De satans børn!

Nej, ikke den slags.

Det er ingen hemmelighed, at feminister hader tal. De er svære at manipulere, så de passer ind i vores patriarkats-løgn. Det er meget nemmere, hvis man bare kan mumle et eller andet om "usynlige strukturer" og ellers bare råbe op om at alle mænd er svin og sådan lidt.

Og disse tal er endnu værre end alle mulige andre tal! Som vi lærte sidste gang, betaler mænd 1,6 millioner kroner mere til staten end de modtager, mens kvinder modtager 0,6 millioner mere end de betaler. Og mænd får ikke nok (sex?) for pengene!

Tallene blev offentliggjort af Mandag Morgen, som fortalte os:

Næsten 40 år efter kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er der fortsat overraskende stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd økonomisk bidrager med til velfærdsstaten. 

[...] Forskellen begynder allerede som 13-årige og varer resten af livet. Den største forskel mellem mænd og kvinder er i den erhvervsaktive alder. Når kvinder bidrager mest til velfærdssamfundet – som 43-årige – er deres nettobidrag på 73.000 kr. Til sammenligning topper mænd som 44-årige på næsten det dobbelte nettobidrag, nemlig 144.000 kr.

Finansminister Bjarne Corydon (S) siger om tallene:

”Det er interessante tal og giver naturligvis anledning til at tage en debat om, hvad der er årsag til denne udvikling, frem for bare en banal konklusion om, at mænd bidrager til velfærdsstaten, og det gør kvinder ikke. Og her tager jeg landets kvinder i forsvar."

Det lyder da også som en helt fornuftig tilgang til tallene. Så MANFO er naturligvis uenig. Som tænketanken skriver i kommentarsporet:

Selvfølgelig forsøger en masse "eksperter" og politikere at bortforklare de "chokerenden tal".

I virkeligheden udtrykker tallene bare det grundvilkår, at mænd producerer mere end kvinder, der så til gengæld spiller en vigtigere rolle i reproduktion. Tidligere forsørgede mænd deres familier direkte. I dag foregår der en massiv overførsel af midler fra mænd til kvinder hen over velfærdsstaten.

Nåja, nuancer er også så kedelige.

Når nu MANFO (og så mange andre) ikke har gidet, skal vi så ikke kigge på den analyse, tallene rent faktisk kommer fra? Jo, det skal vi da! Hvis du har tid, så læs hele analysen. Jeg fremhæver kun lige de vigtigste ting her.

Disclaimer: Jeg er ikke økonom, så der er garanteret ting, jeg har overset. Du er meget velkommen til at dele dine tanker og observationer her i kommentarerne eller på Facebook ♥

First things first: Mens selve tallene er ganske sikre, er der stadig dele af regnestykket, der kan undre. For eksempel er offentlige udgifter, der ikke kan fordeles individuelt, fordelt ligeligt på kønnene. Det giver mening med ting som kongehuset, men det vil nok være svært at argumentere for, at mænd og kvinder har lige stor andel i eksempelvis forsvarets eller politiets udgifter. Det nævner Nina Smith også:

Man kan naturligvis altid diskutere, om mænd eksempelvis burde bidrage mere til politiet end kvinder, som har en meget lavere kriminalitet. Men man kunne omvendt argumentere for, at kvinder har mere glæde ved den tryghed, som retssamfundet og politiet giver dem.

Jeg tror/håber, at Nina Smith nævner den gendrivelse for at være fair, og ikke fordi hun rent faktisk er enig, for er det bare mig, eller lyder det temmelig problematisk? Udgifterne ville være en del lavere—og de svage, svage kvinder ville ikke have brug for så megen beskyttelse—hvis der ikke var så pokkers mange mænd, der rendte rundt og var kriminelle. Følger man den tankegang til dørs, er kvinders skattebidrag til politi og fængselsvæsen jo en slags beskyttelsespenge, som kvinder betaler for ikke konstant at blive overfaldet af de brutale mænd. Det er da helt vildt fornærmende over for både mænd og kvinder.

Nå. Hvad end vi kan lide det eller ej, så er det altså delt sådan op i analysen. Nu er vi i det mindste opmærksomme på det.

Piopio.dk har allerede givet os et overblik over, hvorfor kvinder koster kassen, så der er ingen grund til, at jeg gentager det hele. I stedet kan jeg fokusere på en af de største pengeslugere: Kvinderne udnytter ganske enkelt ikke deres uddannelser godt nok. Det er jo meget fint, at vi har gratis uddannelse i Danmark—og endda betaler folk for at gå i skole!—men hvis man ikke bruger den til noget, når man er færdig, kan det ligesom være ligemeget. Hvis du har beskæftiget dig med kønspolitik i mere end fem minutter før nu, så er det her nok ret meget feminism 101, men vi tager den alligevel.

I sin analyse skriver Nina Smith:

Lige fra 1. klasse og til kandidatgraden på universitetsuddannelser er kvinderne i front. Pigerne klarer sig godt i folkeskolen og gymnasiet, mens langt flere drenge har adfærdsmæssige problemer i skolen. Pigerne gennemfører i højere grad end drengene en ungdomsuddannelse, og langt flere piger end drenge får en kompetencegivende videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse. I følge OECD (2011) er 60 pct. af de danske kandidater, der i dag forlader universitetet, kvinder!

Den kønsfordeling burde vi vel også se på arbejdsmarkedet, men som vi alle ved, er det ikke tilfældet. Og vi ved også hvorfor: Det er de satans børn!

Kvinderne går på barselsorlov. Det gør mændene også, men de fleste kun i 2 uger omkring fødslen! Og så begynder kurverne [...] at divergere. Efter endt barselsorlov vender langt de fleste kvinder tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid. Men her begynder mænds og kvinders karriere at gå hver sin vej. Kvinderne arbejder færre timer end mændene. En del af de højtuddannede mødre i den private sektor søger over i det offentlige, for det er lettere at forene arbejdsliv og familieliv i den offentlige sektor, hvor fagforeninger i årtier har prioriteret de mere bløde værdier ved overenskomstforhandlingerne frem for lønstigninger. Højtuddannede fædre bliver i den private sektor, eller de skifter måske ligefrem over til den private sektor, if. Nielsen m.fl. (2004).

Mænd har med andre ord lettere ved at komme til tops i den private sektor, hvor lønningerne og dermed beløbet, der betales tilbage til staten, er højere.

Selv husarbejdet gør det mere besværligt for kvinder at få en høj stilling. Det kan godt være, at Rockwool-fonden fortæller os, at mænd laver næsten lige så meget i hjemmet, som kvinder gør, men der er i mange tilfælde en kvalitativ forskel på hvilket arbejde, der udføres.

Kvinderne udfører i langt højere grad end mænd det tidsufleksible husarbejde, mens mændenes aktiviteter på hjemmefronten lettere kan passes ind i karrieren, når der er behov for det.

Det er nemlig en anelse svært at få indkøb, henten og bringen af børn (som det primært er kvinder, der står for) og madlavning til at passe ind i sin hverdag, hvis man ikke har et forholdvis fleksibelt job. Havearbejde, bilvask, reparationer i huset og lidt mere tidskrævende madlavning—min far står faktisk og laver coq au vin mens jeg skriver dette—er bestemt ikke at kimse ad, men det er lidt mere kompatibelt med direktørjobs og bestyrelsesposter. Satans børn.

At det er kvinder, der har de lavest lønnede jobs, fører også til problemer, når det gælder forældreorlov:

Traditionelt har fædre i den private sektor ikke haft så gode barselsordninger, som i den offentlige sektor, så derfor er det lettest og billigst at lade Mor tage det meste af forældreorloven. Resultatet er, at mange danske familier ender med at have en ganske traditionel kønsarbejdsdeling, både i forhold til arbejdsmarked og hjemmefront.

[...] I langt de fleste familier er det økonomisk mest attraktivt, hvis moderen tager forældreorloven, fordi hun typisk tjener mindst eller er ansat i den offentlige sektor, hvor den økonomiske kompensation i en del af perioden er højst. Nielsen (2012) viser, at økonomiske incitamenter har stor betydning for, hvem af forældrene der tager barslen. Det er da også for langt hovedparten af tiden moderen, der tager forældreorloven [...] Fars andel er forsvindende lille. Siden 1990 er fars andel af tiden på barsel vokset fra ca. 4 pct. til ca. 7 pct.

Læg mærke til den følgende bid:

I en kort periode, fra 1998 til 2001, var der derudover reserveret 2 ugers barsel til faderen, men dette blev afskaffet bl.a. med den begrundelse at politikerne ikke skulle blande sig i familiernes fordeling af forældreorloven.

That's right: Ikke engang to ekstra uger kunne vi få øremærket til mænd. At det overhovedet lykkedes os at få de nuværende 14 dage på plads, overrasker mig til stadighed.

Når barselsordninger er universelle og primært benyttes af det ene køn, er det rationelt for arbejdsgiverne at forvente, at unge veluddannede kvinder, der endnu ikke har fået børn, vil få et par børn og være væk fra jobbet på barsel i et par år, mens de tilsvarende mandlige kolleger statistisk set kun tager få uger i forbindelse med børnefødslerne. Når de enkelte kvinder så rent faktisk får børn og går på barselsorlov, er det blot en opfyldelse af den kollektive forventning, der ligger til alle kvinder, og derfor er “child penalty” begrænset, selvom den eksisterer i nogle af analyserne. For mændenes vedkommende er der ikke en kollektiv forventning om, at de går på længere barsel. For de få mænd, der rent faktisk gør det, er der derfor en klar individuel “karrierestraf”. 

Mor ender altså med familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun har familietjansen, fordi hun tjener mindst, fordi hun... Nå. Videre. Ikke alene fører den ulige fordeling af forældreorlov til, at kvinder tjener mindre end mænd (og vice versa), den trækker også kvindernes konto yderligere i minus!

Samtidig modtager kvinderne i denne periode mere fra de offentlige budgetter. De har langt mere barsel end mændene, og flere syge- og omsorgsdage, fordi det mest er kvinderne der tager barns første sygedag. Mændene ender med - trods deres lavere uddannelsesniveau – alligevel at tjene betydeligt mere end kvinderne, fordi de arbejder flere timer, har højere stillinger, og det er mændene, der bliver topchefer, professorer og befolker bestyrelseslokalerne!

In other words: Det kan da godt være, at udgifterne til forsvaret og politiet skal deles fifty-fifty, men forældreorloven? Den har kvinderne værsgo' at tage på deres regning.

Og det fører os tilbage til det med uddannelserne. For når samfundet investerer så mange penge i kvinder, og de penge aldrig bliver betalt tilbage, så er det ikke så mærkeligt, at det er en underskudsforretning ikke at være udstyret med en diller.

Så det er altså rigtigt, at man som kvinde ikke tjener lige så mange penge til samfundet, som en mand gør, og at man modtager flere penge fra samfundet, end en mand gør. Vi kan så også se 1) at der er helt konkrete grunde til den store forskel og 2) at forskellen, modsat hvad mange ser ud til at tro, på ingen måde er en selvfølge. Generelt kan vi måske sige, at det at få et barn er gavnligt for mænd, men (økonomisk) temmelig nederen for kvinder. Satans børn.

Om et øjeblik skal vi kigge på, hvordan vi løser problemet.

Men først, kan vi så ikke lige bruge to sekunder på at tænke over det problematiske i at gøre folk op i, hvor meget BNP, de genererer? Én ting er selvfølgelig blot at tale om økonomien (for eksempel har flere pointeret, at mænds bidrag og kvinders onde grådighed lagt sammen giver landet et underskud på 0,5 mio. per indbygger), men der er ikke langt fra "kvinder koster samfundet mere end de betaler til det" til "og derfor skal kvinderne have mindre fra samfundet/have mere sex med mænd/whatever." Man havner let i en slags over-/undermenneske-retorik, hvor man reducerer folk til at tilhøre én af to grupper: samfundsydere og samfundsnassere. Og gennemsnitligt havner kvinder (eller indvandrere, eller børn, eller ældre mennesker...) altså i nassergruppen.

Hvilket bringer os videre til løsningsforslagene!

Den indlysende løsning er jo helt at stoppe med at få børn. Jorden er overbefolket anyway, så det er måske meget fint. Det er desværre nok også den løsning, der ville være sværest at implementere—folk har en tendens til at få børn, selv når Vor Elskede Moder Stat forbyder det. Man kunne måske tvangssterilisere folk, men det er så skidebesværligt. De spræller og alt muligt.

Alternativt kunne man overveje at aflaste kvinder lidt fra yngelpleje-byrden. Det kunne for eksempel gøres ved at lade mænd tage mere forældreorlov, eksempelvis gennem øremærket barsel. Jeg ved det, jeg ved det, man piller ved Det Frie Valg og Familiens Ukrænkelighed, og det er Tvang Af Mænd, men det meste tyder altså på, at det ville virke. Vi kan i det mindste have løsningen i baghovedet som en slags Plan B.

For Nina Smith har nemlig givet os det, i mine øjne, bedste løsningsforslag:

Der er økonomiske teorier, som kan forklare, at det kan være efficient med en traditionel kønsarbejdsdeling også i et moderne samfund, der bygger på ligestilling og lige uddannelsesmuligheder mellem kønnene. Hvis kvinderne har højere produktivitet i hjemmeproduktionen, specielt i forhold til børnefødsler og efterfølgende amning, mens de er ligeså kvalificerede som mænd i forhold til markedsøkonomien, vil det ifølge de klassiske teorier om absolutte og komparative fordele være efficient, at kvinderne varetager hovedparten af hjemmeproduktionen.

[...]  Man kunne lidt provokerende fremføre, at hvis det var en hensigtsmæssig allokering, ville man formentlig kunne forbedre efficiensen yderligere, hvis kvinder i højere grad brugte tiden på at oplæres i hjemmeproduktionen og i mindre grad brugte store uddannelsesmæssige ressourcer til universiteterne.

Nina Smith er formentlig ikke seriøs, men det er da helt klart den vej, vi bør gå, hvilket bl.a. tænketanken MANFO da også ser ud til at være enig i. Når kvinder alligevel ikke kan finde ud af at tjene deres egne penge, kan vi lige så godt lade dem ordne det, de kan finde ud af (jeg mener passe børn, gøre rent, bolle og lave mad, hvis du skulle være i tvivl)! På den måde kan vi også eliminere staten som mellemmand—under alle omstændigheder er det jo manden, der ender med at betale for sin kone, og så kan han også få lidt ekstra for pengene (jeg mener fisse). Så bevarer vi også Familiens Ukrænkelighed ♥

Det vigtigste for et samfund er trods alt, at det er effektivt. Så er det ikke så vigtigt, om vi har vores sjæl i behold eller ej.

Velfærdsstaten røvrender mænd! (except not really)

Update: Dagnabbit! Bloggen Alfivas var åbenbart lige en uge hurtigere ude end jeg var med et indlæg om den her. Nu ligner jeg den største plagiarist. Oh well, det er ikke fordi det kan siges for ofte ♥

Endnu en slave for femi-staten.

En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng betaler i løbet af sit liv 0,6 millioner til staten. En nyfødt pige modtager i løbet af sit liv 1,6 millioner fra staten. En nyfødt dreng... Vi må hellere stoppe her, ellers kan vi blive ved ganske længe.

Det her er noget i retning af MANFOs uofficielle mantra. Det har det været længe. Tidligere har det godt nok været henholdsvis 0,8 og 2,4 millioner kroner, men man må jo følge med tiden. Det er stadig noget af en forskel.

Hvordan det kan være, at tallene ser sådan ud, og om det overhovedet giver mening at stille det sådan op, skal vi nok få kigget på. Men lad os først lige høre, hvad MANFOs Lennart Kiil får ud af de magiske tal:

Velfærdsstaten har betydelig større opbakning blandt kvinder end blandt mænd. Men har mænd grund til at være skeptiske i forhold til den måde, vores samfund er indrettet på? Lad os starte med at se lidt på, hvem der betaler gildet. Over et helt livsforløb ser gennemsnitstallene for de to køn nogenlunde sådan ud:

De fine tabeller er skamløst stjålet fra MANFO ♥

For kvinder er velfærdsstaten altså en overskudsforretning, mens den for mænd er en underskudsforretning. Velfærdsstaten tager penge fra mænd og giver dem til kvinder. Den kendsgerning er ikke til at komme udenom.

[...] Når mænd nu betaler så meget, kan de vel forvente at få en service fra staten, der i hvert fald matcher den, kvinder får. Er det ikke et rimeligt udgangspunkt?

Jo da! Kom nu, Onkel Lennart! Fortæl os eventyret om Den Uretfærdige Stat!

For det første kan vi konstatere, at mændenes større bidrag ikke frikøber dem fra statens krav på deres liv og levned i forhold til nationens forsvar.

Okay, teknisk set er det rigtigt nok (fordi værnepligten stammer fra dengang, kvinder ikke blev anset for værende i stand til andet end at lave mad og spytte børn ud). Men hvad sker der, hvis vi kigger på nogle lidt mere præcise tal? Her er en tabel fra forsvaret.dk, der viser antallet af nye rekrutter i Forsvaret:

Klik for at forstørre

Så for satan! Hele fire tusind mænd, der tvinges til at beskytte Moder Stat? Og det er bare fra sidste år!

Menøeh, hvor mange af dem tvinges faktisk?

Okay, så de fleste af dem vil faktisk gerne. Lad os lige finde papir og blyant frem og regne lidt på det...

Kan det passe? Var der virkelig kun 169 mænd, der ikke var frivillige? Og hvor mange kvinder var det nu, der var... Vi må regne lidt mere.

Jøsses! Der er mere end fem gange så mange frivillige kvinder, som der er tvungne mænd! Det får unægteligt alt det med værnepligten til at virke som lidt af et non-issue, ikke? Især når man husker, at man efter de fire måneders værnepligt ikke er forpligtet til noget. Altså, medmindre Danmark bliver invaderet. Måske går svensken over isen igen? Så kommer de 169 på arbejde.

Altså er det nok ikke så meget værnepligt, som det er pligt til at møde op til Forsvarets Dag—det, man tidligere kaldte session.

Hvad ellers?

Nå, men når nu mænd betaler og står til rådighed i et så udpræget omfang, så må man da i hvert fald forvente, at staten tager mænds sundhed lige så alvorligt som den tager kvinder sundhed. Forkert!

På livmoderhalskræft ligger vi på niveau med andre vestlige lande, på brystkræft ligger vi lidt under andre vestlige lande, på prostatakræft ligger vi langt under niveau. Det viser noget om, hvordan man prioriterer i sundhedssystemet.

Vent, er prostatakræft den mandlige udgave af brystkræft? Jeg troede den mandlige udgave af brystkræft var, well, brystkræft. Så er det vel ikke en helt fair sammenligning.

Okay. Sammenligningen holder i den forstand, at prostata- og brystkræft er den mest hyppigt forekommende kræfttype for henholdsvis mænd og kvinder. Vi ligger åbenbart langt under niveau, når det gælder behandling af prostatakræft. Det fortæller MANFO os i indlægget "Velfærdsstaten skider på mænd". Eksemplet, der linkes til, kan være lidt tricky at få fat på, så jeg har tilladt mig at uploade det hos mig selv:

Klik for at forstørre.

Kun 38,4% af mænd overlever prostatakræft efter fem år! Det er jo helt sindssygt!!!

Vent, hvad er det her?

Hmm...

Det er jo næsten dobbelt så mange overlevende mænd, som MANFO siger, det er! Overlevelsesraten for brystkræft er ganske vist højere hos kvinder end for prostata-ditto hos mænd, men til gengæld er der en højere relativ overlevelsesrate efter 5 år hos mænd, når det gælder brystkræft.

Der er masser af andre eksempler. Blandt andet er der stort set ingen offentlig støtte til krisecentre for mænd, men en del støtte til krisecentre for kvinder. På trods af den kendsgerning at flere mænd end kvinder begår selvmord.

Mens det ganske vist er rigtigt, at der ikke er ret mange krisecentre for mænd, og at det ikke er retfærdigt, at kommuner ikke er forpligtede til at oprette dem, kan vi så ikke lige huske på, at der i sin tid blev oprettet en del krisecentre for kvinder, fordi kvinder oprettede dem? Det betyder naturligvis ikke, at mandecentre ikke skal have støtte, men det er rart at have i baghovedet. I øvrigt er en af årsagerne til det smalle antal krisecentre for mænd nok, at vi som samfund stadig har det svært med ideen om, at mænd har følelser og kan være ofre. You know, den selvsamme tankegang, som feminismen prøver at gøre op med.

Den køber MANFO tilsyneladende ikke:

Oven i alt dette skal mænd så høre på, at de er nogle grumme typer.

Det er blandt andet Kvinfo, der er med til det, når de sætter fokus på mænds vold mod kvinder - ikke noget med nogle mænds vold. Nej, mænd i almindelighed fremstilles som nogle, der øver vold mod kvinder.

MANFO tænker nok på dengang, KVINFO omtalte en konference, der handlede om "mænd og sund maskulinitet uden vold". Den har vi allerede talt om. Den korte version: MANFO tager fejl. KVINFO har aldrig fremstillet mænd som generelt voldelige.

Ikke nok med, at KVINFO fortæller os, at mænd generelt er voldelige...

 For at føje spot til skade, er det mændene, der betaler til deres egen forhåning:

Her har Lennart Kiil rent faktisk ret. Ikke alene er KVINFO og MANFO direkte sammenlignelige—KVINFO (som aldrig nogensinde har gjort noget for mænd) driver et gigantisk bibliotek, et webmagasin og et mentornetværk, foretager forskning og har blandt andet digitaliseret de sidste 1.000 års kvindelitteratur, mens MANFO skriver vrede indlæg på internettet—MANFO producerer faktisk indhold på et niveau, der er langt, langt, langt over KVINFOs! Den eneste grund til, at tænketanken MANFO ikke er på statsstøtten, er faktisk, at den ikke ønsker at være det. Jeg formoder, at tænketanken dagligt modtager tryglende emails fra diverse ministerier.

Hvis vi skal opsummere lidt:

Hvis vi lige gemmer det med, hvor meget man modtager og betaler til Mama Stat til næste indlæg, så kan vi faktisk lave et meget mere præcist skema end det her:

Mænd	Kvinder
Har sessionspligt	Har ikke sessionspligt (men dukker op alligevel)
Mænds sygdomme har normal prioritet	Kvinders sygdomme har normal prioritet
KVINFO modtager omkring 30 mio. om året	KVINFO modtager omkring 30 mio. om året

Det ser jo straks en del mere fornuftigt ud. Man får lidt fornemmelsen af, at MANFO ikke så meget er vrede over, at mænd ikke får lige så meget ud af at betale til staten, som kvinder gør af at modtage penge fra den (for 1. det gør de og 2. det er kind of pointen med at betale skat, er det ikke), men at mænd ikke får mere fra staten end kvinder gør, når nu de betaler så meget. Hvad det eventuelt kunne være, kan vi kun gisne om (jeg mener sex).

Løsningen er jo ellers meget ligetil, når det gælder værnepligten, der, som vi lige har læst, egentlig er et ganske legitimt diskussionsemne, hvor lille et fåtal af os det så end måtte vedrøre: Vi kan bare skille os helt af med den. Det er langt de fleste vist friske på, inklusiv feministerne.

Lennart Kiil selv er ganske vist helt okay med at bevare værnepligten, hvilket kan læses i kommentarerne på MANFOs artikel—eller bare her:

Som jeg læser det (og jeg tager hjertensgerne imod andre bud!), er der to fortolkningsmuligheder her:

1. Kiil er, uanset hvad han ellers har givet udtryk for, ikke imod statstvungen værnepligt, bare det gælder for begge køn.
2. Kiil er okay med, at det kun er mænd, der har værnepligt, for så har han altid et trumfkort klar, til når kvinderne begynder at tale om deres problemer.

Jeg er tilbøjelig til at gætte på nr. 2. Det ville trods alt ikke være første gang, værnepligten blev brugt i den sammenhæng.

Helt generelt kan man måske godt tale om, at når der hos MANFO, 180grader og mange andre fokuseres på mænd, så er det sjældent for at finde faktiske løsninger på problemerne, men som et "hold nu kæft, kællinger!". Denne gang er vist ingen undtagelse, og det får unægteligt én til at tænke på, om det som mand overhovedet er i ens interesse at have dem på "sin side".

Nå. Det er en helt anden snak.

Næste gang skal vi kigge på de der 0,6 og 1,6 millioner kroner og finde ud af, om tallene overhovedet holder vand. Hint: det gør de sandsynligvis ikke.

Until next time: Jeg er jeres vært, Nikolaj Munk, og det her er The Mandfjols Show!

Her Body, My Choice, episode 2: Lesbiske parasitter og griske bitches

Satans kællinger. De er da ligeglade med børnene, de vil bare leve fedt
på de mange millioner, staten betaler dem for at kneppe rundt.

Billedet har Jesper i øvrigt skaffet fra det altid misogyne avoiceformen.com ♥

Vi skal se på resten af Jesper Kristensens indlæg om, hvor rædselsfuldt det er, at kvinder slet ikke tager nok ansvar i forhold til, at det kun er dem, der kan få aborter.

For en gangs skyld lægger vi ud med noget fra MANFO, der ikke er løgn (bare rolig, det varer ikke længe):

Tager man på fertilitetsklinik er sagen lidt mere kompliceret, især hvis man medbringer sin egen sæd:

“Heteroseksuelt par: da det kommende barn i dette tilfælde har en far (manden skal påtage sig faderskabet for barnet) har donor ingen forpligtelser over for det kommende barn. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.”

“Lesbisk par eller singlekvinde: donor skal påtage sig faderskabet til barnet. Det betyder at han skal betale børnepenge og at barnet bliver arveberettiget efter ham. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.” (min fremhævelse)

Går man uden om fertilitetsklinikken som agent, vil man befinde sig i samme situation som det lesbiske scenarie.

Jesper Kristensen har ret: Ved brug af en dedikeret donor skal der ifølge nuværende lovgivning være en far. Om vedkommende rent faktisk er faderen er underordnet, bare han er en mand. Åbenbart har lesbiske ikke lov at være et forældrepar alene—der skal lige en mand med ind over. Er det uretfærdigt, også over for mænd? Ja, helt vildt. Men der er vist ikke nogen, der reelt hopper på, at det skulle være udtryk for favorisering af kvinder.

Mange kender givetvis også scenariet, hvor en venlig mand donerer en kop sæd til et lesbisk par, og så klarer de selve befrugtningen selv. Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde eksempler på, at danske lesbiske på egen hånd har fået et barn på denne måde og samtidig er løbet ind i de problemer vi kender ude fra verden. I Sverige er en mand f.eks. blevet dømt til at betale børnepenge til de lesbiske parasitter.

???

Mangen en mand har sikkert gjort sit håndarbejde i den gode sags tjeneste i tillid til, at de lesbiske kvinder kender begreber som grænser, ansvar, moral og retfærdighed.

Men som alle ved, bør man ikke stole på de lesbiske.

Det har ofte vist sig, at det ikke var nogen Lady de fik placeret på piedestalen, men en rovgrisk kvinde, der alene anser manden for at være en pengemaskine. Det - og så uvidenhed om de partiske love.

Så mine herrer, pas på de lesbiske rovflåter. De suger ikke blod, men sæd! ...Og penge. Hele 600 kr. om måneden.

Ret skal dog være ret: Jesper Kristensen er ikke homofob. Det er sandsynligvis kun lesbiske, han ikke kan li'.

Hvordan foreslår Jesper så, at vi løser det mere eller mindre ikke-eksisterende problem?

Mit forslag er først og fremmest en nødvendig tilføjelse til mottoet “My Mind, My Body, My Choice”. Nemlig ved at tilføje et “Mit Ansvar”. Den del er i dag fraværende, og kvinder kan opføre sig så manipulerende, løgnagtigt og ansvarsløse som de vil. Porten til misbrug er åbnet på vid gab, og de mest foragtelige kvinder står i kø for at udnytte situationen.

Hvad siger du? Nej, på MANFO ææææælsker de kvinder!

Jeg tror måske i øvrigt, at Jesper mente "Helvede" i stedet for "misbrug", men det er nok bare mig.

Kvinder kan ikke fortsætte med at have den nuværende løsning. Specielt ikke i disse ligestillingstider. Kvinderne må acceptere en af disse to løsninger i en eller anden form:

Tag en dyb indånding, folkens...

1. En løsning er at kvinden accepterer, at manden får ligeværdig indflydelse på sin egen reproduktion og kan kræve abort - eller måske også forbyde kvinden at få abort. Det ville være en vetoret næsten magen til den kvinden har i dag, da han naturligvis bør have ligeså meget indflydelse på sin reproduktion som kvinden har på sin egen. Denne løsning vil højst sandsynligt være uspiselig til trods for at ingen kvinder - endsige deres selvbestaltede fortalere: feministerne - i dag brokker sig over deres egen vetoret. Det er tillige upraktisk, da et demokrati med to personer kan ende i en uløselig situation. Der findes også en meget stærk holdning i feministiske kredse, som kræver at “regeringen holder sig ude af min livmoder”. Abort er da også en procedure, der ikke er helt triviel - og samtidig uden biologisk parallel hos mænd. Der er vi klart ulige indrettet. Vi mennesker har også typisk - abortmodstandere og omvendt - en partiskhed til fordel for livet. 

AAAAAAAAAAAARGH

Jeg tror lige, vi er nødt til at tage den igen: Ifølge Jesper Kristensen er ligeværdig indflydelse for manden = at kunne kræve eller forbyde at kvinden får en abort. Derudover undrer han sig over, at ingen kvinder brokker sig over, at de kan få en abort.

Ved manden overhovedet, hvad han skriver, eller klasker han bare lemmet lidt rundt på tastaturet i håb om, at der kommer en artikel ud af det?

Nå. I det mindste indrømmer han, at det ville være en "upraktisk" løsning. Er det fordi det er en helt sindssyg idé at give nogen bestemmelsesret over et andet menneskes krop? Eller fordi det i virkeligheden ikke handler om "indflydelse på sin egen reproduktion", men om selv at bestemme, om ens krop skal være en inkubator i ni måneder?

Niks! Det er fordi 1) "et demokrati med to personer kan ende i en uløselig situation" (no shit, Sherlock!) og 2) feministerne siger, vi ikke må :'(

Heldigvis har Jesper en alternativ løsning:

2. Den mere rimelige og praktiske løsning er, at kvinderne må hanke op og komme ind i det 21. århundrede og lære at tage det fulde ansvar for deres egne ensidige handlinger.

Nårh, du mener al den ensidige sex, som det kun er kvinden, der har haft?

Det er en ensidig handling, når en kvinde uden at rådføre sig med faderen gennemfører en graviditet. Det gælder uanset om det var en “ups”, sprængt kondom eller om kvinden har bedraget ham for at blive gravid. Mænd ville til nød kunne acceptere, at kvinden ensidigt traf valget om at gennemføre graviditeten, hvis hun også bar det ensidige ansvar bagefter. Det er ubestrideligt, at en kvinde, der “går selv”, har meldt sig ud af fællesskabet med manden og derfor ikke kan kræve noget af ham!

Tror lige vi er nødt til at gentage det: Den store uretfærdighed, som ingen mand bør lide, er at betale 1200 kr (600 efter skat) til sit eget fucking barn.

Altså er løsningen her, at kvinden - uanset hvordan hun har fået fat i arveanlæggene fra manden - kan vælge at bære barnet frem til fødsel, men at hun så også frasiger sig retten til mandens penge! Hvis hun vil selv, så må hun også selv bære byrden. Fratag dertil tåbelige, offentlige tilskud, der alene ansporer til uansvarlighed.

Ja! Fjern tilskuddene! Det er jo ikke, fordi enlige mødre bruger de der penge til noget.

Skal der være rimelighed i tingene er det nødvendigt at pligter, rettigheder og ansvar følges ad.

Ved du hvad, jeg tror bare, jeg gentager mig selv fra forrige indlæg: Som kvinde kan man simpelthen ikke frasige sig forældreansvaret. Uanset om man får en abort, beholder barnet eller vælger at bortadoptere det, så har man taget et ansvar i forhold til sin graviditet. Mænd har til gengæld mulighed for at frasige sig pretty much ethvert andet ansvar end det økonomiske, som 1) er der af en grund og 2) kvinden altså også har.

Det nytter ikke at fortsætte som vi gør nu, hvor manden efter udløsning mister alle rettigheder og enhver indflydelse, men samtidig kan få rettet en pistol for panden af staten, som tager hans penge for et barn han aldrig har ønsket sig og næppe kommer til at se. Kvinder bryster sig af at kunne selv, og pressen overflyder med historier om kvindernes absolutte overlegenhed og omstillingsevne til det moderne samfund.

Stop! Det flyder over! Én artikel, aaaaargh!

Det meste af tiden handler historierne godt om, hvor overlegne kvinder er, i virkeligheden om at det er helt vildt synd for mændene. Især at det er helt vildt synd for mændene, at kvinder selv må vælge hvem, de har sex med, men lad nu det ligge.

Måske er tiden inde til, at kvinderne holder op med at løbe til Big Sugar Daddy og selv tager et ansvar?

Sjovt du siger det, Jesper! Der er nemlig en måde at indføre dit "manden kan fraskrive sig ethvert ansvar"-koncept på. Hvis staten overtager betalingen af børnebidrag for alle, selv de, der gerne vil betale, så ville det ikke betyde andet, end at man fraskriver sig retten til forældremyndighed og alle de andre rettigheder, der normalt følger med at være forælder. Du ved, som rigtige mænd ville gøre det. Men på en eller anden måde tror jeg ikke, det falder i Team MANFOs smag.

Så bring ligestillingsdebatten ind i det 21. århundrede og sig næste gang:

My Mind

My Body

My Choice

My Responsibility

Hmm. Måske. Skrævlingen har et bedre bud:

Her Body, My Choice, episode 1: Hvad med MÆNDENE?

Kælling!

Vi har allerede set, at MANFOs Jesper Kristensen har et noget afslappet forhold til sandheden, og at der er en vis korrelation mellem at synes, det er megauretfærdigt, at det kun er (cis)kvinder, der kan få aborter, og at være helt vildt usympatisk.

Hvad med en lækker 2-i-1-pakke?

I vores moderne kultur rangerer individet højt, og der findes et feministisk motto: “My Mind, My Body, My Choice!”. Det er et motto de fleste givetvis er sympatiske overfor, men udførslen efterlader en del at ønske.

[...] Det er i særdeleshed et problem, at rettigheder, pligter og ansvar i dag er afkoblede. Eller rettere at ansvar og rettigheder hvad angår reproduktive rettigheder afkoblet ensidigt for kvinderne.

Bid mærke i dén. Det er nemlig Jespers primære pointe i hele artiklen, hvor hjælpeløst den end er formuleret.

Hvad er Jespers argumentation for dette?

I livets fleste sammenhænge, fungerer det sådan, at man kan stilles til ansvar. Det er dog altid underforstået, at med ansvaret følger indflydelse.

Hvem af os ville f.eks. finde det retfærdigt, hvis vi kunne stilles til ansvar for Legos årsregnskab, hvis vi på ingen måde har nogen indflydelse på regnskabet? 

Se, allerede hér begynder det så småt at gå ned af bakke (men bare rolig, det bliver værre). Tydeligvis har Jesper aldrig set eller læst Spiderman, for så ville han vide, at det ikke er sådan, kausaliteten hænger sammen. I ved: "with great power comes great responsibility".

Uncle Ben knows what's up.

Peter Parker fik ikke sine crazy edderkoppekræfter, fordi han besluttede at redde sin by fra diverse psykopater. Først blev han bidt af den radioaktive edderkop (og undgik på en eller anden måde at dø), og så fik han ansvaret for at tæve forbrydere.
Nogle gange kommer ansvar og superkræfter samtidig. For eksempel har Buffy Summers altid været atletisk og sej, og hun har altid været Vampyrjægeren, også selv om hun ikke altid har villet påtage sig ansvaret for at beskytte Sunnydale. Either way, at sige "det er dog altid underforstået, at med ansvaret følger indflydelse" er vist en omgang prut.

Men okay, lad os se, hvordan Jesper Kristensen argumenterer for det. Han har nemlig lavet et fint skema:

Lad os skematisk se på mænd og kvinders rettigheder, ansvar, pligter og indflydelse, når det drejer sig om reproduktion.

Skema tyvstjålet fra MANFO.

Mens Jesper i sit skema ganske vist har ret i, at (cis)mænd ikke kan blive gravide, få aborter eller tage fortrydelsespiller, så er dette skema altså noget misvisende. Mere om det senere.

Det tager to at have sex, og her har begge køn et ansvar og de kan også påvirke situationen, f.eks. ved ikke at have sex. Begge køn har også adgang til prævention, så der står begge køn stadig lige.

Så langt så godt.

Selve graviditeten er noget, der pr. definition sker for en kvinde. Dette er ren biologi. Det er bare sådan.

True!

Når kvinden først er gravid, så har hun stadig muligheder for at styre sin reproduktion. Det kan ske meget tidligt med en fortrydelsespille, der skaber en ekstremt tidligt “abort”. Pillerne i håndkøb skal helst tages inden 12 timer efter det ubeskyttede samleje, men pillen virker op til 72 timer efter (3 dage). De receptpligtige piller virker op til 120 timer efter (5 dage).

Overskrides selv denne tidsfrist kan kvinden frit vælge abort indtil 12. uge efter undfangelsen.

 Ja...

På ingen af disse områder har manden nogen indflydelse, ud over at han naturligvis kan forsøge at argumentere for sin sag. Det er alene kvindens ret at foretage dette valg. En mand kan ikke (lovligt) tvinge en kvinde til at tage en fortrydelsespille eller gennemgå en abort.

Hey, whoa, hold up, cowboy! Hvad blev der af "Dette er ren biologi. Det er bare sådan."?

I have a bad feeling about this...

Selv når kvinden gennemfører graviditeten har hun efterfølgende muligheden for ensidigt at vælge bortadoption og dermed frasige sig forældreansvaret. Selv en umyndig kvinde har dette valg ( http://www.rettentilliv.dk/for-studerende/stoette-og-hjaelp/ ):

“Når man bliver mor, får man automatisk forældremyndigheden over sit barn. En pige under 18 år skal altså ikke have sine egne forældre til at godkende beslutning om bortadoption. Barnets far har ikke automatisk forældremyndighed - og dermed indflydelse på beslutningen - medmindre han er gift med barnets mor. ”

Det er de ordnede, velregulerede løsninger.

Brugte Jesper Kristensen lige en anti-abort-side som kilde?

Ja. Ja, det gjorde han. Charmetrold ♥

Det er ikke engang fordi de har ret derinde på Retten Til Liv. Ægteskab er ikke den eneste måde at give faderen forældremyndighed på. Lad os se hvad forældreansvarsloven siger:

§ 7. Forældre, der ikke er gift med hinanden, har fælles forældremyndighed, hvis

1) de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, eller

2) de har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 9.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis erklæringen i stk. 1, nr. 1, er afgivet, uden at betingelserne i retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle spørgsmålet om forældremyndighed er opfyldt.

Stk. 3. Anses en mand for far til barnet ifølge anerkendelse eller dom, har forældrene fælles forældremyndighed, hvis de har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Stk. 4. I andre tilfælde end nævnt i stk. 1-3 har moderen forældremyndigheden alene.

Paragraf 9 lyder i øvrigt:

§ 9. Forældre kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen skal anmeldes til statsforvaltningen for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

In other words: Hvis du som mand gerne vil have forældremyndighed, og dermed indflydelse på, om dit barn skal bortadopteres, så kan du sagtens få det. Du risikerer selvfølgelig at ende med ungen alene, hvis du absolut vil forhindre din partner i at bortadoptere barnet, men hey, sådan er det med det dersens "ansvar".

Apropos ansvar:

Skemaet viser generelt, at mandens indflydelse bortfalder, når kvinden først er gravid. Som tingene er indrettet i dag, så er mandens ansvar dog i praksis til stede hele tiden. Manden kan være 100% uenig i at blive far, men bordet fanger, hvis kvindens ensidige beslutning er at bære barnet til fødsel og angive manden som fader. Det gælder for så vidt også, selv om kvinden har løjet og bedraget sig til at blive gravid. Man må håbe hans orgasme var god, for alt derefter er russisk roulette.

Jeg tror, der er noget, Jesper Kristensen ikke har forstået. Mener han, at kvinders ansvar (uh, det er sjovt at bruge fed skrift!) forsvinder på et eller andet tidspunkt? Eller at de har for lidt ansvar i forhold til mænd?

I og med, at graviditeten foregår i kvindens krop, så vejer ansvar og omkostninger altså bare dét tungere hos kvinder. Det er ikke manden, der får morgenkvalme, humørsvingninger eller en mystisk lyst til syltede agurker med chokoladeovertræk, og det er ikke manden, der lider et fysisk tab ved en abort. Det er heller ikke manden, der har ansvar for ikke at indtage alkohol, ikke at ryge, og at spise ordentligt.

Derfor fungerer skemaet heller ikke. Som kvinde kan man simpelthen ikke frasige sig forældreansvaret. Uanset om man får en abort, beholder barnet eller vælger at bortadoptere det, så har man taget et ansvar i forhold til sin graviditet. Mænd har til gengæld mulighed for at frasige sig pretty much ethvert andet ansvar end det økonomiske, som 1) er der af en grund og 2) kvinden altså også har.

Der er selvfølgelig også hele det der med, you know, at barnet skal passes de næste 18 år. Men det gælder nok ikke som ansvar. Det koster trods alt ikke penge. Eller hvordan er det nu, det er?

Nå. Hvilken indflydelse har så ført til denne ansvarsfordeling?

Well, der var vist ikke nogen, der tvang den kære mand til at have sex. Man har altså haft indflydelse på, om der overhovedet skulle være mulighed for en graviditet eller ej. Jesper har ret: Efter du har ejakuleret, har du ikke så voldsomt meget at skulle have sagt, men kom ikke og sig, at det er dig, der har trukket det korteste strå.

Og kan vi så ikke lige få på det rene, at dét, Jesper Kristensen ser som det frygtelige ansvar, der bliver kastet på mænds skuldre, er at betale penge til sit eget barn? Jesus.

Det har været lidt småt med kvindehadet indtil videre. Kan vi ikke gøre noget ved det?

Det kan vi da!

Løgn og bedrag fra en kvindes side i sådanne sager er ikke et sjældent fænomen. Ifølge en undersøgelse blandt 5000 kvinder var resultatet at hele 42% af kvinderne om nødvendigt ville lyve om at bruge prævention for at blive gravide. Uanset partnerens holdning! Kære mand, sidder du lige nu med en kold rislen ned af ryggen? Godt!

42 procent! Hold da helt kæft, det lyder helt sindssygt. Hvad er Jespers kilde? Hvad står der her—"Do Women Really Want a Male Birth Control Pill?"

Hmm... Det lyder ikke umiddelbart helt objektivt, men lad os da se, hvad der står:

[...]the National Scruples and Lies Survey 2004 polled 5,000 women in the United Kingdom for That’s Life! magazine. According to that survey, 42% of women claim they would lie about contraception in order to get pregnant, regardless of the wishes of their partners.

The National Scruples and Lies Survey.. Hm, det lyder godt nok ikke videre officielt. Lad os prøve at Google det...

Nå, det fik vi ikke så meget ud af. De fleste af resultaterne er fra vrede bloggere, flere af dem kvindefjendske. Hvad jeg især bider mærke i er en sælsom mangel på links til, you know, selve undersøgelsen.

Det er der måske en grund til:

[...]the poll was not conducted by a psychology unit at a reputable university, or even an investigative journalist at a broadsheet. It was a tick-box survey of readers of That’s Life magazine. If you’re not familiar with That’s Life, it’s one of those printed-on-tissue-paper 69p weeklies you find in doctors’ waiting rooms. This is their current cover.

That's right. MANFOs videnskabelige kilde er et spørgeskema fra et tabloidmagasin. Er det bare mig, eller virker Jesper Kristensen lidt for ivrig efter at hoppe på den for at kunne dæmonisere kvinder? Jeg sidder ganske rigtigt med en kold rislen ned ad ryggen.

Nå, med endnu et datapunkt i vores "MANFO-kan-ikke-finde-ud-af-det-der-med-kilder"-kurve vil jeg holde for i dag. Glæd jer til endnu et kapitel i sagaen ♥

Fjolser Fråder over Fiktivt Feministisk Forbud

Feminismens værste fjende.

Så har feministerne sgu rigtig jokket i den økologiske spinat. 180grader-brugeren Kaffedrik afslører her et af feminismens største selvmål i nyere tid (i tilfælde af, at indlægget skulle forsvinde senere, kan du se et billede af det her):

Canadiske feminister mener deres primære værdi for mænd er sexuel, derfor frygter de eventuelle fremtidige sexbots og ønsker de dem forbudte.

Det er et sjældent set selvmål af feministerne. De tror at kvinderes værdi udspringer af mænds interesse i sex. De objectificerer sig selv, reducerer sig selv til et sexuelt objekt uden anden værdi.

Jeg tror det er fordi de ikke ønsker at de skal miste deres vigtigste pressions middel, adgangen til sex. Det er tydeligt at disse feminister ser sex som et middel til magt over mænd i parforhold og i samfundet generelt.

Kaffedrik henviser til dette indlæg, der fortæller om ny canadisk lovgivning, der skal forhindre mænd i at bolle med robotter:

Following the recent Ontario/Canada Roundtable on Gender Equality, the below provisions have been proposed for the new Human-Robot Personal Relationship Act, the first draft of which is currently being finalized.The provisions are specifically meant to target the concerns that were expressed at the roundtable that sexbots will negatively impact the pursuit for gender equality and may unduly em phasize the objectification of women as sexual objects.The suggested provisions fall into the larger framework of regulating the emerging service robot industry that will be governed by the Human-Robot Personal Relationship Act and under the direction of the Ministry of Robots and Artificial Intelligence, to be established in Ontario and other Canadian provinces and territories at the end of next year.

…The use of sexbots in the privacy of one’s home is prohibited, unless otherwise permitted by the Ministry of Robots and Artificial intelligence or a relevant regulating agency as per the criteria outlined in the Human-Robot Personal Relationship Act.

Hvad fanden bilder de sig egentlig ind? Skide canadiere.

Blandt de, der er utilfredse med dette perfekte eksempel på feminismens sindssyge, og derfor har stemt indlægget op, er en del af vores gamle venner:

Og i kommentarsporet mærker man også vreden. Der er blandt andet et par stykke der foreslår—gisp—at forbyde dildoer! Kenneth Andersen skriver:

Bare se dagligdagen omkring dig: her ses adskillige selvmål af de "frigjorte". De vil absolut ikke associeres med sex, men i sidste ende er det faktisk det eneste, de spiller på - altså de opnår deres indflydelse via seksuelle undertoner.

Men husk: det er mændenes skyld. Kvindfolkene skal da ikke tage selvstændigt ansvar for sine handlinger. Nej, de bliver "tvunget" til det af mændene. Jo jo...

Gunnar Langemark forstår godt, hvorfor feministerne ikke vil have sexbots:

Det er da meget klarsynet.

I samme øjeblik - selv de mest sexfixerede - mænd kan frigøre sig fra nødvendigheden af kvinder til sex, vil der ikke være nogen grund til, at mænd skal finde sig i, at finansiere kvinders liv.

Og så bliver det hårdt for kvinderne.

Der er et par kommentarer om udviklingen af en kunstig livmor, hvor Rasmus J hævder, at sådan en størrelse vil være "et af de største ligestillingsskridt nogensinde".

Vores gode ven Rene Hansen er uenig:

Skråt op med det åndsvage ligestiilings-nonsens. Dét skal i hvert fald ikke være argumentet for den udvikling. Vi er ikke lige! Vi er lige meget værd, men vi er fanme ikke lige!

Og det gælder også for de transkønnede! Og homo'erne. Og alle andre originaler, for den sags skyld.

Og Bekymret Borger giver os en lille, noget alternativ historietime:

Det tyvende århundredes historie er i store træk historien om mænds frigørelse fra kvinder. Man opfandt moderne komfurer, vaskemaskiner osv. som overflødiggjorde kvinder som hushjælp. Man udbredte samtidig stadig flere og bedre medieformater, der gjorde det muligt at nyde kvinders form uden at skulle være sammen med dem i virkeligheden. Osv.

Spot on.

Hvad sker der da også lige for det canadiske Ministry of Robots and Artificial Intelligence? Hader de mænd? Vi må hellere lige Google dem.

...Hm. Det fik vi ikke så meget ud af. Der er kun links til andre indlæg i stil med det, der henvises til på 180grader.

Det er næsten som om the Ministry of Robots and Artificial Intelligence ikke fucking findes. Det gør den dersens “Human-Robot Personal Relationship Act” tilsyneladende heller ikke.

"Jamen," tænker du måske, kære læser, "det står jo lige dér på 180grader! Det må jo være sandheden! Feministerne er onde! Det skriver Kaffedrik selv! Lennart Kiil har stemt den op, for Christ's sake!"

Sorry to disappoint, men hele feminister-vil-forbyde-sexrobotter-historien er en stor fed løgn (tak til verdens sødeste Facebook-læsere for tippet). Det fiktive ministerium er en del af en to år gammel opgave i jura. To år er evigheder på internettet, så I må nøjes med en arkiveret version af det fiktive lovforslag (eller se det som et billede her).

Det kan næppe overraske nogen, at de småparanoide tosser hos 180grader ukritisk sprang på muligheden for at råbe af kæll—kvinderne, men man behøver heldigvis ikke være overrasket for at more sig. De er vist heller ikke så glade for ting som "fakta" eller "sandhed" derinde, så vi kommer sikkert til at se mere af den slags i fremtiden.

På en eller anden måde får man indtrykket af, at det ikke er den frække robotsex, der frister, men en eller anden forskruet fantasi om, at kvinder vil græde salte, salte tårer over, at de nu er overflødige. Nu kan de ikke længere manipulere mænd med deres fjappeletter! De skulle have haft mere sex med 180-mændene mens de havde chancen :(

Selv ser jeg gerne, at vi får billige sexrobotter på markedet så hurtigt som muligt. Jo før 180-tosserne kan købe sig en sexbot, jo før behøver de aldrig røre en kvinde igen—og det kan vist kun beskrives som en god ting for alle parter.

Hvorfor er det kun kvinder, der må få abort?

Åh, de gode gamle dage ♥

Det her indlæg skal handle om Ekstra Bladets nationen!. I know, I know, det er lidt som at skyde sild i en tønde, men jeg synes altså det er vigtigt at minde mig selv (og jer!) om, at de her mennesker altså findes i virkeligheden. Det er manden på gaden, det hér! Denne gang hedder manden Jakob H, og han udtaler: Vil hun have barnet - må hun selv betale:

- I 2013 har manden stadig ingen indflydelse på, om han ønsker at være far til et barn, hvis han har haft samleje med en kvinde og kvinden efterfølgende ønsker at få barnet. Sådan indleder Jakob H. sit indlæg. Han finder det dybt urimeligt at kvinden, ene og alene, beslutter om en mand skal betale livslangt børnebidrag til et barn han ikke ønsker at være far til.. Han fortsætter:

Dømt til at betale 

- Kvinder snakker om ligestilling, men som mand har du ingen rettigheder, hvis kvinden ønsker at få barnet. Du kan som mand stå på sidelinjen, mens regler og lovgivning tager kvindens parti. Du er, hvis du er far til barnet, dømt til at betale.

Overgreb på manden 

- En mulig løsning er, at det var muligt for manden at skrive en skriftlig erklæring på, han ikke ønsker barnet, og derfor må det være kvindens ansvar, både økonomisk og opdragelsesmæssigt, at tage sig af barnet. Som det er i dag jf. lovgivningen foretages der et direkte overgreb på manden. Kan det virkelig være rigtigt, at mænd skal kunne udsættes for overgreb med statens velsignelse?

Ekstra Bladet spørger os:

Er det rimeligt at mænd ikke selv kan afgøre hvorvidt de vil være med til at forsørge et barn de ikke ønsker? Eller er det rimelige vilkår, hvis man har ubeskyttet sex med en kvinde?

Lad os lige få den igen: Jakob H mener, at det er et overgreb at skulle betale støtte til det barn, man selv har været med til at lave. Et overgreb. At en kvinde (og for den sags skyld også en mand med en livmoder, hvis man nu er en af dem, der mener, at ens køn ikke afgøres af, hvad man har mellem benene—bedre kendt som "ikke en narrøv") selv bestemmer, hvad der skal ske med hendes krop, er udtryk for uligestilling. Hold kæft, en skvadderøgle.

Det er sådan set ikke et nyt emne. Se for eksempel her, her og her (ja, det er vores homie Thomas Gyldborg!) og på engelsk her og her.

Ved første øjekast kan en—lad os kalde det en "juridisk abort" i mangel af bedre—måske virke ganske fornuftig. Man underskriver et dokument, hvor man fraskriver sig retten til at se sine børn og pligten til at betale børnebridrag, og voila, så er alle glade. Sådan fungerer det bare ikke helt.

I må endelig ikke misforstå mig—jeg ville synes, det var absolut mageløst, hvis folk som Jakob H aldrig nogensinde kom i nærheden af deres afkom. Men juridisk abort bringer et helt andet og meget større sæt problemer med sig end det store overgreb, Jakob H bliver udsat for.

Med fri abort, p-piller, lettilgængelige kondomer, bedre seksualundervisning og støtte til enlige forældre har vi efterhånden nået et punkt, hvor sex (og konsekvenserne heraf) er så lille en ulempe for kvinder, som det nogensinde har været. Både fordi uønskede graviditeter er blevet sjældnere, men også fordi en uønsket graviditet ikke længere betyder, at en kvindes liv bliver fucked up—hvad enten hun vælger at beholde barnet eller få en abort. For ganske få år siden var både kvindens og barnets livskvalitet (og overlevelse) fuldstændig afhængig af, at der var en mand, der var villig til at tage sig af dem. Den slags gode, gamle dage er der tilsyneladende nogen, der gerne vil tilbage til i "ligestillingens" navn. Det er vist heller ikke noget nyt, det dér med gerne at ville kontrollere kvinders seksualitet. Den holdning støder vi konstant på her på bloggen.

Lad os lige få noget på det rene: Det koster penge at have børn. Og som enlig forælder kan det være svært at få pengene til at række. Der er med andre ord en grund til, at man betaler børnepenge.

Lad os så sige, at en kvinde finder ud af, at hun er gravid, og at hun vil beholde barnet. Manden, der har gjort hende gravid, beslutter (inden for det første trimester, naturligvis—det er jo en mandlig udgave af aborten, det hér!), at han ikke vil betale penge til barnet. Han underskriver derfor et af disse juridisk abort-dokumenter, så han ikke behøver at betale børnepenge eller tage del i sit barns liv. Det efterlader den gravide kvinde i en situation, hvor hun med stor sandsynlighed vil mangle penge under barnets opvækst. Pludselig virker en abort meget mere tiltalende end det gjorde før.

Med andre ord risikerer man, at juridisk abort presser en kvinde til at få en abort, hun ikke ønsker. Men et overgreb? Neeeeej da. Hun skal jo ikke betale nogen penge! Det er da bare ligestilling, at manden også har indflydelse på, om der skal foretages en abort! Det er trods alt bare et bette indgreb, det er da det nemmeste i verden!

Hvorfor fanden er mænds pengepunge vigtigere end kvinders kroppe?

Det er da fint, at der er mænd som Jakob H, der har en stærk retfærdighedsfølelse. Det kunne bare være rart, hvis den ikke kun omfattede, you know, mænd.

"Jamen, Nikolaj," kan jeg allerede høre et par af jer sige, "giver det da ikke meget fin mening at få en abort, hvis man ikke har råd til at være aleneforælder?"

Jo, det kan vi godt blive enige om. But here's the thing: Det er ligemeget, hvor fattig en kvinde er. Det er ligemeget, hvor inkompetent og uegnet til at få børn, hun end måtte være. Hun kan have løjet om p-piller eller prikket hul i kondomet; det betyder intet. Der er kun én person, der bør bestemme, om hun skal have et barn, og det er hende selv. Efter ni måneder er så der sat et nyt lille menneske i verden. Det lille menneske skal altså have mad, tøj og tag over hovedet, og pengene til det skal altså komme fra et eller andet sted. Det skal bare åbenbart ikke være fra barnets far. Plejer det ellers ikke at være yndlingsmantraet, når man taler om ligestilling? At ingen tænker på BØRNENE?

Okay. I princippet kunne et system med juridisk abort godt fungere, hvis alle børnepenge i landet blev betalt over skatten (i hvilket tilfælde de vrede fædre ville ende med at betale til moderen alligevel), men der klages vist allerede i krogene over, at kællingerne får for mange penge fra staten. Der er endda nogen, der mener, at statsstøtte til enlige mødre er et incitament for unge kvinder til at lade sig bolle tykke.

Så det er nok ikke en mulighed.

Måske skulle man bare gå tilbage til det gode gamle system med ikke at have sex, hvis man vil være absolut et hundrede procent sikker på, at der ikke sker en befrugtning. Vil du være sikker på aldrig nogensinde at skulle betale penge til en ung mor? Hold den i bukserne.

Det har ikke noget som helst med ligestilling at gøre, hvor gerne narrøve som Jakob H end vil have det til at lyde sådan; det handler om noget så simpelt som 1) retten til selv at bestemme, hvad der skal ske med ens krop og 2) at børn altså koster penge, for helvede!

Hvad synes de andre medlemmer af nationen! egentlig? Lad os tage et kig på nogle af kommentarerne (klik på billedet for at gå til selve kommentaren). Fra starten af vil jeg gerne smide en kæmpestor TRIGGER WARNING for snak om tvungen abort og andre skrækkeligheder, især hvis du begiver dig ind på selve tråden.

Ja, han vejer helt seriøst fordele og ulemper ved at fremprovokere en abort med tæsk.

Og den sidste gyldne kommentar (der er meget mere guf at finde i kommentarsporet, hvis man føler trang til selvpineri):

...Jeg tror ikke, der er nogen elegant måde at slutte af på (det ville ligesom også være lidt upassende, når nu det er nationen!, ikke?), så jeg vil bare sige, at jeg er helt og aldeles for mandlig abort. Det må være enhver mands ret at få fjernet et foster fra sin egen livmoder.

Pas på jer selv og hav en god weekend ♥

Knivdiller: godt! Bøsser: skidt!

Neeeej, ad! Det er unaturligt! Få det væk!

Hvis der er nogen, der er glade for kernefamilien (ud over Selsingerne, MANFO og alle vores andre gode venner, that is), så er det Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard mener, at Det Radikale Venstres angreb på kernefamilien bliver det største etiske dilemma her i 2013. I samme artikel udtaler hun:

[...] endelig er det godt, at homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab og få en kirkelig velsignelse, men et egentligt ægteskab skal være for en mand og kvinde.

You go, girl ♥

Nå. Det er faktisk ikke Pia, vi skal tale om, men en af hendes partifæller, som i Metroxpress har skrevet om, at familieværdier skal på dagsordenen igen. Hun hedder Mette Hjermind Dencker, og hun har en skarp tnge. Det står der i hvert fald i overskriften.

Jeg elsker en kvinde, der kan sætte et godt sæt parenteser.

Hvad har Mette Dencker så at sige om familien?

En han møder en hun. De bliver tiltrukket af hinanden. De slår sig ned sammen. De formerer sig. Sådan har det altid været, siden der var liv på jorden, i alle lande over hele verden og hos alle dyrearter i naturen. Det er skabelsen af liv.

...er du sikker?

Vi har talt lidt om andesex før, men måske skulle vi kigge lidt på nogle andre dyr? Bare sådan for selv at få syn for på hvor udbredt den familiestruktur egentlig er. Lad os springe de mange dyr over, der ikke opererer med han- og hunkøn og gå direkte til det sjove.

Hangiraffen klasker hungiraffen på bagdelen, så han kan smage på hendes tis, om hun har ægløsning. Ellers gider han nemlig ikke bolle. Selve samlejet varer ganske få sekunder, og så er hannen på vej ud for at have mere sex—sandsynligvis med en hangiraf, for omkring 90% af girafsex er dude-on-dude.

Han-væggelusen kunne teknisk set have sex med hunnen på den gode gamle penis-i-skede-måde, men i stedet spidder hannen sin mage i maven med sin kniv-pik (jeg sværger, det er ikke noget jeg finder på!), og sæden rejser så rundt i hunnens blod indtil den når æggestokkene. Herefter kan hannen rende rundt og have mere sex (det forekommer, at han springer på en anden han-væggelus), mens hunnen er alene og lægger et par æg om dagen, hver dag, indtil hun dør.

Hos elefanterne er der typisk flere hunner tilknyttet en enkelt han, som kan være så skræmmende, når han er i parringstid (hvilket han markerer ved at pisse på sig selv), at elefantkøerne må beskytte de yngre hunner. Nå ja, både hanner og hunner fyrer den også gerne af med deres eget køn. Det meste af tiden render hannerne dog rundt for sig selv.

Og så er der den almindelige huskat. Det hænder tit, at adskillige hankatte parrer sig med hunnen i træk (hankattens penis har i øvrigt ca. 150 modhager!!!), og da hunnens æg kan befrugtes af flere hanners sæd på én gang, er det ikke unormalt, at killinger i et kuld har flere forskellige fædre.

Hvordan var det nu igen med skabelsen af liv?

Hos os mennesker bliver vi sammen med flokken, og vores børn er først klar til at kunne klare sig selv, når de er 18 år. Det er naturen.

Okay, det er rigtigt nok at mennesker generelt bliver i flokke (omend den "naturlige" sammensætning af disse er meget omdiskuteret). Men at man fra naturens side først er selvstændig som 18-årig... er du sikker, Mette Dencker? Min mor flyttede hjemmefra som 17-årig, og vi skal ikke ret langt tilbage i historien før man blev anset som værende gammel nok til at klare sig selv når man fyldte 13.

Generelt er det med at man skal være 18 for at blive set som voksen en ret ny og ret vestlig konstruktion (og hele ideen om "kalendere" og "år" er vist også noget kulturelt, har jeg ladet mig fortælle). Se her—i mange kulturer kan man som kvinde giftes væk som 15- eller 16-årig.

Hmmmmmmm.

Findes der børn, der flytter hjemmefra før de bliver 18? Findes der mennesker, hvis livsfælle er af samme køn? Findes der folk, der lever alene med deres børn? Findes der børn, der aldrig har mødt deres far, fordi de er skabt ved insemination? Findes der børn, der lever sammen med flere voksne? Svaret på alle spørgsmål er JA! Det findes i dagens Danmark. Er det naturligt? NEJ! Uanset hvor anerkendt, udbredt og normalt det bliver, vil det aldrig være naturligt at leve på en måde, der strider mod naturens orden.

Mette, vi har lige hørt om et dyr, der parrer sig ved at dolke hunnen i maven. Homoseksualitet er helt latterligt udbredt i naturen. Jeg tror ikke, du ved hvad, "naturens orden" egentlig er.

Mette Hjermind Dencker har været parterapeut og set mange familiekonstellationer i sin praksis. Men åbenbart er intet så godt som the real deal. Det gælder blandt andet også navne:

[Børnene bliver de store tabere, når] det er muligt at kalde sin pige for Gul Altan, og sin dreng for Fru Sok [...] Børn skal ikke være ofre for forældre, der får den tossede ide, netop at kalde deres barn for Offer.

Man kan også hedde Hampus, Fiv og Bitter. Det er åbenbart ikke et problem.

Det ville naturligvis heller ikke være Dansk Folkeparti, hvis der ikke var en lille smule brok over kønsneutrale børnehaver. Brok af den slags, der intet har at gøre med virkeligheden, det siger sig selv.

De skal heller ikke blive nægtet at gøre de ting, der hører deres køn til, og udforske sig selv, blot fordi nogen synes, det er in med kønsløse børnehaver.

Skal vi nu snakke om det igen? Der er ikke nogen der nægter piger at lege med kjoler og drenge at lege med biler lad nu være.

I år fremsætter Dansk Folkeparti sit samlede familieprogram. Noget tyder på, at homoseksuelle og enlige forældre ikke får så meget ud af det:

Det er ulykkeligt, at ende alene med et barn, og det er synd for de mennesker, der ikke kan få børn på naturlig vis. Og vi skal som samfund hjælpe dem, der havner i den ulykkelige situation. Men hvis man er to af samme køn eller kun en, så kan man ikke få børn. Og det, tror jeg på, der er en mening med.

Det var vist heller aldrig naturens hensigt, Mette, at du skulle sidde bekvemt i dit hjem og dele dine meninger med hele verden via et  gigantisk netværk af computere. Hvis du absolut vil leve helt naturligt, kan du så ikke hugge dit heterosexistiske, patriarkalske vrøvl ind i en klippevæg i stedet?

Tak ♥