torsdag den 18. oktober 2012

KVINFO: Alle mænd er voldelige svin!

KVINFOs billede af den almindelige mand?
Kan I huske dengang tænketanken MANFO beskyldte KVINFO for perversiteter og andet godt fordi KVINFO begik den frækhed at gengive hvad andre havde sagt?

Nu er den fandeme gal igen. KVINFO har fundet noget på nettet og—gisp—skrevet en parafrase! Det er sgu ikke i orden, det dér. Heldigvis var tænketanken MANFO straks klar med den dybdegående analyse "KVINFO: Traditionel maskulinitet er voldelig". Lad os se hvad KVINFO i virkeligheden mener.
Det er ikke så længe siden, de skatteyderaflønnede feminister på Kvinfo var overraskede over, at drenge kunne have venner. Nu kører de så videre i samme spor, de reklamerer nemlig for en konference, der vil forklare os, at mænd da faktisk ikke behøver være voldelige! Nøøøj - i det tempo opdager de jo, at mænd og drenge også er mennesker inden, der er gået en regeringsperiode!
Lennart Kiil, sarkastisk geni ♥

Inden vi går videre, så vil jeg gerne lige henvise til den lille bid tekst over i tænketanken MANFOs artikel:
Du læser et blogindlæg på MANFO. Indholdet er ikke nødvendigvis udtryk for MANFO’s holdninger.
Den tankegang kan man tilsyneladende ikke unde KVINFO. Bevares. Men så får I det at høre her, når nu Lennart Kiil er så stille om det: Når tænketanken MANFO siger at KVINFO mener, at maskulinitet er voldeligt, så er det en lodret løgn. KVINFO skriver om en artikel i The Huffington Post (som i øvrigt er rigtig interessant læsning). Det er altså forfatteren, Soraya Chemaly, der skriver om den traditionelle maskulinitets voldelige træk.

Hvis vi har det i baghovedet kan vi se bort fra vrøvlet om KVINFO og bedre koncentrere os om alt det andet, tænketanken MANFO skriver:
Denne gang er baggrunden for Kvinfo’s mærkelige udgydelser, at de reklamerer (på skatteydernes regning) for en konference med navnet - hold fast:
Healthy Masculinity: The Idea That Men Can Control Themselves
Ja, det er vist kun feminister, der nogensinde har haft en anden opfattelse. Alle normale, sunde mennesker ved, at den normale sunde mand godt kan kontrollere sig selv. Til dem der ikke kan har vi som samfund en række foranstaltninger.
Tænketanken MANFO lægger her ud med at hævde, at alle mænd der ikke kan styre sig ikke er normale, sunde mænd. Du ved, de er ikke rigtige mænd. En rigtig mand ville aldrig gøre sådan noget.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv hvordan tænketanken MANFO er kvalificeret til at foretage den opdeling, men husk nu, at Lennart Kiil ikke kun er videnskabsjournalist, han er også mand. Selvfølgelig kan han beslutte hvornår man er en normal, sund og rigtig mand.
Præmissen for Kvinfo’s rablerier og en ny ikke-voldelig maskuloinitet er naturligvis, at typiske maskuline mænd hidtil har været voldelige og at maskulinitetens definerende træk har været vold. Det er naturligvis det argeste vrøvl!
Maskulinitet er primært beskyttende og forsørgende (og havde det ikke været for maskuline mænd, kunne Kvinfo feministerne ikke sidde indenfor i læ for regn og blæst og dyrke deres paranoide vrangforestillinger om drenge og mænd).
Læg lige mærke til det sidste afsnit dér. Er der nogen der bliver mindet om dengang MANFO delte en utroligt kvindehadsk video om netop dét emne og kaldte det "hvordan virkeligheden hænger sammen"?

Mens vi taler om videoer, så sæt lige den her på mens du læser videre.


Lennart Kiil begynder nu at dekonstruere KVINFOs parafrase af Chemalys artikel, blandt andet sætningen "Det er en myte, at mænd ikke kan kontrollere sig selv, når det gælder vold og voldtægt."
Jo, og sjovt nok en myte, man kun møder blandt feminister. Jeg har i hvert fald aldrig mødt en mand, der mente, at mænd generelt ikke kunne kontrollere sig. Der er sgu da ikke nogen, der mener, at en mand - der voldtager, fordi han ikke kan styre sine lyster - ikke bør sidde i et fængsel, hvor han ikke kan gøre nogen fortræd.
Og der er da for pokker heller ikke nogen mænd, der mener, at den typiske mand med almindelig maskulinitet er voldtægtsforbryder, der springer på den nærmeste letpåklædte kvinde og voldtager hende.
Så hvis man mener, at voldtægtsforbrydere hører til i et fængsel, må det nødvendigvis følge at voldtægtsforbrydere ikke er rigtige mænd. Got it.
Det er vist kun feministerne selv, der underholder den idé, at den helt almindelige mand med traditionel maskulinitet er voldtægtforbryder.
Nu ved jeg ikke om tænketanken MANFO læser med længere, men jeg gad da egentlig godt høre hvor den idé kommer fra—at feminister mener, at mænd generelt er voldtægtsforbrydere. Kan du skaffe mig et citat eller noget, Lennart?

MANFO slutter af med et par tanker—det er trods alt en tænketank.
Det er mærkeligt, at feminister opfatter traditionel maskulinitet som mangel på kontrol og som voldelig adfærd, når traditionel maskulinitet er præcist det STIK MODSATTE. Maskulinitet er forædlingen og kanaliseringen af de naturlige drifter (også de aggressive) i produktiv retning. Traditionel maskulinitet er NETOP (selv)kontrol.
Feminister ved ikke en skid om mænd, og de kommer aldrig til det. De har intet andet end deres fordomme som meget ofte bygger på dårlige oplevelser med mænd, der netop ikke er traditionelt maskuline, men afvigere med en ødelagt og nedbrudt maskulinitet, der derfor ikke beskytter kvinder, men angriber som dyr.
Ah, det klassiske "feminister er bare vrede ekskærester"-argument. MANFO ♥

Godt, skal vi kigge på nogle tal? Jeg ved godt at det ikke er så populært i MANFO-regi, men bær over med mig.

Vi kan starte med det indlysende: Danske mænd står for langt størstedelen af volden i Danmark.

Klik for at forstørre.
Godt, videre til voldtægt. Lad os starte med at punktere ideen om at en voldtægt foregår ved, at letpåklædte kvinder bliver overfaldet midt om natten af uhyggelige mænd, der springer ud af en busk. Man ved det sikkert i forvejen hvis man har læst voldtægtsofres egne beretninger, men overfaldsvoldtægter udgør på ingen måde majoriteten (omend der naturligvis er et meget stort mørketal, når det gælder voldtægt). Lad os kigge på noget statistik.

I denne rapport fra Det Kriminalpræventive Råd kan vi se følgende:

Klik for at forstørre.
Det er altså kun omkring 20% af voldtægter der foregår et offentligt sted.

Men okay, bare fordi det ikke foregår offentligt kan det jo stadig godt være en eller anden galning der bryder ind og, you know.

Sjovt du siger det!

Klik for at forstørre.
Kun en tredjedel af voldtægtsforbryderne er ukendte, og næsten samtlige andre af gerningsmændene var offeret bekendt i forvejen.

Hmm. Okay. Men i det mindste må gerningsmændene være psykisk syge eller fulde, ikke?

Tjo, den med alkoholen er der måske noget om. Rapporten viser at omkring to femtedele af gerningsmændene var påvirkede af alkohol eller andet på gerningstidspunktet:

Klik for at forstørre.
Vi kan se et lignende resultat i et andet dokument fra Det Kriminalpræventive Råd, hvor der dog er en noget større usikkerhed. Her var næsten halvdelen alkoholpåvirkede:

You guessed it: Klik for at forstørre.
Og faktisk ser det ud til, at alkohol spiller en vis rolle på, hvordan helt normale mænd (rigtige mænd, fristes man til at sige) forholder sig til seksuelle overgreb. Fra samme dokument:

Et eksempel på dette er A.M. Gross og medarbejderes eksperiment, hvor de viste en videofilm om en kontaktvoldtægt til 160 mænd. Mændene var delt i 4 grupper med 40 mænd i hver. En gruppe forventede og fik alkohol i form af vodka med tonic, en gruppe forventede at få vodka med tonic, men fik kun tonic med lime, en gruppe forventede at være en alkoholfri kontrolgruppe, men fik vodka med tonic, og den sidste gruppe fik tonic og lime og forventede at være alkoholfri. 
Deltagerne blev bedt om at trykke på en knap, når de syntes, at manden i videofilmen skulle ophøre med at foretage flere seksuelle tilnærmelser til den kvindelige person i filmen. Man målte tiden fra videofilmens start til forsøgsmændene trykkede på knappen (latenstiden). 
Deltagerne skulle også på 4 tidspunkter i forløbet af videoen vurdere niveauet af kvindens seksuelle opstemthed. På en skala fra 1 til 7 skulle de angive, hvor seksuelt opstemt, de vurderede kvinden til at være. 
Alkoholpromillen i blodet blev målt hos alle deltagerne.
Resultatet af forsøget var, at de mænd, der fik alkohol, var signifikant længere tid om at markere, at de syntes, manden skulle standse sine seksuelle tilnærmelser, end de deltagere der ikke havde fået alkohol. De, der forventede at have fået alkohol, men som kun fik alkoholfri drik, havde en lidt længere latenstid end de, der vidste, at de ikke fik alkohol. Deltagerne, der fik alkohol, vurderede kvindens seksuelle opstemthed højere på de første 2 af de 4 tidspunkter i videofilmen end de deltagere, der ikke fik alkoholen. 
Gross A.M., Bennett T., Sloan L., Marx B.P., Juergens J.: “The impact of alcohol
and alcohol expectancies on male perception of female sexual arousal in a date
rape analog.” Exp Clin Psychopharmacol 9:380-8 (2001).
Men okay, de er jo nok ikke normale, sunde mænd... Apropos sunde, hvor mange er psykisk syge?

Tja, der er en klar overrepræsentation af psykisk syge mænd i gruppen af voldtægtsforbrydere.
Ved samkøring med Landspatientregisteret blev det fundet, at mændene havde en overhyppighed af hospitalsbehandlede sygdomme. I gerningsåret havde 11 pct. været indlagt på sygehuse, mod 6 pct. i en jævnaldrende kontrolgruppe. Især psykiatriske og misbrugsrelaterede diagnoser var overrepræsenterede blandt mændene: 2 pct. havde været indlagt med alkoholforgiftning, 0,4 pct. i kontrolgruppen. 1,3 pct. havde været i kontakt med sygehusvæsenet og registreret med diagnosen skizofreni, 0,2 pct. i kontrolgruppen. Der var tilsvarende overhyppigheder af patienter med nervøse og stress-betingede lidelser (1,2 pct. over for 0,1 pct.). I alt havde 6 pct. været i kontakt med en psykiatrisk afdeling, mod 1 pct. i kontrolgruppen. Man bemærker sig dog, at langt størstedelen af mændene ikke havde nogen psykiatrisk betinget sygehuskontakt.
Men se så her:
Ifølge politijournalerne havde 11 pct. psykiske problemer og 4 pct. led af skizofreni eller lignende. Andelen med psykiske problemer var størst for de mænd, der var udpeget i forbindelse med overfaldsvoldtægt (18 pct.) og partnervoldtægt (13 pct.), og mindst for de mænd, der var udpeget i forbindelse med kontaktvoldtægt (9 pct.).
Så selv ved overfaldsvoldtægt, der kun udgør en tredjedel af voldtægter, er det blot 18% af gerningsmændene, der har psykiske problemer. Resten må vi kunne antage er mere eller mindre normale.

Disse tal er alle fra Danmark. Man tør ikke forestille sig hvordan tingene ser ud i USA, hvor nævnte konference finder sted, og hvor et sted mellem hver sjette og hver tredje kvinde vil blive voldtaget i løbet af sit liv.

Der er med andre ord rigtig meget der peger på at myten om voldtægtmanden som afviger er løgn. Mange af dem er ikke mindre normale end manden på gaden. Det er en populær påstand hos antifeminister, for det betyder at der ikke er behov for et holdningsskift i samfundet—man skal bare bure forbrydere inde og lære kvinder at undgå at blive voldtaget. Rigtige mænd har intet med det at gøre.

Man kunne også bare lære os mænd, you know, at lade være med at voldtage folk.

4 kommentarer:

  1. Mandfjols,

    Langt de fleste mænd ved godt, man ikke må voldtage. Og kun et lille fåtal af mænd voldtager.

    At der er flest mænd i den gruppe af mennsker, der voldtager, betyder ikke, at de fleste mænd er voldtægtsforbrydere.

    Du skal da være velkommen til at "lære mænd, at de ikke må voldtage".

    Men som sagt, det ved de godt i forvejen. Ligesom de ved, de ikke må myrde. Desværre er der alligevel nogen, der gør det, men det er ikke fordi, samfundet finder det acceptabelt. Og jeg tror heller ikke disse typer tager Mandfjolsets formaninger særligt alvorligt.

    Hvis du virkelig vil finde ud af, hvorfor forbrydere gør som de gør, må du grave ned i hver enkelt forbryderes fortid og opvækst (blev de selv misbrugt, voksede de op uden far, etc. etc., var de udsat for omsorgssvigt) og til en hvis grad også deres genetik.

    Men det gider du jo ikke - det er meget lettere bare at sige, at det er et sexistisk eller patriarkalsk samfunds skyld - eller en traditionel maskulinitet.

    Og Mandfjols, jeg kan se, du nok engang gør dig umage for at gøre helt almindelige mænd til voldtægtsforbrydere. Det overrasker ikke. Samtidig benægter du (i samme indlæg), at feminister forsøger at gøre netop dette.

    Du lever da godt nok op til dit navn!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror pointen fløj ret meget over dit hoved. Hvis du skynder dig kan du måske nå at løbe hen og fange den!

      Pointen er ikke at almindelige mænd er voldtægtsforbrydere, men at de fleste voldtægtsforbrydere er almindelige mænd. At det er en lodret løgn, at voldtægtsmænd udelukkende er afvigere.

      Det er ikke en påstand. Jeg har dokumenteret det.

      Undersøgelen jeg nævnte, hvor berusede mænd var mindre tilbøjelige til at synes, at seksuelle tilnærmelser var uacceptable end ædru mænd var sandsynligvis ikke foretaget udelukkene med afvigere. Det var altså helt normale, sunde mænd.

      Jeg kan anbefale at du googler "rape culture". Det tror jeg, du ville kunne lære meget af.

      Slet
  2. Undskyld mig, men hvor ser du at det er almindelige mænd der er voldtægtsforbrydere?

    Dine statistikker siger ingenting. Mennesker er forskellige, og en af de klareste markører for et skift i holdninger er køn. En mand vil som udgangspunkt ikke anmelde sin samlever for vold da det ville være et kæmpe psykologisk nederlag, og det kan jeg da egentligt også godt forstå. Omvendt, med kvinder, så når en mand slår, så melder hun det med det samme. Når manden ikke kan beskytte hende, så vender hun sig til staten.

    Har det nogensinde slået Mandfjols, forresten, at når en kvinde vågner op efter en våd bytur og har hevet en rigtig grimmert med hjem, så kan det tænkes at hun fortryder. For at slippe for ansvaret melder hun manden til politiet for voldtægt. På den måde kan hun retfærdiggøre det faktum at hun har været sammen med ham.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Magnus! Mange tak for dit svar. Det er altid rart med kommentarer.

      Du har, ligesom Lennart, misset pointen fuldstændig. Jeg skriver ikke at almindelige mænd er voldtægtsmænd, men at de fleste voldtægtsmænd er almindelige mænd. Der er en temmelig stor forskel.

      Og god stil med snakken om falske voldtægtsanmeldelser. Man skulle næsten tro at mængden af falske voldtægtsanmeldelser var signifikant højere end andelen af falske anmeldelser for andre forbrydelser. Ideen om at kvinder med løs hånd drysser voldtægtsanmeldelser om sig er en central af rape culture.

      Slet