lørdag den 29. september 2012

Otte grunde til at 2060 er elendig

Jeg har redigeret hjerter ind på bogens
forside, så meget elsker jeg den.

Jeg droppede at skrive en rigtig anmeldelse af 2060. Der er simpelthen for meget skidt at tage fat på, og jeg ville ende med at skrive mig selv og jer, kære læsere, ned i en mindre depression hvis jeg skulle gå ordentligt i dybden med det. Så nu skriver jeg i stedet en komplet overfladisk og subjektiv liste over ting der irriterer mig ved bogen. Det er næsten det samme.

1. Jesper Böttzauw kan ikke stave.
Lad os få den her af vejen med det samme. Jesper trænger til at få skolepengene tilbage, og hvem det end er der har læst korrektur på bogen, så bør vedkommende fyres på stedet. 2060 er smækfyldt af fejl. Jesper Böttzauw staver navne forkert, glemmer bogstaver, og han er især slem til at bruge præsens i stedet for infinitiv. "At voterer"eller "kunne diskuterer" er bare to eksempler på fejl man normalt får rettet op på i niende klasse—på bogens 330 sider fandt jeg uden at lede særlig grundigt 170 fejl. Det er en fejl på hver anden side. Og det er uden at medregne kommafejl som der næsten ikke er et eneste afsnit uden.

Og så er der selvfølgelig min yndlingsfejl: "Manden skulle dengang presses ind i en rolle, hvor han kunne sidde duknakket i striptrøje og tale om bleer."

2. Hovedpersonen er rædselsfuld.
Mary Sue er et udtryk der oftest bruges i fan fiction-kredse, men som har fundet vej til større litteratur. Udtrykket beskriver en (oftest kvindelig) karakter, der er lidt for perfekt. Karakteren er ofte endimensionel, baseret på forfatteren selv, og besidder næsten udelukkende gode træk, og få eller ingen nævneværdige dårlige træk.
Hovedpersonen i 2060 kan i så fald kaldes en Gary Stu. Han er intelligent, veltrænet, en vidunderlig elsker (omend bogens sexscener ikke afslører noget ekstraordinært) og uendeligt god af sind. Selv da han står foran en frådende menneskemængde der ønsker ham død føler han ingen vrede, men indser at de blot er stakler der vil påføre andre smerte for at overkomme deres egen. Allerede fyrre sider inde i historien afsløres det at han er DEN UDVALGTE der skal redde verden fra femifascisterne. Han bliver helt bogstaveligt beskrevet som den nye Messias, og der er forbløffende mange profetier om ham. Hans eneste fejl er nok at han nogensinde giftede sig. Selv hans fortid er dybt ukompliceret og endimensionel. Han er i kraft af sin perfekthed en fuldstændig utroværdig karakter (og hans kone er sådan set også komplet utroværdig i kraft af sin ufortyndede ondskab). Og så er han, ganske som Jesper Böttzauw, skaldet og omkring de 50.

Måske er jeg urimelig nu, men Jesper Böttzauw minder om en folkeskoledreng der skriver en historie med en helt der er som drengen ville ønske han kunne være.

3. Kvinderne er åndssvage.
I 2060 er alle kvinder komplet elendige til deres job (lige med undtagelse af hovedpersonens smukke, kvindelige forsvarer). Danmark er økonomisk stagneret, og ingen kan finde ud af deres arbejde. Man skulle tro at der ville være kompetente kvinder et sted, men nej. Vi får indtrykket af at problemet med fremtidens Danmark ikke er at det er de forkerte kvinder der har fået magt, men at kvinder i det hele taget har fået magt. Alle de gode karakterer i bogen er da også enige om at kvinden så absolut ikke bør være leder, men blid og god ved sin mand.

Apropos gode kvinder. Hver gang en kvinde behandler Jesp—øh, hovedpersonen—dårligt, så tilføjes der at hun har "grove træk" eller er "muskuløs". Mange af kvinderne, naturligvis de onde af dem, er ubarberede og tatoveret overalt, selv i ansigtet, og de går i kedeldragter eller uflatterende kjoler. De opfylder altså ikke det klassiske skønhedsideal.

Det gør samtlige af de kvinder, der er gode ved hovedpersonen til gengæld (med undtagelse af en gammel kone, som ikke behøver at være smuk—hun er jo gammel!). Lige fra kvinden der sender hovedpersonen et luftkys (og i slutningen af bogen bliver henrettet, bare for at understrege hvor uretfærdigt mænd bliver behandlet) til den kvinde der overtager hovedpersonens sag fordi hans forsvarer døde af hjertestop. De har kurver og går feminint klædt og synes naturligvis at hovedpersonen er dejlig fordi han er Mand med stort M.

4. Karaktererne er voldsomt belæste.
I 2060 kan alle citere fra Biblen, og det er ikke et særsyn at se citater fra franske eksistentialister ridset ind i muren i fængselsceller eller indledningen til I Ching malet på et papskilt. Det er uden tvivl et forsøg på at skabe dyb symbolik i bogen, men det falder til jorden når resten af bogen er så fladpandet. Tilsyneladende har alle også voldsomt godt styr på verdenshistorien, omend ikke hvad der er sket mellem 2012 og 2060. Det hører vi ikke meget om.

Det irriterer mig dybt at alle kan citere Nostradamus og Newton eller nævne tre indflydelsesrige dronninger uden at blinke—undtagen når hovedpersonen skal forklare noget klogt for dem, selvfølgelig. Så ved de lige pludselig ikke så meget.

5. Bogen er et antifeministisk manifest.
Næsten præcis en tredjedel(!) af 2060 består af en bog, hovedpersonen finder gemt på fængslets bibliotek. Den er skrevet af en tidligere chefanalytiker ved Kulturministeriet. Hun bærer det danskklingende navn Marie Sant Clair, og bogen er læderindbundet og håndskrevet (I ved, som man gjorde dengang i 2012).

De ca. 110 sider kunne lige så vel være postet på MANFO som i en bog. Det er én lang rapport, komplet med fodnoter, der forklarer hvordan verden omkring år 2012 har været femifascistisk og medvirket til de tusindvis af problemer Danmark har i 2060. Gennem medieanalyse i en grad der er hidtil uset i profetiske skrifter alt fra Olsen Banden til beskyldningerne mod Julian Assange ("det var ikke voldtægt, han havde bare sex med en kvinde uden at hun havde sagt ja!") er en del af en stor, feministisk konspiration. Ydermere forklarer Marie Sant Clair hvordan Nostradamus forudsagde at feminismens jerngreb skal slippe Danmark i år 2060. Og så stiller den vigtige spørgsmål som "Skal kvinder og mænd absolut høres og ses lige meget, og for enhver pris opleves lige meget i medierne?"

Ikke alene ødelægger antikvinde-manifestet historiens flow (som der, indrømmet, ikke er meget af i forvejen), man får også en stærk følelse af at fortællingen om den uretfærdigt dømte præst kun er skrevet som "indpakning" for manifestet—at det er Marie Sant Clairs bog-i-bogen der er den egentlige historie.

De paranoide (og ofte komplet forkerte) noter havde fungeret bedre for sig selv, vil jeg tro. Det er altså ikke så fantastisk spændende at læse om nogen der læser.

6. Det er elendig satire.
Hvor ville jeg ønske at jeg kunne afskrive 2060 som satire og lade den ligge ved det. Tanken er jo sjov—hvad ville der ske, hvis kvinderne fik magten og opførte sig som mænd gør det i dag?

Den bog er allerede skrevet. Den hedder Egalias Døtre.

Hvor Egalias Døtre udpeger hvor latterligt og sexistisk vores samfund kan være ved at vende kønsrollerne på hovedet, latterliggør 2060 bare kvinderne. Vi har allerede talt om dens kvindesyn, og feministerne er endnu værre. De har indført dødsstraf for mænds forbrydelser (kvinder kan påberåbe sig det juridiske forsvar Offerrollen), og en kvindelig minister vil have genindført gladiatorkampene fra det gamle Rom. Feminister er grådige, egoistiske og dumme.

Det er desværre ikke en joke. Man behøver blot se interviewet med Jesper Böttzauw for at vide at han mener hvert et ord. Der står godt nok ikke noget om at stoppe Hitler og Stalin i bogen, men det behøver der heller ikke. Nazisterne (alle kvinder) lever i bedste velgående i år 2060. Bogen tager sig selv dybt seriøst (se bare punkt 4), så humor er der heller ikke meget af. Eller også er jeg bare en humorforladt feminist, hvad ved jeg.

Kære Jesper, god satire sparker ikke nedad.

7. Det er elendig krimi.
Der sker ikke en skid i bogen. Så er det sagt. Det meste af historien består (ud over misogyni-manifestet) af retssagen mod præsten, og allerede fra første retsmøde lærer vi, at der ingen retfærdighed er til stede. Ligegyldigt hvor godt præstens forsvar er (og det er det naturligvis), ignoreres fakta til fordel for femifascistisk hævngerrighed. Fra starten af ved vi, det er en tabt kamp, så spændingskurven kommer aldrig særlig højt op. Og selvfølgelig løses hele gåden til sidst i et deus ex machina-agtigt øjeblik, uden at det dog har nogen som helst relevans for historien ud over at vi er sikre på at vores helt er uskyldig, så han kan få sin retmæssige martyr-status når han fem sekunder senere bliver henrettet.

Jesper Böttzauw har tydeligvis prøvet at låne fra Da Vinci Mysteriet og 1984, men uden det store held. Mysteriet der skal løses er ikke særlig spændende, og det dystopiske samfund er så karikeret uretfærdigt at det næsten er uinteressant.

Når nu Jesper Böttzauw i forvejen skriver som en dreng i ottende klasse, kunne han så ikke også lige benytte sig af berettermodellen, som man lærer at bruge cirka deromkring?

8. Det er elendig science fiction.
Den her er næsten den værste. Jeg har læst rigtig meget science fiction, og i mine øjne er der, meget groft set, tre typer science fiction:
  • Sci-fi der er så langt ude at det ikke er nødvendigt at underbygge universet ret meget.
  • Sci-fi der fokuserer på realisme og detaljer og derfor ofte er meget virkelighedsnær og troværdig.
  • Sci-fi der er langt ude, men hvis univers er underbygget grundigt og detaljeret.
Hvilken kategori hører 2060 til? You guessed it, ingen af dem! Det er tydeligt at Jesper Böttzauw har sigtet på et virkelighedsnært univers. Den har alle kendetegnene: den foregår i en nær fremtid, et velkendt sted og er ikke så poleret som science fiction ofte er. Desværre er alt, der skal føre til år 2060's København en fuldkommen umulighed. Der gøres intet forsøg på at forklare hvordan kvinderne fik overtaget og på en eller anden måde fik forvandet hele landet til en feministisk politistat hvor nazister kan gå frit på gaden og "offerrollen" er et gyldigt juridisk udtryk på blot 50 år. Personligt kan jeg ikke forestille mig andet end et militærkup, der ville kunne gøre det, og selv da er det tvivlsomt. God science fiction har suspension of disbelief, så man ikke konstant stiller spørgsmålstegn ved historien. Når man læser 2060 uden at have accepteret dens præmis på forhånd stiller man spørgsmålstegn ved næsten hver eneste sætning.

Fiction? Helt sikkert. Science fiction? Not so much.

Her ender min liste over ting der irriterede mig ved 2060. Jesper Böttzauw mener at hans bog ikke er blevet anmeldt ret meget fordi den er så kontroversiel. Det er muligt. Her er en anden forklaring: Den er for dårlig til at anmelde.

Mandfjols-panelet giver 2060 1 ud af 6 feminiserede heteromænd: ♂♂♂♂♂

Ingen kommentarer:

Send en kommentar