftest nævnte årsager til dette er den såkaldte Rip-Rap-Rup-effekt: man ansætter ofte folk, der minder om én selv i bl.a. køn og baggrund. Eller, som Hans Bonde formulerer det:

Det er kvindepropaganda.

???

Professor Nina Smiths undersøgelser viser, at der ikke hersker noget old boys' network, og hvis der er, er det bitte små procenter. Der er intet, der tyder på, at kvinder bliver holdt ude. Hvis en kvinde har sit cv i orden og har erfaring med at starte egen virksomhed, har hun langt større chance for en plads i en bestyrelse end en mand.

[Citation needed]

"Glasloftet findes ikke! Rip-Rap-Rup-effekten findes ikke! Old boys-netværk findes ikke! Det er propaganda!" råbte han vredt, hvorefter han satte sig ned og skrev en bog om, hvordan Den Usynlige Hånd nok skal ordne det hele.

Faktum er bare, at der ikke er så mange kvinder, der har den erfaringsmasse. De vælger at bruge deres tid på noget andet. 

[...] Det handler kun om kvinders prioriteringer. Kvinderne i Danmark har stemt et velfærdssystem igennem, der giver dem det brede liv, de gerne vil have.

[indsæt joke om velfærdssystemets nuværende tilstand]

I øvrigt giver det vel meget god mening, at hvis man eksempelvis arbejder i det offentlige og/eller er den, der primært tager sig af børnene, som det er tilfældet for mange danske kvinder, så stemmer man nok også på de partier, der tager sig mest af de områder.

Er det egentlig ikke et ret gennemgående træk inden for politik—at man stemmer på dem, der varetager ens interesser? Det forklarer i hvert fald, hvorfor Liberal Alliances typiske vælger er en mand med en årlig indkomst på over 300.000 kr.

Ser man på Jobindex Danmark og EU-undersøgelser, så søger kvinder ikke lederjob i nær samme omfang som mænd.

Okay, det er rigtigt nok, men kan vi ikke lige blive enige om noget? Når det gælder det private erhvervsliv, er det de færreste stillinger, der overhovedet bliver slået op. Faktisk bliver 2 ud af 3 stillinger besat uden at have set skyggen af et jobsite. Eller som Berlingske Business formulerer det: "Netværk er vigtigere end jobannoncer". Gæt, hvem de mandlige chefer netværker mest med :)

[...] Langt størsteparten af kvinderne ønsker i høj grad ikke topposterne, de vil have det brede liv, det rodfæstede liv i familierne og det relationelle liv med vennerne.

Nårh, kvinderne vil ganske enkelt bare blive ved kødgryderne (og mænd vil helst ikke have venner)! Jamen, så er der vel ikke mere at rafle om, eller hvad? Det er jo ligesom fattigdom—det handler bare om ens prioriteter. Bag så det brød!

Hans Bonde mener, at snak om, at kvinder har godt af noget ekstra hjælp for at opveje for undertrykkende strukturer, passiviserer kvinder. De får jo fornemmelsen af, at de ikke behøver gøre noget! Som han siger (jeg forestiller mig, at hans stemme har dryppet af sarkasme lige her):

"Det er slet ikke min skyld, for hvis jeg ikke bliver en stor filminstruktør, så er det, fordi mænd 'dominerer'."

Feminister hader nemlig Mads Mikkelsen og Lars von Trier og alt det gode, de bringer til Danmark, når det netop er den type mænd, vi bør hylde! De driver samfundet!

Men som journalisten spørger: Det er vel ikke kun mænd, der driver samfundet?

Hans Bonde svarer:

Hvem er det, der langt hen ad vejen skaber finansieringsgrundlaget for det velfærdssamfund, der gør, at kvinderne kan have alle de job i den offentlige sektor, som har den fleksibilitet, som de gerne vil have? Det er jo bl.a. en mand som Danfoss-direktøren Jørgen Mads Clausen og alle de andre, som i den feministiske talemåde så siges at dominere.

??????????

Okay, Hans Bonde er (idræts)historiker. Han må om nogen vide, hvordan det er foregået her til lands. Kvinderne har slænget sig på sofaen og spist bolsjer, mens mændene sled og slæbte!

Du ved, for eksempel da kvinder rutinemæssigt var med i marken, fordi landbrug underligt nok ikke kunne ordnes af én person—det gjorde de kun, fordi evolutionen havde givet dem så lange arme, at de kunne pløje marken, mens de sad i sofaen (visse snedige bønder installerede en sofa bag ploven for at lokke konen ud!). Og fabriksarbejdet, som kvinder tjente mindre end mænd for at udføre? Det var jo fordi, de syntes, det var skægt, ikke for at tjene penge. Det samme gjaldt eksempelvis sygeplejersker, der i princippet har været overflødige til alle tider.

Okay. I de korte øjeblikke, kvinderne rejste sig fra sofaen, var der selvfølgelig også sådan nogle "børn", der skulle passes. Men dem kunne vi mænd sgu sagtens have passet samtidig med, at vi fik tingene til at løbe rundt—helt uden at skulle have fleksible jobs. Vi lader bare kvinderne om det, fordi de elsker de nære relationer ♥

Man kunne vende det hele om og sige, er det ikke for dårligt, at kun én ud af ti danske entreprenører er kvinder? Hvornår kommer der en kvindelig Jørgen Mads Clausen? Kunne samfundet ikke få mere ud af de mange milliarder kroner, vi pumper ind i kvindernes høje uddannelsesniveau?

Det er kraftedme for dårligt, tøser! Drop familielivet—vi skal bruge jer på arbejdsmarkedet!

Ej, okay, det er altså ikke det, Hans Bonde mener.

Nej, så grov er jeg ikke. Jeg forstår godt, hvis mange vælger det gode liv med nære relationer til børn og familie. Men så skal de i det mindste bare acceptere, at de har det gode liv.

Hvad mener I med, at vi dudes ikke ville kunne drive hardcore-karriere, hvis der ikke var nogen til at passe vores børn? I gør det jo alle sammen af jeres hjertes lyst, gør I ikke? Det er jer, der skal indrømme ting! Jer!

Vi gider ikke se på et så lille bidrag til samfundsøkonomien med jeres høje uddannelsesniveau, som vi yder størstedelen til over skatterne, og så samtidig få at vide, at det er vores skyld. Senest har Nina Smith vist, at samlet set bidrager en lille dreng langt mere til samfundsøkonomien gennem sit liv end pigen, fordi pigen er langt, langt mere bundet til velfærdsstatens ydelser, ikke?

Træk nu lige vejret, ikke, Hans? Der er ikke nogen, der siger, at det er din skyld (og lad os være helt ærlige—du og jeg bidrager sgu nok ikke specielt meget til samfundsøkonomiens bundlinje). Måske kunne man endda vove pelsen og stille spørgsmålet: hvorfor er der så mange kvinder, der gerne vil uddanne sig, men ikke rigtig kommer videre? Jeg ved godt, at det ikke svinger så godt med "Jamen det er DERES EGET VALG", men det er da et forsøg værd, ikke?

Det er rigtigt, at en mand i løbet af sit liv bidrager med mere til velfærdsstaten end en kvinde gør. Det har vi endda også snakket om før. Konklusionen:

Generelt kan vi måske sige, at det at få et barn er gavnligt for mænd, men (økonomisk) temmelig nederen for kvinder. Satans børn. 

Og netop de satans børn skal vi tale om næste gang, når vi kaster os over det sidste afsnit af Hans Bonde er Undertrykt. Det har Hans Bonde nemlig også meninger om, og de er næsten fornuftige!

Vi ses snart ♥

Hans Bonde er Undertrykt, episode 1: Demokratiets Vogter

Det er hårdt at være privilegeret.

Egentlig skulle jeg have skrevet om Fatma Øktem og hendes indlæg om ligestillings-ekstremisme. Jeg skulle også have skrevet om Jakob Olrik, der kæmper for kærligheden på sin helt egen måde, og jeg skulle have skrevet om alt det med Thomas Blachmans nøgenshow, men der sker kraftedme så meget lige nu. Om en uge er der til gengæld uden tvivl lavvande i tåbehavet igen.
Heldigvis har Sanne Søndergaard skrevet langt og godt om både Blachman og Olrik (henholdsvis her og her), så det slipper jeg for. I stedet for kan jeg skrive om interviewet med Hans Bonde i Politiken, for oh boy, it's a doozy.

Hvor feminismen før handlede om at afskaffe kønsdiskrimination, har vi siden 2000 fået en kamp for favorisme, som er skadelig. Nu vil elitefeministerne favorisere kvinder, fordi de ikke slår igennem som topdirektører, professorer mv.

»Men at sortere på køn bryder med vores demokrati, der bygger på, at du ikke må sortere mennesker efter køn, klasse eller etnicitet«.

Sådan siger den 55-årige kønsforsker Hans Bonde, der er aktuel med bogen ’Fordi du fortjener det’, som han kalder for sit kønspolitiske ’testamente’. 

Og det er jo nu engang det skønne ved vores demokrati: at alle er lige, og at alle kan have indflydelse på samfundet. Så kan det da godt være, det ikke engang er 100 år siden, at landets kvinder fik stemmeret, og at Danmark alle dage har været et klassesamfund, men lad os nu ikke hænge os i detaljerne. Demokrati, hurra!

*ahem* Nå, anyway.

I en lang række organisationer – Kvinfo er det bedste eksempel – sidder der levebrødsideologer. Hvis ikke det er synd for nogle kvinder i Danmark, hvis ikke nogen er undertrykte eller diskriminerede, så er der ikke noget levebrød.

Ser du, mens damerne hos eksempelvis KVINFO, Dansk Kvindesamfund og Reden måske engang har haft deres berettigelse og troet på deres sag, så er feminismen i dag dybt unødvendig. Det er faktisk Hans Bonde, der er den Ægte Feminist:

Jeg er feminist på den oprindelige måde, som handlede om at afskaffe al kønsdiskrimination. Den kamp er i dag vundet.

Det er på tide, I bevæger jer ud af offerrollens skygge, piger. Sexism is over! Hvornår har en kvinde måske sidst oplevet at blive mødt med seksuelle tilråb eller at blive set som værende uden moral og uegnede til at besidde magt af et dansk folketingsmedlem? Eller oplevet ikke at blive taget seriøst, fordi man "nok har menstruation"? Jeg mener, tag jer lige sammen.

Når nu vi endelig lever i et ligestillet samfund, må vi også passe på, at vi ikke begynder at diskriminere kvinder igen. Og det er her, Hans Bonde: Ægte Feminist kommer ind i billedet. Han har en progressiv advarsel til os:

Jeg siger: Kære kvinder, hvis vi får et favoriseringssamfund, så ender I som et B-hold.

 —som det jo skete for os mænd, da det for længe siden var os, der blev favoriseret—

Selve ideen er nedværdigende for kvinden. Man afindividualiserer kvinden, gør hende til et grundstof, en metervare, hvor man siger: 'Vi skal have noget mere kvinde'.

Reducering af kvinder til en metervare? Hvilket helt nyt og uhørt fænomen!

Helle Thorning er mønstereksemplet på, hvad ’vi skal have noget kvinde’-favorismen kan føre til. Hun havde ingen stærk erhvervserfaring og ingen baggrund fra hverken Folketinget eller som minister, alligevel blev hun landets statsminister. Thorning er elegant, hun er relativt ung, hun er tilsyneladende selvsikker, upåklagelig, hun har sine slogans i orden, så kigger man ikke på, om hun har horisont og vigtige læreår med i bagagen, så ryger en Lykketoft længere bag i køen, ikke? Først den dag, hvor også en mand kan blive statsminister uden at have en stærk politisk erfaring, har vi ligestilling.

Der kan du bare se. Danmark er blevet fucked godt og grundigt op, og hvorfor? Fordi Thorning kom ind på en kvote! Det er den slags, der sker. Ikke alene må det være enormt nedværdigende at vide, at man kun har fået sit job, fordi ens kønsorganer vender indad, det betyder også, at jobbet kunne være gået til nogen, der var langt mere kvalificeret. At Helle Thorning-Schmidt blev statsminister er et fantastisk eksempel på, at kønsdiskrimination lever i bedste velgående i Danmark.

Eller, ikke rigtig.

Jeg vil bede dig forestille dig en verden, kære læser, hvor kønsdiskrimination ikke er udryddet. Det er svært, I know, men prøv for min skyld. I denne dystopiske verden, hvor ét køn oftest rangeres højest og gives flere muligheder, kunne man—og bær nu over med mig her—måske forestille sig, at kvoter kunne bringe det diskriminerede køn op på et niveau, hvor der rent faktisk er lige muligheder. Forudsat at regeringen i vores tankeeksperiment ikke dropper ideen om kvoter, that is.

Pyh! Godt, vi ikke lever i den verden, hva'?

Men vent, nu er jeg forvirret. Er der kønsdiskrimination i Danmark eller ej? Først fortæller Bonde os, at han som Ægte Feminist har været med til at sikre, at der ikke er mere kønsdiskrimination i landet, og nu er der lige pludselig ikke ligestilling alligevel indtil vi får en mandlig statsminister uden stærk politisk erfaring? Min lille hjerne kan slet ikke følge med. Men jeg er selvfølgelig heller ikke kønsforsker med mindst 20 års erfaring i ligestillings-gamet.

Det skulle man så heller ikke tro, Hans Bonde var. Kan du huske det, vi lige læste om Helle Thorning-Schmidt?

Hun havde ingen stærk erhvervserfaring og ingen baggrund fra hverken Folketinget eller som minister, alligevel blev hun landets statsminister.

Øh, Hans—nu har Helle Thorning-Schmidt jo sådan set siddet i Folketinget siden 2005. Og hun sad i Europaparlamentet fra 1999 til 2004. Det burde da tælle som politisk erfaring, eller hvad?

Men okay, det kan godt være svært at få alle detaljerne i orden. Jeg mener, det er jo ikke fordi sådan noget information ligger frit tilgængeligt på internettet. Det er altså svært at være kønsforsker.

Det er selvfølgelig rigtigt, at Helle Thorning-Schmidt ikke har nogen videre erhvervserfaring uden for politik, men skal vi så ikke lige tage et kig på nogle af vores andre politikere?

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Konsulent for Castberggård Døves Højskole i 4 år. 

Selvstændig i 2 år. Kuglestøder i ca. 10 år.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Selvstændig konsulent i 2 år.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Salgskonsulent i 2 år.

Konsulent i TVropa Communication i 1 år.

Konsulent i 2 år, fuldmægtig i 2 år.

Det er bare et udsnit; listen af politikere med beskeden erhvervserfaring er meget længere (og de er kraftedme alle sammen konsulenter!). Det er med andre ord et vilkår i dag, at politiker er noget, man uddanner sig til at blive...eller bliver, når man er træt af elitesport. Det er blevet et karrierevalg, og det gør unægteligt vores Folketing noget mindre repræsentativt. Man kunne fristes til at sige, at det bryder med vores demokrati!

Det er i bund og grund et demokratisk problem, at vores politikere bliver mindre og mindre som folket (den ikke-akademiske del af det, anyway). Hans Bonde vil gerne tørre den af på feministerne. Hvorfor landets kvinder skal lytte til en mand, der ikke kan finde ud af at bruge Google, det ved jeg så ikke.

Der er meget mere, og det bliver meget værre, men jeg er blevet træt i hovedet, og det er du sikkert også. Så vi klipper fint og ordentligt interviewet over hér og gemmer resten i køleskabet til senere. Næste gang skal det handle om, hvor godt I kællinger egentlig har det.