onsdag den 26. september 2012

Vi stoppede ikke Hitler og Stalin, men vi kan stadig nå at stoppe feministerne!

Er Jesper Böttzauw synsk? We may never know.
Jeg skal til at begynde på bogen 2060 af Jesper Böttzauw. Den beskriver en fremtid hvor kvinderne har taget magten, med alle de problemer det naturligvis fører med sig. Den er udgivet på Forlaget Muusman, og allerede ved at læse teksten på bogens bagside får jeg indtrykket af, at Jesper Böttzauw er ret kvindefjendsk, og derudover ikke rigtig ved hvordan feminisme fungerer. Faktisk virker det som om han er fysisk ude af stand til at have ret.

But don't take my word for it! Lennart Kiil fra MANFO har som en service til danskerne givet Jesper Böttzauw lov til selv at udstille sin inkompetence (og gennem spørgsmålene får vi endda et billede af i hvor høj grad MANFO elsker og accepterer feminismen).

Her kommer første del af interviewet:


Videoen kan godt være lidt af en mundfuld at sluge, så jeg har taget mig den frihed at skrive de komplet neutrale spørgsmål ned (med tidsangivelse hvis du vil følge med), fulgt af en forkortet udgave af Jespers svar. Jeg skal prøve at holde kommentarerne sparsomme, for Jesper siger egentlig det meste ganske smukt selv. Let's go! Vi starter med lidt snak om selve bogen:
Hvad handler 2060 om? (0:04)
Bogen hedder 2060, og den er en [...] vision over at kvinderne overtager magten i den vestlige verden, og at alt går ad helvede til på den konto.
En god start, må man sige. Jesper forstår virkelig hvordan man charmerer sit publikum.
Hvad fik dig til at skrive bogen? (0:19)
Jeg syntes jeg kunne se en forandring i det samfund jeg levede i, hvor kvinderne, uanset evne og talenter pludselig begyndte at få en fremtrædende rolle og blev udstyret med et handicap [...] pludselig var man et offer og undertrykt, og manden var et svin [...] og så er ligestilling simpelthen knæsat i lovgivningen, så det undrede mig og det irriterede mig [...] bogen måtte skrives på baggrund af det.
Bogen er unik - hvorfor tror du ikke, den er blevet anmeldt mere? (1:06)
Da bogen udkommer går jeg ind på min Facebook og min mailadresse og alt muligt andet, og så skyder jeg afsted, at nu er der kommet den hér. Og så har jeg en veninde [...] som skriver til mig at hun gerne vil have, at jeg omgående sletter hende fra min adresseliste [...] hvorimod jeg fik helt uventet ros fra Trykkefrihedsselskabet [...] det jeg er blevet mødt med fra utroligt mange kvinder, det er sådan en mut surhed. Fordi pludselig er der én der siger "Nu stopper festen. Skal vi tage snakken?" Og det skal vi egentlig ikke, fordi den er ikke på kvindens betingelser.
Her på Mandfjols er vi lige så uforstående som Jesper over at hans kvindelige bekendte ikke jublede og tilbad ham for at skrive en bog der handler om hvordan verden bliver ødelagt hvis kvinder får magten. De burde sætte pris på, at der er nogen der ved bedre.

Men hey, Trykkefrihedsselskabet kan lide bogen. Det er noget af et kvalitetsstempel.
Tror du, bogen kan ændre på noget? (2:27)
Det er jo mit håb [...] almindelige mennesker kan gå på biblioteket ganske gratis og låne [2060] og få sat sving i en eller anden form for overvejelse [...] for de ved at der er nogen der på et eller andet tidspunkt siger at nu må vi altså prøve at få en eller anden enighed her. Så har man at gøre med en lille gruppe feminister som har været toneangivende siden den første demonstration i 1970, som sagde "det private er politisk" og "vask kun din egen sok"—satte en udvikling i gang hvor manden igennem alle mulige—Matador, Huset på Christianshavn, Lars von Trier, jeg ved ikke hvad, hele tiden gør manden til [...] en slapsvans, en umulius, en latent voldtægtsforbryder og et dumt svin simpelthen.
Jesper Böttzauw, tillad mig at introducere min gode ven IMDbs Top 250. Tag lige et kig og se hvor mange kvindelige helte du kan finde blot i top 10—og hvor mange af de mandlige hovedpersoner der er slapsvanse.

I øvrigt en spændende tanke at Matador, Huset på Christianshavn og Lars von Trier alle er del af en stor feministisk konspiration.
Kvinden er undertrykt og et offer [...] jeg har ikke nogen ønsker om at undertrykke eller genere nogen mennesker. Jeg synes alle skal have nogen muligheder for et godt liv, og det har vi faktisk fået i samme periode. Så er det da meget mærkværdigt at man bliver ved med at have nogle mennesker siddende som siger at der skal være 40% kvinder i børsnoterede selskaber—hvorfor skal der være det? Hvorfor? [...] Forretningslivet kører på én enkelt tangent: Tjen penge, vær effektiv. Så hvis du tjener penge og er effektiv, så får du jobbet!
Herefter fortsætter vi til lidt mere generelle betragtninger om samfundet. Her er de på ingen måde ledende spørgsmål:
Påvirker den negative fremstilling af mænd i bøger og film vores opfattelse af kønnene? (4:07)
Jamen det gør den da [...] der er et afsnit i en meget populær tysk serie man kan se på ZDF—Hella Block hedder den—den handler om en kvindelig kriminalinspektør som er fuldstændig mandhaftig og kan det hele, manden er hjemmegående med karklud og kan ikke rigtig noget [...] i det afsnit er der så en ægteskabssvindler som driver en kvinde til vanvid så hun altså kommer til at myrde en anden kvinde i jalousi, men ægteskabssvindleren går fri. Og så siger hun [...] "Engang blev mænd der slog kvinder ikke straffet. Det gør de i dag. I fremtiden vil det være sådan at en mand der udnytter en kvindes følelser også vil blive straffet." Det er helt absurd! [...] det er den tangent der er blevet legitimiseret hele vejen igennem, og det er jo manden der er et svin [...] man kan ikke stole på ham, han skal holdes i kort snor, han skal kontrolleres, han skal styres.
Uh, må vi drage konklusioner ud fra én fiktiv karakters isolerede replikker nu? Fedt! I filmen As Good As It Gets bliver Jack Nicholson spurgt: "How do you write women so well?"

Han svarer: "I think of a man, and I take away reason and accountability."
Hvorfor går politikerne så beredvilligt feministernes ærinde - for eksempel mht. kvindekvoter? (5:24)
Når vi taler om en lille gruppe mennesker som har etableret sig på magtfulde positioner, så taler vi i virkeligheden om at en lille gruppe mennesker sidder på nogle så magtfulde positioner så man hele tiden går ind og spørger dem, for der er ikke andre. For eksempel kønsforskere.
Ja, det er sgu mærkeligt at man spørger kønsforskere om køn.
Jeg gider ikke nævne navne her, men der sidder nogle kønsforskere som man altid taler om, som altid siger de samme ting, og der er nogle forfattere, tekstforfattere, folk der laver til fjernsyn og tv og film, som er de samme mennesker, der også sidder der, man skulle næsten tro det var de samme 10-12 mennesker der gik i den demonstration ned ad Strøget i 1970, som går igen eller er blevet reinkarneret [...] sagen er den at det handler om én eneste ting her: magt. Magt for de mennesker, privat, personligt, og så kan den selvfølgelig bredes ud på kønnets vegne, uanset evne og talent.
Hvornår siger mænd fra? (7:30)
Rank nu ryggen, for dælen, ikke, og kom ud af busken og lad være med at lade kvinderne afgøre din fremtid, ikke, og det er altså også det jeg gerne vil med den her bog [...] det kan jo ikke være rigtigt at man lader kvinderne bestemme, eller, en lille håndfuld kvinder bestemme,
Er det det man kalder et Freudian Slip?
men altså, hvis ikke der sker noget dramatisk [...] jeg vil ikke have en gammeldags mand eller en gammeldags kvinde tilbage [...] jeg synes ligestillingsdebatten er idiotisk—det er jo vedtaget, det her, at vi alle har lige rettigheder, så lad os dog tale om ligeværd! [...] Hvorfor er kvinder der går og passer 4-5 børn hjemme ikke nogen, man burde prise langt højere? Hvem kan holde ud at gå [...] uger, måneder år, med børn på 1-2 år, 4-5 stykker ad gangen, det er jo et kæmpe arbejde [...] hvorfor priser man ikke det? Hvorfor skal man gøre karriere, skide på sine børn og bare smide dem i en institution, det er da absurd at det er målet!
 Hvorfor Jesper Böttzauw ikke spørger mænd om det samme får vi nok aldrig at vide.
Hvorfor kan feministerne ikke nøjes med selv at leve feministisk? (9:11)
Jo flere der bakker op om de her synspunkter, jo større mulighed er der for at få det gennemført. Så det er rent magtspil.
Det var første del. Græd ikke, der er hele 5 minutter og 56 sekunders guldkorn fra Jesper tilbage. Lad os fluks springe til næste del af interviewet, hvor spørgsmålene er endnu mere objektive og Jesper Böttzauw lyder endnu mere fornuftig. Her kommer 2060 UNCUT:


Hvorfor siger mænd ikke fra over for feminismen? (0:04)
Jamen altså, der er jo det her offerkort som man kan trække op af hatten. Offerkortet er jo noget som kvinderne er rigtig dygtige til at bruge ikke?
Det er også derfor folk der er har haft indbrud aldrig bliver taget seriøst—de spiller trods alt bare offerkortet.
"Jeg går også hjemme og har alt det kedelige, du har alt det morsomme udenfor", ikke, men jeg kunne godt forestile mig at den her debat har kørt over de sidste 80.000 år, hvor kvinden har siddet og kedet sig hjemme i hytten mens manden havde al fornøjelsen ude på savannen [...]
Vent, forklarede Jesper Böttzauw lige feminismen på ét afsnit? Halleluja! I virkeligheden bunder feminisme bare i misundelse over at det er mænd der laver alt det sjove!
hvis man skal gå ind i den her debat som mand, så skal man gå ind i næsten hele den kvindepolitiske historie, og det er der mange mænd, det gider de simpelthen ikke [...] 
Nej, Gud forbyde at man rent faktisk sætter sig ind i det, man skal diskutere.

Men det forklarer selvfølgelig mange ting, for eksempel de mænd der efter at have læst en længere feministisk analyse taster en kommentar: "Jojo, men hvad med VÆRNEPLIGTEN???" og læner sig tilfreds tilbage, velvidende at de lige har tilbagevist feminismen.

Og pludselig giver interviewet her meget mere mening. Trods alt: hvilken mand gider sætte sig ind i kvindepolitisk historie?
mænd er resultatorienterede [...] jægeren bruger jo ikke enormt lang tid på at diskutere dådyrets måde at agere på i naturen, man tager en beslutning og nedlægger byttet. Men når man sidder hjemme i hytten og skal tilberede maden, så er det jo meget fornuftigt at man spiller ud med hinanden, og hvis krydrer med det ene og gør og så videre og så videre [...] det er to adskilte verdener [...] alt det der brokkeri, for at få fred for det, så giver vi en luns kød derovre, så bliver der lukket.
Hm. Måske er mænd svin?
Repræsenterer feministerne alle kvinder? (1:36)
Der må jeg svare blankt nej [...] vi har en hjerne der er 80.000 år gammel, og det er det, der har sikret vores eksistens og overlevelse. Havde man en feministisk tankegang i stenalderen, så var det hele brudt sammen, og så var vi her ikke i dag!
[Citation needed]
Sådan er det. [...] I dag hvor man har maskiner, man har kommunikationsudstyr, man har alt muligt andet, der kan vi hver især tøffe rundt i vores egen lille verden [...] og dem der så har meget stor trang til at ét køn skal have magt på baggrund af det andet, de kan så spille med nogle bestemte kort.
Bliver feministerne nogensinde tilfredse? (2:28)
Det gør de ikke før de har den totale magt. Og det er så dét jeg forudser, der vil ske her, hvis ikke vi bremser op, og det bliver altså ikke en kvindetype som særlig mange mænd vil synes særlig godt om,
Hvilket trods alt er det vigtigste.
eller flertallet af kvinder vil synes særlig godt om, det bliver en benhård type som er nådesløs i sin dom over hvordan ting skal være, og dét system, det er jo frygteligt, simpelthen, for det betyder at alting går nedenom og hjem. Alt hvad der er bygget op over de 80.000 år forsvinder. Tilbage er initiativløshed, stagnation og at samfundet bryder sammen.
Igen: [Citation needed]
Hvorfor er feminismen mest aggressiv, der hvor den har mest indflydelse? (3:05)
Hvis man taler om at feministerne bliver mere og mere aggressive, bliver mere og mere blodtørstige jo mere magt de får, jamen så ligger forklaringen i en meget meget enkel ting: Der er ingen stopklods.
Og det var der heller ikke for Adolf Hitler, det var der heller ikke for Josef Stalin, og så kører toget derudaf med nogle frygtelige resultater til ende, ikke?
Virkelig, Jesper Böttzauw? Hitler og Stalin?
[...] Nogen må sige, hvad er det egentlig der skal være så meget fokus på med kvindens rettigheder i forhold til mandens rettigheder, og hvis det virkelig er man vil have at det skal være ens [...] og det er det jo i Sverige. Der er mange jo gået væk fra at sige "han" og "hun" og så bliver det i stedet for til "hen", altså en slags intetkøn, og det kan da godt være, det er dét, der er ønsket, en sammensmeltning, en absorbering, en slags hermafrodit,
Hvilket vi alle ved er de svenske feministers sande dagsorden.
men jeg bliver nødt til at sige, at så er vi altså ude i en evolutionstankegang hvor Darwin ville rotere i graven hvis han blev opmærksom på det her, for så bryder det jo sammen, hvor fører det hen?
Der er ingen der stopper de her feminister, derfor kører det derudaf, ingen stoppede Stalin, ingen stoppede Hitler, så kører det.
Åh Jesper ♥
Bliver mænd ikke bare prygelknabe for feministernes frustrationer når mænd og kvinder til stadighed vælger forskelligt? (4:19)
Der er ingen tvivl om at man kan gennemtvinge noget som er politisk korrekt. Det har man gjort i masser af totalitære sammenhænge [...] kommunisterne var rigtig gode til at sige det, at det er menneskets fejl altid, systemet kan ikke fejle. Og det kan man altid køre en ideologi op på, og det er jo det som feministerne meget gerne vil. Sagen er bare den at på et eller andet tidspunkt, så længe man har ytringsfrihed, så længe man har demokratiet, så er det muligt at sige, jamen, det her holder ikke. 
Og jeg kan henvise til en undersøgelse som Fag Og Arbejde—FOA—gennemførte for et års tid siden [...] hvor forskere fra både Norge og Danmark spurgte 3.000 børn hvordan de havde det i børnehaverne. Pigerne havde det rigtig godt. Drengene havde det forfærdeligt dårligt. De måtte ikke lære kamplege, de måtte ikke lære krigslege, de skulle i det hele taget opføre sig sådan mere stilfærdigt, de måtte ikke være råbende, men det er jo alle de ting der kendetegner genetikken og biologien hos de børn, og de var meget kede af at de ikke måtte være sådan.
Se, det er nu det havde været rigtig smart hvis Jesper havde læst op på kvindepolitisk historie. Så havde han måske set ironien i at han siger, det er GENETIKKEN og BIOLOGIEN der gør, at drenge har brug for at tonse og lege (hvilket jeg vil vove at påstå alle børn har brug for).

Jesper, jeg vil gerne introducere dig for en anden af mine venner: Danmark i 1800-tallet. Der mente man at kvinder ikke alene ikke var egnede til undervisning, de havde ganske enkelt ikke godt af at sidde stille. Når kvinder tænkte for meget kom der ikke nok blod til livmoderen, forstås, og den kunne falde ned og alt muligt andet skidt. Næ, mændene kunne finde ud af at sidde stille og lære noget.
Så du kan altså godt gennemtvinge sociologisk nogle ting, men i den virkelige verden, så protesterer de her væsener, som altså er imellem 3 og 6 år gamle, helt ærligt, var det ikke dem man skulle lytte til, frem for at have nogle ideologiske briller på.
Tak til Jesper Böttzauw
 

1 kommentar: