Morten Brask er dårlig i sengen

En vaskeægte (voldtægts?)mand.

Vores helt Morten Brask læste Fifty Shades of Grey og blev RYSTET. Aldrig har han læst en så elendig bog. Det siger han i Deadline fra 28. august. Se udsendelsen her (klik frem til "Porno - 40 millioner læsere").

Faktisk blev han så RYSTET at han følte sig nødsaget til at skrive et debatindlæg om det: "Mænd bør hylde 'Fifty Shades'". Morten Brask er kendt for at skrive meget skråsikkert om ting han ikke forstår særlig godt, og dette er ingen undtagelse. Danske mand, din kone ligger sandsynligvis og læser Fifty Shades:

Hvad betyder det? Får den nogen konsekvenser for os mænd. Ja! Og du kan glæde dig, så lad hende endelig læse videre. ’Fifty Shades’ kan nemlig antænde lunten til en verdensomspændende seksuel revolution.

Nemlig, gutter. I behøver ikke at stoppe jeres kvinder i at læse noget for deres egen nydelses skyld og måske—gisp—tænder på noget der ikke er jer! I sidste ende er det nemlig også godt for os MÆND, og det er trods alt det vigtigste.

Noget tyder på, at bogen virker på mange kvinder. Ikke mindst dem, som ikke før har haft mod på at eksperimentere seksuelt. I en Daily Mail-rundspørge blandt 400 kvindelige læsere sagde 43 procent, at bogen gav dem lyst til at prøve bondage, 79 procent sagde, at de ville prøve det med en Christian Grey-type.

Nej, stop, Morten! Nu bliver du alt for videnskabelig. Kan du ikke gøre som du plejer og spørge enkelte mennesker omkring dig om deres mening og generalisere ud fra det?

Der har ikke været nogen danske undersøgelser endnu, så jeg må nøjes med en lille rundspørge blandt veninder og kolleger.

Tak! Du er en skat ♥

De fleste medgiver, at det litterært set er Barbara Cartland med slag i. Men de fleste indrømmer, at bogen faktisk tænder dem.

Og hvorfor nu det? Der er naturligvis 40 millioner svar, men her er tre mulige forklaringer. Det mest oplagte er, at mange pæne kvinder lever i seksuel kedsomhed. Deres erotiske liv har ligget i dvale gennem flere søvndyssende serielle parforhold.

Fair nok, så det er vi mænds skyld.

I begyndelsen var de forblændet af ungpigeværelsets lyserøde illusioner om, at sex skal være blid elskov på et leje af rosenblade. Men rosenbladene er visnet, og livet på lagnet bliver kedelig konsensus og drukner i babybleer og det-er-din-tur-til-at-tage-opvasken.

Nå, åbenbart ikke. I øvrigt tror jeg vi allerede har fundet ud af at Morten Brask ikke ved så meget om ungpigeværelser.

Og der står Christian Grey, som fortæller dem, at nok er det ih så smukt at elske blidt, men i et længerevarende parforhold er sexlivets stærkeste drivkraft ren, rå, dryppende hornyness, hvor alt er tilladt. 

Det var det, der skete for parret Leroy og Carly, der på tv-stationen ABC fortalte, at sexlivet var forsvundet, da de fik deres første barn. Men så læste Carly i ’Fifty Shades’ - og så skete der noget, sagde Leroy: »She just put the book down and she was all over me. It was nice«.

Aha! Så Fifty Shades' virkelige værdi er altså at vi mænd igen får noget på den dumme? Fedt, mand.

Andre kvinder, der måske allerede har erkendt, at liderlighed er vigtigere end romantik i sengen, opdager, at bogens sadist tænder deres hemmelige, forbudte drømme om manden, der tør træde i karakter, som ikke er bange for at tage, hvad der er ’hans’, som tør sige, de skal holde kæft og sprede benene.

[...] ’Fifty Shades’ er, alene på grund af sin udbredelse, den vigtigste faktor i nyere tid for legaliseringen af kvinders mere eller mindre ’perverse’ fantasier. Og det skal nok tilføre enorm seksuel energi til soveværelserne.

Det lyder jo fint! Morten, er der noget i vejen? Er du syg? Hvor er den usympatiske, sexistiske Morten Brask, som vi kender og elsker?

Hvad angår bogens tematisering af dominans/submission, tror jeg også, at bogen fungerer som en tiltrængt bredside mod det, der i Vesten gennem de sidste 40 år har været sexlystens serial killer nummer et: Ligestilling!

Pyha, der var du! Jeg var lige et øjeblik blevet nervøs for at du var blevet et ordentligt menneske.

En veninde, der er begejstret for bogens erotiske fortælling, sagde til mig: »Kvinder er dødtrætte af ligestilling. I samfundet: Ja. Men i sengen vil vi altså gerne rives rundt og tages af manden. Han må gerne være den, der bestemmer og er den stærke, den, der fritager os for alt ansvaret. Det er ligesom tango: Det er manden der fører, og det er det, der er så frækt«.

Morten Brask er heldig at have veninder der kan tale på vegne af hele deres køn. Den slags bekendte tror jeg der er mange, der gerne ville have.

Og helt ærligt: Hvor frækt er det, at manden respektfuldt hvisker, at han sætter pris på, at de kan mødes som ligestillede parter og udveksle politisk korrekte kærtegn, og så i øvrigt begynder at knokle med tungen, fordi det jo er vigtigt, at kvinden kommer før manden – som ellers er et mandschauvinistisk svin?

Okay, i mit sidste indlæg påstod jeg, at Morten Brask var sur over, at der er kvinder i denne verden, der har sex med andre end ham. Hvis det er sådan han tror sex foregår kan jeg måske godt forstå, at kvinder går andre steder hen, når de skal tilfredsstilles.

’Fifty Shades’ appellerer til kvinders fantasier om at underkaste sig en mands vilje – en tabuiseret drift, som mange kvinder har. Bogen virker. Og det kommer ikke mindst os mænd til gode.

Praise the Lord! Mænd får sex! Lad os trykke et par millioner flere eksemplarer af Fifty Shades!

Så faktisk skal du være glad for, at din kone/kæreste ligger i med milliardæren. Men husk, at når det er sengetid, så tag bogen fra hende og giv hende gag og håndjern på, bind hende til sengen og sig med din bedste James Earl Jones-stemme: »Spred benene, lillemor, nu er det mig, der bestemmer!«.

Læg mærke til at der ikke står noget om at høre hvorvidt ens kone/kæreste rent faktisk har lyst til at blive bundet og gagget. Ligeledes beskriver han den moderne kvindes sexliv som "kedelig konsensus".

Morten Brask, jeg siger ikke at du er voldtægtsmand. Det kunne jeg aldrig finde på. Men du lyder lidt som én. Det vil jeg til gengæld gerne sige igen: Når du skriver sådan lyder du lidt som en voldtægtsmand.

I hvert fald signalerer du at du er et elendigt knald. At sikre at ens sexpartner også får en orgasme hedder ikke at "være ligestillet"—det hedder "ikke at være en egoistisk nar".

Ligestillet sex er ikke kedelig blid sex, Morten (hvad har der i øvrigt nogensinde været i vejen med blid sex?). Det er at man bliver enig om hvilken slags sex man har og sørger for at begge parter er tilfredse med den slags sex. That's it. Der er ingen rosenblade, ingen politisk korrekthed—så længe du og din partner er enig og begge nyder det er jeres sex ligestillet.

Selv 24/7-underkastelse som jeg har ladet mig fortælle at Fifty Shades beskriver kan være ligestillet hvis begge parter er med på den. Der er forskel på ligestilling i sengen og ligestilling i samfundet. Dét ser det bare ikke ud til, at Morten Brask har forstået.

Når Morten Brask sætter ligestilling op som modsætning til seksuel frihed er han med til at forstærke ideen om at den eneste måde kvinden bliver rigtig fri på er at underkaste sig. Den tendens ser vi i dag, når antifeminister prøver at gøre rollen som hjemmemor synonym med frihed, eller når man prøver at gøre en "rigtig mand" til én, der tager hvad han vil have uden at spørge.

Når han ydermere føler sig nødsaget til at argumentere for hvorfor Fifty Shades er god for os mænd fortæller han os, at en kvindes seksualitet kræver en MAND for at være okay.

Men Fifty Shades handler i sidste ende om kvinderne. Den giver kvinder et rum hvor de kan sige "det her vil jeg gerne have du gør ved mig". Det kan give dem en chance for at opdage, at sex ikke behøver være dårligt. At der er andre måder at gøre det på end oralsex-missionær-cowgirl-doggystyle-ejakulation. At man godt kan lade sig dominere sig i sengen uden at ville gøre det til hverdag. At en kvindes nydelse kan betyde noget. At man kan læse en bog og nyde den fordi den gør en liderlig. Alt det er værd at tale om.

Hvad der ikke nødvendigvis er værd at tale om er hvad det gør for os stakkels sexhungrende mænd og hvorfor vi ikke behøver være kede af at vores kvinder tilsyneladende kan få seksuel nydelse uden at vi er med. Det behøver altså ikke altid handle om os, Morten.

Vi er i øvrigt ikke færdige med Fifty Shades. Vores yndlingsfilosof Eva Selsing har nemlig også skrevet om bogen. Glæd jer!

Europæisk Uligestilling?

EUs nye flag?

Her på Mandfjols har vi i et stykke tid ventet med at skrive om EUs nye direktiv om kvinder i bestyrelser, i høj grad fordi mange af antifeminismens svar ikke var meget mere end vred støj. Men nu er der faktisk kommet et indlæg der i Mandfjolsets optik er et ret godt billede af i hvert fald en del af højrefløjens antipati for kvindekvoter. Liberal Alliances Merete Riisager lægger hårdt ud:

”Mon hun får så meget modvind, fordi hun er kvinde?” spurgte en af Christiansborgs erfarne journalister på gangen en dag, få måneder efter valget. ”Næ, svarede jeg. Det gør hun, fordi hun lovede ét og gjorde noget andet. Og fordi hun ikke er dygtig nok til sit arbejde.”

Spot on, Merete Riisager! Hvem husker ikke de mange gange Lars Løkke Rasmussen er blevet kritiseret for at gå i et bestemt tøjmærke, i tøj med et bestemt look eller en bestemt slags sko? Eller den store interesse medierne har haft for hans kone og børn?
Og da rygterne om at Stephen Kinnock skulle være homoseksuel begyndte at florere var der da ingen, der så deres snit til at bruge det som en sviner til Helle Thorning-Scmidt. Hun er blevet kritiseret for meget, men hendes køn har aldrig spillet en rolle. Punktum!

Den korte dialog illustrerer meget godt mit forhold til kvinder i topposter: De skal sidde der, hvis de er de mest kvalificerede. Er de ikke det, burde de vige pladsen for én, der er dygtigere.

You know, en mand.

Derfor er det også helt i skoven, når EU nu barsler med en regulering af kvinder i bestyrelser i alle EU-lande. Det nye direktiv, der fremlægges til efteråret [...] skal tvinge medlemslandene til at indføre 40 % kvinder i bestyrelser i børsnoterede virksomheder med en årsomsætning over 50 mio. euro.

Baggrunden for direktivet er, at selv om 45 procent af arbejdstagerne og 56 procent af de studerende i EU er kvinder, sidder mændene på seks ud af syv bestyrelsesposter i unionens virksomheder.

Nå! Jamen det lyder da også som en ret mærkelig sammensætning. Hvis der er så mange kvinder i arbejdsstyrken, hvorfor er der så så få af dem, der bliver ledere?

Men det, direktivet overser fuldstændigt, er, at der også er store forskelle på, hvilke valg mænd og kvinder træffer i livet. I Danmark har forskellene været belyst af eksempelvis Jobindex og Dansk Erhverv, der i undersøgelser har vist, at langt flere mænd end kvinder ønsker at blive ledere. Og undersøgelser af eksempelvis DJØF viser, at familierne stadig indretter sig sådan, at kvinderne har hovedansvaret for børnene. Det er ofte kvinderne, der henter børn og tager de fleste af barnets første sygedage.

Nåååååårh! Så kvinderne bliver ikke ledere fordi de ikke gider!

Naturligvis indretter familierne sig ikke med kvinden som primær yngelpasser fordi det er en tusindvis af år gammel tradition som det kræver en kæmpe indsats at udfordre, og fordi kvinder der aktivt  dropper børnepasning til fordel for karriere bliver kaldt for ravnemødre, mens mænd ikke dømmes negativt hvis de vælger deres børn fra. Det er et aktivt, velreflekteret valg!

Og naturligvis ønsker flere mænd at være ledere end kvinder, ikke fordi vi fra de er helt små tilskynder drenge til at være udadvendte og aktive og piger passive og omsorgsfulde, blandt andet gennem legetøj, og ikke fordi vi stadig har det svært med kvinder der siger hvad de mener og gør hvad de vil uden at lægge fingre imellem, og bestemt heller ikke fordi vi den dag i dag stadig ser selvsikkerhed og ambition som maskuline træk, men fordi... Ja, det forklarer Merete Riisager altså ikke helt. Biologi, måske? I ved, mændene jagede mammutter og alt muligt.

Nogle kvinder prioriterer fagligheden langt højere end muligheden for at avancere. De finder større glæde i at blive dygtige på deres felt end at blive tildelt en stjerne ekstra på skulderen. Andre kvinder trives med at skabe orden og struktur i deres arbejdsliv og har ingen lyst til at leve med de risici, der ofte følger med at avancere i en virksomhed. Og nogle kvinder sætter deres børn og familie højere end muligheden for at få en lang titel eller mere indflydelse på jobbet. Erfaring har lært mig, at de valg, kvinder træffer, er forskellige, og at det vigtigste er, at valget giver mening for den enkelte.

Så længe valget ikke er at blive bestyrelsesmedlem, forstås.

Men når talen falder på flere kvinder i bestyrelser, er det vigtigt at holde sig for øje, at tager man ikke kvindernes egne valg og ønsker alvorligt, men i stedet vælger at tvinge 40 % kvinder i bestyrelser igennem – får man ikke et godt resultat. 

For det første er en sådan strategi blind over for de valg, kvinder selv træffer i livet og således respektløs over for kvinders ret til at indrette deres liv, som de finder det bedst.

Personligt frygter Mandfjolset at rengøringsdamer bliver flået ud af deres job, smidt i et jakkesæt og sat til at bestyre de virksomheder hvis gulve de skrubbede for blot få timer siden, selv om de ikke gider!

For det andet er der en overhængende risiko for, at det ikke kun er de dygtigste kvinder, der kommer til tops med en sådan strategi – men måske blot de, der sidder på forreste række med fingeren oppe.

You know, hvorimod det altid er de dygtigste mænd, der kommer til tops. Se bare på helte som Stein Bagger, Rupert Murdoch og Richard Nixon.

Og så er vi tilbage ved min indledende pointe: Flere dygtige kvinder i toppen vil være både glædeligt og inspirerende set fra min stol, men ikke gennem kvoter. Kvinder er lige så godt uddannede som mænd, strukturerne er i orden, og når der er flere kvinder, der vil, vil der også komme flere kvinder i toppen. Vi har ikke brug for kunstig kvindelig repræsentation ved pynteministre eller bestyrelsestanter, der bliver placeret i stolen, men kvinder, der kan og vil, og som er klatret hele vejen til toppen af egen kraft.

Her er mit problem med Merete Riisagers anti-kvote-snak (well, der er rigtig mange problemer, men ét af dem): hun stiller det op som om kvinder får en unfair fordel ved at blive hjulpet ind i bestyrelsesposter, mens mænd fremstilles som at have kæmpet sig til tops uden hjælp.

Hun glemmer eller ignorerer bare at vi mænd har et helt system bag os, der fra den dag vi fødes giver os et skub fremad. Vores legetøj lærer os at næsten ligegyldigt hvilket arbejde vi drømmer om at have, så er der mænd i det fag. I de tegnefilm vi ser er heltene oftest mænd. Vores forældre og andre voksne omkring os lærer os, at udadvendthed, aggression og ambition er drengekvaliteter. I filmene vi ser i biografen er det oftest en mand, der opnår sejr og status. Hvis vi ønsker en høj stilling, for eksempel direktør for et stort firma eller leder af et land, så er det sandsynligvis mænd, vi vil kunne se op til som rollemodeller.
Og når vi så endelig er i det firma vi vil arbejde i og er ved at arbejde os opad, så får vi stadig hjælp, for business-verdenen er stadig en mandeverden. Der snakkes stadig om weekendens erobringer af kvinder mandag morgen, sport er et populært emne og tro det eller ej, der bliver stadig holdt møder på stripklubber.

Kig på alt det, Merete Riisager. Kan det virkelig undre dig, at det er de færreste kvinder der har lyst til at svømme mod strømmen i den flod af bæ det er at være ambitiøs kvinde i dag?
Jeg ved godt at liberalismen elsker ideen om at folks situation reflekterer deres egne valg, men man kan vel i det mindste undersøge hvad der ligger til grund for de valg, ikke?

Det er trods alt socialismen, der ofte beskyldes for at ville opretholde status quo, men det ser ud til, at liberalismen også er okay med at tingene forbliver som de er. Så længe det kun påvirker kvinder, anyway.

Paul Ryan: staten må ikke blande sig i dit privatliv. Dit underliv? Helt sikkert!

Charmetrold.

Det er ingen hemmelighed at rigtig mange danske antifeminister hænger ud i det mørkeblå område af det politiske spektrum. Liberal Alliance er nogen af de helt store helte (behøver vi nævne Ole Birk Olesens syv åndssvage, kvindefjendske anklager?).

Det er heller ingen hemmelighed at rigtig mange i den gruppe er stærkt Obama-kritiske (tjek for eksempel søgningen "obama" på 180Grader) og er ret glade for Mitt Romney og Paul Ryan. Ingen overraskelse—de er trods alt for uhæmmet økonomisk vækst (hvis Mandfjolset husker rigtigt er CEPOS's direktør Martin Ågerup også Ryan-fan. Hvis nogen kan be-/afkræfte det bliver jeg glad).

Mandfjolset vil ikke blande sig i økonomien, men vi kan lige tage et kig på hvad man som antifeminist får med i pakken, når man sympatiserer med Paul Ryan.

Det her er lovforslaget "H.R.212 - Sanctity of Human Life Act". Tjek først navnene i begyndelsen. Der er mange af dem, primært mænd, og især to af dem kan vi genkende: "Mr. AKIN" og "Mr. RYAN". Paul Ryan kender vi. Den anden, Todd Akin, var ham med "man bliver ikke gravid af voldtægt". Begge støtter altså dette forslag til amerikansk lovgivning.

Godt. Hvad står der så?

(1) the Congress declares that--

(A) the right to life guaranteed by the Constitution is vested in each human being, and is the paramount and most fundamental right of a person; and

(B) the life of each human being begins with fertilization, cloning, or its functional equivalent, irrespective of sex, health, function or disability, defect, stage of biological development, or condition of dependency, at which time every human being shall have all the legal and constitutional attributes and privileges of personhood;

På godt gammelt dansk betyder det: Menneskelivet og de dertilhørende menneskerettigheder begynder det øjeblik en sædcelle har befrugtet et æg. At forhindre zygoten i at vokse og blive født vil altså være at regne for at dræbe et menneske. I Mandfjolsets hoved er der nogle logiske følger af det:

• Abort? Mord.
• Fortrydelsespiller? Mord.
• Visse p-piller? Mord.
• Spiral? Mord.

Derudover er det i USA praksis at efterforske ethvert uforklarligt dødsfald. Det vil sige at ufrivillige aborter skal efterforskes, så man kan finde ud af om der er tale om mord. En, der netop har gennemgået en ufattelig traumatisk oplevelse bliver altså potentielt mistænkeliggjort på et tidspunkt hvor hun burde have fred til at sørge.

Classy.

Mandfjolset synes det er komplet ligegyldigt om man er god for økonomien eller ej. Hvis dét er ens kvindesyn bør man ikke have nogen som helst magt overhovedet. At man som dansk liberalist kan sympatisere med et sådant menneske vækker undring her på redaktionen.

"Kvinden & Æblerne" eller: "Hvordan Alt Er Damernes Skyld"

Update 10. april 2015: Jeg blev for nylig gjort opmærksom på, at David Nicosia Longhi gik bort ikke længe efter, dette indlæg blev skrevet. Mens Kvinden & Æblerne stadig sælges, og jeg derfor lader kritikken af både den og MANFOs begejstrede modtagelse stå, har jeg fjernet et par ting, der var på den respektløse side, selv for mig. Jeg kondolerer.

Lennart Kiil har læst en bog. Den er skrevet af David Nicosia Longhi, den hedder Kvinden & Æblerne, og inden vi kigger på MANFOs anmeldelse af bogen, skal vi næsten lige tage et kig på bogens site. Her er blot et par citater, men vi på Mandfjols' redaktion vil virkelig opfordre alle til at udforske siden selv. Den er noget for sig.

I denne specielle bog vil du blandt andet finde svar på :

[...]02 Hvorfor vores kærlighedsidealer... 

... er ved at forsvinde i kynismens realistiske lys? Hvordan jalousi bruges som afrodisiakum over for mænd? Hvordan "stilet-feminisme" er blevet mainstream og trendsættende, men ødelæggende for den seksuelle tiltrækning imellem mand og kvinde?

 Med andre ord: det er kvindernes skyld.

Grunden til den kontroversielle tilgang, hører blandet andet sammen med den politiske ukorrekthed og de tunge sandheder, som vi helst vil være foruden.  

Bogen indeholder beviser for, at mænd i stigende grad motiveres til at lade sig blive domineret, hvordan vi opfordres til at blive adskilte som par, hvordan kvinder motiveres til at blive maskuliniserede og hvordan détte gør dem utiltalende hos mænd, på ganske ubevidst plan!

Kvindernes skyld!

Der vil også være oplysninger i bogen, som redegører for de fremtidige konsekvenser af denne udvikling, hvor der ikke er nogen tvivl om, at fremtidens tabere vil være mændende og at gruppe af disse "taber-mænd" vil brede sig op til den almindelige middelklasse.

 Kvindernes skyld? You got it!

I bogen "Kvinden & Æblerne" redegøres der for en markant, og alligevel slet-skjult udvikling, som vil bevise for dig, at kvinder motiveres til at skulle dominere deres mænd, både i kraft af den langvarige maskulinisering af kvinder men også i kraft af mænds tilbøjelighed, til at acceptere nymodens dominans. 

Du vil også opdage i denne e-bog, de overraskende facts og studier, som beviser af sex i høj grad blot opfattes som et værktøj, til at manipulere mænd. Dette er ikke gammeldags, sur-mands-maskulin tankegang, men bevismateriale fra moderne litteratur og nutide undersøgelser, som kvinder selv har svaret på. 

Du vil også opdage, hvordan mænd mister deres selvværd og troværdighed i det moderne samfund, samtidig med at kvinder oplæres til det stikmodsatte. I denne specielle bog, vil du opdage hvordan det kan gøres "interessant" for mænd at lade sig dominere af den moderne kvinde, samt hvordan den moderne kvinder kan berige sig selv og sit følelsesliv ved IKKE at forfalde til monigami eller tosomhed. Og hvis de gør, hvordan det så bliver udtalt, at evig tosomhed ikke er en langvarig løsning.

Well, også samfundets skyld. Men mest kvindernes.

Den fremhævede tekst er også i fed og med store bogstaver på sitet.

Og så lad os da lige for en god ordens skyld tjekke bogens forside:

Klik for at forstørre.

En kvinde, et æble og en slange. Samt titlen, Kvinden & Æblerne... Det minder om et eller andet, ikke?

Nå jo, om syndefaldet! Og om arvesynden, som grundlæggende kan koges ned til "hele menneskeheden har det nederen, og det er kvindernes skyld".

Generelt virker det som om Kvinden & Æblerne mener at kvinderne er skyld i ret meget skidt, og David Longhi virker ikke ret tilfreds med at kvinder har fået "seksuel frihed" og alt sådan noget skidt. Er det misogyni, man kalder det?

Nå, nok om det. Mandfjolset har ikke læst bogen, så det er svært at sige noget ordentligt om det. Vi har til gengæld læst MANFOs anmeldelse grundigt, så den kan vi sige noget om!

David Nicosia Longhi har med Kvinden & Æblerne skrevet en god bog. Sproget flyder godt, stilen er veloplagt og et ellers kompliceret område behandles overbevisende og sammenhængende. Temaet er højaktuelt: De faste strukturer, der tidligere dannede rammerne om seksuelle forhold mellem kvinder og mænd, er under opløsning. [...] Forhold af i dag er mere uforudsigelige og mindre stabile end tidligere. Og langt mindre romantiske.

De der faste, romantiske strukturer... er det dem vi kender så godt fra 50'erne?

I bogens første kapitel forklarer forfatteren, at det af gode grunde er svært at finde præcise tal på utroskab, men ifølge forskellige undersøgelser, er flere kvinder end mænd nu utro. Det er naturligvis kun muligt, hvis der så på den anden side er nogle mænd, der er er sammen med rigtigt mange kvinder. Men det lyder sandsynligt, for mulighederne vil altid være der for kvinder, hvorimod mænd typisk skal arbejde lidt hårdere for det.

Lennart, det har vi vist snakket om.

Bogen kommer også ind på swinger-livet som vel egentlig ikke er utroskab, men pointen er også snarere, at nogle par vælger at komme eventuelle problemer i forkøbet ved samstemmende at have flere partnere. Bogen er undersøgende og forsøger således at opstille muligheder, men det handler meget om give efter direkte eller indirekte for en udvikling, der er ved at løbe helt af sporet.

Nåh, så swingere og polyamorøse forsøger sig bare med en form for damage control! Fedt nok.
Måske er det bare mig, men jeg bliver lidt mindet om når en transkvinde/mand hører "Jamen du er jo i virkeligheden en mand/kvinde, ikke?"

Det, man savner, er et forsvar for tingene, som de var førhen. Men det ligger måske uden for bogens gebet.

Lennart, tilgiv mig hvis jeg foregriber noget her. Kald det en stråmand, om du vil. Men jeg antager, at når du siger "tingene, som de var førhen" så mener du før feminismen og den seksuelle frigørelse ødelagde det hele, så vi snakker nok dengang i 50-60'erne.

Dengang kvinder ikke blev skilt fordi de var økonomisk afhængige af deres mænd.

Dengang det var mere eller mindre umuligt for kvinder at have nogen reel indflydelse på samfundet.

Dengang bare tanken om at mænd skulle passe børn var komplet absurd.

Dengang mænd havde elskerinder med deres koners vidende og samfundets stiltiende accept.

Hov, den sidste der, er det ikke stort set hvad David Nicosia Longhi er utilfreds med, bare med omvendt kønsfortegn? Hm.

Bogen efterlader et indtryk af den unge generation som en, der ser sig selv som meget frigjort, men som faktisk ikke er det, fordi den åbenbart helt er følelsernes magt. Den umiddelbare nydelse sættes over lykken ved det langsigtede, opbyggelige forhold, der kan danne rammerne om en forsvarlig yngelpleje.

Casual sex, puha!

En stilet-feminisme har skabt en alfakvinde, forlyder det også. Mens manden er blevet beta. Og jo, vi kender sikkert alle disse alfakvinder, men også her er der et bedrag på spil.

Hvis vi nu køber den med at der findes alfakvinder, hvorfor er det så et bedrag? Jeg troede det var de sure løg på feministernes side, der beskæftigede sig med "falsk bevidsthed".

Dette bedrag går bogen dog ikke i rette med. Og det er egentligt også fair nok, for utroskab og byliv handler meget om overfladen. Og hvis folk ikke ser andet, er den overfladen, de vil reagere på og navigere efter. Det betyder at der vitterligt eksisterer en gruppe kvinder, der til trods for at de er heteroseksuelle, mener sig bedre end alle mænd. Og fred være med det.

Mandfjolset kender en del mænd, der føler sig bedre end kvinder, selv om de er heteroseksuelle. Your point? En kvinde skulle mene sig bedre på trods af, at hun er heteroseksuel? Hvis vi følger tankegangen om at hun mener, hun har magt i kraft af sin seksualitet, burde det så ikke netop være fordi hun er hetero? Er det fordi hun behøver en ægte mand? Eller fordi det normalt er lesbiske, der har opgivet at score mænd, og derfor mener sig bedre end dem? Jeg forstår virkelig ikke argumentet.

Jeg må sige, jeg er overrasket over, hvis tingene virkelig står så skidt til som beskrevet i Kvinden & Æblerne. Mon ikke i høj grad, der er tale om et storby-fænomen, hvor den store masse af mennesker både giver muligheder for evig afveksling og adspredelse og samtidig sikrer anonymitet og mindsker risikoen for at blive opdaget. Spørgsmålet er snarere, hvordan så mange nu bedrager deres partner tilsyneladende uden den mindste dårlige samvittighed.

Jeg tror ikke engang det er selve utroskaben, der provokerer David Nicosia Longhi og Lennart Kiil. Jeg tror det er samme klage som kom til udtryk i Kåre Fogs To køn - tre sandheder: Problemet er ikke at kvinder har sex. Problemet er, at kvinder har sex med nogen, der ikke er mig! Jo flere sexpartnere der ikke er mig, jo værre.

I hvert fald kan argumenterne mod utroskab også direkte påføres seksuel løssluppenhed, og både på bogens site og i anmeldelsen klages der over, at samfundet tilskynder at man kaster sig over stort set alt andet end monogami. Der snakkes om at "faste strukturer opløses", swinger-livet reduceres til et forsøg på at komme utroskab i forkøbet, og umiddelbar nydelse er naturligvis mindre værd end et langt, opbyggeligt, kernefamiliecentreret forhold.

Ser vi rundt andre steder i verden, bliver det klart, at andre samfund tager utroskab langt mere alvorligt. Sikkert også for alvorligt. Men måske tager vi ikke utroskab alvorligt nok. Fordi vi ikke længere tager os selv alvorligt.

De samfund Lennart tænker på er sjovt nok også ret meget for (til tider tvungen) monogami og imod seksuel frigørelse.

Hvis seksuel frigørelse og opløsning af monogamier baseret på økonomisk afhængighed er resultat af, at vi danskere ikke tager os selv alvorligt, så synes Mandfjolset at vi skal fortsætte i den dur. Drop alvoren og bliv et lykkeligere menneske.

Ligeløn? Hvem skal så passe børnene?

LOL! Som om.

Puha, det her bliver en hård omgang. MANFO tager ofte fejl, men det er sjældent at der på MANFO kommer et indlæg der er så fundamentalt galt på den at man på det nærmeste er nødt til at opsummere hele kvindekampen siden 60'erne for at forklare hvorfor skribenten er så galt på den. Ikke desto mindre er det, hvad gæsteskribent Thomas (ikke Lennart!) har bedrevet i indlægget med den charmerende titel: "Ligeløn og hvorfor det er ok den ikke er lige". Der er ikke rigtig nogen anden måde at gøre det her på end at tage det fra en ende af, I guess. Here we go:

Endnu en gang har den lovpligtige opgørelse af løn fordelt på køn, sørget for at folk kan konkludere at mænd tjener mere end kvinder indenfor nogle fag. Artiklen fra den korte avis indeholder dog en masse forklaringer på hvorfor mændene indenfor de portrætterede fag tjener mere. Desværre forsøger den kvindelige kønsforsker at problematisere noget, der ellers ser ud til at være ganske ligetil at forklare.

I artiklen kan vi læse to fagfolks forklaring, der i og for sig giver fin mening: Mænd tjener mere i visse fag fordi det oftere er mænd der er på natholdet eller har andre hårde vagter. Hvad med hende der den kvindelige (det er åbenbart vigtigt for Thomas at få det med) kønsforsker, hvad sagde hun?

Kønsforsker professor Annette Borchorst fra Aalborg Universitet peger på mange forskellige årsager til den ulige løn. 

- Det er ikke et område, der kan puttes på en kort og enkel form. Så var det også enkelt at løse. Men det er veldokumenteret, at mænds arbejdsfunktioner vægtes højere. Og så går kvinder glip af lønstigninger, når de går på barsel, siger hun.

Okay, så hun prøver at "problematisere" ligeløn ved at påpege, at det ikke kun er den éne faktor, der nævnes i artiklen, der spiller ind på lønforskellen mellem mænd og kvinder.

Det er godt nok irriterende når noget viser sig ikke at være komplekst og ikke at kunne forklares på ganske få sætninger, hva'? Så skal man til at sætte sig ind i tingene og alt muligt. Puha.

Hvis man kigger på Arbejdsmarkedskommissionens rapport fra 2008 vil man også se at der er lige løn for lige arbejde i dagens Danmark. Grundene til at kvinder tjener mindre er forklaret mange gange.

 Godt, lad os se på de grunde.

For det første holder kvinder længere tids barsel*.

Og hvis ikke det var fordi det kulturelt set stadig er kvinden der tager sig af yngelpleje og manden der tjener penge, så arbejdsgivere eksempelvis er mindre villige til at tildele mænd forældreorlov, så ville vi have mange flere mænd med lang barsel.
Den tilhørende fodnote lyder:

*Dette er et naturligt valg grundet familiernes valg. De træffer oftest dette valg, fordi kvinden oftere ønsker at holde barslen og fordi, at kvinder oftere har valgt en karriere indenfor områder, der ikke er så højt lønnede, som dem mænd oftest vælger.

 Jesus, jeg skal virkelig til at forklare kvindekamp helt forfra.

Ved du hvorfor kvinder vælger lavere lønnede jobs? Fordi det som regel er jobs i det offentlige, som tilbyder netop den fleksibilitet man har brug for når man som kvinde er den primære børnepasser. Vi har lige snakket om det her, Thomas.

Og hvorfor lønnes jobs i det offentlige så lavere? Tjo, mange mener at det er fordi vi nedvurderer omsorgsarbejde (pædagoger, hjemmehjælpere, sygeplejersker) i forhold til, well, stort set alt andet arbejde. Det er trods alt lidt mærkeligt at det åbenbart gør mere godt for samfundet at flytte penge rundt end det gør at tage sig af småbørn, syge og ældre.

For det andet så er det oftest dem, der holder barns første sygedag**.

Fordi mændene ikke gør det. Igen: hvis vi nu stoppede med det der "kvinder som primær børnepasser" ville det se meget anderledes ud.
Fodnoten lyder:

**Dette er igen forklaret via kvinders valg af karriere som gør at de har byttet den højere løn ud med andre goder, såsom muligheden for at tage børns sygedage

 Dvs. de børns sygedage, mænd ikke tager. Cool nok.

For det tredje er der flere kvinder på deltid end der er mænd på deltid.

På grund af børn!

Grundet disse ting er kvinders anciennitet, fleksibilitet og stabilitet mindre end mænds. Derfor er kvinderne lavere lønnet end mænd.

Der hvor det halter, for de mennesker der kigger på lønforskellen som et problem, er når de vil påtvinge mænd at leve som kvinderne gør nu[.]

Nåh, du mener at man vil påtvinge mænd at de også skal tage sig af deres børn? Fy for helvede.

I princippet kan alt det koges ned til: Vi mænd tjener mere end kvinder på grund af fordele vi har udelukkende fordi vi ikke deltager i børnepasningen i lige så høj grad som kvinder, og heller ikke forventes at gøre det.
Damn, vi lyder lidt som nogle røvhuller. Kunne kvinder måske ikke have lyst til at have en karriere på lige fod med mænd?

Mange kvinder prioriterer tid til deres børn og hjem, fordi de ønsker det, og fordi at de på denne måde kan støtte deres mænds valg af karriere og job. Derved indgår mænd og kvinder i et naturligt samhørighedsforhold som det var før kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet.

Ah. Som vi alle ved er det mangen en kvindes højeste ønske at støtte sin mand i hans valg af karriere. Selvrealisering? Pff, who needs that shit anyway?

Og læg lige mærke til det der "naturligt" (i øvrigt er "kvinde passe børn, mand jage mammut" ikke specielt meget mere naturligt end så mange andre familieformer vi har set gennem tiden). Naturalismeargumentet ser vi tit hos antifeminister—hvis noget er naturligt, så er det nok til det bedre.

Kødædende bakterier, fluesvampe, giftige bær og drab er alt sammen pissenaturligt. Det betyder ikke at det er godt. Så drop lige naturalismesnakken.

Den største ændring som kvindefrigørelsen har medført er, at kvinder nu har muligheden for at gøre karriere, hvis de ønsker det, og mænd har muligheden for at være mere sammen med familien såfremt han ønsker det.

Okay, hør her: frigørelse er ikke at en kvinde (eller en mand) med besvær kan frigøre sig fra en bestemt kønsrolle. Det betyder bare at undertrykkelsen har løsnet sig en anelse. Kvindefrigørelse går blandt andet ud på, at kvinder skal ses som andet og mere end bare babysittere man kan putte dilleren i (og nogen gange ikke engang babysittere). Når vi ser tilnærmelsesvis lige så mange mænd som kvinder der tager barns første sygedag, så kan vi måske snakke om ligestilling.

Derudover er udsagnet "mænd har muligheden for at være mere sammen med familien såfremt han ønsker det" en værre omgang privilegeret vrøvl. Ved du hvem der ikke har muligheden for at være mere sammen med familien fordi de har lyst, Thomas? Kvinder. De har nemlig allerede ansvaret for dem, om de vil det eller ej. For mænd er det en del nemmere at vælge til eller fra.

Som tingene er lige nu er det latterligt svært for en kvinde med børn at kaste sig ud i en karriere hvis ikke hendes partner samtidig er villig til at spendere mere tid med børnene—og den slags mænd ser vi ikke ret ofte. Skal vi følge logikken i indlægget er det fordi mænd ganske enkelt ikke vil være børnepassere, du ved, helt naturligt—og det betyder jo egentlig, at vi mænd er nogle narhoveder.

Vi skal være glade for at der lige løn for lige arbejde og vi skal være glade for at der er lønforskel mellem mænd og kvinder, for det viser at mænd tjener mere, fordi de er mere værd på arbejdsmarkedet, og vi skal være glade for at mændene ikke anser det som et problem, at kvinder bruger af deres ægtefælles indtægt i forbindelse med at de sørger for at basen er i ordentlig stand.

Hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt. Dette glemmes dog ofte i ligestillings og derfor også ligeløns debatten. 

Jesus fucking Christ. Jeg tror næsten, at Thomas kommer fra 1950'erne.

Kære kvinder. Jeg vil gerne minde jer om at ikke alle mænd har et så anakronistisk, kvindefjendsk syn på verden. Vær søde ikke at dømme os alle sammen på baggrund af Thomas' indlæg.

Er 75% af kvinders husarbejde unødvendigt?

Kvinder, I er så skøre! Har I aldrig hørt om mikroovne?

Så er der et gæsteindlæg på MANFO! Det er en person ved navn Thomas, der har skrevet indlægget. Ikke Lennart Kiil. Det vil vi lige understrege, så man ikke påstår at nogen har skrevet indlægget når de ikke har (ja, det er dig jeg tænker på, Susanne Staun!). Altså: Thomas. Ikke Lennart.

Thomas har tænkt lidt.

Jeg tænkte over dette den anden dag, da jeg havde tid til det. Der er mange kvinder i dagens Danmark, der mener, at deres muligheder for karriere bliver hæmmet, fordi de skal lave det meste af arbejdet i hjemmet. Der er statistikker, der viser, at kvinder laver op til 80 procent af arbejdet i hjemmet.

Wow! Det lyder godt nok voldsomt. Nu har Thomas så godt nok lige glemt at fortælle hvilke statistikker han har brugt, så vi kan ikke tjekke efter. Nå, vi kan nok godt tage hans ord for det.

Kigger man nærmere på, hvad disse statistikker definerer som arbejde i hjemmet, er det sjovt nok kun det, der tidligere blev karakteriseret som kvindernes opgaver, der nu er arbejde i hjemmet. Vedligehold af diverse ting som hører under handymand arbejde, som mænd primært står for, er sjovt nok udeladt.

Sikke en omgang mandehad, hva'? Er der andet der er udeladt? Hvis bare der var en eller anden måde Thomas kunne fortælle os hvilken webadresse han har set de statistikker på. En form for led fra MANFOs side til statistikken—et link, om man vil. Men det ligger nok et par år i fremtiden endnu.

Oveni er min tese, at hvis vi kigger nærmere på de opgaver, kvinderne laver i hjemmet, så er mændene vel ligeglade med de fleste. Lad os for nemheds skyld sætte et tal på og vurdere, at mænd er ligeglade med 60 procent af de opgaver, der skal løses i huset.

Det lyder jo helt fornuftigt. Når nu vi taler om hele 60 procentpoint kunne det måske være rart at vide hvad det er for nogle opgaver, der er unødvendige. Men skidt, Thomas ved sikkert, hvad han snakker om.

Derved er der 40 procent af opgaverne i hjemmet - af det tidligere “kvinde-arbejde” - som begge parter mener, bør løses. Hvis kvinderne laver 80 procent af det (60 procent som kun de er interesseret i), så er der 20 procent-point tilbage til det fælles arbejde. Sjovt nok det samme som manden har tilbage af det fælles interesse-arbejde. Derfor er der ofte uoverensstemmelser med hvor stor en del af det fælles arbejde i hjemmet, de hver især mener at tage.

Hvis nogle af læserne er forvirrede (kvinder og feminiserede mænd er trods alt ikke så gode til det med matematik), kan Mandfjols lige hurtigt forklare det:

Kvinder gør angiveligt 80 procent af arbejdet i hjemmet. Det vil sige at mænd laver 20 procent af opgaverne.
60 procentpoint af de 80 er i virkeligheden komplet unødvendige—det er kun de tossede kvinder, der mener, at det skal laves.

80 - 60 = 20 procent.

Kvinder laver altså reelt kun 20% af arbejdet i hjemmet, ligesom mændene, der også laver 20 procent. Mænd og kvinder laver altså lige meget i hjemmet.

I det ovenstående eksempel vil kvinder jo mene, at de tager 80 procent, mens mændene vil mene, at de tager 50 procent.

Åh kvinder, I er så tossede! I ved slet ikke at I laver 75% af jeres husarbejde helt uden grund!

Vi ser ved ovenstående, at kvinder har mulighed for at frigøre op til 60 procent af den arbejdstid, de lægger i hjemmet, til at hellige sig deres karriere. Det eneste, det kræver, er, at de slækker på egne krav og ambitioner på hjemmefronten. Mænd har ikke disse ambitioner. Lad os dog for at være fair sætte det ned til 50 procent, da kvinderne nok har lavet noget, vi som mænd har overset - ligesom de ikke inkluderer, det arbejde vi laver som handymænd.

Så kvinder, gå ud og gør karriere, hvis I ønsker det. Der er intet til hinder for det andet end jer selv.

That's right, kvinder. Al den tid har I snakket om "patriarkat" og "undertrykkelse" og "min partner fik ikke forældreorlov, så jeg var nødt til at tage den, hvilket satte mig i en dårligere position på arbejdsmarkedet". I virkeligheden er det kun jer selv, der har holdt jer tilbage, tøser.

Mandfjolset kunne snakke længe om hvordan man gennem historien rutinemæssigt har undervurderet kvinders arbejde og overvurderet mænds, men lad os i stedet kigge lidt på selve indlæggets kvalitet. Hint: den er lav.

Thomas nævner statistikker, men ikke hvor han har dem fra, på trods af at han bygger hele sit indlæg på samme kilder.

Dernæst baserer han et argument og hele sin centrale pointe på en påstand, som han "for nemheds skyld" sætter et ekstremt højt tal på—hele 75 procent af kvinders indsats i hjemmet bliver slettet (her på Mandfjols kunne vi i øvrigt godt forestille os at mange mænd kunne være ligeglade med visse dele af husarbejdet fordi kvinderne tager sig af det). Dette gøres fuldstændig uden at kvalificere postulatet. Thomas forsøger ikke engang at forklare os hvad dette "ligegyldige husarbejde" kunne bestå af.

"Ligestilling og arbejdsfordeling i hjemmet" er med andre ord ikke andet end et uunderbygget postulat som ikke engang bliver forklaret ordentligt, ud fra hvilken Thomas åbenbart kan drage en konklusion der fuldstændig negligerer alle kvindekampens argumenter for hvorfor kvinder er underrepræsenterede på arbejdsmarkedet. Det er ret godt klaret af ham!

Men okay, det er vist også først omkring niende klasse, man lærer at bruge kildehenvisninger.

På trods af at det er Thomas og ikke Lennart Kiil (altså Thomas, ikke Lennart) der har skrevet dette lille mesterværk, så reflekterer det altså også dårligt på Lennart og MANFO. Det er trods alt Lennart Kiil, der har sluppet artiklen gennem nåleøjet, tilsyneladende helt uden rent faktisk at læse den.

Thomas og/eller Lennart: Må vi nok ikke få nogle kilder? Det er et interessant postulat, men som det ser ud lige nu kunne en 12-årig skrive en mere dybdegående analyse.

LEGO: Kønsrollernes Beskytter

Hvor er det smukt!

En masse af vores venner jublede (bl.a. her og her) da det viste sig, at det nye LEGO Friends havde resulteret i stor fremgang for LEGO. Hvorfor denne glæde over et firmas succes? Jo, mange feminister har kritiseret LEGO for med sin nye serie at opretholde kønsstereotyper. Det samme har Ligestillingsminister Manu Sareen. Med andre ord trodsede LEGO de sure feministiske løg—og sejrede! Hurra! Det er lige til en Hollywood-film.

Inde på Damefrokosten er tonen dog lidt mindre fejrende. Camilla-Dorthea Bundgaard har skrevet et indlæg med titlen Piger må også gerne gå i kjole!

Forleden var der gode nyheder for det danske og udenlandske arbejdsmarked. Lego vil ansætte 1000 nye medarbejdere, for de har tjent så mange penge på deres nye legetøjsserie – faktisk det dobbelte af, hvad de havde forventet – at der må mere arbejdskraft til butikken.

Vi taler her om det selv samme legetøj, som ligestillingsminister Manu Sareen tidligere har været ude at kritisere med facebook-bemærkningen: “Der er gang i debatten om LEGOs legetøj ’LEGO Friends’, der er specifikt rettet mod piger med bl.a. pink farver. Kritikken retter sig mod, at legetøjet er kønsstereotypt. Her er jeg enig. Det er ærgerligt, at LEGOs unikke og inspirerende legetøj nu er med til at tegne så traditionelle kønsroller, som de gør med LEGO Friends”. 

Det er Camilla-Dorthea Bundgaard ikke enig i.

[...]alverdens feminister, og Manu Sareen med, hidser sig op uden grund. For ligestilling handler ikke om enten/eller. Det handler om både/og. Det handler ikke om, at det er fedt, hvis Herbert går i kjole, men frygteligt, hvis Henriette gør det.

Vi husker alle dengang Herbert-debatten rasede. Der var stor jubel blandt feministerne, som fra den dag af har lobbyet voldsomt for, at kjole nu skal være en drengeting, og at piger aldrig mere må bære andet end bukser. Måske shorts hvis det er over 25 grader varmt.

Det handler ikke om, at piger skal lege med alt andet end lyserødt legetøj. Det handler om, at de skal have lov at lege med lyserødt legetøj, ligesom drenge skal have lov at lege med lyserødt legetøj. Og samme forhold med omvendt fortegn gælder i øvrigt blåt legetøj, skulle nogen være i tvivl.

Godt. Det er der vist ikke nogen, der er uenige i.

For for det første er der ingen pointe i, at de to køn bytter roller – det er jo ikke ligestilling. For det andet er tankegangen bag al den opstandelse så umådelig firkantet, for vi ved ikke, om de selvsamme piger, der elsker Legos legetøj og elsker at lege med Ninja Turtles. Og for det tredje er der allerede opvokset en generation af kvinder, hvis forældre både var opmærksomme på kønsrollemønstre, men som også har fået lov at lege med lyserødt legetøj. Mange af dem er i dag i gang med de samme ting som deres mandlige generationsfæller. De står ikke derhjemme og vasker og stryger og laver mad. De sidder på uddannelser og i job. De er ude i det offentlige rum, har egen økonomi og ben i næsen. Så det er slet ikke så farligt alt det lyserøde.

[...] Så slap af og køb lidt tøse-legetøj, lidt ‘Cars’ og en kjole til dine børn, og lad dem så selv finde ud af det. Selvstændige, utvungne mennesker skal de nok blive, hvis du i øvrigt lader dem og lærer dem at være det. Det handler ikke om lyserødt eller lyseblåt legetøj. Piger må altså også godt gå i kjole!

Godt så. For lige at opsummere: Både drenge og piger må lege med lyserødt legetøj, og det samme gælder for blåt legetøj. Feministerne overreagerer ganske enkelt når de mener, at det nye LEGO Friends kan være skadeligt. Bare fordi det er lyserødt betyder det jo ikke, at det er "pigelegetøj" eller at det støtter stereotype kønsroller!

Med Camilla-Dorthea Bundgaards ord i baghovedet bevæger vi os ind på LEGO Friends' hjemmeside. Her er hvad vi finder:

Klik for at forstørre.

Masser af lyserødt. Fint nok, det betyder jo ikke nødvendigvis noget, har vi lært. Et dyrehospital med en hest, et lille hundehus—og fem piger der står og fniser. De er alle fem klædt forholdsvis feminint, og hver eneste af dem har en eller anden form for lyserødt på sit tøj.

Naturligvis er det her legetøj også for drenge! De kan identificere sig med hele... nul? af figurerne.

Lad os et øjeblik antage, at lyserød bliver anset for værende en pigefarve. Det er svært, I know, men lad os lige lege at legetøj til drenge og reklamer for samme stort set aldrig involverer farven lyserød, og at legetøj til piger og reklamer for samme meget ofte involverer lyserød, og lad os forestille os, at reklamer rent faktisk har en indflydelse på børns holdninger (hvis den sidste del dér bliver for vanskelig, så er det okay).

Kan du forestille dig en sådan verden? Godt.

I vores fiktive "lyserød-er-for-piger"-verden fristes man til at sige, at LEGO Friends nok ikke vil være alt for populært hos drenge. Dens målgruppe vil nok primært være piger.

Hvad med at vi tager et kig på, hvad LEGO Friends-serien så rent faktisk tilbyder piger?

Klik for at forstørre.

Der er to produkter der skiller sig ud: Heartlake flyveskole og Olivias opfinderværksted. Begge lader Friends-karaktererne give sig i kast med aktiviteter, som vi typisk associerer med mænd og drenge. Så helt slemt er det ikke.

De andre 13 er til gengæld typiske "pige-produkter". Vi har alt fra en ret lyserød villa til en café til en dyrlæge. Vores fem LEGO Friends-piger har med andre ord ikke ret megen mulighed for at gøre noget rigtig produktivt for samfundet. Mange af produkterne er baseret på ideen om karaktererne som omsorgsfulde, sociale eller forfængelige—værdier, man typisk associerer med piger og kvinder.

Hvad med et par eksempler på, hvad drenge kan i vores LEGO-tankeeksperiment? Her er et par produktserier hvor kvindelige figurer er næsten eller komplet ikke-eksisterende, og hvis reklamer viser drenge, der leger. Drenge får lov til:

At være superhelte.

Ninjakrig mod monstre.

Minedrift med eksplosioner og det hele.

At jage dinosaurer.

Pyha, det er godt at det kun er et tankeeksperiment, og at børn i virkeligheden er både reklamekritiske og komplet upåvirkede af de underbevidste beskeder de modtager mens de leger, hva'?