Hans Bonde er Undertrykt, episode 1: Demokratiets Vogter

Det er hårdt at være privilegeret.

Egentlig skulle jeg have skrevet om Fatma Øktem og hendes indlæg om ligestillings-ekstremisme. Jeg skulle også have skrevet om Jakob Olrik, der kæmper for kærligheden på sin helt egen måde, og jeg skulle have skrevet om alt det med Thomas Blachmans nøgenshow, men der sker kraftedme så meget lige nu. Om en uge er der til gengæld uden tvivl lavvande i tåbehavet igen.
Heldigvis har Sanne Søndergaard skrevet langt og godt om både Blachman og Olrik (henholdsvis her og her), så det slipper jeg for. I stedet for kan jeg skrive om interviewet med Hans Bonde i Politiken, for oh boy, it's a doozy.

Hvor feminismen før handlede om at afskaffe kønsdiskrimination, har vi siden 2000 fået en kamp for favorisme, som er skadelig. Nu vil elitefeministerne favorisere kvinder, fordi de ikke slår igennem som topdirektører, professorer mv.

»Men at sortere på køn bryder med vores demokrati, der bygger på, at du ikke må sortere mennesker efter køn, klasse eller etnicitet«.

Sådan siger den 55-årige kønsforsker Hans Bonde, der er aktuel med bogen ’Fordi du fortjener det’, som han kalder for sit kønspolitiske ’testamente’. 

Og det er jo nu engang det skønne ved vores demokrati: at alle er lige, og at alle kan have indflydelse på samfundet. Så kan det da godt være, det ikke engang er 100 år siden, at landets kvinder fik stemmeret, og at Danmark alle dage har været et klassesamfund, men lad os nu ikke hænge os i detaljerne. Demokrati, hurra!

*ahem* Nå, anyway.

I en lang række organisationer – Kvinfo er det bedste eksempel – sidder der levebrødsideologer. Hvis ikke det er synd for nogle kvinder i Danmark, hvis ikke nogen er undertrykte eller diskriminerede, så er der ikke noget levebrød.

Ser du, mens damerne hos eksempelvis KVINFO, Dansk Kvindesamfund og Reden måske engang har haft deres berettigelse og troet på deres sag, så er feminismen i dag dybt unødvendig. Det er faktisk Hans Bonde, der er den Ægte Feminist:

Jeg er feminist på den oprindelige måde, som handlede om at afskaffe al kønsdiskrimination. Den kamp er i dag vundet.

Det er på tide, I bevæger jer ud af offerrollens skygge, piger. Sexism is over! Hvornår har en kvinde måske sidst oplevet at blive mødt med seksuelle tilråb eller at blive set som værende uden moral og uegnede til at besidde magt af et dansk folketingsmedlem? Eller oplevet ikke at blive taget seriøst, fordi man "nok har menstruation"? Jeg mener, tag jer lige sammen.

Når nu vi endelig lever i et ligestillet samfund, må vi også passe på, at vi ikke begynder at diskriminere kvinder igen. Og det er her, Hans Bonde: Ægte Feminist kommer ind i billedet. Han har en progressiv advarsel til os:

Jeg siger: Kære kvinder, hvis vi får et favoriseringssamfund, så ender I som et B-hold.

 —som det jo skete for os mænd, da det for længe siden var os, der blev favoriseret—

Selve ideen er nedværdigende for kvinden. Man afindividualiserer kvinden, gør hende til et grundstof, en metervare, hvor man siger: 'Vi skal have noget mere kvinde'.

Reducering af kvinder til en metervare? Hvilket helt nyt og uhørt fænomen!

Helle Thorning er mønstereksemplet på, hvad ’vi skal have noget kvinde’-favorismen kan føre til. Hun havde ingen stærk erhvervserfaring og ingen baggrund fra hverken Folketinget eller som minister, alligevel blev hun landets statsminister. Thorning er elegant, hun er relativt ung, hun er tilsyneladende selvsikker, upåklagelig, hun har sine slogans i orden, så kigger man ikke på, om hun har horisont og vigtige læreår med i bagagen, så ryger en Lykketoft længere bag i køen, ikke? Først den dag, hvor også en mand kan blive statsminister uden at have en stærk politisk erfaring, har vi ligestilling.

Der kan du bare se. Danmark er blevet fucked godt og grundigt op, og hvorfor? Fordi Thorning kom ind på en kvote! Det er den slags, der sker. Ikke alene må det være enormt nedværdigende at vide, at man kun har fået sit job, fordi ens kønsorganer vender indad, det betyder også, at jobbet kunne være gået til nogen, der var langt mere kvalificeret. At Helle Thorning-Schmidt blev statsminister er et fantastisk eksempel på, at kønsdiskrimination lever i bedste velgående i Danmark.

Eller, ikke rigtig.

Jeg vil bede dig forestille dig en verden, kære læser, hvor kønsdiskrimination ikke er udryddet. Det er svært, I know, men prøv for min skyld. I denne dystopiske verden, hvor ét køn oftest rangeres højest og gives flere muligheder, kunne man—og bær nu over med mig her—måske forestille sig, at kvoter kunne bringe det diskriminerede køn op på et niveau, hvor der rent faktisk er lige muligheder. Forudsat at regeringen i vores tankeeksperiment ikke dropper ideen om kvoter, that is.

Pyh! Godt, vi ikke lever i den verden, hva'?

Men vent, nu er jeg forvirret. Er der kønsdiskrimination i Danmark eller ej? Først fortæller Bonde os, at han som Ægte Feminist har været med til at sikre, at der ikke er mere kønsdiskrimination i landet, og nu er der lige pludselig ikke ligestilling alligevel indtil vi får en mandlig statsminister uden stærk politisk erfaring? Min lille hjerne kan slet ikke følge med. Men jeg er selvfølgelig heller ikke kønsforsker med mindst 20 års erfaring i ligestillings-gamet.

Det skulle man så heller ikke tro, Hans Bonde var. Kan du huske det, vi lige læste om Helle Thorning-Schmidt?

Hun havde ingen stærk erhvervserfaring og ingen baggrund fra hverken Folketinget eller som minister, alligevel blev hun landets statsminister.

Øh, Hans—nu har Helle Thorning-Schmidt jo sådan set siddet i Folketinget siden 2005. Og hun sad i Europaparlamentet fra 1999 til 2004. Det burde da tælle som politisk erfaring, eller hvad?

Men okay, det kan godt være svært at få alle detaljerne i orden. Jeg mener, det er jo ikke fordi sådan noget information ligger frit tilgængeligt på internettet. Det er altså svært at være kønsforsker.

Det er selvfølgelig rigtigt, at Helle Thorning-Schmidt ikke har nogen videre erhvervserfaring uden for politik, men skal vi så ikke lige tage et kig på nogle af vores andre politikere?

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Konsulent for Castberggård Døves Højskole i 4 år. 

Selvstændig i 2 år. Kuglestøder i ca. 10 år.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Selvstændig konsulent i 2 år.

Har aldrig arbejdet uden for politik.

Salgskonsulent i 2 år.

Konsulent i TVropa Communication i 1 år.

Konsulent i 2 år, fuldmægtig i 2 år.

Det er bare et udsnit; listen af politikere med beskeden erhvervserfaring er meget længere (og de er kraftedme alle sammen konsulenter!). Det er med andre ord et vilkår i dag, at politiker er noget, man uddanner sig til at blive...eller bliver, når man er træt af elitesport. Det er blevet et karrierevalg, og det gør unægteligt vores Folketing noget mindre repræsentativt. Man kunne fristes til at sige, at det bryder med vores demokrati!

Det er i bund og grund et demokratisk problem, at vores politikere bliver mindre og mindre som folket (den ikke-akademiske del af det, anyway). Hans Bonde vil gerne tørre den af på feministerne. Hvorfor landets kvinder skal lytte til en mand, der ikke kan finde ud af at bruge Google, det ved jeg så ikke.

Der er meget mere, og det bliver meget værre, men jeg er blevet træt i hovedet, og det er du sikkert også. Så vi klipper fint og ordentligt interviewet over hér og gemmer resten i køleskabet til senere. Næste gang skal det handle om, hvor godt I kællinger egentlig har det.

Hvad er det der "voldtægtskultur", anyway?

Trigger warning: Voldtægt, voldtægtsapologetisme, victim blaming, misogyni, legitimering af krænkeradfærd etc. etc. etc.

Der var engang en lille by i Ohio. En af de der rigtige small towns, hvor alle kender alle, og hvor folk går meget op i det lokale high school-footballhold. Udadtil er alt idyllisk, men ondskaben lurer under overfladen...

En håndfuld drenge har til en fest slået en 16-årig pige ihjel. De er på skolens footballhold og er højt elskede af byens indbyggere, så indbyggerne dækker over mordet. Herude beskytter man sine egne. Drengenes træner hjælper dem, og journalister, der forsøger at undersøge sagen, bliver truet på livet.
Hvordan løses sagen så? Jo, drengene har filmet mordet og taget billeder. De har endda været så dumme at prale med det på Twitter. Så en gruppe internetaktivister formår at hacke sig frem til en masse bevismateriale, som de lægger online. På den måde bliver sagen åbnet, og drengene kan få den straf, de fortjener.

Det lyder som handlingen til en middelmådig-til-god krimi, ikke? Bortset fra, at det er en virkelig historie.

Og drengene fik ikke den straf, de fortjener—kun to af dem er blevet dømt, og de sidder sandsynligvis kun inde i et år.

Og det var ikke et mord, men en gruppevoldtægt med adskillige øjenvidner, der intet gjorde.

Og det er et perfekt eksempel på det, man kalder rape culture.

Steubenville-sagen er stor og kompliceret (du kan få et meget simplificeret overblik her), så jeg vil nøjes med at vise en video. CNN rapporterede lige efter, Trenton Mays og Ma'lik Richmond modtog deres dom:

That's right. Det er ikke den 16-årige pige, der er ofret her—det er Trenton Mays og Ma'lik Richmond, der nu får ødelagt deres liv. Ikke fordi de har voldtaget en pige, vel at mærke, men fordi de blev dømt for det. Resten af deres liv skal disse to fantastiske, kloge, søde unge mænd bære rundt på prædikatet "voldtægtsforbryder", og det bare fordi de voldtog nogen! Det er sgu da ikke fair.

Ladies and gentlemen, voldtægtskultur!

Vi talte om den her forleden på Fjolsbooken, og der var et par fyre, der stillede spørgsmålstegn ved, om voldtægtskultur overhovedet eksisterer i Danmark. Svaret er naturligvis ja. Først skal vi lige finde ud af, hvad det er, for Wikipedias artikel er noget forvirrende.

Lidt forsimplet kan man sige, at en voldtægtskultur er en kultur, hvor seksuelle krænkelser accepteres som en del af tilværelsen. Steubenville-voldtægten er et af de ekstremt tydelige eksempler på en kultur, hvor man ikke alene beskytter voldtægtsforbrydere og giver ofret skylden, men ser det som en skam, når de, der har voldtaget et andet menneske, får deres straf.

Det er en kultur, hvor mænd jager sex, og kvinder forsøger at forhindre dem i at opnå det. Det ser vi for eksempel, når Seth MacFarlane til Oscar-showet synger "We Saw Your Boobs". Vi har set jeres bryster, piger, ergo har vi vundet, og I har tabt.

Og beviserne på, at Danmark er en voldtægtskultur, gemmer sig derude. For eksempel kunne Metroxpress tidligere på året fortælle os, at en femtedel af vi danskere mener, at folk, der går udfordrende klædt eller opfører sig flirtende, selv bærer en del af ansvaret, hvis de bliver seksuelt forulempet.

Heldigvis var omkring seks ud af ti uenige i det udsagn, men det er altså tankevækkende og en anelse uhyggeligt, at der er folk derude, der mener, at hvis nogen rager på dig i bussen, eller hvis voldtager dig, så har du muligvis selv været ude om det.

Jeg hører ofte den holdning forklaret med, at selvfølgelig er det da ikke ofrets skyld, men man er jo nødt til at tage sine forholdsregler! Man ville da heller ikke gå igennem byens kriminelle kvarterer med pengesedler hængende ud af lommen. Ud over at det er en rigtig ulækker sammenligning, så 1) er der ingen empiri, der tyder på, at folk, der går udfordrende klædt, bliver voldtaget hyppigere end de, der ikke gør, og 2) det forudsætter, at voldtægt er en konstant, man bare må leve med—at der ingen pointe er i at forsøge at bringe antallet af potentielle voldtægtsforbrydere ned. Voldtægtskultur, mine damer og herrer!

Et andet eksempel i samme stil: Da transkønnede Fernanda blev voldtaget i Sandholmlejren (hvilket skete, fordi hun var blevet indlogeret på mændenes sovesal), fortalte politiet hende, at det var konsekvensen af hendes valg, fordi hun havde besluttet at være transkvinde. Åbenbart er det bare at forvente, at man som transkvinde bliver voldtaget.

Men okay, de fleste kan godt blive enige om, at voldtægt er frygteligt. Der er da ikke nogen her i landet, der aktivt støtter det! Men voldtægtskulturen gemmer sig også i tanke og handling. Voldtægtskultur er et kontinuum. I den ene ende har vi helt åbenlys støtte til voldtægtsforbrydere og had til ofret. I den anden ende har vi tilsyneladende uskyldige ting som f.eks. ideen om, at det er usexet at sikre sig samtykke med nogen, før man har sex.

Lad os tage et eksempel fra den mindre ekstreme del af voldtægtskultur-spektrummet: Sidste uges Mads og Monopolet. Lørdagens gæster er Hella Joof, Søren Pind og Søren Rasted. Start ved 07:30.

"Den Beskuede" har inviteret en ven, "Thomas", til at komme forbi i en uges tid i den lejlighed, hun og en veninde holder ferie i. Den Beskuede opdager, at han over flere dage har filmet både hende og hendes veninde, mens de var i bad. Da hun konfronterer ham med det, siger han "Det var en joke" og "Stoler du ikke på mig?"

Nu er vennegruppen og Thomas' forældre begyndt at stille en del spørgsmål til, hvorfor Den Beskuede ikke vil se Thomas. Hun vil ikke tilgive ham, men hun ønsker heller ikke Thomas ondt, og frygter, at hans ry vil ændre sig drastisk, hvis hun fortæller folk årsagen. Fortjener Thomas virkelig, at hans nærmeste skal vide det om ham? Skal folk kende sandheden?

Søren Pind lægger faktisk ganske fornuftigt ud med at pointere (11:00), at tavshed skaber myter, som ender med at blive vendt imod Den Beskuede. Han ser ikke, hvorfor hun skal beskytte ham.

Man ved, den er gal, når det er Søren Pind, der er den fornuftige! Søren Rasted er uenig (12:00). Det hjælper ikke Thomas, at det kommer ud, mener han. Man må jo huske på, siger han—og Hella Joof er enig—de er i tyverne! Selvfølgelig er det grænseoverskridende, men Den Beskuede skal tage fat i Thomas og sige, at det her er fucking sidste gang, at han nogensinde har gjort noget lignende. Han kan sgu ikke se, at det skulle medføre andet at fortælle vennerne om det, end at Thomas får det endnu værre med sig selv.

Fordi, you know, det er Thomas' følelser, der er vigtige her.

Hella Joof synes (13:35), det lyder som om, Den Beskuede har reageret lidt voldsomt, hvilket har fået Thomas til at gå i defensiven. Hun kan godt forstå, at Den Beskuede føler sig krænket, men altså, det er jo ikke fordi videoen er af Den Beskuede mens hun havde sex eller noget i den stil. Det er jo bare nogle piger, der har været i bad. Selvfølgelig er piger i den alder mere blufærdige, men come on. Kunne hun ikke prøve at tage en kop kaffe med Thomas og tale tingene igennem?

Søren Rasted spørger (16:10), hvad Den Beskuede skulle få ud af at afsløre, hvad Thomas har gjort. Pind svarer ganske fornuftigt (hvad sker der her?), at hun slipper for at gå med de neurotiske tanker, der kan ende med, at hun selv tænker, at det hele er hendes skyld. Hun må naturligvis gøre op med sig selv, om hun vil risikere at miste vennekredsen ved at afsløre Thomas, men hvis hun kan klare det, så go for it. Ellers må hun tage den snak med ham, så alle kan blive gode venner igen.

Og apropos gode venner, så nævner Hella Joof, at mennesket søger derhen, hvor der er god stemning, og hvis Den Beskuede skaber dårlig stemning ved at være sur på Thomas, så graviterer vennekredsen nok hen mod Team Thomas. Det er (18:22) ligesom hvis man vågner om natten som ung, og så ligger ens venindes kæreste og rager én på kasserne. Man kan jo ikke sige det til sin veninde, for så bliver hun rasende, så man bliver nok nødt til at æde den. Hvis bare Thomas forstår det og siger "undskyld, det var en drengestreg, jeg ville bare se, hvordan I så ud uden tøj på. Du ved hvordan vi drenge er i den her alder. Undskyld!", så kan hun godt tilgive ham. Hella Joof og Søren Rasted er enige (18:56): Det er drengestreger med lidt ekstra på.(!)

Monopolets dom (Søren Pind er godt nok uenig): Tag lige og giv ham én chance til. Han er jo ung og uskyldig og i tyverne.

Her er en kort liste over, hvad Hella Joof og Søren Rasted tilsyneladende ikke synes, det at filme nogen i bad uden deres vidende er:

• Ulækkert ad helvede til
• En seriøs krænkelse
• En forbrydelse
• Værd at informere andre piger i vennekredsen om

Og så en liste over, hvad de synes, det er:

• DRENGESTREGER MED LIDT EKSTRA PÅ

Jeg mener, Jesus Christ! Her er tale om en fyr som filmer kvinder mens de er i bad, og ikke én af lørdagens medvirkende synes, det er noget, hans vennekreds bør vide. Ikke nok med det, de vil have, at hun stille og roligt skal forsøge at tale med ham og tilgive ham for at bevare den gode stemning i vennekredsen.

Det er et prima eksempel på voldtægtskultur. Ikke alene bliver den seksuelle krænkelse normaliseret (det er sådan noget alle gør, det er bare drengestreger), offeret bliver bedt om at blive gode venner med krænkeren! 

Når ligestilling dræber!!! Eller noget.

Nej tak!

Ligestilling har ført mange dårlige ting med sig gennem årene. Kvinder er blevet grimmere, mænd får mindre sex, vores børn bliver alle sammen transhomoer, samfundet bliver fattigere og mænd får mindre sex. Feministerne har allerede krævet vores penge, og nu vil de også have vores liv!

Det er i hvert fald, hvad MANFO fortæller os. Som Lennart Kiil spørger:

Hvor mange mennesker skal dø i lighedens navn førend folk for alvor begynder at sige fra over for det feministiske vanvidsprojekt?

Det er jo noget af en påstand. Der er da nødt til at være  en eller anden form for beviser til at understøtte den. Og det er der heldigvis! Nemlig i den, øh—islamkritiske er vist det politisk korrekte udtryk—Lars Hedegaards nye internetavis, Dispatch International.

Dispatch International har en interessant reportage fra netop Sverige, der netop beretter om de mange livsfarlige problemer ved ligestilling af brandvæsnet.

For eksempel viser en undersøgelse fra det ligestillede Sverige, at en brandkvinde er 11 minutter om at bryde en dør ned under brand. Når hun endelig kommer igennem, er der ikke længere noget liv at redde. På det tidspunkt er alle døde.

Til sammenligning forcerer en brandmand samme dør på under ét minut. På trods af feministernes evindelige snak om diskrimination og sociale konstruktioner er det åbenbart endnu ikke lykkedes dem at lave om på kønnenes fysik og krop.

Interessant indeed! Dér har feminismen virkelig en dårlig sag, må man sige, når brandkvinder kan være så dårlige til deres arbejde.

Nej, vent, hvad er det, der står i Dispatch Internationals reportage? Vi kigger:

Efter Dispatch Internationals artikel 26. januar om, hvordan mangfoldighedspresset inden for Räddningstjänsten Syd bringer offentligheden i fare i Malmø og tilstødende kommuner, har avisen fået flere tips om, hvor ilde det står til med brandkorpsene rundt om i landet. Værst ser det ud til at være i Lund, der ellers er blevet fremhævet som en ”mønsterstation”, fordi man har en næsten ligelig kønsfordeling.

For nogen tid siden skulle brandmændene dér øve sig i at forcere en sikkerhedsdør iført røgdykkerudstyr. Da to kvindelige brandmænd gjorde forsøget, tog det dem angiveligt 11 minutter.

Hos tabloidpressen er "tips" og "angiveligt" ofte slang for "vi har selv fundet på hele lortet". Om det også forholder sig hos Dispatch International, skal jeg ikke kunne sige, men undersøgelsen? Den har MANFO i hvert fald selv drømt frem.

Leder man lidt på internettet, er det da også kun småracistiske og -misogyne ytringsfrihedsprædikende, islamkritiske, sandhedselskende internetmedier som Exponerat og Avpixlat, der fortæller historien—i begge tilfælde med den helt vildt neutrale Dispatch International som kilde. Men som vi har set så ofte før, er "fakta" ikke videre vigtigt for tænketanken MANFO, og denne gang er ingen undtagelse:

Det her er et brandgodt eksempel

Oooh, I see what you did there!

på at feministernes teorier vælter som pindebrænde, når de mødes med virkelighedens benhårde realiteter. Det kan godt være feministerne kan imponere akademikere, bureaukrater og politikere med al deres snak. Men en låst sikkerhedsdør er altså ligeglad med konstruktivistisk ævl.

Misogynt ævl, derimod, det sluger mange heldigvis råt ♥ I skrivende stund har artiklen netto 101 upvotes på 180grader—det ser altså ud til, at de liberale—nej, vent, må vi stadig kalde dem det?—er enige i, at ligestilling måske ikke er så svedig en idé alligevel. Folk dør jo (og mænd får mindre sex!!!)!

Eller. Vi skal måske lige kigge på det.

Først og fremmest klarer mænd sig gennemsnitligt bedre end kvinder i de nuværende fysiske prøver. Det viser denne undersøgelse fra Myndigheten för Samhällsskydd och Beredskap (MSB). Nogle kvinder klarede sig bedre end nogle mænd, men generelt havde kvinderne sværere ved at følge med end mænd. Der står dog også:

Enligt modellen för fysiska gränsvärden kan en lägre kapacitet inom ett visst fysiskt testområde kompenseras av en högre förmåga inom ett annat. På så sätt kan individer med olika resultat vid specifika tester ändå göra likvärdiga prestationer under en komplex arbetsinsats. Helkroppsprestation samt faktorer som psykologiska egenskaper (vilka inte undersökts här) måste därför tas i beaktande vid bedömning av brandmannens förmåga att utföra ett visst arbetsmoment.

[...] Inom räddningstjänsten finns ett antal specifika arbetsmoment som är extremt fysiskt krävande men däremot sällan förekommande. I dessa fall är det inte rimligt att utgå från de rekommenderade gränserna för generell fysisk kapacitet hos brandmän. Gränssättning av fysisk förmåga på det sätt som här föreslås, innebär att vissa individer inte klarar gränsvärdet enligt modellen. Samtidigt kan personer som klarar gränsvärdet enligt fysiska tester ändå ha svårt att fullgöra specifika arbetsuppgifter inom räddningstjänsten. Arbetet är komplext och fysisk förmåga bara en av flera faktorer som påverkar prestationen 

Så fysisk formåen som eneste parameter for egnethed er altså noget mangelfuld. For MANFOs beskrivelse af, hvad brandmandsjobbet består af, er temmelig ensidig—som svensk brandmand m/k laver man altså andet end at sparke (ja, sparke. Eller bruge værktøj. Det med at skubbe med skulderen, det gør man mest på film) døre ind. Se her:

Att arbeta som brandman innebär mycket mer än att släcka bränder. Räddningstjänsten rycker ut vid till exempel trafikolyckor, sjukvårdslarm, kemikalieolyckor, olyckor med farligt gods, djurlivräddning och oljeutsläpp. 

Utryckningar utgör en mindre del av arbetstiden. Som brandman arbetar du mycket med förebyggande brandskydd, informerar på skolor och arbetsplatser eller genomför brandskyddskampanjer. Andra viktiga delar är fortbildning, övningar och materielvård.

Det forklarer måske også, hvorfor der er flere stationer, der har lempet på de fysiske krav i forbindelse med nye rekrutteringer, som vi bl.a. kan læse her. Der er altså blevet slækket på kravene for at sikre, at brandstyrken blev en mindre homogen størrelse. Grundigere undersøgelser kan måske fortælle os mere, men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de ændrede krav har udgjort en øget fare for nogen. Men det kommer måske an på, hvem man spørger. Take it away, MANFO:

Det er ganske givet, at helt almindelige svenske borgere allerede har måttet bøde med livet, alene så feministiske politikere og bureaukrater har kunnet klappe hinanden på skuldrene og skåle i champagne i takt med, at deres ligestillingsmål er gået i opfyldelse. Ligestillingen har en pris.

Det er sådan set meget legitimt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er okay at sænke kravene for brandmandsfaget (i hvert fald hvis man tror, at vi generelt lever i et meritokrati). Dem kunne man godt hæve igen uden at afvikle hele ligestillingskonceptet, som MANFO jo ellers er ivrig fortaler for. Men MANFOs (og Dispatch International og mange andres) problem ser mest ud til at være, at der overhovedet er brandfolk, der ikke er udstyret med en diller. Det er ikke første gang, kvinder af MANFOs skribenter er blevet kaldt kujoner. Mænd er trods alt bare mere heroiske, ikke? Den har jeg i hvert fald hørt før i det "virkelige liv".

Jeg ser det for mig: Huset brænder. Ind træder en stor kvinde i røgdykkerudstyr og råber "Kom med mig!". Vores helt ryster på hovedet. Det er sikrere at blive her i flammehavet end at lade sig redde af—gulp—en pige.

Hvor mange gode mændesker må dø før ligestillingsfascisterne giver op og lader mændene gøre deres arbejde? Hvor meget sex må vi undvære, før feministerne holder kæft? Det kan kun tiden vise.

De satans børn!

Nej, ikke den slags.

Det er ingen hemmelighed, at feminister hader tal. De er svære at manipulere, så de passer ind i vores patriarkats-løgn. Det er meget nemmere, hvis man bare kan mumle et eller andet om "usynlige strukturer" og ellers bare råbe op om at alle mænd er svin og sådan lidt.

Og disse tal er endnu værre end alle mulige andre tal! Som vi lærte sidste gang, betaler mænd 1,6 millioner kroner mere til staten end de modtager, mens kvinder modtager 0,6 millioner mere end de betaler. Og mænd får ikke nok (sex?) for pengene!

Tallene blev offentliggjort af Mandag Morgen, som fortalte os:

Næsten 40 år efter kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er der fortsat overraskende stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd økonomisk bidrager med til velfærdsstaten. 

[...] Forskellen begynder allerede som 13-årige og varer resten af livet. Den største forskel mellem mænd og kvinder er i den erhvervsaktive alder. Når kvinder bidrager mest til velfærdssamfundet – som 43-årige – er deres nettobidrag på 73.000 kr. Til sammenligning topper mænd som 44-årige på næsten det dobbelte nettobidrag, nemlig 144.000 kr.

Finansminister Bjarne Corydon (S) siger om tallene:

”Det er interessante tal og giver naturligvis anledning til at tage en debat om, hvad der er årsag til denne udvikling, frem for bare en banal konklusion om, at mænd bidrager til velfærdsstaten, og det gør kvinder ikke. Og her tager jeg landets kvinder i forsvar."

Det lyder da også som en helt fornuftig tilgang til tallene. Så MANFO er naturligvis uenig. Som tænketanken skriver i kommentarsporet:

Selvfølgelig forsøger en masse "eksperter" og politikere at bortforklare de "chokerenden tal".

I virkeligheden udtrykker tallene bare det grundvilkår, at mænd producerer mere end kvinder, der så til gengæld spiller en vigtigere rolle i reproduktion. Tidligere forsørgede mænd deres familier direkte. I dag foregår der en massiv overførsel af midler fra mænd til kvinder hen over velfærdsstaten.

Nåja, nuancer er også så kedelige.

Når nu MANFO (og så mange andre) ikke har gidet, skal vi så ikke kigge på den analyse, tallene rent faktisk kommer fra? Jo, det skal vi da! Hvis du har tid, så læs hele analysen. Jeg fremhæver kun lige de vigtigste ting her.

Disclaimer: Jeg er ikke økonom, så der er garanteret ting, jeg har overset. Du er meget velkommen til at dele dine tanker og observationer her i kommentarerne eller på Facebook ♥

First things first: Mens selve tallene er ganske sikre, er der stadig dele af regnestykket, der kan undre. For eksempel er offentlige udgifter, der ikke kan fordeles individuelt, fordelt ligeligt på kønnene. Det giver mening med ting som kongehuset, men det vil nok være svært at argumentere for, at mænd og kvinder har lige stor andel i eksempelvis forsvarets eller politiets udgifter. Det nævner Nina Smith også:

Man kan naturligvis altid diskutere, om mænd eksempelvis burde bidrage mere til politiet end kvinder, som har en meget lavere kriminalitet. Men man kunne omvendt argumentere for, at kvinder har mere glæde ved den tryghed, som retssamfundet og politiet giver dem.

Jeg tror/håber, at Nina Smith nævner den gendrivelse for at være fair, og ikke fordi hun rent faktisk er enig, for er det bare mig, eller lyder det temmelig problematisk? Udgifterne ville være en del lavere—og de svage, svage kvinder ville ikke have brug for så megen beskyttelse—hvis der ikke var så pokkers mange mænd, der rendte rundt og var kriminelle. Følger man den tankegang til dørs, er kvinders skattebidrag til politi og fængselsvæsen jo en slags beskyttelsespenge, som kvinder betaler for ikke konstant at blive overfaldet af de brutale mænd. Det er da helt vildt fornærmende over for både mænd og kvinder.

Nå. Hvad end vi kan lide det eller ej, så er det altså delt sådan op i analysen. Nu er vi i det mindste opmærksomme på det.

Piopio.dk har allerede givet os et overblik over, hvorfor kvinder koster kassen, så der er ingen grund til, at jeg gentager det hele. I stedet kan jeg fokusere på en af de største pengeslugere: Kvinderne udnytter ganske enkelt ikke deres uddannelser godt nok. Det er jo meget fint, at vi har gratis uddannelse i Danmark—og endda betaler folk for at gå i skole!—men hvis man ikke bruger den til noget, når man er færdig, kan det ligesom være ligemeget. Hvis du har beskæftiget dig med kønspolitik i mere end fem minutter før nu, så er det her nok ret meget feminism 101, men vi tager den alligevel.

I sin analyse skriver Nina Smith:

Lige fra 1. klasse og til kandidatgraden på universitetsuddannelser er kvinderne i front. Pigerne klarer sig godt i folkeskolen og gymnasiet, mens langt flere drenge har adfærdsmæssige problemer i skolen. Pigerne gennemfører i højere grad end drengene en ungdomsuddannelse, og langt flere piger end drenge får en kompetencegivende videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse. I følge OECD (2011) er 60 pct. af de danske kandidater, der i dag forlader universitetet, kvinder!

Den kønsfordeling burde vi vel også se på arbejdsmarkedet, men som vi alle ved, er det ikke tilfældet. Og vi ved også hvorfor: Det er de satans børn!

Kvinderne går på barselsorlov. Det gør mændene også, men de fleste kun i 2 uger omkring fødslen! Og så begynder kurverne [...] at divergere. Efter endt barselsorlov vender langt de fleste kvinder tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid. Men her begynder mænds og kvinders karriere at gå hver sin vej. Kvinderne arbejder færre timer end mændene. En del af de højtuddannede mødre i den private sektor søger over i det offentlige, for det er lettere at forene arbejdsliv og familieliv i den offentlige sektor, hvor fagforeninger i årtier har prioriteret de mere bløde værdier ved overenskomstforhandlingerne frem for lønstigninger. Højtuddannede fædre bliver i den private sektor, eller de skifter måske ligefrem over til den private sektor, if. Nielsen m.fl. (2004).

Mænd har med andre ord lettere ved at komme til tops i den private sektor, hvor lønningerne og dermed beløbet, der betales tilbage til staten, er højere.

Selv husarbejdet gør det mere besværligt for kvinder at få en høj stilling. Det kan godt være, at Rockwool-fonden fortæller os, at mænd laver næsten lige så meget i hjemmet, som kvinder gør, men der er i mange tilfælde en kvalitativ forskel på hvilket arbejde, der udføres.

Kvinderne udfører i langt højere grad end mænd det tidsufleksible husarbejde, mens mændenes aktiviteter på hjemmefronten lettere kan passes ind i karrieren, når der er behov for det.

Det er nemlig en anelse svært at få indkøb, henten og bringen af børn (som det primært er kvinder, der står for) og madlavning til at passe ind i sin hverdag, hvis man ikke har et forholdvis fleksibelt job. Havearbejde, bilvask, reparationer i huset og lidt mere tidskrævende madlavning—min far står faktisk og laver coq au vin mens jeg skriver dette—er bestemt ikke at kimse ad, men det er lidt mere kompatibelt med direktørjobs og bestyrelsesposter. Satans børn.

At det er kvinder, der har de lavest lønnede jobs, fører også til problemer, når det gælder forældreorlov:

Traditionelt har fædre i den private sektor ikke haft så gode barselsordninger, som i den offentlige sektor, så derfor er det lettest og billigst at lade Mor tage det meste af forældreorloven. Resultatet er, at mange danske familier ender med at have en ganske traditionel kønsarbejdsdeling, både i forhold til arbejdsmarked og hjemmefront.

[...] I langt de fleste familier er det økonomisk mest attraktivt, hvis moderen tager forældreorloven, fordi hun typisk tjener mindst eller er ansat i den offentlige sektor, hvor den økonomiske kompensation i en del af perioden er højst. Nielsen (2012) viser, at økonomiske incitamenter har stor betydning for, hvem af forældrene der tager barslen. Det er da også for langt hovedparten af tiden moderen, der tager forældreorloven [...] Fars andel er forsvindende lille. Siden 1990 er fars andel af tiden på barsel vokset fra ca. 4 pct. til ca. 7 pct.

Læg mærke til den følgende bid:

I en kort periode, fra 1998 til 2001, var der derudover reserveret 2 ugers barsel til faderen, men dette blev afskaffet bl.a. med den begrundelse at politikerne ikke skulle blande sig i familiernes fordeling af forældreorloven.

That's right: Ikke engang to ekstra uger kunne vi få øremærket til mænd. At det overhovedet lykkedes os at få de nuværende 14 dage på plads, overrasker mig til stadighed.

Når barselsordninger er universelle og primært benyttes af det ene køn, er det rationelt for arbejdsgiverne at forvente, at unge veluddannede kvinder, der endnu ikke har fået børn, vil få et par børn og være væk fra jobbet på barsel i et par år, mens de tilsvarende mandlige kolleger statistisk set kun tager få uger i forbindelse med børnefødslerne. Når de enkelte kvinder så rent faktisk får børn og går på barselsorlov, er det blot en opfyldelse af den kollektive forventning, der ligger til alle kvinder, og derfor er “child penalty” begrænset, selvom den eksisterer i nogle af analyserne. For mændenes vedkommende er der ikke en kollektiv forventning om, at de går på længere barsel. For de få mænd, der rent faktisk gør det, er der derfor en klar individuel “karrierestraf”. 

Mor ender altså med familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun har familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun... Nå. Videre. Ikke alene fører den ulige fordeling af forældreorlov til, at kvinder tjener mindre end mænd (og vice versa), den trækker også kvindernes konto yderligere i minus!

Samtidig modtager kvinderne i denne periode mere fra de offentlige budgetter. De har langt mere barsel end mændene, og flere syge- og omsorgsdage, fordi det mest er kvinderne der tager barns første sygedag. Mændene ender med - trods deres lavere uddannelsesniveau – alligevel at tjene betydeligt mere end kvinderne, fordi de arbejder flere timer, har højere stillinger, og det er mændene, der bliver topchefer, professorer og befolker bestyrelseslokalerne!

In other words: Det kan da godt være, at udgifterne til forsvaret og politiet skal deles fifty-fifty, men forældreorloven? Den har kvinderne værsgo' at tage på deres regning.

Og det fører os tilbage til det med uddannelserne. For når samfundet investerer så mange penge i kvinder, og de penge aldrig bliver betalt tilbage, så er det ikke så mærkeligt, at det er en underskudsforretning ikke at være udstyret med en diller.

Så det er altså rigtigt, at man som kvinde ikke tjener lige så mange penge til samfundet, som en mand gør, og at man modtager flere penge fra samfundet, end en mand gør. Vi kan så også se 1) at der er helt konkrete grunde til den store forskel og 2) at forskellen, modsat hvad mange ser ud til at tro, på ingen måde er en selvfølge. Generelt kan vi måske sige, at det at få et barn er gavnligt for mænd, men (økonomisk) temmelig nederen for kvinder. Satans børn.

Om et øjeblik skal vi kigge på, hvordan vi løser problemet.

Men først, kan vi så ikke lige bruge to sekunder på at tænke over det problematiske i at gøre folk op i, hvor meget BNP, de genererer? Én ting er selvfølgelig blot at tale om økonomien (for eksempel har flere pointeret, at mænds bidrag og kvinders onde grådighed lagt sammen giver landet et underskud på 0,5 mio. per indbygger), men der er ikke langt fra "kvinder koster samfundet mere end de betaler til det" til "og derfor skal kvinderne have mindre fra samfundet/have mere sex med mænd/whatever." Man havner let i en slags over-/undermenneske-retorik, hvor man reducerer folk til at tilhøre én af to grupper: samfundsydere og samfundsnassere. Og gennemsnitligt havner kvinder (eller indvandrere, eller børn, eller ældre mennesker...) altså i nassergruppen.

Hvilket bringer os videre til løsningsforslagene!

Den indlysende løsning er jo helt at stoppe med at få børn. Jorden er overbefolket anyway, så det er måske meget fint. Det er desværre nok også den løsning, der ville være sværest at implementere—folk har en tendens til at få børn, selv når Vor Elskede Moder Stat forbyder det. Man kunne måske tvangssterilisere folk, men det er så skidebesværligt. De spræller og alt muligt.

Alternativt kunne man overveje at aflaste kvinder lidt fra yngelpleje-byrden. Det kunne for eksempel gøres ved at lade mænd tage mere forældreorlov, eksempelvis gennem øremærket barsel. Jeg ved det, jeg ved det, man piller ved Det Frie Valg og Familiens Ukrænkelighed, og det er Tvang Af Mænd, men det meste tyder altså på, at det ville virke. Vi kan i det mindste have løsningen i baghovedet som en slags Plan B.

For Nina Smith har nemlig givet os det, i mine øjne, bedste løsningsforslag:

Der er økonomiske teorier, som kan forklare, at det kan være efficient med en traditionel kønsarbejdsdeling også i et moderne samfund, der bygger på ligestilling og lige uddannelsesmuligheder mellem kønnene. Hvis kvinderne har højere produktivitet i hjemmeproduktionen, specielt i forhold til børnefødsler og efterfølgende amning, mens de er ligeså kvalificerede som mænd i forhold til markedsøkonomien, vil det ifølge de klassiske teorier om absolutte og komparative fordele være efficient, at kvinderne varetager hovedparten af hjemmeproduktionen.

[...]  Man kunne lidt provokerende fremføre, at hvis det var en hensigtsmæssig allokering, ville man formentlig kunne forbedre efficiensen yderligere, hvis kvinder i højere grad brugte tiden på at oplæres i hjemmeproduktionen og i mindre grad brugte store uddannelsesmæssige ressourcer til universiteterne.

Nina Smith er formentlig ikke seriøs, men det er da helt klart den vej, vi bør gå, hvilket bl.a. tænketanken MANFO da også ser ud til at være enig i. Når kvinder alligevel ikke kan finde ud af at tjene deres egne penge, kan vi lige så godt lade dem ordne det, de kan finde ud af (jeg mener passe børn, gøre rent, bolle og lave mad, hvis du skulle være i tvivl)! På den måde kan vi også eliminere staten som mellemmand—under alle omstændigheder er det jo manden, der ender med at betale for sin kone, og så kan han også få lidt ekstra for pengene (jeg mener fisse). Så bevarer vi også Familiens Ukrænkelighed ♥

Det vigtigste for et samfund er trods alt, at det er effektivt. Så er det ikke så vigtigt, om vi har vores sjæl i behold eller ej.

Velfærdsstaten røvrender mænd! (except not really)

Update: Dagnabbit! Bloggen Alfivas var åbenbart lige en uge hurtigere ude end jeg var med et indlæg om den her. Nu ligner jeg den største plagiarist. Oh well, det er ikke fordi det kan siges for ofte ♥

Endnu en slave for femi-staten.

En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng... Vi må hellere stoppe her, ellers kan vi blive ved ganske længe.

Det her er noget i retning af MANFOs uofficielle mantra. Det har det været længe. Tidligere har det godt nok været henholdsvis 0,8 og 2,4 millioner kroner, men man må jo følge med tiden. Det er stadig noget af en forskel.

Hvordan det kan være, at tallene ser sådan ud, og om det overhovedet giver mening at stille det sådan op, skal vi nok få kigget på. Men lad os først lige høre, hvad MANFOs Lennart Kiil får ud af de magiske tal:

Velfærdsstaten har betydelig større opbakning blandt kvinder end blandt mænd. Men har mænd grund til at være skeptiske i forhold til den måde, vores samfund er indrettet på? Lad os starte med at se lidt på, hvem der betaler gildet. Over et helt livsforløb ser gennemsnitstallene for de to køn nogenlunde sådan ud:

De fine tabeller er skamløst stjålet fra MANFO ♥

For kvinder er velfærdsstaten altså en overskudsforretning, mens den for mænd er en underskudsforretning. Velfærdsstaten tager penge fra mænd og giver dem til kvinder. Den kendsgerning er ikke til at komme udenom.

[...] Når mænd nu betaler så meget, kan de vel forvente at få en service fra staten, der i hvert fald matcher den, kvinder får. Er det ikke et rimeligt udgangspunkt?

Jo da! Kom nu, Onkel Lennart! Fortæl os eventyret om Den Uretfærdige Stat!

For det første kan vi konstatere, at mændenes større bidrag ikke frikøber dem fra statens krav på deres liv og levned i forhold til nationens forsvar.

Okay, teknisk set er det rigtigt nok (fordi værnepligten stammer fra dengang, kvinder ikke blev anset for værende i stand til andet end at lave mad og spytte børn ud). Men hvad sker der, hvis vi kigger på nogle lidt mere præcise tal? Her er en tabel fra forsvaret.dk, der viser antallet af nye rekrutter i Forsvaret:

Klik for at forstørre

Så for satan! Hele fire tusind mænd, der tvinges til at beskytte Moder Stat? Og det er bare fra sidste år!

Menøeh, hvor mange af dem tvinges faktisk?

Okay, så de fleste af dem vil faktisk gerne. Lad os lige finde papir og blyant frem og regne lidt på det...

Kan det passe? Var der virkelig kun 169 mænd, der ikke var frivillige? Og hvor mange kvinder var det nu, der var... Vi må regne lidt mere.

Jøsses! Der er mere end fem gange så mange frivillige kvinder, som der er tvungne mænd! Det får unægteligt alt det med værnepligten til at virke som lidt af et non-issue, ikke? Især når man husker, at man efter de fire måneders værnepligt ikke er forpligtet til noget. Altså, medmindre Danmark bliver invaderet. Måske går svensken over isen igen? Så kommer de 169 på arbejde.

Altså er det nok ikke så meget værnepligt, som det er pligt til at møde op til Forsvarets Dag—det, man tidligere kaldte session.

Hvad ellers?

Nå, men når nu mænd betaler og står til rådighed i et så udpræget omfang, så må man da i hvert fald forvente, at staten tager mænds sundhed lige så alvorligt som den tager kvinder sundhed. Forkert!

På livmoderhalskræft ligger vi på niveau med andre vestlige lande, på brystkræft ligger vi lidt under andre vestlige lande, på prostatakræft ligger vi langt under niveau. Det viser noget om, hvordan man prioriterer i sundhedssystemet.

Vent, er prostatakræft den mandlige udgave af brystkræft? Jeg troede den mandlige udgave af brystkræft var, well, brystkræft. Så er det vel ikke en helt fair sammenligning.

Okay. Sammenligningen holder i den forstand, at prostata- og brystkræft er den mest hyppigt forekommende kræfttype for henholdsvis mænd og kvinder. Vi ligger åbenbart langt under niveau, når det gælder behandling af prostatakræft. Det fortæller MANFO os i indlægget "Velfærdsstaten skider på mænd". Eksemplet, der linkes til, kan være lidt tricky at få fat på, så jeg har tilladt mig at uploade det hos mig selv:

Klik for at forstørre.

Kun 38,4% af mænd overlever prostatakræft efter fem år! Det er jo helt sindssygt!!!

Vent, hvad er det her?

Hmm...

Det er jo næsten dobbelt så mange overlevende mænd, som MANFO siger, det er! Overlevelsesraten for brystkræft er ganske vist højere hos kvinder end for prostata-ditto hos mænd, men til gengæld er der en højere relativ overlevelsesrate efter 5 år hos mænd, når det gælder brystkræft.

Der er masser af andre eksempler. Blandt andet er der stort set ingen offentlig støtte til krisecentre for mænd, men en del støtte til krisecentre for kvinder. På trods af den kendsgerning at flere mænd end kvinder begår selvmord.

Mens det ganske vist er rigtigt, at der ikke er ret mange krisecentre for mænd, og at det ikke er retfærdigt, at kommuner ikke er forpligtede til at oprette dem, kan vi så ikke lige huske på, at der i sin tid blev oprettet en del krisecentre for kvinder, fordi kvinder oprettede dem? Det betyder naturligvis ikke, at mandecentre ikke skal have støtte, men det er rart at have i baghovedet. I øvrigt er en af årsagerne til det smalle antal krisecentre for mænd nok, at vi som samfund stadig har det svært med ideen om, at mænd har følelser og kan være ofre. You know, den selvsamme tankegang, som feminismen prøver at gøre op med.

Den køber MANFO tilsyneladende ikke:

Oven i alt dette skal mænd så høre på, at de er nogle grumme typer.

Det er blandt andet Kvinfo, der er med til det, når de sætter fokus på mænds vold mod kvinder - ikke noget med nogle mænds vold. Nej, mænd i almindelighed fremstilles som nogle, der øver vold mod kvinder.

MANFO tænker nok på dengang, KVINFO omtalte en konference, der handlede om "mænd og sund maskulinitet uden vold". Den har vi allerede talt om. Den korte version: MANFO tager fejl. KVINFO har aldrig fremstillet mænd som generelt voldelige.

Ikke nok med, at KVINFO fortæller os, at mænd generelt er voldelige...

 For at føje spot til skade, er det mændene, der betaler til deres egen forhåning:

Her har Lennart Kiil rent faktisk ret. Ikke alene er KVINFO og MANFO direkte sammenlignelige—KVINFO (som aldrig nogensinde har gjort noget for mænd) driver et gigantisk bibliotek, et webmagasin og et mentornetværk, foretager forskning og har blandt andet digitaliseret de sidste 1.000 års kvindelitteratur, mens MANFO skriver vrede indlæg på internettet—MANFO producerer faktisk indhold på et niveau, der er langt, langt, langt over KVINFOs! Den eneste grund til, at tænketanken MANFO ikke er på statsstøtten, er faktisk, at den ikke ønsker at være det. Jeg formoder, at tænketanken dagligt modtager tryglende emails fra diverse ministerier.

Hvis vi skal opsummere lidt:

Hvis vi lige gemmer det med, hvor meget man modtager og betaler til Mama Stat til næste indlæg, så kan vi faktisk lave et meget mere præcist skema end det her:

Mænd	Kvinder
Har sessionspligt	Har ikke sessionspligt (men dukker op alligevel)
Mænds sygdomme har normal prioritet	Kvinders sygdomme har normal prioritet
KVINFO modtager omkring 30 mio. om året	KVINFO modtager omkring 30 mio. om året

Det ser jo straks en del mere fornuftigt ud. Man får lidt fornemmelsen af, at MANFO ikke så meget er vrede over, at mænd ikke får lige så meget ud af at betale til staten, som kvinder gør af at modtage penge fra den (for 1. det gør de og 2. det er kind of pointen med at betale skat, er det ikke), men at mænd ikke får mere fra staten end kvinder gør, når nu de betaler så meget. Hvad det eventuelt kunne være, kan vi kun gisne om (jeg mener sex).

Løsningen er jo ellers meget ligetil, når det gælder værnepligten, der, som vi lige har læst, egentlig er et ganske legitimt diskussionsemne, hvor lille et fåtal af os det så end måtte vedrøre: Vi kan bare skille os helt af med den. Det er langt de fleste vist friske på, inklusiv feministerne.

Lennart Kiil selv er ganske vist helt okay med at bevare værnepligten, hvilket kan læses i kommentarerne på MANFOs artikel—eller bare her:

Som jeg læser det (og jeg tager hjertensgerne imod andre bud!), er der to fortolkningsmuligheder her:

1. Kiil er, uanset hvad han ellers har givet udtryk for, ikke imod statstvungen værnepligt, bare det gælder for begge køn.
2. Kiil er okay med, at det kun er mænd, der har værnepligt, for så har han altid et trumfkort klar, til når kvinderne begynder at tale om deres problemer.

Jeg er tilbøjelig til at gætte på nr. 2. Det ville trods alt ikke være første gang, værnepligten blev brugt i den sammenhæng.

Helt generelt kan man måske godt tale om, at når der hos MANFO, 180grader og mange andre fokuseres på mænd, så er det sjældent for at finde faktiske løsninger på problemerne, men som et "hold nu kæft, kællinger!". Denne gang er vist ingen undtagelse, og det får unægteligt én til at tænke på, om det som mand overhovedet er i ens interesse at have dem på "sin side".

Nå. Det er en helt anden snak.

Næste gang skal vi kigge på de der 0,6 og 1,6 millioner kroner og finde ud af, om tallene overhovedet holder vand. Hint: det gør de sandsynligvis ikke.

Until next time: Jeg er jeres vært, Nikolaj Munk, og det her er The Mandfjols Show!

Her Body, My Choice, episode 2: Lesbiske parasitter og griske bitches

Satans kællinger. De er da ligeglade med børnene, de vil bare leve fedt
på de mange millioner, staten betaler dem for at kneppe rundt.

Billedet har Jesper i øvrigt skaffet fra det altid misogyne avoiceformen.com ♥

Vi skal se på resten af Jesper Kristensens indlæg om, hvor rædselsfuldt det er, at kvinder slet ikke tager nok ansvar i forhold til, at det kun er dem, der kan få aborter.

For en gangs skyld lægger vi ud med noget fra MANFO, der ikke er løgn (bare rolig, det varer ikke længe):

Tager man på fertilitetsklinik er sagen lidt mere kompliceret, især hvis man medbringer sin egen sæd:

“Heteroseksuelt par: da det kommende barn i dette tilfælde har en far (manden skal påtage sig faderskabet for barnet) har donor ingen forpligtelser over for det kommende barn. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.”

“Lesbisk par eller singlekvinde: donor skal påtage sig faderskabet til barnet. Det betyder at han skal betale børnepenge og at barnet bliver arveberettiget efter ham. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.” (min fremhævelse)

Går man uden om fertilitetsklinikken som agent, vil man befinde sig i samme situation som det lesbiske scenarie.

Jesper Kristensen har ret: Ved brug af en dedikeret donor skal der ifølge nuværende lovgivning være en far. Om vedkommende rent faktisk er faderen er underordnet, bare han er en mand. Åbenbart har lesbiske ikke lov at være et forældrepar alene—der skal lige en mand med ind over. Er det uretfærdigt, også over for mænd? Ja, helt vildt. Men der er vist ikke nogen, der reelt hopper på, at det skulle være udtryk for favorisering af kvinder.

Mange kender givetvis også scenariet, hvor en venlig mand donerer en kop sæd til et lesbisk par, og så klarer de selve befrugtningen selv. Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde eksempler på, at danske lesbiske på egen hånd har fået et barn på denne måde og samtidig er løbet ind i de problemer vi kender ude fra verden. I Sverige er en mand f.eks. blevet dømt til at betale børnepenge til de lesbiske parasitter.

???

Mangen en mand har sikkert gjort sit håndarbejde i den gode sags tjeneste i tillid til, at de lesbiske kvinder kender begreber som grænser, ansvar, moral og retfærdighed.

Men som alle ved, bør man ikke stole på de lesbiske.

Det har ofte vist sig, at det ikke var nogen Lady de fik placeret på piedestalen, men en rovgrisk kvinde, der alene anser manden for at være en pengemaskine. Det - og så uvidenhed om de partiske love.

Så mine herrer, pas på de lesbiske rovflåter. De suger ikke blod, men sæd! ...Og penge. Hele 600 kr. om måneden.

Ret skal dog være ret: Jesper Kristensen er ikke homofob. Det er sandsynligvis kun lesbiske, han ikke kan li'.

Hvordan foreslår Jesper så, at vi løser det mere eller mindre ikke-eksisterende problem?

Mit forslag er først og fremmest en nødvendig tilføjelse til mottoet “My Mind, My Body, My Choice”. Nemlig ved at tilføje et “Mit Ansvar”. Den del er i dag fraværende, og kvinder kan opføre sig så manipulerende, løgnagtigt og ansvarsløse som de vil. Porten til misbrug er åbnet på vid gab, og de mest foragtelige kvinder står i kø for at udnytte situationen.

Hvad siger du? Nej, på MANFO ææææælsker de kvinder!

Jeg tror måske i øvrigt, at Jesper mente "Helvede" i stedet for "misbrug", men det er nok bare mig.

Kvinder kan ikke fortsætte med at have den nuværende løsning. Specielt ikke i disse ligestillingstider. Kvinderne må acceptere en af disse to løsninger i en eller anden form:

Tag en dyb indånding, folkens...

1. En løsning er at kvinden accepterer, at manden får ligeværdig indflydelse på sin egen reproduktion og kan kræve abort - eller måske også forbyde kvinden at få abort. Det ville være en vetoret næsten magen til den kvinden har i dag, da han naturligvis bør have ligeså meget indflydelse på sin reproduktion som kvinden har på sin egen. Denne løsning vil højst sandsynligt være uspiselig til trods for at ingen kvinder - endsige deres selvbestaltede fortalere: feministerne - i dag brokker sig over deres egen vetoret. Det er tillige upraktisk, da et demokrati med to personer kan ende i en uløselig situation. Der findes også en meget stærk holdning i feministiske kredse, som kræver at “regeringen holder sig ude af min livmoder”. Abort er da også en procedure, der ikke er helt triviel - og samtidig uden biologisk parallel hos mænd. Der er vi klart ulige indrettet. Vi mennesker har også typisk - abortmodstandere og omvendt - en partiskhed til fordel for livet. 

AAAAAAAAAAAARGH

Jeg tror lige, vi er nødt til at tage den igen: Ifølge Jesper Kristensen er ligeværdig indflydelse for manden = at kunne kræve eller forbyde at kvinden får en abort. Derudover undrer han sig over, at ingen kvinder brokker sig over, at de kan få en abort.

Ved manden overhovedet, hvad han skriver, eller klasker han bare lemmet lidt rundt på tastaturet i håb om, at der kommer en artikel ud af det?

Nå. I det mindste indrømmer han, at det ville være en "upraktisk" løsning. Er det fordi det er en helt sindssyg idé at give nogen bestemmelsesret over et andet menneskes krop? Eller fordi det i virkeligheden ikke handler om "indflydelse på sin egen reproduktion", men om selv at bestemme, om ens krop skal være en inkubator i ni måneder?

Niks! Det er fordi 1) "et demokrati med to personer kan ende i en uløselig situation" (no shit, Sherlock!) og 2) feministerne siger, vi ikke må :'(

Heldigvis har Jesper en alternativ løsning:

2. Den mere rimelige og praktiske løsning er, at kvinderne må hanke op og komme ind i det 21. århundrede og lære at tage det fulde ansvar for deres egne ensidige handlinger.

Nårh, du mener al den ensidige sex, som det kun er kvinden, der har haft?

Det er en ensidig handling, når en kvinde uden at rådføre sig med faderen gennemfører en graviditet. Det gælder uanset om det var en “ups”, sprængt kondom eller om kvinden har bedraget ham for at blive gravid. Mænd ville til nød kunne acceptere, at kvinden ensidigt traf valget om at gennemføre graviditeten, hvis hun også bar det ensidige ansvar bagefter. Det er ubestrideligt, at en kvinde, der “går selv”, har meldt sig ud af fællesskabet med manden og derfor ikke kan kræve noget af ham!

Tror lige vi er nødt til at gentage det: Den store uretfærdighed, som ingen mand bør lide, er at betale 1200 kr (600 efter skat) til sit eget fucking barn.

Altså er løsningen her, at kvinden - uanset hvordan hun har fået fat i arveanlæggene fra manden - kan vælge at bære barnet frem til fødsel, men at hun så også frasiger sig retten til mandens penge! Hvis hun vil selv, så må hun også selv bære byrden. Fratag dertil tåbelige, offentlige tilskud, der alene ansporer til uansvarlighed.

Ja! Fjern tilskuddene! Det er jo ikke, fordi enlige mødre bruger de der penge til noget.

Skal der være rimelighed i tingene er det nødvendigt at pligter, rettigheder og ansvar følges ad.

Ved du hvad, jeg tror bare, jeg gentager mig selv fra forrige indlæg: Som kvinde kan man simpelthen ikke frasige sig forældreansvaret. Uanset om man får en abort, beholder barnet eller vælger at bortadoptere det, så har man taget et ansvar i forhold til sin graviditet. Mænd har til gengæld mulighed for at frasige sig pretty much ethvert andet ansvar end det økonomiske, som 1) er der af en grund og 2) kvinden altså også har.

Det nytter ikke at fortsætte som vi gør nu, hvor manden efter udløsning mister alle rettigheder og enhver indflydelse, men samtidig kan få rettet en pistol for panden af staten, som tager hans penge for et barn han aldrig har ønsket sig og næppe kommer til at se. Kvinder bryster sig af at kunne selv, og pressen overflyder med historier om kvindernes absolutte overlegenhed og omstillingsevne til det moderne samfund.

Stop! Det flyder over! Én artikel, aaaaargh!

Det meste af tiden handler historierne godt om, hvor overlegne kvinder er, i virkeligheden om at det er helt vildt synd for mændene. Især at det er helt vildt synd for mændene, at kvinder selv må vælge hvem, de har sex med, men lad nu det ligge.

Måske er tiden inde til, at kvinderne holder op med at løbe til Big Sugar Daddy og selv tager et ansvar?

Sjovt du siger det, Jesper! Der er nemlig en måde at indføre dit "manden kan fraskrive sig ethvert ansvar"-koncept på. Hvis staten overtager betalingen af børnebidrag for alle, selv de, der gerne vil betale, så ville det ikke betyde andet, end at man fraskriver sig retten til forældremyndighed og alle de andre rettigheder, der normalt følger med at være forælder. Du ved, som rigtige mænd ville gøre det. Men på en eller anden måde tror jeg ikke, det falder i Team MANFOs smag.

Så bring ligestillingsdebatten ind i det 21. århundrede og sig næste gang:

My Mind

My Body

My Choice

My Responsibility

Hmm. Måske. Skrævlingen har et bedre bud:

Her Body, My Choice, episode 1: Hvad med MÆNDENE?

Kælling!

Vi har allerede set, at MANFOs Jesper Kristensen har et noget afslappet forhold til sandheden, og at der er en vis korrelation mellem at synes, det er megauretfærdigt, at det kun er (cis)kvinder, der kan få aborter, og at være helt vildt usympatisk.

Hvad med en lækker 2-i-1-pakke?

I vores moderne kultur rangerer individet højt, og der findes et feministisk motto: “My Mind, My Body, My Choice!”. Det er et motto de fleste givetvis er sympatiske overfor, men udførslen efterlader en del at ønske.

[...] Det er i særdeleshed et problem, at rettigheder, pligter og ansvar i dag er afkoblede. Eller rettere at ansvar og rettigheder hvad angår reproduktive rettigheder afkoblet ensidigt for kvinderne.

Bid mærke i dén. Det er nemlig Jespers primære pointe i hele artiklen, hvor hjælpeløst den end er formuleret.

Hvad er Jespers argumentation for dette?

I livets fleste sammenhænge, fungerer det sådan, at man kan stilles til ansvar. Det er dog altid underforstået, at med ansvaret følger indflydelse.

Hvem af os ville f.eks. finde det retfærdigt, hvis vi kunne stilles til ansvar for Legos årsregnskab, hvis vi på ingen måde har nogen indflydelse på regnskabet? 

Se, allerede hér begynder det så småt at gå ned af bakke (men bare rolig, det bliver værre). Tydeligvis har Jesper aldrig set eller læst Spiderman, for så ville han vide, at det ikke er sådan, kausaliteten hænger sammen. I ved: "with great power comes great responsibility".

Uncle Ben knows what's up.

Peter Parker fik ikke sine crazy edderkoppekræfter, fordi han besluttede at redde sin by fra diverse psykopater. Først blev han bidt af den radioaktive edderkop (og undgik på en eller anden måde at dø), og så fik han ansvaret for at tæve forbrydere.
Nogle gange kommer ansvar og superkræfter samtidig. For eksempel har Buffy Summers altid været atletisk og sej, og hun har altid været Vampyrjægeren, også selv om hun ikke altid har villet påtage sig ansvaret for at beskytte Sunnydale. Either way, at sige "det er dog altid underforstået, at med ansvaret følger indflydelse" er vist en omgang prut.

Men okay, lad os se, hvordan Jesper Kristensen argumenterer for det. Han har nemlig lavet et fint skema:

Lad os skematisk se på mænd og kvinders rettigheder, ansvar, pligter og indflydelse, når det drejer sig om reproduktion.

Skema tyvstjålet fra MANFO.

Mens Jesper i sit skema ganske vist har ret i, at (cis)mænd ikke kan blive gravide, få aborter eller tage fortrydelsespiller, så er dette skema altså noget misvisende. Mere om det senere.

Det tager to at have sex, og her har begge køn et ansvar og de kan også påvirke situationen, f.eks. ved ikke at have sex. Begge køn har også adgang til prævention, så der står begge køn stadig lige.

Så langt så godt.

Selve graviditeten er noget, der pr. definition sker for en kvinde. Dette er ren biologi. Det er bare sådan.

True!

Når kvinden først er gravid, så har hun stadig muligheder for at styre sin reproduktion. Det kan ske meget tidligt med en fortrydelsespille, der skaber en ekstremt tidligt “abort”. Pillerne i håndkøb skal helst tages inden 12 timer efter det ubeskyttede samleje, men pillen virker op til 72 timer efter (3 dage). De receptpligtige piller virker op til 120 timer efter (5 dage).

Overskrides selv denne tidsfrist kan kvinden frit vælge abort indtil 12. uge efter undfangelsen.

 Ja...

På ingen af disse områder har manden nogen indflydelse, ud over at han naturligvis kan forsøge at argumentere for sin sag. Det er alene kvindens ret at foretage dette valg. En mand kan ikke (lovligt) tvinge en kvinde til at tage en fortrydelsespille eller gennemgå en abort.

Hey, whoa, hold up, cowboy! Hvad blev der af "Dette er ren biologi. Det er bare sådan."?

I have a bad feeling about this...

Selv når kvinden gennemfører graviditeten har hun efterfølgende muligheden for ensidigt at vælge bortadoption og dermed frasige sig forældreansvaret. Selv en umyndig kvinde har dette valg ( http://www.rettentilliv.dk/for-studerende/stoette-og-hjaelp/ ):

“Når man bliver mor, får man automatisk forældremyndigheden over sit barn. En pige under 18 år skal altså ikke have sine egne forældre til at godkende beslutning om bortadoption. Barnets far har ikke automatisk forældremyndighed - og dermed indflydelse på beslutningen - medmindre han er gift med barnets mor. ”

Det er de ordnede, velregulerede løsninger.

Brugte Jesper Kristensen lige en anti-abort-side som kilde?

Ja. Ja, det gjorde han. Charmetrold ♥

Det er ikke engang fordi de har ret derinde på Retten Til Liv. Ægteskab er ikke den eneste måde at give faderen forældremyndighed på. Lad os se hvad forældreansvarsloven siger:

§ 7. Forældre, der ikke er gift med hinanden, har fælles forældremyndighed, hvis

1) de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, eller

2) de har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 9.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis erklæringen i stk. 1, nr. 1, er afgivet, uden at betingelserne i retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle spørgsmålet om forældremyndighed er opfyldt.

Stk. 3. Anses en mand for far til barnet ifølge anerkendelse eller dom, har forældrene fælles forældremyndighed, hvis de har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Stk. 4. I andre tilfælde end nævnt i stk. 1-3 har moderen forældremyndigheden alene.

Paragraf 9 lyder i øvrigt:

§ 9. Forældre kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen skal anmeldes til statsforvaltningen for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

In other words: Hvis du som mand gerne vil have forældremyndighed, og dermed indflydelse på, om dit barn skal bortadopteres, så kan du sagtens få det. Du risikerer selvfølgelig at ende med ungen alene, hvis du absolut vil forhindre din partner i at bortadoptere barnet, men hey, sådan er det med det dersens "ansvar".

Apropos ansvar:

Skemaet viser generelt, at mandens indflydelse bortfalder, når kvinden først er gravid. Som tingene er indrettet i dag, så er mandens ansvar dog i praksis til stede hele tiden. Manden kan være 100% uenig i at blive far, men bordet fanger, hvis kvindens ensidige beslutning er at bære barnet til fødsel og angive manden som fader. Det gælder for så vidt også, selv om kvinden har løjet og bedraget sig til at blive gravid. Man må håbe hans orgasme var god, for alt derefter er russisk roulette.

Jeg tror, der er noget, Jesper Kristensen ikke har forstået. Mener han, at kvinders ansvar (uh, det er sjovt at bruge fed skrift!) forsvinder på et eller andet tidspunkt? Eller at de har for lidt ansvar i forhold til mænd?

I og med, at graviditeten foregår i kvindens krop, så vejer ansvar og omkostninger altså bare dét tungere hos kvinder. Det er ikke manden, der får morgenkvalme, humørsvingninger eller en mystisk lyst til syltede agurker med chokoladeovertræk, og det er ikke manden, der lider et fysisk tab ved en abort. Det er heller ikke manden, der har ansvar for ikke at indtage alkohol, ikke at ryge, og at spise ordentligt.

Derfor fungerer skemaet heller ikke. Som kvinde kan man simpelthen ikke frasige sig forældreansvaret. Uanset om man får en abort, beholder barnet eller vælger at bortadoptere det, så har man taget et ansvar i forhold til sin graviditet. Mænd har til gengæld mulighed for at frasige sig pretty much ethvert andet ansvar end det økonomiske, som 1) er der af en grund og 2) kvinden altså også har.

Der er selvfølgelig også hele det der med, you know, at barnet skal passes de næste 18 år. Men det gælder nok ikke som ansvar. Det koster trods alt ikke penge. Eller hvordan er det nu, det er?

Nå. Hvilken indflydelse har så ført til denne ansvarsfordeling?

Well, der var vist ikke nogen, der tvang den kære mand til at have sex. Man har altså haft indflydelse på, om der overhovedet skulle være mulighed for en graviditet eller ej. Jesper har ret: Efter du har ejakuleret, har du ikke så voldsomt meget at skulle have sagt, men kom ikke og sig, at det er dig, der har trukket det korteste strå.

Og kan vi så ikke lige få på det rene, at dét, Jesper Kristensen ser som det frygtelige ansvar, der bliver kastet på mænds skuldre, er at betale penge til sit eget barn? Jesus.

Det har været lidt småt med kvindehadet indtil videre. Kan vi ikke gøre noget ved det?

Det kan vi da!

Løgn og bedrag fra en kvindes side i sådanne sager er ikke et sjældent fænomen. Ifølge en undersøgelse blandt 5000 kvinder var resultatet at hele 42% af kvinderne om nødvendigt ville lyve om at bruge prævention for at blive gravide. Uanset partnerens holdning! Kære mand, sidder du lige nu med en kold rislen ned af ryggen? Godt!

42 procent! Hold da helt kæft, det lyder helt sindssygt. Hvad er Jespers kilde? Hvad står der her—"Do Women Really Want a Male Birth Control Pill?"

Hmm... Det lyder ikke umiddelbart helt objektivt, men lad os da se, hvad der står:

[...]the National Scruples and Lies Survey 2004 polled 5,000 women in the United Kingdom for That’s Life! magazine. According to that survey, 42% of women claim they would lie about contraception in order to get pregnant, regardless of the wishes of their partners.

The National Scruples and Lies Survey.. Hm, det lyder godt nok ikke videre officielt. Lad os prøve at Google det...

Nå, det fik vi ikke så meget ud af. De fleste af resultaterne er fra vrede bloggere, flere af dem kvindefjendske. Hvad jeg især bider mærke i er en sælsom mangel på links til, you know, selve undersøgelsen.

Det er der måske en grund til:

[...]the poll was not conducted by a psychology unit at a reputable university, or even an investigative journalist at a broadsheet. It was a tick-box survey of readers of That’s Life magazine. If you’re not familiar with That’s Life, it’s one of those printed-on-tissue-paper 69p weeklies you find in doctors’ waiting rooms. This is their current cover.

That's right. MANFOs videnskabelige kilde er et spørgeskema fra et tabloidmagasin. Er det bare mig, eller virker Jesper Kristensen lidt for ivrig efter at hoppe på den for at kunne dæmonisere kvinder? Jeg sidder ganske rigtigt med en kold rislen ned ad ryggen.

Nå, med endnu et datapunkt i vores "MANFO-kan-ikke-finde-ud-af-det-der-med-kilder"-kurve vil jeg holde for i dag. Glæd jer til endnu et kapitel i sagaen ♥