Fuck Ruth Evensen

NEJ.

Seriøst, fuck Ruth Evensen. Dagens vrede indlæg fås i to versioner, en kort og en lang.

Den lange version:

Ruth Evensen er fra Frihedspartiet. De kan ikke lide abort.

Hvor sund fornuft, anstændighed og respekt for fakta og for menneskeliv for nogle årtier siden var almindeligt i abortspørgsmålet, er det nu befængt med en stor berøringsangst at tale om abort — et mere spiseligt ord for fosterdrab.

Der bliver årligt udført ca. 15.000 provokerede aborter i Danmark. Siden fri abort blev indført i 1973 er det op mod 800.000 børn som er blevet udryddet. Et folkemord! En hel befolkningsgruppe af uskyldige mennesker!

Svagere sjæle ville måske pointere at Ruth Evensen som leder af Faderhuset nok ikke er den mest kvalificerede til at tale om "sund fornuft, anstændighed og respekt for fakta og for menneskeliv". Så dybt synker vi ikke her på redaktionen. Ruth må gerne have sin himmelnisse i fred.

Og hun har da ret! Det er jo en massakre! Så mange børn—myrdet i koldt blod!

Hov, vent. Jeg glemte lige et øjeblik at fostre og børn ikke er det samme. Dumme mig—og fuck Ruth Evensen for at ignorere forskellen.

At være imod provokeret abort behøver ikke at have noget med tro og religion at gøre. Frihedskæmperne er ikke et kristent parti og er åbent for ateister, muslimer, buddhister og hvem som helst, som er enige med vores synspunkter. Vi går ind for den personlige frihed, så længe ens handlinger ikke skader andre. Vi mener, at abort ikke er en frihed, da abort netop går ud over et andet menneske. Vi mener, det er en lovliggjort kriminel handling, som bør afskaffes. At den nuværende lovgivning legaliserer abort, gør det ikke ret!

Men Ruth! Når et foster befinder sig inde i en kvindes krop uden at hun vil have det, er det så ikke hendes personlige frihed til ikke at have en parasit i sin livmoder, der bliver krænket? Det går da ud over den gravide kvinde at der er noget inde i hendes krop, hun ikke ønsker skal være der.

Var det Frihedskæmperne, dit parti hed?

Der er sket et kæmpe skred i opfattelsen af det at være menneske, i og med at aborten er blevet frigivet i Danmark. I 1948-udgaven af Genéve-deklarationen, gældende for læger, stod der udtrykkeligt, at livet skulle beskyttes "fra undfangelsen".

Har vi ikke hørt det før? Nå jo, hos vicepræsidentkandidaten der vil gøre fortrydelsespiller og spiral ulovligt. Fuck dig, Ruth.

I dag er dette ændret til det ubestemmelige "fra dets begyndelse" for at give plads til fri abort. Ifølge de Internationale Regler for Lægeetik, som danske læger også skal overholde, har en læge altid pligt til at bevare menneskeliv. Hvis man vil udføre abort, må man altså fornægte, at der er tale om et menneske. Hvis man alligevel mener, at man skal slå fostre ihjel, bør man således i det mindste erkende, at man synes, at det er i orden at tage et andet menneskes liv.

Skal vi nu ud i den med at et foster ikke er et barn igen? Jesus.

Det er meget svært for aborttilhængere at vinde en argumentation på det saglige plan. Det kan jo ikke benægtes, at det er et liv, der vokser i maven.

 Her kommer en argumentation på et sagligt plan, Ruth:

• Et foster er en klump celler med menneskeligt DNA. Omkring 95% af det DNA findes også i chimpanser, og celleklumpen deler 50-60% af sit DNA med bananer. Just saying.
• Det gør det måske til et menneskeliv, men ikke en person. Det er en klump celler uden bevidsthed.
• Som i øvrigt ikke kan overleve uden for kvindens krop.
• Menneskerettigheder eller ej, hvis fosteret er uønsket krænker det kvindens frihed.
• Derfor har hun al ret til at få det fjernet.
• Fuck dig.

Se! Sværere er det ikke.

Derfor bliver det ofte til en følelsesladet diskussion, hvor man som abortmodstander bliver ”den onde, som ønsker at kvinder skal undertrykkes”. Det er fuldkommen usagligt, og vi fortjener en ordentlig snak om fakta, hvor ubehagelige de end kan være.

Der er ikke noget følelsesladet i det. Hvis du mener at en klump celler der kan blive til en person skal valueres højere end en kvinde som allerede er en fucking person, så 1) er du med til at undertrykke kvinder og 2) fuck dig.

Når tilhængere af abort stort set altid argumenterer med de meget perifere tilfælde, hvor ”en trettenårig er blevet voldtaget” eller trækker ”strikkepinde-kortet”, må man nok sige, at diskussionen hurtigt bliver noget afsporet.

Hvor forfærdeligt det end er, at en trettenårig bliver voldtaget med graviditet til følge, bliver det jo aldrig det ufødte barns skyld. Der er begået en kriminel handling, hvor den skyldige bør straffes hårdt, og hvor offeret, ligesom i alle andre voldssager, desværre må bære konsekvenserne. Og konsekvensen er, i dét ekstremt sjældne tilfælde med den trettenårige, at hun må gennemføre en graviditet og føde et barn. 

 Med andre ord: En trettenårig pige skal i ni måneder bære rundt på en konstant påmindelse om hvad der nok er den mest traumatiske oplevelse i hendes liv. At pigens personlige frihed bliver krænket, well, det er ikke så vigtigt for Frihedskæmperne.

Måske kommer hun til at holde af barnet og kan abstrahere fra voldsepisoden, og måske vil hun ikke have barnet og behøver aldrig at se det, men kan bortadoptere? Hun vil selvfølgelig i vort samfund have masser af muligheder for at få hjælp. Uanset, må der skelnes mellem mor og barn. Barnet har ret til at leve, da det er en selvstændig person, som ingen har lov at dømme ude på forhånd.

Bortset fra at det ikke er en selvstændig fucking person. Fosteret dør hvis du fjerner det fra kvindens krop.

Strikkepindehistorierne hører til i en tid, hvor det var forbundet med skam at blive gravid uden for ægteskabet, og hvor man derfor i desperation benyttede sig af sådanne metoder. Men vi lever jo i en helt anden tid nu, hvor det mig bekendt ikke er skamfuldt at dyrke sex eller blive gravid.

Men vi lever stadig i en tid hvor langt fra graviditeter er ønskede, grunden uagtet.

Nogle argumenterer for, at et forbud mod abort vil medføre illegale aborter, men med den logik kan man jo slet ikke lovgive om noget som helst. Vi vil jo heller ikke legalisere eksempelvis gadevold, fordi det alligevel bliver praktiseret. Lovgivningen bør sende det helt klare signal, at drab på ufødte er uacceptabelt.

Gadevold er en forbrydelse fordi man fratager andre deres kropslige autonomi (you know, deres ret til ikke at blive tævet). Abort er ikke en forbrydelse fordi man tværtimod stopper nogen fra at fratage en sin autonomi. Ruth, kan du virkelig ikke se forskellen på gadevold og abort?

Et forbud mod abort vil alt andet lige sænke antallet af aborter markant.

Et forbud mod biler vil sænke antallet af biler. Du er i sandheden en logikkens mester, Ruth.

Selvom der givetvis vil blive foretaget et begrænset antal illegale aborter, vil det samlede antal af kvinder, der oplever komplikationer som følge af abort blive mindre end i dag.

Til gengæld vil flere føde et barn de ikke ønsker. Og antallet af kvinder der oplever de komplikationer der følger med graviditeten vil stige. Lyder svedigt.

Ved du hvad, Ruth? Du har sgu ikke været kvindefjendsk nok. Kan du ikke lige blive lidt mere usympatisk?

Hvor er mandens ret til at redde det barn, som han er far til?

There we go! Hvad med de stakkels mænd? Er der ingen der vil tænke på mændene når det gælder kvindens krop?

Der tales så meget om kvindens ret over sin egen krop, men det er jo helt skørt at argumentere på den måde, når et foster er et selvstændigt individ med arveegenskaber fra både moderen og faderen.

Men det gror i kvindens krop, og det er kvinden der skal gennemgå den smertefulde fødsel. Efter selve seksualakten (og ikke engang den, hvis der er tale om donorsæd) kan manden i princippet forsvinde i den blå luft uden at det ville have nogen form for indflydelse på fosterets vækst. Kvindens valg har ingen indflydelse på hans krop.

Faderen er jo lige så meget far til barnet, som moderen er mor, uanset at barnet pt. befinder sig i moderens mave. Det er uhyggeligt, at kvinder i dagens Danmark kan vælge at slå børn ihjel, uanset hvad faderen måtte mene.

Ved du hvad, Ruth? Så snart mænd kan blive gravide kan vi tale om mænds indflydelse, okay? Vi mænd har ingen ret til at bestemme hvad kvinder skal gøre med deres krop—og det har andre kvinder sådan set heller ikke. Det er uhyggeligt at folk i dag stadig mener at nogen som helst andre end personen selv skal bestemme hvad der skal ske med vedkommendes krop. Fuck dig.

Det er nødvendigt helt at gøre op med den idé, at fosteret skulle være en del af kvindens krop. Fra sæd- og ægcelle smelter sammen dannes der et nyt individ, som har eget DNA, arveanlæg og evt. en anden blodtype end moderen, og som f.eks. kan være et andet køn end moderen. Moderen er bærer af barnet, hun er ikke identisk med barnet. De er to separate mennesker.

Hvis jeg kravlede op i din livmoder og hookede mig op til din krop så jeg ville dø hvis du skar forbindelsen, ville du så gøre det? Vi er trods alt ikke identiske, men jeg har jo ret til at leve!

Undskyld for det mentale billede, kære læsere.

Ja, barnet er afhængig af moderen, men et nyfødt barn er jo også afhængig af moderen. Et nyfødt barn slår man da ikke ihjel, hvorfor så det ufødte barn?

Det er der flere grund til, kære Ruth. For det første er der forskel på fysisk afhængighed og social afhængighed. Efter barnet er født kan det i princippet holdes i live af hvem som helst. Det er ikke afhængigt af at én bestemt person er levende for at overleve. Det er det under graviditeten.

Dernæst: Hverken et ufødt barn eller et nyfødt barn har nogen egentlig bevidsthed. Man kunne måske argumentere for at det så ville være i orden at slå et nyfødt barn ihjel, men det er umuligt at sætte en generel tidsramme for hvornår bevidstheden sætter ind. Den eneste reelle grænse vi kan sætte er ved fødslen.

Der er ekstremt meget dobbeltmoral forbundet med abort. F.eks. har lægerne pligt til at gøre alt for at hjælpe det ufødte barn med at overleve, hvis det er ønsket, mens et barn på samme alder, som er uønsket, slås ihjel. Dobbeltmoralen ses også i måden læger omtaler børnene på. Hvis der er tale om en ønsket graviditet taler lægen gladelig om den lille baby i maven, men hvis det er en uønsket graviditet bruges ”neutrale” ord som graviditetsprodukt, fostervæv o.l., så moderen ikke bliver mindet om, at der faktisk er tale om et barn.

Men nu er der jo ikke tale om et barn. Personligt er vi her på Mandfjols da også imod at man kalder et graviditetsprodukt for et barn før det reelt bliver det. Ingen dør af at kalde det for et foster. Så der er bestemt tale om dobbeltmoral—bare til anti-choicernes fordel.

Jeg er overbevist om, at en af grundene til, at man møder så stor vrede, når man er modstander af abort, er, at det er forbundet med skyld at få foretaget en abort.

Hmm. Er det pro-choice-bevægelsens skyld, eller er det religiøse fanatikere og kvindehaderes? Fuck dig og dine, Ruth Evensen.

Man kan som bekendt ikke ændre fortiden,

Desværre. Tænk bare hvordan verden havde set ud i dag, hvis vi havde haft fri, sikker abort for flere hundrede år siden!

men tage ansvar ved at ændre holdning og tage afstand fra den dødskultur, som har sneget sig ind i vores samfund.

 Mener du den hvor vi rent faktisk ikke slår personer ihjel, men celleklumper der kan blive til personer?

Jeg for min del er fast besluttet på at kæmpe for en holdningsændring på dette tabubelagte område. Det er bekvemt at se den anden vej og lade som om det ikke er børn, vi har med at gøre. Men med fornægtelsen følger også en afstumpethed, som kun vil gøre os mere og mere kolde og ligegyldige over for dem, som er svage.

Det er ikke børn vi har med at gøre lad nu være Ruth

Allerede nu sorteres mange fra pga. en formodning om en eller anden sygdom eller unormalitet, fx er der snart ikke flere tilbage med Downs, fordi de sorteres fra inden fødslen. Vi må spørge os selv, om det virkelig er et sådant samfund vi ønsker?

Et samfund hvor en kvinde selv kan bestemme over om hun vil have en parasit boende i sin krop? Det lyder da som et dejligt samfund.

Den korte version:

Fuck dig, Ruth Evensen. Fuck dig. Fri abort handler om én ting: En kvindes ret til selv at bestemme over sin krop. Alt andet er et forsøg på at holde kvinder nede fordi en klump celler åbenbart er vigtigere. Fuck dig.

KVINFO skriver alrdig postivt om ting der ikke kan bevises :(

Dette er en hjernescanning af en, der er
ordblind. Først da jeg havde sat billedet
ind ramte ironien mig.

Det nyeste indlæg på MANFO hedder "KVINFO: Australsk forsker: Hjerneforskning beviser ikke kønsforskelle". Som I måske kan regne ud handler det om, at hjerneforskning ikke beviser kønsforskelle.

MANFOs artikel linker til denne nyhed på KVINFO, som handler om at hjerneforskning ikke beviser kønsforskelle. Jeg kan anbefale at man læser hele historien, KVINFO henviser til. Den er på norsk og er ganske interessant.


Det vigtige nævnes dog i KVINFOs uddrag:

Når hjerneforskning præsenteres som bevis for medfødte, uforanderlige kønsforskelle, gentages fortidens fejltagelser. Teknologien er der endnu ikke, så det kan bevises eller modbevises, at mænd og kvinder er født med forskellige hjerner, siger den australske psykolog Cordelia Fine.

Så vi kan altså endnu ikke tilskrive kønsforskelle noget neurologisk, eller, som KVINFO skriver det: Hjerneforskning beviser ikke kønsforskelle. Hvad siger MANFO til det?

Nok engang viderebringer kvinder en socialkonstruktivistisk tilgang til køn, hvor man nægter biologiske kønsforskelle. Jeg har ALRDIG set en postiv henvisning eller artikel på Kvinfo om, at der er biologiske forskelle på kønnene. 

Som jeg længe har hævdet, er Kvinfo ekstremt ensidige.

Lad os lige tage den én gang til. MANFO kritiserer KVINFO for ikke at skrive positivt om, at kønsforskelle skal findes i hjernen—i det selvsamme indlæg hvor der linkes til en artikel hvori der står, at vi endnu ikke kan vide om kønsforskelle kan findes i hjernen.

Jeg tror lige vi skal have den én gang til for lige at lade det synke lidt dybere ind:

MANFO vil have at KVINFO skal skrive positivt om noget, vi ikke ved noget om. Noget en kvinde der har skrevet to bøger om neurovidenskab forklarer, at vi ikke har noget bevis for.

Og så lige en tredje gang for de tungnemme: I artiklen "Hjerneforskning beviser ikke kønsforskelle" brokker Lennart Kiil sig over, at KVINFO ikke skriver nok om at hjerneforskning beviser kønsforskelle.

KVINFOs ensidighed har i sandhed nået nye højder.

Mandfjols: Nu også på Denfri!

Mandfjols-logoet fungerer minsandten også i Denfri-farver!

Hvis du har tjekket det uafhængige nyhedsmedie Denfri i det sidste døgns tid, så har du måske lagt mærke til at der er et par artikler, der ser velkendte ud. Det er ikke en fejl.

Som den attention whore jeg er har jeg givet Denfri lov til at bringe mine posts, så fra nu af syndikerer Denfri udvalgte indlæg herfra. Hvis du allerede læser Mandfjols her på bloggen kan du trygt fortsætte med det. Der vil ikke ske nogen ændringer udover at du måske får nogle nye venner.

Hvis du er en af dem, der har fundet herhen via Denfri, så velkommen til! Jeg håber du får lyst til at følge med fremover. Hvis 50 indlæg er lige i overkanten for dig har jeg lavet en liste med foreslået læsning. Den befinder sig i højre side under beskrivelsen af mig.

Jeg har også en Fjolsbook-side, hvor du kan få besked, når der er nye indlæg. Der er en masse kloge, skægge og smukke mennesker der gerne smider en kommentar. Du er velkommen til at være med.

Mange hilsner,
Mandfjols.

"Fifty Shades" handler om THE POWER OF LOVE

Jeg fandt dette billede da jeg googlede "the power of love".
Det virkede sært passende.

Det er ingen hemmelighed at Eva Agnete Selsing er en af Mandfjols-redaktionens store heltinder. Hendes passion for kernefamilier og alt heteronormativt er forfriskende i et feminiseret samfund som vores. Naturligvis har hun også en holdning til Fifty Shades of Grey. Det virker ikke som om hun rent faktisk har læst den, men det stopper ikke en filosof som Eva.

Skrevet i et alt, alt for tilgængeligt sprog uden raffinement, uden prætention. Der er faktisk tale om »husmorporno«. Kan det blive mere trist? Vi ser billedet foran os: Langt fra Lindhardt & Ringhof, Øverste Kirurgiske og Martin Glaz Serup, i et kedeligt parcelhus, med konforme, bourgeois-boller ovnen, går den sanseligt udsultede husmor og keder sig med sine børn. [...]  En dårligt skrevet bog. Kan det blive mere ynkeligt? Nej. Ikke, hvis man spørger anmelderstanden.

Fifty Shades er ganske rigtig blevet rakket ned på i sjælden stil. Måske fordi porno rettet mod kvinder ikke bare må have lov at være porno, men absolut skal holdes mod en arbitrær højere standard end Anal Punishment 3, der unægteligt er mere mandecentrisk.

Men mens anmelderne ikke er bange for at sige, at de mange millioner, der har læst og elsket bogen, sagtens kan tage fejl, er vi andre mere ydmyge. Bogens succes skyldes - snarere end kedsommelighed i forstæderne - at den taler til den del af mennesket, der savner mytologiens skønhed.

Det var sjovt, her gik jeg og troede at den talte til en del af mennesket der sad lidt længere nede. Men hvad ved jeg, måske sidder mytologi-centeret også dernede.

Den store fortælling i det små; det eventyr, der kan ske i den enkeltes egen tilværelse, men som alligevel har det utroliges skær over sig. Fifty Shades er drømmen om at blive reddet, elsket og selv at redde og elske. At møde og overvinde farer med sin udkårne, og på den måde selv mærke kærlighedens styrke.

Okay, jeg gad faktisk rigtig gerne høre Eva Agnete Selsing anmelde Anal Punishment 3. Det kunne der nok komme noget skægt ud af.

Og så tror jeg du har lavet en stavefejl, Eva—der skulle vist have stået "drømmen om at blive redet".

Og Fifty Shades er en sådan opbyggelig historie. Det handler ikke om erotik i pikante afskygninger. Det handler - uden at ville røbe for meget - om en mand og en kvinde, der finder sammen.

Naturligvis. Her er lidt af hvad der sker i Fifty Shades: Christian Grey smører Anastasia ind i is og slikker det af. Bøjet over et poolbord får Anastatia smæk med en lineal. Christian introducerer hende for buttplugs. Anastasia får orgasme efter orgasme af at blive spanket. Og nå ja, Christian Grey voldtager hende.

Jeg skal lige love for, at de finder sammen!

Om to mennesker, der underkaster sig hinanden. Dels af kærlighed, dels af tiltrækning; den tiltrækning, som kun et asymmetrisk forhold kan frembringe. Men det ulige er alligevel balanceret, for historiens egentlige helt er kvinden. Hun redder ham. Og hun ender med at få det, hun efterspørger - på sine præmisser.

Åh ja, det asymmetriske forhold er nu engang det bedste. Manden går på arbejde og bestemmer, kvinden går derhjemme og nusser og er afhængig af sin mands økonomi... Mandfjolset bliver helt opstemt ved tanken!

Derudover er ideen om "Hun redder ham. Og hun ender med at få det, hun efterspørger" en ældgammel kliché. Kvinden falder for den usympatiske mand (oftest med dybe traumer) der virker umulig at synes om. Med THE POWER OF LOVE får hun reddet ham og gjort ham til et ordentligt menneske.

Ikke alene sker det ufatteligt sjældent, den kliché romantiserer usunde forhold og kan tilskynde kvinder til f.eks. at blive i et voldeligt forhold fordi hun tror hun kan redde ham med THE POWER OF LOVE. Noget af en kærlighedshistorie, hva'?

Det er en bog, der udfordrer lighedskulturens tabu om de sanselige kendsgerninger, der knytter sig til de to køn; nemlig, at ulighed og det uens for de fleste er en uundværlig ingrediens i tiltrækningen mellem ham og hende. Tilsat elementer fra mytologien - den forheksende forelskelse, den uopnåelige rigdom og magt, den utrolige redningssituation, de usandsynlige og kun næsten overkommelige faremomenter - er Fifty Shades et moderne eventyr. Et romantisk af slagsen. Læserne vil tryllebindes af noget større end dem selv, i et format, de kan relatere til - og det er det, de får. I en version, der er befriende renset for indtørret akademikerligestilling. Det er ligetil. Og det er smukt.

Ja! Giv os mere ulighed! Ulige lønninger, uh! Væk med stemmeretten, mmm! Lyserød til piger og blå til drenge, uff! Lad kvinderne passe børn mens vi mænd har vores egen uafhængige identitet, ååååhhhhhhhh.

...Jeg er vist nødt til at skifte bukser.

Morten Brask er dårlig i sengen

En vaskeægte (voldtægts?)mand.

Vores helt Morten Brask læste Fifty Shades of Grey og blev RYSTET. Aldrig har han læst en så elendig bog. Det siger han i Deadline fra 28. august. Se udsendelsen her (klik frem til "Porno - 40 millioner læsere").

Faktisk blev han så RYSTET at han følte sig nødsaget til at skrive et debatindlæg om det: "Mænd bør hylde 'Fifty Shades'". Morten Brask er kendt for at skrive meget skråsikkert om ting han ikke forstår særlig godt, og dette er ingen undtagelse. Danske mand, din kone ligger sandsynligvis og læser Fifty Shades:

Hvad betyder det? Får den nogen konsekvenser for os mænd. Ja! Og du kan glæde dig, så lad hende endelig læse videre. ’Fifty Shades’ kan nemlig antænde lunten til en verdensomspændende seksuel revolution.

Nemlig, gutter. I behøver ikke at stoppe jeres kvinder i at læse noget for deres egen nydelses skyld og måske—gisp—tænder på noget der ikke er jer! I sidste ende er det nemlig også godt for os MÆND, og det er trods alt det vigtigste.

Noget tyder på, at bogen virker på mange kvinder. Ikke mindst dem, som ikke før har haft mod på at eksperimentere seksuelt. I en Daily Mail-rundspørge blandt 400 kvindelige læsere sagde 43 procent, at bogen gav dem lyst til at prøve bondage, 79 procent sagde, at de ville prøve det med en Christian Grey-type.

Nej, stop, Morten! Nu bliver du alt for videnskabelig. Kan du ikke gøre som du plejer og spørge enkelte mennesker omkring dig om deres mening og generalisere ud fra det?

Der har ikke været nogen danske undersøgelser endnu, så jeg må nøjes med en lille rundspørge blandt veninder og kolleger.

Tak! Du er en skat ♥

De fleste medgiver, at det litterært set er Barbara Cartland med slag i. Men de fleste indrømmer, at bogen faktisk tænder dem.

Og hvorfor nu det? Der er naturligvis 40 millioner svar, men her er tre mulige forklaringer. Det mest oplagte er, at mange pæne kvinder lever i seksuel kedsomhed. Deres erotiske liv har ligget i dvale gennem flere søvndyssende serielle parforhold.

Fair nok, så det er vi mænds skyld.

I begyndelsen var de forblændet af ungpigeværelsets lyserøde illusioner om, at sex skal være blid elskov på et leje af rosenblade. Men rosenbladene er visnet, og livet på lagnet bliver kedelig konsensus og drukner i babybleer og det-er-din-tur-til-at-tage-opvasken.

Nå, åbenbart ikke. I øvrigt tror jeg vi allerede har fundet ud af at Morten Brask ikke ved så meget om ungpigeværelser.

Og der står Christian Grey, som fortæller dem, at nok er det ih så smukt at elske blidt, men i et længerevarende parforhold er sexlivets stærkeste drivkraft ren, rå, dryppende hornyness, hvor alt er tilladt. 

Det var det, der skete for parret Leroy og Carly, der på tv-stationen ABC fortalte, at sexlivet var forsvundet, da de fik deres første barn. Men så læste Carly i ’Fifty Shades’ - og så skete der noget, sagde Leroy: »She just put the book down and she was all over me. It was nice«.

Aha! Så Fifty Shades' virkelige værdi er altså at vi mænd igen får noget på den dumme? Fedt, mand.

Andre kvinder, der måske allerede har erkendt, at liderlighed er vigtigere end romantik i sengen, opdager, at bogens sadist tænder deres hemmelige, forbudte drømme om manden, der tør træde i karakter, som ikke er bange for at tage, hvad der er ’hans’, som tør sige, de skal holde kæft og sprede benene.

[...] ’Fifty Shades’ er, alene på grund af sin udbredelse, den vigtigste faktor i nyere tid for legaliseringen af kvinders mere eller mindre ’perverse’ fantasier. Og det skal nok tilføre enorm seksuel energi til soveværelserne.

Det lyder jo fint! Morten, er der noget i vejen? Er du syg? Hvor er den usympatiske, sexistiske Morten Brask, som vi kender og elsker?

Hvad angår bogens tematisering af dominans/submission, tror jeg også, at bogen fungerer som en tiltrængt bredside mod det, der i Vesten gennem de sidste 40 år har været sexlystens serial killer nummer et: Ligestilling!

Pyha, der var du! Jeg var lige et øjeblik blevet nervøs for at du var blevet et ordentligt menneske.

En veninde, der er begejstret for bogens erotiske fortælling, sagde til mig: »Kvinder er dødtrætte af ligestilling. I samfundet: Ja. Men i sengen vil vi altså gerne rives rundt og tages af manden. Han må gerne være den, der bestemmer og er den stærke, den, der fritager os for alt ansvaret. Det er ligesom tango: Det er manden der fører, og det er det, der er så frækt«.

Morten Brask er heldig at have veninder der kan tale på vegne af hele deres køn. Den slags bekendte tror jeg der er mange, der gerne ville have.

Og helt ærligt: Hvor frækt er det, at manden respektfuldt hvisker, at han sætter pris på, at de kan mødes som ligestillede parter og udveksle politisk korrekte kærtegn, og så i øvrigt begynder at knokle med tungen, fordi det jo er vigtigt, at kvinden kommer før manden – som ellers er et mandschauvinistisk svin?

Okay, i mit sidste indlæg påstod jeg, at Morten Brask var sur over, at der er kvinder i denne verden, der har sex med andre end ham. Hvis det er sådan han tror sex foregår kan jeg måske godt forstå, at kvinder går andre steder hen, når de skal tilfredsstilles.

’Fifty Shades’ appellerer til kvinders fantasier om at underkaste sig en mands vilje – en tabuiseret drift, som mange kvinder har. Bogen virker. Og det kommer ikke mindst os mænd til gode.

Praise the Lord! Mænd får sex! Lad os trykke et par millioner flere eksemplarer af Fifty Shades!

Så faktisk skal du være glad for, at din kone/kæreste ligger i med milliardæren. Men husk, at når det er sengetid, så tag bogen fra hende og giv hende gag og håndjern på, bind hende til sengen og sig med din bedste James Earl Jones-stemme: »Spred benene, lillemor, nu er det mig, der bestemmer!«.

Læg mærke til at der ikke står noget om at høre hvorvidt ens kone/kæreste rent faktisk har lyst til at blive bundet og gagget. Ligeledes beskriver han den moderne kvindes sexliv som "kedelig konsensus".

Morten Brask, jeg siger ikke at du er voldtægtsmand. Det kunne jeg aldrig finde på. Men du lyder lidt som én. Det vil jeg til gengæld gerne sige igen: Når du skriver sådan lyder du lidt som en voldtægtsmand.

I hvert fald signalerer du at du er et elendigt knald. At sikre at ens sexpartner også får en orgasme hedder ikke at "være ligestillet"—det hedder "ikke at være en egoistisk nar".

Ligestillet sex er ikke kedelig blid sex, Morten (hvad har der i øvrigt nogensinde været i vejen med blid sex?). Det er at man bliver enig om hvilken slags sex man har og sørger for at begge parter er tilfredse med den slags sex. That's it. Der er ingen rosenblade, ingen politisk korrekthed—så længe du og din partner er enig og begge nyder det er jeres sex ligestillet.

Selv 24/7-underkastelse som jeg har ladet mig fortælle at Fifty Shades beskriver kan være ligestillet hvis begge parter er med på den. Der er forskel på ligestilling i sengen og ligestilling i samfundet. Dét ser det bare ikke ud til, at Morten Brask har forstået.

Når Morten Brask sætter ligestilling op som modsætning til seksuel frihed er han med til at forstærke ideen om at den eneste måde kvinden bliver rigtig fri på er at underkaste sig. Den tendens ser vi i dag, når antifeminister prøver at gøre rollen som hjemmemor synonym med frihed, eller når man prøver at gøre en "rigtig mand" til én, der tager hvad han vil have uden at spørge.

Når han ydermere føler sig nødsaget til at argumentere for hvorfor Fifty Shades er god for os mænd fortæller han os, at en kvindes seksualitet kræver en MAND for at være okay.

Men Fifty Shades handler i sidste ende om kvinderne. Den giver kvinder et rum hvor de kan sige "det her vil jeg gerne have du gør ved mig". Det kan give dem en chance for at opdage, at sex ikke behøver være dårligt. At der er andre måder at gøre det på end oralsex-missionær-cowgirl-doggystyle-ejakulation. At man godt kan lade sig dominere sig i sengen uden at ville gøre det til hverdag. At en kvindes nydelse kan betyde noget. At man kan læse en bog og nyde den fordi den gør en liderlig. Alt det er værd at tale om.

Hvad der ikke nødvendigvis er værd at tale om er hvad det gør for os stakkels sexhungrende mænd og hvorfor vi ikke behøver være kede af at vores kvinder tilsyneladende kan få seksuel nydelse uden at vi er med. Det behøver altså ikke altid handle om os, Morten.

Vi er i øvrigt ikke færdige med Fifty Shades. Vores yndlingsfilosof Eva Selsing har nemlig også skrevet om bogen. Glæd jer!

Europæisk Uligestilling?

EUs nye flag?

Her på Mandfjols har vi i et stykke tid ventet med at skrive om EUs nye direktiv om kvinder i bestyrelser, i høj grad fordi mange af antifeminismens svar ikke var meget mere end vred støj. Men nu er der faktisk kommet et indlæg der i Mandfjolsets optik er et ret godt billede af i hvert fald en del af højrefløjens antipati for kvindekvoter. Liberal Alliances Merete Riisager lægger hårdt ud:

”Mon hun får så meget modvind, fordi hun er kvinde?” spurgte en af Christiansborgs erfarne journalister på gangen en dag, få måneder efter valget. ”Næ, svarede jeg. Det gør hun, fordi hun lovede ét og gjorde noget andet. Og fordi hun ikke er dygtig nok til sit arbejde.”

Spot on, Merete Riisager! Hvem husker ikke de mange gange Lars Løkke Rasmussen er blevet kritiseret for at gå i et bestemt tøjmærke, i tøj med et bestemt look eller en bestemt slags sko? Eller den store interesse medierne har haft for hans kone og børn?
Og da rygterne om at Stephen Kinnock skulle være homoseksuel begyndte at florere var der da ingen, der så deres snit til at bruge det som en sviner til Helle Thorning-Scmidt. Hun er blevet kritiseret for meget, men hendes køn har aldrig spillet en rolle. Punktum!

Den korte dialog illustrerer meget godt mit forhold til kvinder i topposter: De skal sidde der, hvis de er de mest kvalificerede. Er de ikke det, burde de vige pladsen for én, der er dygtigere.

You know, en mand.

Derfor er det også helt i skoven, når EU nu barsler med en regulering af kvinder i bestyrelser i alle EU-lande. Det nye direktiv, der fremlægges til efteråret [...] skal tvinge medlemslandene til at indføre 40 % kvinder i bestyrelser i børsnoterede virksomheder med en årsomsætning over 50 mio. euro.

Baggrunden for direktivet er, at selv om 45 procent af arbejdstagerne og 56 procent af de studerende i EU er kvinder, sidder mændene på seks ud af syv bestyrelsesposter i unionens virksomheder.

Nå! Jamen det lyder da også som en ret mærkelig sammensætning. Hvis der er så mange kvinder i arbejdsstyrken, hvorfor er der så så få af dem, der bliver ledere?

Men det, direktivet overser fuldstændigt, er, at der også er store forskelle på, hvilke valg mænd og kvinder træffer i livet. I Danmark har forskellene været belyst af eksempelvis Jobindex og Dansk Erhverv, der i undersøgelser har vist, at langt flere mænd end kvinder ønsker at blive ledere. Og undersøgelser af eksempelvis DJØF viser, at familierne stadig indretter sig sådan, at kvinderne har hovedansvaret for børnene. Det er ofte kvinderne, der henter børn og tager de fleste af barnets første sygedage.

Nåååååårh! Så kvinderne bliver ikke ledere fordi de ikke gider!

Naturligvis indretter familierne sig ikke med kvinden som primær yngelpasser fordi det er en tusindvis af år gammel tradition som det kræver en kæmpe indsats at udfordre, og fordi kvinder der aktivt  dropper børnepasning til fordel for karriere bliver kaldt for ravnemødre, mens mænd ikke dømmes negativt hvis de vælger deres børn fra. Det er et aktivt, velreflekteret valg!

Og naturligvis ønsker flere mænd at være ledere end kvinder, ikke fordi vi fra de er helt små tilskynder drenge til at være udadvendte og aktive og piger passive og omsorgsfulde, blandt andet gennem legetøj, og ikke fordi vi stadig har det svært med kvinder der siger hvad de mener og gør hvad de vil uden at lægge fingre imellem, og bestemt heller ikke fordi vi den dag i dag stadig ser selvsikkerhed og ambition som maskuline træk, men fordi... Ja, det forklarer Merete Riisager altså ikke helt. Biologi, måske? I ved, mændene jagede mammutter og alt muligt.

Nogle kvinder prioriterer fagligheden langt højere end muligheden for at avancere. De finder større glæde i at blive dygtige på deres felt end at blive tildelt en stjerne ekstra på skulderen. Andre kvinder trives med at skabe orden og struktur i deres arbejdsliv og har ingen lyst til at leve med de risici, der ofte følger med at avancere i en virksomhed. Og nogle kvinder sætter deres børn og familie højere end muligheden for at få en lang titel eller mere indflydelse på jobbet. Erfaring har lært mig, at de valg, kvinder træffer, er forskellige, og at det vigtigste er, at valget giver mening for den enkelte.

Så længe valget ikke er at blive bestyrelsesmedlem, forstås.

Men når talen falder på flere kvinder i bestyrelser, er det vigtigt at holde sig for øje, at tager man ikke kvindernes egne valg og ønsker alvorligt, men i stedet vælger at tvinge 40 % kvinder i bestyrelser igennem – får man ikke et godt resultat. 

For det første er en sådan strategi blind over for de valg, kvinder selv træffer i livet og således respektløs over for kvinders ret til at indrette deres liv, som de finder det bedst.

Personligt frygter Mandfjolset at rengøringsdamer bliver flået ud af deres job, smidt i et jakkesæt og sat til at bestyre de virksomheder hvis gulve de skrubbede for blot få timer siden, selv om de ikke gider!

For det andet er der en overhængende risiko for, at det ikke kun er de dygtigste kvinder, der kommer til tops med en sådan strategi – men måske blot de, der sidder på forreste række med fingeren oppe.

You know, hvorimod det altid er de dygtigste mænd, der kommer til tops. Se bare på helte som Stein Bagger, Rupert Murdoch og Richard Nixon.

Og så er vi tilbage ved min indledende pointe: Flere dygtige kvinder i toppen vil være både glædeligt og inspirerende set fra min stol, men ikke gennem kvoter. Kvinder er lige så godt uddannede som mænd, strukturerne er i orden, og når der er flere kvinder, der vil, vil der også komme flere kvinder i toppen. Vi har ikke brug for kunstig kvindelig repræsentation ved pynteministre eller bestyrelsestanter, der bliver placeret i stolen, men kvinder, der kan og vil, og som er klatret hele vejen til toppen af egen kraft.

Her er mit problem med Merete Riisagers anti-kvote-snak (well, der er rigtig mange problemer, men ét af dem): hun stiller det op som om kvinder får en unfair fordel ved at blive hjulpet ind i bestyrelsesposter, mens mænd fremstilles som at have kæmpet sig til tops uden hjælp.

Hun glemmer eller ignorerer bare at vi mænd har et helt system bag os, der fra den dag vi fødes giver os et skub fremad. Vores legetøj lærer os at næsten ligegyldigt hvilket arbejde vi drømmer om at have, så er der mænd i det fag. I de tegnefilm vi ser er heltene oftest mænd. Vores forældre og andre voksne omkring os lærer os, at udadvendthed, aggression og ambition er drengekvaliteter. I filmene vi ser i biografen er det oftest en mand, der opnår sejr og status. Hvis vi ønsker en høj stilling, for eksempel direktør for et stort firma eller leder af et land, så er det sandsynligvis mænd, vi vil kunne se op til som rollemodeller.
Og når vi så endelig er i det firma vi vil arbejde i og er ved at arbejde os opad, så får vi stadig hjælp, for business-verdenen er stadig en mandeverden. Der snakkes stadig om weekendens erobringer af kvinder mandag morgen, sport er et populært emne og tro det eller ej, der bliver stadig holdt møder på stripklubber.

Kig på alt det, Merete Riisager. Kan det virkelig undre dig, at det er de færreste kvinder der har lyst til at svømme mod strømmen i den flod af bæ det er at være ambitiøs kvinde i dag?
Jeg ved godt at liberalismen elsker ideen om at folks situation reflekterer deres egne valg, men man kan vel i det mindste undersøge hvad der ligger til grund for de valg, ikke?

Det er trods alt socialismen, der ofte beskyldes for at ville opretholde status quo, men det ser ud til, at liberalismen også er okay med at tingene forbliver som de er. Så længe det kun påvirker kvinder, anyway.

Paul Ryan: staten må ikke blande sig i dit privatliv. Dit underliv? Helt sikkert!

Charmetrold.

Det er ingen hemmelighed at rigtig mange danske antifeminister hænger ud i det mørkeblå område af det politiske spektrum. Liberal Alliance er nogen af de helt store helte (behøver vi nævne Ole Birk Olesens syv åndssvage, kvindefjendske anklager?).

Det er heller ingen hemmelighed at rigtig mange i den gruppe er stærkt Obama-kritiske (tjek for eksempel søgningen "obama" på 180Grader) og er ret glade for Mitt Romney og Paul Ryan. Ingen overraskelse—de er trods alt for uhæmmet økonomisk vækst (hvis Mandfjolset husker rigtigt er CEPOS's direktør Martin Ågerup også Ryan-fan. Hvis nogen kan be-/afkræfte det bliver jeg glad).

Mandfjolset vil ikke blande sig i økonomien, men vi kan lige tage et kig på hvad man som antifeminist får med i pakken, når man sympatiserer med Paul Ryan.

Det her er lovforslaget "H.R.212 - Sanctity of Human Life Act". Tjek først navnene i begyndelsen. Der er mange af dem, primært mænd, og især to af dem kan vi genkende: "Mr. AKIN" og "Mr. RYAN". Paul Ryan kender vi. Den anden, Todd Akin, var ham med "man bliver ikke gravid af voldtægt". Begge støtter altså dette forslag til amerikansk lovgivning.

Godt. Hvad står der så?

(1) the Congress declares that--

(A) the right to life guaranteed by the Constitution is vested in each human being, and is the paramount and most fundamental right of a person; and

(B) the life of each human being begins with fertilization, cloning, or its functional equivalent, irrespective of sex, health, function or disability, defect, stage of biological development, or condition of dependency, at which time every human being shall have all the legal and constitutional attributes and privileges of personhood;

På godt gammelt dansk betyder det: Menneskelivet og de dertilhørende menneskerettigheder begynder det øjeblik en sædcelle har befrugtet et æg. At forhindre zygoten i at vokse og blive født vil altså være at regne for at dræbe et menneske. I Mandfjolsets hoved er der nogle logiske følger af det:

• Abort? Mord.
• Fortrydelsespiller? Mord.
• Visse p-piller? Mord.
• Spiral? Mord.

Derudover er det i USA praksis at efterforske ethvert uforklarligt dødsfald. Det vil sige at ufrivillige aborter skal efterforskes, så man kan finde ud af om der er tale om mord. En, der netop har gennemgået en ufattelig traumatisk oplevelse bliver altså potentielt mistænkeliggjort på et tidspunkt hvor hun burde have fred til at sørge.

Classy.

Mandfjolset synes det er komplet ligegyldigt om man er god for økonomien eller ej. Hvis dét er ens kvindesyn bør man ikke have nogen som helst magt overhovedet. At man som dansk liberalist kan sympatisere med et sådant menneske vækker undring her på redaktionen.